2004 burde alt andet lige have været bedre for Sauber. Men det var lidt ligesom det gamle ordsprog om, at den der går i andres fodspor aldrig nogensinde kommer i front. 2004 raceren lignede mildest talt en cnc fræset akkurat kopi a Ferrari 2003 model. Læg dertil at man brugte Ferraris motor og gearkasse og ikke mindst de samme dæk. Med det udgangspunkt burde Sauber kørerne være endt på 3. og 4. pladsen… Det gjorde de som bekendt ikke ikke. Fisichella og Massa indtog 11. og 12. pladsen i VM og teamet blev endte på en 6. plads. Den 6. plads var rimelig sikker. Der var trods alt langt op til McLaren – men til gengæld også en betryggende afstand til Jaguar, Toyota, Jordan og Minardi. Men 6. pladsen eller rettere 5. pladsen blev måske tabt i starten af sæsonen 2004, inden vindtunnelen for alvor var oppe at køre. Da Sauber midt på sæsonen fik et opdateret karosseri fik piben pludselig en anden lyd. Men og det er et stort men – det samme skete jo for McLaren. Fra Silverstone var McLaren også langt mere konkurrencedygtige.

Målet for 2005 må blive at kunne være stabile igennem hele sæsonen. Det er jo nok kun de færreste der tror på at Sauber direkte skulle kunne opnå sejre – men hvem ville have troet på BAR’s fremskridt i 2004, på samme tid sidste år?

Forbindelsen til Ferrari har set de første skridt frem mod en afslutning. Bridgestone er nu væk som dækleverandør, til fordel for Michelin. Allerede nu forlyder det, at der er kontakter hen imod f.eks. BMW og afgangen af Red Bull som storsponsor kunne måske få Peter Sauber til at sætte sit team til salg. Men hidtil er dette kun gisninger.

C-24

Visuelt set er C-24 simpelthen en flot bil. Kombinationen af de fremadrettede sideindtag, den metallic blå farve og de mange flydende og bløde linier gør at det endelige resultat er smukt. Spørgsmålet er bare om det er effektivt?


En relativt simpel frontvinge, med sideplader af Ferrari type. © 2005 Sauber Petronas

Frontvingen ser bekymrende ukompleks ud. Sauber har nærmest valgt at bruge en 2004 vinge på kortere stræbere. Der er ikke meget U-form over det og under de første test har Sauber da også udstyret fronten med biplaner. Det har været prøvet før af bla. Prost og Ferrari, men det er aldrig noget der har fænget andre designere. Det er et kompromis – men måske et efterhånden brugbart et, da flere mener at for mange buler og vinkler i frontvingen koster for meget downforce.


Skøn at skue, med et meget særegent design omkring sideindtag. © 2005 Sauber Petronas

Sideindtagene er nok noget af det mest markante ved raceren. De karakteristisk underskårne indtag har fået et endnu hårdere snit end på nogen andre racere. Man kan ligefrem se hvordan vinden bevæger sig hen over de skønne bløde former.

For at kunne lave disse meget specielle radiator indtag er radiatorerne foldet omkring midten så de er formet som et åbent L. Det sker for at kunne bevare det samme totale køleareal, med det mindst mulige areal set direkte forfra – for på den måde at mindske vindmodstand.

Da alt naturligvis er pakket meget tæt er næsten hele arealet på oversiden af sideindtagene igen dækket af en lang række gæller. Hvor effektivt det er i forhold til de efterhånden traditionelle ’skorstene’ vil den kommende sæson naturligvis vise.


Her kan man næsten fornemme, hvor vindglat denne Sauber er. Flydende flotte linier © 2005 Sauber Petronas

Bagest er Sauberen meget smal og lav i karossen. Det er opnået ved at flytte udstødningsrørene fremad i stedet for det mere normale – nemlig bagud. Dette skaber dog to problemer. Dels er udstødningsrørene så meget tættere på tanklugen, at hvis det var mig der holdt slangen, ville jeg nok være en smule bekymret. På den anden side skal den varme udstødsluft også passere hen over et længere område karosseri, at det allerede under tests har vist sig, at man har været nødt til at beskytte området bagud yderligere. Dette for at maling og karosseri ikke skal blære op. Husk på at det er kulfiber, der godt nok er stærkt – men varme er det ikke så velegnet til at modstå.

Resten af bagenden hen mod bagvingen er endnu fri for en masse winglets og ekstra finner. Der er ’naturligvis’ Ferrari finner på motorluftindtaget og små winglets på siderne, samt de nærmest standardiserede flip-ups. Men det er så det.


Den ser godt ud – men er den god nok til at kæmpe med de bedste 5 teams? © 2005 Sauber Petronas

Højest usævanligt har Sauber valgt at male den nederste del af karossen i samme blå farve som resten af bilen. Normalt plejer dette område at være i ’naturligt’ kulfiber – men Sauber skulle måske bruge lidt ballast!

Jacques is back!

På kørerfronten er den højtprofilerede tidligere verdensmester, samt BAR og Williams kører Jacques Villeneuve tilbage bag rattet sammen med den ’sædvanlige’ Sauber kører Felipe Massa. Det vil være godt for Massas karriere, hvis han kan køre fra JV. På den anden side kan det blive JV’s endelige farvel til F1, hvis han laver den samme ’overbevisende’ indsats som i 2003. Det er lidt svært at vurdere – men den gæsteoptræden JV havde hos Renault i 2004 var alt andet lige ikke specielt overbevisende. På den anden side har Renault’en ry for at være svær at køre – selvom det mere lød som en dårlig undskyldning.

Hvis Sauber skal avancere i teamstillingen er de oppe mod de fem bedste teams. Det kan blive svært – endog meget svært. Det kan være at den største konkurrence vil komme bagfra i form af Toyota, hvilket kan få Sauber til at komme ned i de tunge ende, frem for at stabilisere sig i midten. Jeg tror det blive svært, selvom bilen ser overbevisende ud.

Sponsorer – no bull!

Red Bull er væk og ikke andre nye sponsorer på bilen af anselig ‘økonomisk vægt’. Dette kan blive afgørende for Saubers fremtid. Der er som sagt allerede forlydender om ’salg’, så hvis sæsonen startes uden ekstra kulør på bilen, er det ikke et specielt godt tegn.

Alt i alt tror jeg, at Sauber kan få det svært hvis Toyota endelig får taget sig sammen til at bygge en bil med alle hjul på jorden og yderligere har jeg svært ved, at se at de skulle bryde ind i cirklen af de fem bedste teams. Vi får se!

Flemming Hansen
flemming@f1journal.com