Fredag morgen, første uofficielle tidskørsel starter om få minutter. Brølet fra motorer der blev startet op fylder pitten. Den første ude af garagen er den dobbelte verdensmester Niki Lauda i sin røde Brabham. Langsomt triller han hen mod pitudkørslen. Ved det røde lys stopper han og venter. Sekunderne tikker afsted. En venligt udseende mand kommer til syne. Lauda kigger på manden, der med alvorlig mine ryster på hovedet. Lauda lader motoren dø ud, kravler ud af bilen, tager styrthjelmen af og spørger manden hvad problemet er.
Sådan var det i 1979 for professor Sid Watkins, manden der gennem 25 år var feltets faste læge. Han var blevet hentet ind i Formel 1 i 1978, og 1979 var så hans første fulde sæson. Dengang kørte han ikke med rundt på første omgang, som vi kender det fra fjernsynet. De respektive baneledelser brød sig ikke meget om manden, og ofte forøgte de at obstruere hans arbejde. Men kørerne havde tillid til ham.
Niki Lauda var dengang en af sportens største stjerner og fredag morgen var det altid ham der kørte først ud. Ved pitudskørslen stod Watkins og gav signal. Hvis han rystede på hovedet, stoppede Lauda bilen og blokerede dermed udkørslen for resten af feltet. Hvis Watkins derimod gav signal til at alt var som det skulle være, så kørte Lauda ud så snart lyset blev grønt. Årsagen er indlysende. En stjerne med Laudas status kunne tillade sig at brokke sig og sætte sig på tværs uden at frygte for repressalier fra sit team. At teambossen så samtidig var Bernie Ecclestone, der faktisk var manden der i 1978 kontaktede Sid Watkins for at hente ham til Formel 1, hjalp selvfølgelig også på det.
Fra 1978 og frem til 2004 var Sid Watkins Formel 1-sportens faste læge. Men efter sidste sæson besluttede den aldrende professor at tiden til pension var kommet. Watkins er ikke længere manden der følger efter racerne på første omgang. Men han har stadig kontakt med Formel 1 og sidder i nogle af FIAs udvalg angående sikkerhed.
Watkins med Jackie Stewart, der selv var en pionererne indenfor sikkerhed
Manden
Hvor gammel manden egentlig er fortaber sig i unøjagtigheder – men man må formode at han selv ved det. Men hvis man siger at han er født i 1930 rammer man midt i de forskellige oplysninger der foreligger. Så det er altså ikke en årsunge som Formel 1 nu siger farvel til.
Watkins er, selvfølgelig, uddannet læge. Men hvorfor er det lige ham der havnede i Formel 1? Det er der flere årsager til. For det første er manden neurokirurg – og da hovedet er noget af det mest udsatte hos racerkørere, giver det mening med sådan en. Derudover havde Watkins allerede i 60’erne beskæftiget sig med motorsport. I en periode arbejdede Waktins i New York, lige i nærheden af Watkins Glen banen, som blandt andet husede et Formel 1 løb. I den periode deltog Watkins ved arrangementer på banen, sammen med et hold læger, for at være til assistance hvis der skulle opstå et behov.
I 1970 vendte han tilbage til England og begyndte at arbejde i London. Samtidig blev han tilknyttet britisk motorsport og op gennem 70’erne deltog han ved arrangementer i England.
Så i virkeligheden var det meget logisk for Bernie Ecclestone at henvende sig til Professor Watkins i 1978.
Niki Lauda i den Brabham der nu og da blokerede pitudkørslen hvis ikke forholdene var i orden
Den første tid
Det var ikke let i den første tid. Watkins tilstedværelse blev af mange baneledere og løbsarrangører set som en fornærmelse. I dag er det Ecclestone der står bag alle løbene, men dengang var det, det nationale motorsportsforbund, der arrangerede løbene. Og dermed også dem der sørgede for medicinsk personale på banen. Og lige på det område var der en generel enighed om at spare og at læger generelt ikke var en nødvendighed.
På Hockenheim var der for eksempel problemer med at få adgang til løbskontrollen. Baneledelsen afviste Watkins og den lokale tyske læges anmodning om at overvære løbet fra kontroltårnet, så de kunne være med i organisationen, skulle der opstå uheld. Løbsledelsen mente nok at det kunne klares via en mellemand. Situationen var ved at gå i hårdknude indtil Bernie Ecclestone løste problemet. Han konstaterede kort at hvis ikke Watkins fik sine ønsker opfyldt, ville han få kørerne ud af bilerne, og så ville de alle tage hjem. Watkins fik adgang til kontroltårnet.
Forholdene på Brands Hatch var heller ikke imponerende. De medicinske faciliteter lå under en af tribunerne – på ydersiden af banen. For at komme frem til det, skulle man fra banen ned i paddocken, under banen gennem en tunnel og køre et stykke vej ad en rute der normalvis var fyldt med tilskuere. Derudover var det småt og dårligt udstyret. Watkins foreslog Ecclestone at man skulle forlange et nye faciliteter, hvis man skulle køre der igen. To år senere, da man vendte tilbage, havde Brands Hatch bygget et nyt og mere tilgængeligt lægecenter.
