4 løb, 0 sejre. Sådan har det ikke set ud siden 1996 hvor Williams-Renault tog sig af den første halvdel af sæsonen, uden at lade den stejlende hingst fra Maranello til fadet. Siden da har det billede stille og roligt ændret sig til det bedre for La Scuderia Ferrari Marlboro, og siden 2000 har de siddet tungt på tronen og de åbnende løb i en sæson. Anno 2005 er billedet igen vendt på hovedet, og det er igen Renault der leger kispus med de regerende verdensmestre. Om end ikke med Williams-holdet i ryggen, men helt for dem selv! Hos Ferrari er der krise, og hvordan klarer man sig ud af den? Hos Ferrari vælger man at gå sologang, teste vanvittig meget og alene, og ellers arbejde sig ud af krisen.

AUSTRALIENS GRAND PRIX – EN BRAT OPVÅGEN!

Ferrari havde regnet med at kunne starte 2005 sæsonen med sidste års altdominerende F2004, og slippe nogenlunde af sted med det. Modificeret til dette års regulativer kom den til at hedde F2004M, og den faldt igennem med et brag. I kvalifikationen var der end ikke en Ferrari i top 10, og Michael Schumacher måtte starte nede bagi. Løbet gik ikke meget bedre, da Ferrari slet ikke havde farten på dagen, og kun en hårdt kæmpende Rubens Barrichello fik tiltusket sig en velfortjent andenplads. Bedre gik det ikke i Malaysia hvor varmen tog sig kærligt af Ferraris Bridgestone dæk, og så var alt håb ude. Igen var kvalifikationen en skuffelse og Rubens linede op som nummer 12, og lige bag ham verdensmesteren. Løbet blev ikke meget bedre da Rubens udgik, og Michael Schumacher fik kun en syvendeplads ud af en hård eftermiddag i den asiatiske hede. Bridgestone dækkene var helt tydeligt ikke gearet til det vejr, og F2004M havde ganske simpelt ikke farten til at følge med Renault, Toyota, Williams og McLaren. Selv Sauber kørte hjem foran Ferrari!

I Bahrain kom lavpunktet så, om end et noget selvmodsigende af slagsen. Pisket til at introducere F2005 en måned førend planlagt havde Ferrari deres nye vidunder med til Bahrain. Michael Schumacher viste også gode takter, og i et splitsekund forstummede al kritik da tyskeren smed sin nye Ferrari op på forreste startrække, lige bag Fernando Alonso. Rubens Barrichello havde dog problemer og måtte starte bagerst. Et syn lidt for velkendt efterhånden med de røde biler nede bagi, vil Todt og Montezemolo nok mene!

Michael Schumachers Ferrari F2005 kom på tværs af banen i Bahrain, og udgik – ©Schlegelmilch Photography

Løbet blev en kort affære for Michael Schumacher. Han havde farten til at udfordre Alonso, men ikke til at komme forbi. Da han så mistede det hydrauliske tryk i gearkassen, og dermed ikke længere kunne skifte gear, var den eftermiddag forbi. Ferraris reelle problem skulle derfor findes hos Rubens Barrichello. Han kæmpede en brav kamp med sin F2005 og dens Bridgestone dæk. Efter løbet kunne man se hvordan brasilianerens dæk nærmest var smeltet, og han havde derfor ikke en kinamands chance for at holde konkurrenterne bag sig. Han blev da også overhalet så ofte, at han sluttede udenfor point. Ferrari havde altså indsat deres nye bil i et løb hvor pointhøsten var så fattig som Minardis.

HVAD GIK DER GALT?

Flere faktorer spiller ind. Ferrari har selv overvurderet F2004s evner, og selvom den blev modificeret til F2004M og gennemtestet vinteren over, var den ikke hurtig nok. Konkurrenternes R25 og TF105 viste sig for stærke, og der var ganske simpelt intet at gøre. Da feltet ramte heden i Malaysia og Bahrain blev endnu et problem afdækket. Bridgestone dækkene kan ikke holde til den samme varmepåvirkning som Michelin, og så er det først rigtig ubehageligt. Både bil og dæk er et problem, og så kan nok så mange evner bag et rat ikke hjælpe de regerende mestre.

