r
 
 

PANASONIC TOYOTA RACING TF105

TF105 raceren bliver Toyotas første ’rigtige’ Formel 1 racer, da den er blevet til under de mest professionelle forhold nogensinde i Toyotas korte Formel 1 historie. Raceren er blevet skabt under Mike Gascoynes strikse supervision, og med endnu et kraftmonster i form af den nye 2005 motor, er Toyota på papiret for første gang leveringsdygtige i konkurrencedygtigt materiel. Sæt det op med, at man nu også har to kørere der før har vundet Grand Prix sejre, er der teoretisk mulighed for at nå langt i år. Længere end blot at slå Jordan og Minardi, hvilket naturligvis langt fra er godt nok, når man opererer med et af feltets højeste budget, hvis ikke dét højeste. Der er pres på fra ledelsen i Japan, og Gascoyne ved, at TF105 skal levere varen, ellers ruller der hoveder i hovedkvarteret i Köln.

TOYOTA UDVANDER ’LAUNCH’-KONCEPTET

D. 8. januar præsenterede Toyota deres nye TF105 racer. Den bil der skal hjælpe det budgettunge hold længere frem i feltet. Men den TF105 vi så til præsentationen gav ikke megen genlyd i medierne. Faktisk var der kun gabende munde og halvsløve øjne tilovers for den seneste kreation fra Kölns vindtunnel, for sjældent har en præsentation af en F1 racer været så kedelig, og så direkte ligegyldig. Den tekniske direktør Mike Gascoyne indrømmede blankt, at den version vi fik at se rent faktisk aldrig nogensinde kommer til at køre. Den skal nemlig have en kæmpe overhaling, rent aerodynamisk, inden den overhovedet kommer til start i Melbourne.

Dermed udvander Toyota fuldstændig det koncept der stille og roligt er blevet fortyndet over de seneste ti år. Førhen var præsentationerne pumpet godt op på prominente gader i Monaco eller Venedig, måske endda akkompagneret af Spice Girls eller andre varme popnavne. Da var der stil over det, og til tider kunne man endda blive budt indenfor til en ny teknologisk eller aerodynamisk landevinding. Sådan er Formel 1 præsentationerne ikke anno 2005.


Studiebillederne af TF105 var skuffende og aldeles kedelige – Copyright: Panasonic Toyota Racing

Der er så meget hemmelighedskræmmeri omkring innovationerne, at man ikke vil offentliggøre dem til de andre ni hold før det er for sent for konkurrenterne at implementere dem. Således offentliggjorde Toyota altså en ”TF105” der skal bruges til at teste det rent mekaniske i starten af januar, hvorefter de monterer de aerodynamiske dele i slutningen af februar, små tre uger før det går løs i Melbourne, og dermed effektivt forhindrer andre i at stjæle de columbusæg de eventuelt har udruget over vinteren i Köln.

Toyota er ikke ene om at gøre dette. Det har bare aldrig været så udtalt før, og det er en direkte hån mod fans såvel som pressen. I dag er præsentationerne med ét blevet degraderet til simple pressestunts, hvis ikke de var det i forvejen, hvor eventuelle nye sponsorer og samarbejdspartnere bliver præsenteret, og så ikke mere. Kørerne er som regel på plads langt forinden, og magien holder man hemmelig indtil sæsonstart. Derfor er TF105 først tilgængelig i midten af februar måned, men da fik den så til gengæld også debut på testbanerne, og derfor vil vi koncentrere os om den version; den rigtige version af TF105 længere nede. Dog først til selve præsentationen.

TF105 ER RENT AERODYNAMISK EN TF104

Ved præsentationen var der ikke meget nytænkning der kunne bifaldes. For Toyota havde valgt rent teknisk at gå meget metodisk til værks, hvilket har betydet, at man ved præsentationen slet ikke havde de aerodynamiske forbedringer klar. Kun motor, gearkasse, monocoque og bagvinge var færdigudviklede, mens man derfor blot tog næsen og sidepods’ene fra TF104’eren og påmonterede dem. Disse vil man så teste med indtil Melbourne, for dermed at give designafdelingen mere tid til at færdiggøre delene til sæsonstart. Man har således blot tilpasset frontvingen til de nye krav ved at hæve den, eller som Gascoyne siger det: Skåret i de to tappe der hæfter frontvingen på næsen, således den er tilstrækkelig høj til at kunne klare de nye regler for 2005.