Ved det Italienske Grand Prix kom der fokus på hvor vigtig lægernes rolle er i forbindelse med racerløb. Ronnie Petersson blev dræbt ved en ulykke lige efter starten, mens Vittorio Brambilla fik kraniebrud ved samme ulykke. Det var den første alvorlige ulykke som Sid Watkins var tilstede ved. Umiddelbart efter ulykken virkede Petersson fattet, selvom hans ben var kvadrede. Men i løbet af natten fik han det dårligere, og blev erklæret hjernedød.
Peterssons var nok død under alle omstændigheder, men ulykken satte fokus på nogle problemer omkring lægernes arbejde ved ulykker. Det italienske politi havde slået ring om ulykkesscenen og forhindrede Watkins og nogle andre læger i at nå frem til de kvæstede kørere. De blev heller ikke orienteret om at kørerne var blevet transportet til lægecentret – det var James Hunt der kom og fortalte dem det. Lægecentret var ikke skærmet ordentlig af – tilskuer han omkring. En fotograf forsøgte at tage billeder mellem benene på Sid Watkins. Og da de kvæstede skulle transporteres til den ventende helikopter passerede de tæt forbi tilskuer der rakte frem og berørete kørerne som var en helligdom der blev båret forbi.
Sid Watkins havde indtil nu været ansat af konstruktørerne som medicinsk konsulent. Men ovenpå Peterssons ulykke besluttede Bernie Ecclestone i samråd med Niki Lauda og Jackie Stewart, at Watkins skulle have en mere aktiv rolle i organiseringen af lægehjælpen. Han skulle være den andre skulle refere til.
Ronnie Petersson blev dræbt i 1978. Den første fatale ulykke efter Watkins var kommet til
Ikke helt så let
Desværre var det at træffe beslutningen den letteste del af det. At føre den ud i livet var straks vanskeligere. Watkins indblanding blev mange steder anset som utidig og modarbejde var der masser af. Rundt omkring på banerne kunne banelederne for eksempel ikke altid se det nødvendige i tilstedeværelsen af helikoptere. Det var som oftest det er der resulterede i den situation, som blev beskrevet i indledningen, hvor Niki Lauda blokerede for feltet.
Ønsket om at følge med rundt på første omgang blev heller ikke positivt modtaget alle steder. I Long Beach snød Watkins samme med sin chauffør – der ved denne lejlighed Phil Hill, verdensmesteren fra 1961 – sig til at komme med ved at storme ud på banen efter opvarmningsrunden.
På Monza rendte man ind i et andet problem. Watkins havde bestemt at et hold veludstyrede Porscher, som plejede at køre ved løbene på Hockenheim, skulle være med i Italien. Og det havde italienerne som sådan ikke noget imod. De måtte bare ikke overhale de Ferrari biler som baneledelsen havde til at køre bag ved feltet. Det lod de så være med – i al fald de første tyve meter.
At finde en velkvalificeret chauffør til bilerne var heller ikke altid så nemt. Flere gange oplevede Watkins at der var tale om lokale F3 kørere, der slet ikke havde fart nok i højre fod til jobbet. Han begyndte derfor at insistere på at tjansen som chauffør på lægebilen skulle gå til en af de kørere der ikke kvalificerede sig til start. Alternativt brugte man pensionerede F1 kørere – som for eksempel Phil Hill eller Wilson Fittipaldi, storebror til Emerson. Det var ham der et år i Rio blev spurgt om han også ville køre lægebilen ved en af de andre klasser, små standardbiler, der skulle køre tidligere på dagen. Og jo, det ville han da gerne. Fint – han skulle bare gøre som ved Formel 1 løbet. Sid Watkins selv kunne ikke deltage, da han inden løbet har travlt med kørermøder, papirarbejde og andre formaliteter. Racerløbet startede og en lille djævel må have overtaget kontrollen med Wilson Fittipaldi. På vej gennem første sving havde han kørt lægebilen op på en 16. plads og efter første omgang var han i front! Han forklarede efterfølgende at han jo havde fået at vide, at han bare skulle gøre som ved F1 løbet – og de her biler de var bare alt for langsomme!
Sid Watkins arbejde blev dog lettere i de tidlige 80’ere. For det første havde man fået gødet jorden og rundt omkring var folk blev vænnet til manden og til øgede krav til sikkerheden og medicinske faciliteter. Bernie Ecclestone, der klart støttede forsinkelser hvis forholdene ikke var i orden, fik også opfundet en lille givtig skruetvinge. Hvis en tidskørsel ikke startede til tiden, fik banen en bøde. Det motiverede en del til at øge samarbejdet med Watkins. Endelig blev hans jobfunktion flyttet fra FOCA – konstruktørerenes sammenslutning – til FISA, der dengang organiserede VM i Formel 1. Dermed var Watkins ikke længere ”bare” en læge ansat af teamsene, men en officiel person fra motorsportsforbundet.