Et sæt godt brugte Bridgestone dæk efter løbet i Malaysias tropiske hede – ©Schlegelmilch Photography

Det var tydeligt for både Ferrari og Bridgestone, at noget måtte der gøres. F2004M blev sendt på pension og F2005 blev hentet ind til Bahrain. Det er dog ikke bare sådan lige at hasteindkalde en ny racer, der efter planen skulle have haft en måned mere i ovnen. Der skulle være kørt computersimuleringer, tests i baghaven på Fiorano med Luca Badoer, dæktests med Bridgestone på Monza og Catalunya, samt utallige timer i vindtunnellen. Alt dette måtte skrinlægges, eller i hvert fald køres sideløbende med, at bilen rent faktisk var med i et Grand Prix. Ferrari var presset til det efter nogle dårlige løb i Australien og Malaysia, så det var med ryggen mod muren, og utvivlsomt et valg de ikke ret gerne ville have taget. Men Renault gav dem ikke det valg. De tvang dem til det!

F2005 viste sig med det samme markant hurtigere end forgængeren, hvilket ikke overraskede nogen. Desværre for Ferrari var det bare ikke nok. Dækfaktoren spillede lige i hænderne på den formstærke Alonso og dennes Michelin-drevne Renault. Varmen var bare ikke Bridgestones gode ven. Tilsæt en knivspids tekniske problemer til denne cocktail, og Ferrari faldt direkte på halen i løbet i Bahrain. Michael Schumacher udgik med noget så sjældent hos Ferrari som en teknisk fejl i maskineriet, og Rubens Barrichello måtte kæmpe på sine spejlglatte sutter. En kamp han i sidste ende tabte, på trods af en ihærdig indsats.

SKUDEN SKAL RETTES OP OG UD FORAN KONKURRENTERNE

Hvordan ændrer man en situation der ser rigtig skidt ud? Ferraris hårde arbejdsdisciplin internt i fabrikken dikterede kun én løsning: Vi arbejder os ud af krisen, og vi arbejder rigtig, rigtig hårdt!

Efter Bahrain var der tre ugers pause førend karavanen ramte Europa, og den blev brugt flittigt. Først var både Rubens Barrichello, Luca Badoer og Marc Gené i aktion under en flerdages test på Circuit di Catalunya umiddelbart efter løbet i Bahrain. Dernæst startede man en dobbeltest op med Michael Schumacher og Barrichello på både Fiorano og Mugello, der ligeledes varede i adskillige dage. Umiddelbart op til løbet på Imola testede man så med både Badoer og Gené på Monza banen, hvor det udelukkende gik på motorudvikling, og vigtigst af alt: dæktest for Bridgestone.

Michael Schumacher ses her i en F2005 på Fiorano mellem Bahrain og Imola – ©Ferrari Press Office

3 uger med et surt slid fra alle i Ferrari lejren. Testbanerne blev brugt ustandseligt, og kørerne tjente for alvor deres løn med lange dage på kontoret. Alle fire kørere blev brugt uden stop, og mekanikere, ingeniører og folk fra Bridgestone havde arbejdsuger vi andre ikke har fantasi til at forestille os. Et knoklearbejde iværksat af Jean Todt, der var ved at være træt af at tabe. Når Ferrari indtog ”Autodromo Enzo e Dino Ferrari” i San Marinos Grand Prix, skulle der altså helst køre en rød racer først over stregen søndag eftermiddag. Sådan gik det ikke helt, men det hårde slid var ganske få millimeter fra at give pote.

Kampen for at indhente det tabte var altså tre uger uden stop. Hver eneste dag blev brugt, og da feltet samledes i Imola skulle svendestykket stå sin prøve. Michael Schumacher og Rubens Barrichello var også ganske godt med under fredagens fri træning, hvor de nu begge pludselig var komfortabelt inde i top 10. Faktisk var Michael Schumacher næstbedst i den første fri træning. I kvalifikationen gik det dog galt. Rubens Barrichello fik godt nok en nogenlunde acceptabel startplacering som nummer ni, mens Michael Schumacher smed det hele over styr!

Her bruger Luca Badoer en F2004 i Barcelona til endnu en Bridgestone dæktest – ©Ferrari Press Office

Tyskeren havde ellers ganske god fart i sin F2005 på den afgørende runde, og så ud til at styre sin Ferrari ind i de forreste to startrækker. Kun få sving før målstregen oversatsede han dog, bremsede for sent og kurrede ud i grusset. Han fangede den, men straffen kom prompte: P13.

Det blev derfor en lang eftermiddag for Schumacher, der hev og sled i alt hvad han havde lært, og en mesterlig indsats blev belønnet med en hæsblæsende afslutning hvor han pressede Alonso til det yderste de sidste 12 omgange. Desværre for Schumacher holdt Alonso hovedet koldt, og passerede stregen som vinder for tredje gang i træk. Bagefter sagde spanieren, at han var meget glad for, at Schumacher havde smidt kvalifikationen væk i det sving, for den placering kostede ham minimum 40 sek., og når han kun sluttede 0,215 sek. efter Alonso, forstår man unægtelig mandens pointe!