Pkt. 1, 2, 7, 8, 10 og 11 er alle ændringer sket for at imødekomme de nye reglementer for 2005, mens pkt. 3 og 4 er forsøg på at sænke chassiset. Pkt. 5 er lavere sidepods, pkt. 6 er skorstene der leder varme væk fra motoren og pkt. 9 er mindre udstødningsrør - Copyright: Panasonic Toyota Racing

Gascoyne mener, at denne meget strikse vej frem er den rette vej. Ved først og fremmest at lade TF105’eren rulle rundt i off-season og teste selve bilens mekanik, så kan man eliminere nogle af svaghederne omkring gearkasse og motor inden sæsonen går i gang, og så kan man introducere de aerodynamiske landevindinger der. For der er masser af områder hvorpå TF105 kan blive en langt bedre bil end TF104. Den tekniske direktør indrømmer, at man ikke havde indstillet vindtunnelen fuldstændig korrekt ved udviklingen af TF104, hvorfor man med det samme påbegyndte udviklingen af TF104B efter at have kalibreret denne vindtunnel korrekt. Disse problemer skulle således være klaret, således man med TF105 har et langt bedre udgangspunkt og en troværdig base at bygge ud fra.

Men det er ikke kun fordi man vil have ekstra tid i vindtunnelen, at man har valgt at udelade frontvinge, sidepods osv. på denne foreløbige TF105. Der er selvfølgelig også lidt hemmelighedskræmmeri, mens det ganske simpelt også er et bevidst forsøg på at få sin 2005 racer ud så hurtigt som muligt. Sidste år havde man voldsomme problemer med det bagerste hjulophæng, og ved at lade TF105 komme ud allerede i starten af januar måned, har man reelt hele to måneder til at vurdere det nye ophæng, og rette denne til inden det går løs i Australien. Derfor får netop bagenden speciel opmærksomhed fra både chefdesigner Gustav Brunner, men også fra den tekniske direktør Mike Gascoyne, der erkender at dette var et problem man havde med både TF104 og TF104B, og derfor ikke har råd til at fejlbedømme igen. Alligevel har der været foruroligende rapporter om, at det netop er bagenden der igen i år er akilleshælen!

RVX-05 – ENDNU EN GENISTREG FRA MARMORINI

Italienske Luca Marmorini er nok Toyotas bedste værktøj. Den tidligere Ferrari-ansatte italiener med en ph.d. i ingeniørmekanik har siden Toyotas første racer, TF102, udklækket en motor hvert år der ikke har kunnet udøve dets potentiale pga. aerodynamisk dårlige racere. De nye regulativer gør, at Marmorini med sin RVX-05 har designet sin sidste V10 blok, og må til 2006 indstille sig på at skære to af kogepladerne af, og neddrosle til en 2,4 l. V8 blok. Mens udviklingen af denne allerede er sat i gang på tegnebordet, koncentrerer Marmorini sig dog stadig om sit seneste svendestykke, RVX-05’eren, der ifølge ham selv vil gøre sig blandt de bedste.


Marmorinis seneste kreation; et miks af kulfiber, aluminium og stål - Copyright: Panasonic Toyota Racing

Han har også noget at have den subtile selvtillid i. Han tør godt sige, at hans 2005 motor har over 900 hestekræfter, og dermed bevarer, hvis ikke øger den kraft der er i motoren selvom den nu skal kunne holde til hele to løbsweekender. Netop fordi man hos Toyota allerede startede udviklingen af denne to-løbs motor tilbage i november måned 2003 gør, at man allerede før sæsonstart nu kan høre Marmorini sige, at motoren er lettere, mere afstivet og har mindst lige så mange hestekræfter som forgængeren og alligevel kan den klare dobbelt så mange kilometre før den smider topstykket op gennem kulfiberryggen på raceren!

Det vil dog ikke være noget særsyn hos Toyota, da de andre hold unægtelig må have valgt samme fremgangsmåde, for ikke at blive sat fuldstændig når de røde lamper slukkes i Melbourne. Vi skal derfor ikke forvente Toyota på pole 3 sek. foran Ferrari, BAR og McLaren. Slet ikke. Konkurrencen er stadig benhård og Toyota ved det.

MÅLSÆTNINGERNE FOR 2005 HAR VÆGT BAG ORDENE

På papiret er Toyota i en ganske god situation. Vindtunnelen er blevet kalibreret allerede fra start, og Gascoyne har for første gang været med helt fra de første tegninger af TF105, og Brunner og Gascoyne har derfor haft optimale arbejdsbetingelser i designfasen af raceren. Den tekniske direktør for motorafdelingen har endnu engang kastet en formstærk motor af sig i form af RVX-05, og mens bilen p.t. ligner sidste års bil, dog med en totalrevideret bagende, så kommer der en bedre aerodynamisk pakke med til Melbourne og dermed burde både det tekniske og aerodynamiske være på plads.

På kørersiden har man opgraderet markant. Væk er aldrende Olivier Panis og brasilianske Cristiano da Matta, der må betegnes som værende en forbier. Hans potentiale var ikke til Formel 1. Ind er i stedet hentet to kompetente herrer. Jarno Trulli fra Renault, der vandt Monacos Grand Prix sidste år er blevet makker med tyske Ralf Schumacher, hentet ind fra WilliamsF1 hvor han har nettet 6 Grand Prix sejre. De har begge før arbejdet sammen under Mike Gascoynes ledelse hos hvert sit hold (Ralf hos Jordan, Trulli hos Renault), og der er derfor samlet et hold der kender hinanden, og som respekterer hinanden for deres individuelle egenskaber.


