Hvis Kimi Raikkonens bil havde holdt hele vejen hjem i Tysklands Grand Prix, havde finnen været 24 point efter Fernando Alonso i stedet for 36. VM havde så stadig været en – måske fjern – mulighed for finnen. Men som resultatet blev, er VM mere eller mindre afgjort.

Denne artikel skal handle om hvordan historien, måske, havde set ud, hvis marginalerne havde flyttet sig lidt. At lave en hvad-nu-hvis artikel er naturligvis et rent spekulativt værk. En tankeeksperiment, ikke andet. Det kan bruges til at understrege hvor lidt der nogen gange skal til for at verden ser anderledes ud, end den vi kender i dag.

I forarbejdet til artiklen har jeg opstillet en enkelt, ret væsentlig, præmis. Jeg vil ikke spekulere i hvad der var sket hvis en given kører ikke var blevet dræbt i forbindelse med udøvelsen af sporten. At miste livet er i Formel 1 en erhvervsrisiko. Folk der kommet galt af dage på anden vis, er en anden historie.

Endelig skal det også været sandsynligt at begivenheden ville have ændret andet end resultatet. Da Mansells dæk eksploderede i Adelaide i 1986, blev Prost verdensmester. Hvis dækket havde holdt havde Mansell været verdensmester, og andet var der sandsynligvis ikke sket ved det.


Prost i en Renault i 1983

Sydafrika 1983 – Prost taber titlen

Da Formel 1 nåede til den sidste runde af VM kampen 1983 førte Alain Prost med to point foran Nelson Piquet. Undervejs i løbet udgik franskmanden, mens Piquet kunne cruise sin Brabham hjem på en 3. plads. Dermed vandt han sin anden VM titel med to point!

Kort efter skældte Prost ud på sin arbejdsgiver, Renault, i medierne og blev prompte fyret. Det eneste ledige sæde var hos McLaren, hvor John Watson havde trukket forhandlingerne i langdrag. Det blev irerens exit fra Formel 1, da Ron Dennis skyndte sig at snappe Prost til tilbudspris. Alain Prost blev hos McLaren frem til 1989 og vandt tre VM titler for teamet.

Men hvad nu hvis Renaults turbo havde holdt hele vejen hjem. Alain Prost lå på en 3. plads da han udgik, hvilket ville sige at Piquet skulle have vundet løbet for at hente VM hjem. Men Piquet lå på det tidspunkt bag Prost. Så sandsynligheden taler for at Prost havde vundet VM, hvis motoren havde holdt. Men hvem der i sidste ende ville løbe med trofæet er ikke så væsentligt. Hvad der er mere interessant er hvad skete efterfølgende.

Hvis motoren havde holdt, havde Prost næppe kritiseret sin arbejdsgiver så kontant som han gjorde. Og så var han ikke blevet fyret. Her begynder det at blive interessant. For hvis Prost ikke var blevet fyret, så havde han kørt for Renault i 1984, i stedet for McLaren.

Renault havde i 1984 en vældig nedturs sæson. Derek Warwick hentede 23 point, mens Patrick Tambay måtte nøjes med 11. Det store problem for teamet var, som altid stabiliteten. Men nu var benzinforbruget også et problem. I 1984 afskaffede man brændstofpåfyldning under løbet. Renault var det team der led mest under brændstofbegrænsningen. Flere gange måtte teamets to kørere udgå mod slutningen af et løb fordi bilen løb tør for benzin.

Alain Prost er en af de mest økonomiske kørere der har været i sportens historie. Han vandt mange løb på at holde en konstant hastighed, mens konkurrenterne måtte skrue ned for tempoet mod slutningen, for ikke at løbe tør. Og Renault i 1984 var stadig en hurtig bil, og det virker ganske sandynligt at Prost kunne have vundet et eller to løb.

Men selv med Alain Prost på holdet er det tvivlsomt om den nedgang Renault var havnet i, ville være stoppet. Alain Prosts tilstedeværelse kunne måske forhale, måske endda ændre på nogle ting. Så måske ville Renault ikke have trukket sig med udgangen af 1985. Mere sandsynligt er det dog at forholdet mellem Prost og Renault med tiden og manglende VM succes ville blive mere anstrengt og Prost i 1986 ville opsøge et af de andre ledige sæder, eksempelvis hos McLaren eller Williams.

For McLaren havde meget også set anderledes ud, hvis ikke Prost var kommet til holdet i 1984. Prost og Lauda vandt det år 12 sejre og Lauda vandt VM med et halvt point foran sin holdkammerat. John Watson var måske nok en god kører, men han var aldrig mesterskabsmateriale og i 1984 var han 38 år gammel. Det er mere end tvivlsom om han kunne have vundet alle de syv sejre som Prost gjorde.

At bilen, McLaren TAG, ville være suveræn under alle omstændigheder, kan der ikke være meget tvivl om. Og med Watson stadig i teamet, havde der været frit spil for Niki Lauda. Mesterskabet ville have været noget når en walk-over i stedet for en intens kamp. Men 12 sejre var det nok ikke blevet til. Prost ville have vundet et par stykker i Renault’en, mens Ferrari med Alboreto og Arnoux måske kunne have hentet mere end den ene det blev til.