2 mestre – Niki Lauda og Phil Hill. Lauda var en af Watkins allierede i de tidlige år, mens Phil Hill flere gange har været chauffør på lægebilen
Ikke altid lagkage
Sid Watkins var læge i Formel 1 gennem et kvart århundrede. I de har han haft nært kendskab til en hel del af kørerne. Som han selv skriver i sin bog ”Life at the limit” så var det kun Didier Pironi som han havde problemer med. Det siger noget om Watkins evner til at begå sig i en, til tider, politisk sport, som Formel 1 også er. Han har aldrig valgt side i konflikter mellem kørere, men altid formået at være lægen – og ikke andet.
Tættest på Watkins kom Ayrton Senna. Senna var helt fra starten ganske interesseret i sikkerhed, men derudover havde de to mænd også andre fælles interesser. Watkins har da også spillet en lille, men nok ikke helt ubetydelig rolle i Senna karriere. Da Senna i slutningen af 1984 gik og ventede på sin kontrakt med Lotus led han af en mindre ansigtslammelse på grund af en virus. Teamledelsen var bekymret, da det betød at han ikke kunne lukke det øje. De kontaktede Watkins, der ikke mente at det var et problem – faktisk mente han der var et par stykker i feltet der måske kunne trænge til at åbne deres øjne lidt oftere!
Mellem 1978 og 2004 har der været en række alvorlige ulykker – heldigvis ikke mange fatale. Og Sid Watkins har da også sin del af æren for at antallet af dødsulykker er blevet minimeret så meget som det er. Watkins har ikke bare fungeret som læge, men også som præsident for FIAs sikkerhedskomité.
Alligevel har der været ulykker. Ronnie Petersson, Patrick Depailler, Gilles Villeneuve, Riccardo Paletti, Elio de Angelis, Roland Ratzenberger og Ayrton Senna mistede alle livet i en Formel 1 racer. Depailler og de Angelis mistede begge livet under lukkede testkørsler, og derfor var Watkins ikke involveret i de ulykker. Men de andre var han alle tilstede ved.
Andre alvorlige ulykker inkluderer Martin Donnollys ulykke i Spanien i 1990 og Didier Pironis ulykke i Tyskland i 1982. I begge tilfælde betød det afslutningen på deres karriere. Om Pironi er der den lille tvist, at han efterfølgende klagede over Watkins behandling og sagde at han Watkins under arbejdet med at befri Pironi fra den splintrede Ferrari, havde sagt at han ville skære benene af ham med det samme, så var han lettere at få ud. Der kom ikke noget ud af klagen og Watkins har ikke meget til overs for den. Han mener dog den kan forklares som uklare drømme Pironi har haft mens han sank ned i bevidstløsheden.
Det er ikke kun Formel 1 kørere der har nydt godt af Watkins hjælp. Da Frank Williams i 1986 trillede rundt i en Ford Sierra og for altid mistede førligheden, blev Sid Watkins tilkaldt. Så teamchefer er også blandt hans kunder.
Men der har også været gode oplevelser. For eksempel dengang Piquet var kørt galt og de lokale offcials prøvede at befri ham fra både bil og i særdeleshed styrthjelm – de havde bare glemt at løsne remmen til hjelmen, så det virkede mere som om de prøvede at rykke hovedet af den stakkels mand.
Eller et år i Rio, hvor lægecenteret var en midlertidig bygning, der blev rejst hvert år før Formel 1 løbet. Men en kraftig regn havde forsinket rejsningen af bygningen med det resultat at den ikke var klar til den første fri træning. Det vil sige bygningen var rejst, men den havde ikke noget gulv endnu. Da der stadig var en halv time til træningen skulle begynde, mente FISAs præsident Jean-Marie Balestre nok at det kunne nåes. Watkins tog ud på sin inspektionsrunde, hvor han kontrollerede alle ambulancer. Imens måtte alle der havde tid gå til hånde ved lægecenteret. Det vil sige at både Balestre og Ecclestone måtte hjælpe til med at bære gulvet ind. Men lige lidt hjalp det. Da de stolt fremviste resultatet af deres anstrengelser til Watkins, tændte den gode læge for lyset og spurgte hvor strømmen var. At få strømmen sat ind og få alle apperater i gang tog 40 minutter og dermed blev træningen forsinket alligevel. Balestre ville efterfølgende vide hvorfor banen ikke havde et permanent lægecenter. Watkins kunne fortælle FISA præsidenten at det var fordi han selv tidligere på vinteren havde afvist permanente lægecentre på alle bane som en drøm. Året efter var der et permanent center i Rio!
Sid Waktins har haft enorm betydning for Formel 1 gennem det sidste kvarte århundrede. Men når man når op midt i 70’erne er det rimeligt nok at bede om sin pension – den skal være ham vel undt.