KAN FERRARI STADIG NÅ DET?

Men træerne vokser ikke ind i himmelen. Godt nok har Ferrari øjensynligt fået bugt med dækproblemet, og F2005 synes efterhånden ganske konkurrencedygtig. Men Renault har hevet et anseeligt forspring hjem, og ser umiddelbart ikke ud til at kunne hentes før midt sommer. Det ved Ferrari bedre end nogen anden, og deres analytikere vil utvivlsomt råde Todt og co. til at fortsætte det ulidelige tempo i testregimet. For de er pisket til at indhente Renault, og komme forbi dem. De er forsvarende mestre og har siddet solidt på den trone i mere end et halvt årti.

Det er bare ikke nemt. Ferrari viste selv i 2003, at man med en god start på sæsonen sagtens kan tåle at falde lidt igennem midt på, hvis så bare man hiver sig selv op ved nakkehårene til allersidst. Renault har nu den fordel. Forskellen er så bare, at Renaults ’falden igennem’ måske bliver mere ufrivillig end ellers. De har nemlig en såkaldt ’gentlemans’-aftale med de 8 andre hold om ikke at teste som Ferrari gør, i den ånd at de skal nedbringe omkostningerne ved driften af et Formel 1 hold. Ferraris drastiske formkurve over de tre uger med voldsomme testmængder indikerer dog tydeligt, at den aftale har Renault ikke råd til at overholde resten af sæsonen, skulle de have bare den mindste tanke om at vinde VM.

Skal Briatore give sine venner her en dolk i ryggen for en VM titel? – ©Schlegelmilch Photography

Netop dét kan blive Ferraris redning. De har allerede meldt ud, at de gør lige som det passer dem, og at de fortsætter med at teste som de har gjort hidtil. Det tvinger Renault ud i et dilemma. Skal man holde fast ved sit princip, eller skal man falde til patten og erkende, at man ikke kan vinde en kamp på ulige vilkår? For Renault er problemerne til at tage at føle på. Vil man bryde et håndslag for en VM-titel, eller vil man forsøge at klatre op af bjerget på fods, mens modstanderne bruger helikopter?

Renault har fået lidt hjælp af Toyota, der som de første offentligt erkender, at man er nødt til at revidere den aftale, medmindre Ferrari skal løbe med det hele. Det er præsident John Howett der kommer Briatore og Alonso til undsætning, og indikerer at man måske er klar til at møde Ferrari på deres præmisser, og spille spillet efter deres facon. Noget der bestemt ikke hjælper på nedbringelsen af omkostningerne i Formel 1, men det er en helt anden artikel.

For Ferrari gælder det om at holde dampen oppe. Hvis de vil vinde konstruktørmesterskabet for syvende år i træk, og gøre Michael Schumacher til ottedobbelt verdensmester, skal de fortsætte ud af den sti de selv har lagt i ugerne mellem Bahrain og Imola. Kun hårdt arbejde vil kunne true Alonso og dennes fantastiske maskine; Renault R25. De har selv vist vejen, om end den i offentligheden bestemt ikke er nogen populær rute. Ferraris soloridt har trukket fronterne op i Formel 1, og mens Renault skal vælge mellem titler og venner, skal Ferrari også vælge mellem popularitet og titler. I hver deres lejr er problemerne og dilemmaerne de samme, men med forskellige udgangspunkter. Renault kan måske tilgives hvis de træder ud af det politisk korrekte selskab, men Ferrari kan ikke. Dertil er de for involveret i det politiske magtspil der køres i kulisserne lige nu. På den anden side har de således heller ikke meget at tabe, rent popularitetsmæssigt, da de i forvejen har sat rigelig med goodwill over styr.

Med en kynisk Jean Todt ved rorpinden er der derfor ikke lagt op til andet, end at Ferrari fortsætter deres enlige march mod toppen. De har ikke tænkt sig at hvile indtil de har nået målet: VM 2005. Der er derfor lagt op til mange sene nattetimer i garagen hos Ferrari, og de gør det udelukkende for at gentage den succes de har nydt siden 2000. Den ultimative triumf. Verdensmesterskabet. Og hvem kan fortænke dem i det?

The La Scuderia Ferrari Marlboros mechanics never sleep… - ©Schlegelmilch Photography

Af Kent Kirkegaard Jensen
kent@f1journal.com