Der er sket lidt i vinterens løb på ’journalen’. Kent ’Kongen’ Kirkegaard, der havde tjansen som redaktør ønskede en lidt mere tilbagetrukket livsførelse. Derfor trådte undertegnede til for på forhåbentlig bedste vis at føre Journalen videre i Dennis Dithmars ånd - og ikke mindst min egen! F1journal vil fortsat eksistere med Pole-Position som supplement med de hurtige nyheder, hvor journalen vil tage sig af de længere reportager, artikler og andet godt. Vor trofaste webmand Stanley ’Webstan’ tager sig som sædvanlig af opsætningen - så uden ham var der ikke andet end et sort hul i cyberspace

En af de nyskabelser der vil være fra nu af, vil være et nærmere bekendtskab med det som mange af os er blevet forfalden til i tidens løb. Fodring af samlergenet! Det handler simpelthen om de mange ting som folk samler på. DVD’ere, videobånd, tøj, bøger, modeller osv. Der vil være en månedlig artikel om dette fra nu af. Mikael lægger ud med en anmeldelse af F1 2004 DVD’en. Hvis der er et eller andet specielt du leder efter, så skriv til os - det kunne jo være at vi kunne give en ledetråd eller et tip.

Men det vi venter på alle sammen lige nu, er det der sker tidlig morgen den 6. marts!

2005 forventer jeg vil blive en rigtigt spændende sæson. Michael Schumacher vil ikke få det lige så let som i 2002 og 2004, da BAR, Renault, Williams og McLaren ikke har siddet på deres hænder i løbet af vinteren. Den sene lancering af Ferraris 2005 model kan let blive en bet for Ferrari og det forlyder da allerede, at det påtænkes, at tage den nye 2005 model i brug tidligere end oprindelig annonceret. De andre teams har deres biler parat allerede og det kan vise dig som en stor fordel, med de store regelændringer der er op til denne sæson. Men kan Schumacher blive slået i VM? Button har starquality - men mangler at få hul på bylden med den første sejr. Derfor bliver han ikke verdensmester i 2005. Montoya og Raikkonen er vindere - spørgsmålet er bare om Stuttgart kan levere motoren der holder? De første løb vil vise det. Webber og Heidfeld er for 'nye' i i den skarpe ende af gamet til et VM, og Williams er måske for konservative og forsigtige med deres design. Jeg venter mig meget af Alonso og Fisichella i Renault. Alonso er på vej op, men mangler stabilitet og ro. Kan det komme i 2005? Fisichella er lynende hurtig, men er ikke et VM emne.

Resten af holdene er der ikke VM endsige sejre i. Villeneuve tror jeg ikke på mere - han er med for pengenes skyld. Massa er hurtig og kan lave få tilfældige resultater. Toyota mangler meget, men Mike Gascoyne kunne vende både Jordan og Renault til at blive vindere. Med Ralf Schumacher og Jarno Trulli KAN der ske mirakler. Men selv BAR, der fik vendt skuden i 2004 opnåede ikke en sejr. VM kræver regelmæssige resultater - det er Toyota langtfra rede til endnu.

Red Bull Racing, Jordan og Minardi må slås om at blive sidst i feltet.

Så Michael Schumacher som verdensmester - men under pres fra Raikkonen. Montoya, Webber, Button og Alonso som outsidere.

Velkommen til en ny sæson med F1journal!

Med venlig hilsen

Flemming Hansen
’Den gamle redacteur’