Den tekniske ledelse er på papiret stærkere end nogensinde før – Copyright: Panasonic Toyota Racing

For første gang har Toyota så således selv erkendt, man har ramt rigtigt i både valg af bil og kører op til en sæson. Den stille selvsikkerhed er dog ikke noget der bliver pumpet op i overoptimistiske pressemeddelelser, men målsætningerne er ikke til at tage fejl af. Hovedbestyrelsen hjemme i Japan vil gerne snart se resultater fra sine dyre investeringer i Köln-afdelingen, og det skal komme i form af podieplaceringer i 2005.

Allerede sidste år gjorde undertegnede sig skyldig i at udråbe TF104 som en racer der skulle nå podiet. Der gik kun én kvalifikation i Melbourne før jeg måtte æde mine ord, for akkurat som Gascoyne og resten af Toyota havde jeg ikke forudset at vindtunnel og hjulophæng var ramt fuldstændig ved siden af. Det skulle være rettet ind til højre i år, og med bedre kørere bag rattet er der måske lys for enden af (vind)tunnelen. Udgangspunktet er hæderligt, og Ralf Schumacher tror endda på, at hvis udviklingsniveauet kan opretholdes sæsonen igennem, så burde podieplaceringer være et opnåeligt mål i den sidste halvdel af sæsonen. Vi er dog forsigtige denne gang på F1Journal og vil ikke love det samme, men krydser stille fingrene i håb om, at den yngre Schumacher får ret i sine spådomme.

TF105 – DA DEN ENDELIG KOM UD FRA VINDTUNNELEN

I midten af februar måned indrettede Toyota så en garage i Barcelona på Circuit de Catalunya, hvor den rigtige TF105 for første gang kom ud fra rullefeltet i Köln og ud på den nylagte asfalt i det spanske. Nu var vi så langt henne, at man godt kunne afsløre sin kreation, uden frygt for, at konkurrenterne skulle skule lidt for meget til denne, og så kopiere de tiltag der kunne gavne deres egen racer.


TF105 med den aero-pakke der bliver at finde i Melbourne – Copyright: Panasonic Toyota Racing

Og anderledes er TF105 raceren da også i forhold til den midlertidige modelbil der blev vist frem på en banegård i januar måned. Meget avanceret aerodynamik der starter med en meget kurvet frontvinge, med spændende end-plates, hvorefter vinden skal fortsætte over nogle ganske finurlige tiltag på næsen, henover kølerne og videre ned langs ryggen af raceren, for til sidst at slippe forbi bagvingen. Det ser ikke ud som om vinden får det let med at bestemme sig til hvordan den skal ride denne bølge af vinger, men Mike Gascoyne plejer at kunne sit kram, og medmindre han har gjort i bukserne sammen med Gustav Brunner, så må det være det optimale. Det kunne dog godt syne anderledes, da Trulli sluttede langsommere i den nye TF105 end Ricardo Zonta gjorde i den første version, første dag den rullede på Barcelona banen.

Den tekniske direktør Mike Gascoyne forsikrer dog, at den endelige TF105 nok skal være konkurrencedygtig. Således vil frontvingen kun blive kørt med i Australien, før en afløser direkte fra vindtunnelen og autoklaven bliver monteret til løbet efter, i Malaysia.

Således er udviklingen af dette års F1 racer evigt pågående, og Mike Gascoyne er meget opsat på at give de andre Michelin-hold kamp til stregen. Han erkender, at især McLaren og Renault ser stærke ud, og håber i hvert fald at kunne ånde BAR og Williams tungt i nakken. Jarno Trulli og Ralf Schumacher har dog begge haft problemer med raceren, og specielt bagenden er der problemer med, akkurat som med forgængeren; TF104.

SÆSONSTART I MELBOURNE – SANDHEDENS TIME

Ligesom sidste år, og de mange år før dette, bliver bilernes succes i vindtunnelen bedømt ud fra kvalifikationen i Melbourne. Hvor langt er man nået i forhold til sine umiddelbare konkurrenter, og er der basis for forbedringer på bilen, såvel aerodynamisk som mekanisk? Toyota og Mike Gascoyne vil sammen med Jarno Trulli og Ralf Schumacher være i pressens søgelys når dette sker. Formel 1 fabrikken i Köln har for første gang alt det organisatoriske på plads, de rette folk de rette steder og en bil der har haft det optimale udgangspunkt, allerede fra tegnebordets første fase. TF105 skal levere varen, og ender man kun på en samlet 8. plads i konstruktørernes mesterskab i 2005, skal vi ikke forvente at se samme Toyota hold igen i 2006. Så der skal skrabes point sammen fra første færd, og så er det bedst at starte i Melbourne.

Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com