Også 1985 ville være blevet berørt. For Lauda gik alting galt det år og han endte uden motivation på en 10. plads i VM. Uden Prost i teamet ville han stadig have haft frit spillerum. Men spørgsmålet er om det havde været nok for østrigeren. Det kunne have åbnet muligheder for Alboreto i Ferrari, der midt på sæsonen var en seriøs udfordrer til titlen. Spørgsmålet er også hvem der nu sad i den anden McLaren. For selvom Watson sikkert ville have gjort det pænt i 1984 ville der ikke være meget fremtid i manden. At Ron Dennis ville udskifte ham med en yngre talentfuld kører, virker plausibelt. En oplagt kandidat ville have været den unge Ayrton Senna der havde gjort det godt i sit første år for det lille Toleman team!


Nannini på vej mod noget stort i 1990

Et fald fra himlen

En ganske almindelig dag i efteråret 1990 blev en racerkørers karriere ændret dramatisk. Alessandro Nannini var 31 år gammel, havde vundet sin første sejr i Japan året forinden og havde kørt nogle gode løb i 1990 i sin grønne Benetton racer. Selvom han måske ikke var helt ung var han stadig i begyndelsen af sin karriere og blev af mange betragtet som en mand på vej frem. Ligefrem at påstå at han havde VM kaliber ville nok være en overdrivelse, men talent, det havde han.

Men det hele faldt ganske brat til jorden – rent bogstaveligt. Nannini styrtede ned med helikopter og mistede det meste af den ene underarm ved styrtet. Takket været moderne kirurgi blev armen sat på igen og blev ganske funktionsdygtig, men Formel 1 karrieren var slut. Det forhindrede dog ikke Nannini i at vende tilbage til motorsport. I flere år kørte han med stor succes standardvognsløb, blandt andet DTM, for Alfa Romeo.

I 1990 var Nannini en ombejlet herre. Han havde flere gange vist at han var i stand til at køre stærkt, han kunne skaffe gode resultater, og Benetton ville gerne beholde ham. Men samtidig havde han også en aftale med Ferrari. En aftale der dog var ved at løbe ud i ingenting – Ferrari ville hellere have den noget yngre Jean Alesi, som dog på sin side havde en aftale med Williams. Nannini har senere fortalt at han blev mindre og mindre lun på Ferrari, efter som det blev klart at han mere var en gardering, end deres førstevalg. Alessandro Nannini var derfor tæt på at forlænge sin aftale med Benetton, hvor han kørte sammen med Nelson Piquet.


Alessandro Nannini tidligt i sin karriere

Hvis ikke Nannini var styrtet ned, hvad var der så sket? Hvis han var skiftet til Ferrari, var der ikke sket meget. Ferrari var for alvor på vej ind i en dårlig stime og det er tvivlsomt om Alessandro kunne have gjort noget fra eller til på den konto. Men som tingene faktisk stod, var det også mere sandsynligt at han ville være blevet hos Benetton og så havde historien set anderledes ud på mange måder.

Efter Nanninis styrt vandt holdkammeraten Nelson Piquet sæsonens to sidste løb. Piquet var på det tidspunkt 38 år gammel og var ikke længere så god som tidligere. Det er derfor ikke utænkeligt at Nannini kunne have vundet i al fald det ene af de to løb, måske endda begge. Og for Nannini havde det været et stort skridt i den rigtige retning.

I 1991 ville han være fortsat hos Benetton sammen med Piquet. Og her ville han have haft fordelen og marginalerne på sin side. Den enlige sejr Piquet vandt i Canada kunne have tilfaldet hvem som helst, men det er ikke udelukket at Nannini over en hel sæson kunne have lavet bedre resultater end sin brasilianske kollega. Helt sikkert er det tilgengæld at han ville have klaret sig bedre end Roberto Moreno der afløste Nannini efter styrtet med helikopteren. Moreno fik aldrig udnyttet den chance han fik og et stykke inde i sæsonen fik han løbepas og blev erstattet af en ung tysker ved navn Michael.

Med Nannini og Piquet i teamet havde der ikke været plads til Schumacher hos Benetton i 1991. Og faktisk havde tyskeren lavet en aftale med Jordan der var lidt længere end det ene løb han kørte for dem. Hvad angår 1992 er det mere usikkert hvad der var sket. Piquet var nok stoppet under alle omstændigheder og Schumacher havde stadig været et godt bud på en afløser. Men det er også muligt at chancen ville være forpasset og han var blevet bundet til Jordan for en lang periode.

Tom Walkinshaw, der dengang ledede Benetton teamet var ikke specielt interesseret i Schumacher. Faktisk var det Bernie Ecclestone der pressede Walkinshaw til at skrive kontrakt med Schumacher. Med Nannini på holdet, ville Walkinshaw måske være mere uimodtagerlig for Ecclestones argumenter.

