Selvom 2004 så langt fra var McLarens dårligste sæson, var den alligevel en af de mest skuffende sæsoner. I Ron Dennis regeringsperiode har de dårligste år været 1994 - 1995, men det var forventet. Først var der den enlige sæson med Peugoet motorer. Men det var som om at den franske motorleverandør og det engelske team aldrig var helt på talefod. Så i 1995 blev Løven udskiftet med Stjernen fra Stuttgart. Mercedes havde i et par sæsoner været med, under dæknavnet Ilmor - efter konstruktøren Mario Illien. Men selv med et par sæsoners erfaring var der tale om en langsigtet plan - og de magre resultater i 1995 blev taget med ophøjet ro. Det skulle nok komme.

Og det gjorde det - via konstante fremskridt i 1996 og 1997 nåede man frem til Mika Häkkinens to VM titler i ’98 og ’99. Det første blev vundet i overlegen stil, mens det andet blev vundet under pres fra Eddie Irvine! Men det blev vundet. Men siden har det været så som så med de store resultater. Og i perioder sågar med de små resultater også.

Efter et magert år i 2001 skulle 2002 være et vendepunkt. David Coulthard var blevet frontfigur efter Häkkinens selvvalgte pensionering. Men Coulthards VM drømme kom aldrig rigtig op at flyve. Som sæsonen skred frem blev det mere og mere tydeligt at det var endnu en finne - Raikkonen - der var teamets egentlig fremtid og Coulthard reduceret til en pausefisk i rollen som førstemand.

Allerede i 2003 blev skotten overhalet af Raikkonen, der til sidste stykke asfalt gjorde hvad han kunne for at vinde en VM titel. Han vandt den ikke, men han var tæt nok på til at det var spændende. Inden sæsonen startede tydede intet dog på at McLaren ville spille nogen stor rolle det år. Den nye bil var forsinket (og blev ved med at være det, lige indtil den blev skrottet) og Ferrari havde været så dominerende i 2002 at det var svært at forestille sig det skulle ændre sig. I virkeligheden var 2003 heller ikke nogen fremragende sæson for McLaren - to sejre, begge i starten af sæsonen, og en masse podiepladser kan for et team som McLaren ikke betegnes som god, men som anstændig.

Men optimismen fejlede ingenting før 2004. Hverken hos McLaren eller hos kommentatorerne. Heller ikke hos skribenterne på nærværende site der med overvældende flertal udpegede Raikkonen som VM favorit! Men sådan skulle det, som nogle måske vil erindre, ikke gå. I stedet blev McLaren (og alle andre teams) bombet tilbage tilbage til 2002 af et overlegent Ferrari hold der blev så rutineret i at vinde, at det virkede som om de ikke ville kunne stoppe selvom de prøvede.

På den tekniske front gik 2004 ikke meget bedre end 2003. Godt nok fik man præsenteret en ny bil, men den var, slet og ret, ikke konkurrencedygtig. Først da man i løbet af sæsonen konverterede til en -B specifikation kom der gang i hjulene og især Raikkonen nærmede sig fronten af feltet og Schumachers hækspoiler et par gange. Og i Belgien kom forløsningen så, med sæsonens enlige sejr. Men på det tidspunkt var det for sent - VM var blevet afgjort og alle tanker var rettet mod 2005.


For McLaren er der et krav om succes!

Ny bil - nye tider?
Hos McLaren virker det som om man satser på en ny begyndelse med MP4-20 selvom bilen i sig selv er en naturlig udvikling fra de forgående sæsoners biler. Man har præsenteret bilen i ordentlig tid og man har udskiftet den evige optimist Coulthard med Juan Pablo Montoya - et skifte der har været på plads i over et år. Med ankomsten af Montoya har Ron Dennis sikret sig to af de mest lovende kørere i Formel 1. Tidligere har han fået store resultater ud af at kombinere store navne - Prost og Senna for lige at nævne de to der faldt mig først ind! Kombinationen af Raikkonen og Montoya - ismanden contra det columbianske temprament kan give gnister og fyrværkeri, men kan også virke fremmende for dem begge to.

Tilgengæld er der nu også et krav om resultater. Med de to kørere og den nye bil er der ingen vej udenom, der skal sejre ind på kontoen og hullet op til Ferrari skal minimeres. McLaren skal igen fremstå som en troværdig kandidat til en VM titel.

Våbnet hedder som nævnt McLaren MP4-20. Det er en ny bil, selvom den ikke er revolutionerende ny. Den er en viderudvikling af sidste års model. Umiddelbart ligner den 2. udgaven af 2004 raceren - MP4-19B ganske meget, men der er en række småjusteringer omkring designet. Disse små ændringer i linjerne, specielt ved bunden af bilen, har til formål at skabe et bedre aerodynamisk flow henover bilen.

Men den virkelige ændring hos McLaren er mere sket i strukturen omkring holdet, hvor man gennem den sidste svære sæson kom frem til at en del af problemet var at de tre afdelinger der samlet set stod bag F1 indsatsen ikke altid arbejdede i samme retning. Derfor var McLaren sidste år igennem en massiv omstrukturering hvor Ron Dennis satte sig selv i spidsen for hele operationen. Denne omstrukturering satte vist også sine spor i en i forvejen delvist mislykket sæson. Men nu forsikrer teamet om at alting skulle være på plads og det eneste fokus man har er på Formel 1.

Et billede af en vinder?

Perspektiver
McLaren skal have succes i 2005. Hvordan succes defineres er mere et åbent spørgsmål. Men et af hovedkravene er at være tættere på Ferrari. Selvom det værst tænkelige skulle ske og Ferrari vinder ligeså mange løb i 2005 som i 2004, så kan McLaren alligevel komme hæderligt ud af det. For mens de i 2004, specielt først på året, var håbløst bagud, vil det være en succes hvis de hele tiden kan puste Ferrari i nakken i 2005. Det er afstanden mellem dem og ikke så meget resultaterne der tæller. Hvis afstanden bliver mindsket ned til hvor Schumacher kan se en sølvfarvet bil i spejlene konstant, så skal sejrene nok komme på et eller andet tidspunkt.

Men hvad hvis der ikke kommer succes. Hvis nu McLaren i 2005 er ligeså håbløst langt bagud som sidste år? Så ser det ikke godt ud og McLarens troværdighed vil lide et seriøst knæk. Specielt selvfølgelig hvis andre teams gør det bedre - men også alligevel. For McLaren kan ikke bruge det til noget at være bedre end Williams - de skal op og konkurrere om at være bedst af alle. Det behøves ikke at være i år, men de skal tættere på hvis optimismen skal bevares.

For Mercedes er det også et spørgsmål om hvor lang tid de er villige til at stille op og blive kørt agterud af Ferrari weekend efter weekend. PR værdien ved at være motorleverandør til et taberhold er måske nok tilstede, men når man som McLaren og Mercedes tidligere har været helt i front, er taberens rolle utilfredsstillende på alle måder.