2005 bliver det sidste år hvor vi har en Jordan racer i feltet. I januar solgte Eddie Jordan sit team til Midland, der ellers havde planlagt entré i Formel 1 i 2006. I stedet har de nu valgt at overtage Jordan. Fordelen for Midland er, at Jordan faktisk er i besiddelse af en række gode faciliteter som Midland nu råder over. Og så er der selvfølgelig det ikke helt lille beløb man skal smide på bordet for at få lov til at kalde sig selv Formel 1 team. Ved at overtage et eksisterende team er de kommet uden om det krav.

Sidste sæson var ikke imponerende for Jordan. Faktisk var den ganske elendig. Ingen penge og ingen udvikling gjorde at teamet var havnet lige foran Minardi og det var ikke udsigt til de store ændringer der. Og det kommer der heller ikke i 2005, dertil er Midland trådt for sent ind på scenen. 2005 er en sæson der bare skal overstået, og fokus er allerede rettet mod 2006 sæsonen.

Jordan var i 1991 et frisk indslag i sporten med deres flotte grønne racer. Det lovede godt dengang. Senere gik det lidt tilbage inden den første sejr kom i 1998. Den bedste sæson er så klart 1999 hvor Jordan med Frentzen som pilot vandt to sejre og Frentzen hentede bronze i VM kampen. Men der toppede teamet også. De følgende år kunne de ikke leve op til de flotte resultater og i de sidste par år har tilbagegangen været mere eller mindre konstant. Ikke engang Fisichellas sejr i Brasilien i 2003 kunne slette fiasko indtrykket fra den sæson. Og 2005 bliver ikke bedre - og der er nogle ganske gode forklaringer på.


Motorleverandøren er den eneste virkelige nyhed på Jordan - Copyright Jordan Press

Bilen
For det første er der bilen. Formel 1 handler primært om udvikling og hvis ens sæson var så dårlig som Jordans var i 2004 har man virkelig brug for udvikling. Men der er ikke meget udvikling at spore i den nye Jordan, der ret beset er en lettere opdateret version af bilen fra sidste sæson. De primære ændringer er sket af tvang: Sidste efterår sikrede Jordan sig en fornuftig aftale med Toyota om levering af motorer. Bilen er derfor blevet tilpasset til denne motor, fremfor at bygge en helt ny bil omkring Toyota motoren. Det er set før, det med at tilpasse en eksiterende bil til en ny motor - og i skrivende stund er der ikke lige nogle vellykkede eksempler at hive frem. Det logiske når man skifter motorleverandør er at lave en ny bil. Men det havde Jordan bare ikke økonomi til, og ejerskiftet skete for sent til at det får nogen indflydelse på den kommende sæson.

En anden dimension i forhold til bilen er at der i 2005 er sket en række ændringer i reglerne. Disse ændringer er i sagens natur kun medtaget på den nye Jordan som nødløsninger.

Så set fra et rent teknsik perspektiv er der ikke noget nyt at komme efter, og da der heller ikke var noget at bygge videre på fra sidste sæson, ser det ikke lovende ud.


De to kørere får det svært - Copyright Jordan Press

Kørerne
Selvom Jordan aldrig har været noget stort team, har man gennem tiden haft en række spændende kørere. Michael Schumacher fik sin debut hos Jordan, Rubens Barrichello, Eddie Irvine, Giancarlo Fisichella, Ralf Schumacher, Heinz-Harald Frentzen, Damon Hill er nogle af de kører der har været i teamet.

I 2005 skal bilerne køres af to debutanter: Monteiro og Karthikeyan. At være ny i Formel 1 er ikke let. At være ny i et af de dårligste teams er rigtig hårdt. Ikke at have en erfaren mand at læne sig op af og sammenligne sig med, er rigtig rigtig hårdt. De to får det svært. De har kun hinanden at konkurrere med (her går jeg ud fra at Jordan trods alt stadig vil være bedre end Minardi) og da ingen af dem før har været med, er der ikke den store prestige i at slå sin holdkammerat. Sidste sæson da Heidfeld sad i bilen var der en kører som man vidste noget om. At slå ham vil være et resultat der kan bruge konstruktivt. At den ene Jordan debutant slår den anden Jordan debutant vil der bare være skuldertræk til overs for. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at demonstrere sit talent under de forudsætninger, men det kræver meget.

Men for at gøre historien kort, udover at Jordan mangler bilen der kan levere varen, mangler de også kørerne der kan.


Når 05 er slut, er det slut med Jordan - Copyright Jordan Press

Midland
En tredie faktor for Jordan er Midland, som sandsynligvis vil omdøbe teamet næste sæson. For Midland er 2005 en sæson der skal overståes. Der var økonomi i at købe et eksisterende team og bære det igennem inden kampen for alvor skal startes.

For Jordan har Formel 1 de sidste par sæsoner været et spørgsmål om overlevelse. Det har naturligvis motiveret dem til at gøre det allerbedste de overhovedet kunne hver eneste gang - må man formode. Nu er overlevelsen sikret, men ingen regner med noget i år. Derfor er der vitterligt ikke noget at kæmpe for. 2005 er bare tid der skal gå. Økonomien vil fortsat være stram, der er ingen grund til at unødvendige penge i en sæson der bare skal overståes.

Jordan er lidt i samme situation som Tyrrell var det i 1998. Teamet var blevet solgt og overtaget, men kørte en sæson under det gamle navn inden man startede på en frisk. 1998 var ikke nogen god sæson for Tyrrell, og 2005 bliver ikke nogen god sæson for Jordan.

Martin Møller Thomsen
martin@f1journal.com