Nu kan et talent som Schumachers ikke holdes nede, når først det er sluppet løs. Men starten på hans karriere kunne have været mere besværlig end den var. Hvad angår Nannini er det svært at forestille sig at Benetton ville have nået helt det samme niveau midt i 90’erne, som de gjorde med Schumacher.

Så hvis den helikopter var blevet hvor den hørte til havde meget været anderledes i 90’erne.


Villeneuve i en Ferrari med en særpræget vinge – 1982

Forræderiet på Imola

Aftalen var klar. Når løbet nærmere sig slutningen og konkurrenterne fra Renault var sat af, så skulle teamets to kørere ikke kæmpe om sejren, men bare holde de placeringer de havde – som nr. 1 og 2. San Marinos Grand Prix 1982 var i forvejen et mærkeligt løb, ikke helt ulig det, der blev kørt i USA i år. Langt hovedparten af feltet boycuttede løbet, dog ikke af sikkerhedsmæssige årsager, men af kommercielle. Primus motor i aktionen var sjovt nok Bernie Ecclestone og Max Mosley! Dog var det kun de engelske teams, undtagen Tyrrell, der boycuttede løbet, så der stillede 13 biler til start. De fleste dog uden chancer i løbet, men de to Ferrari’er og de to Renault’er var alle gode bud på en vinder.

Og løbet blev da også ganske underholdende, indtil Renault racerne, som sædvanligt, udgik. For Ferrari var der nu ingen grund til at sætte dobbeltsejren og styr og et skilt, med en formaning om at man skulle holde placeringerne blev vist frem.

Gilles Villeneuve var manden i front på det tidspunkt. Starten på sæsonen havde været lidt skuffende og han havde endnu ikke scoret et point. For Villeneuve var skiltet det mest selvfølgelige i verdenen. Tre år tidligere, på Monza havde et lignene skilt kostet ham muligheden for at vinde VM. Men en aftale var en aftale, og selvfølgelig kunne man ikke køre aggressivt mod sin holdkammerat mod slutningen af et løb.

Bag Villeneuve, i den anden Ferrari, lå Didier Pironi. Hvordan han rent faktisk så på det, har han aldrig snakket om. Men faktum er at han gik til angreb på Villeneuve. Villeneuve troede at Pironi bare ville lave lidt show til glæde for de fremmødte tifosi, så han var med på legen.

Men da målstregen nærmede sig stak Pironi af, han var ikke til sinds at holde den interne aftale der havde været i teamet i mange mange år. Didier Pironi vandt karrierens anden sejr og grundlagde dermed sit angreb på VM titlen 1982.


Villeneuve og Pironi, mens de stadig var venner

Fjorten dage senere, stadig optændt af raseri, blev Villeneuve dræbt ved et tåbeligt sammenstød med en langsommere bil, i træningen til Det Belgiske Grand Prix. Nu er det jo ret så spekulativt at påstå at Villeneuve ikke var blevet dræbt, hvis ikke han havde følt sig forrådt. Men alligevel! Gilles Villeneuve var en følelsesladet kører, og når han var rasende kørte ham som sådan.

Hvad angår Pironi, så blev også han forandret af ulykken i Belgien. Senere på året kastede han sig igennem regnvejret på Hockenheim og ramte Alain Prosts Renault – og der sluttede Pironis F1 karriere. Han førte ellers VM på det tidspunkt, og havde vundet det, hvis han havde kørt sæsonen færdig. Et par år senere begyndte han at dyrke speedbådsracing, en sport der endelig kostede ham livet i 1987.

Hvordan ville have set ud, hvis Pironi var blevet bagved Villeneuve i San Marino, er kompliceret at skyde på. Villeneuve havde muligvis overlevet, muligvis ikke. Men uanset hvad, så havde Pironi ikke lidt af nogen skyldfølelse over Villeneuves død. Hans aggressive kørsel på Hockenheim var fuldstændig unødvendig. Dengang var der kvalifikation over to dage, og fredagen var blevet kørt i tørvejr, så der var ingen grund til at satse noget som helst om lørdagen. Men det gjorde han!

Ferrari var i virkeligheden i en god periode. I 1982 og 83 vandt de mange løb og vandt begge år VM for konstruktører. Med et mere kontinuerligt kører line-up, er det ikke usandsynligt at de faktisk kunne have vundet et eller to mesterskaber for kørere også.

Og hvis ikke tingene var sket som det gjorde på Imola, så havde Pironis tvillinger, måske heller ikke heddet Didier og Gilles!


Patrese kom til Brabham – men først i 1982

Mens vi venter på hingsten

At køre for Ferrari er enhver ung italieners drøm. Også for den 24 årige Riccardo Patrese, der foråret og sommeren 1978 havde lavet flere gode resultater i sin Arrows. Og han havde faktisk noget at have sin drøm i. Ferrari havde haft kontakt med ham, ikke med en kontrakt for øje, men for at pleje et potentielt talent. Så unge Patrese mente selv at det var et spørgsmål om tid før han havnede i en rød Ferrari, han skulle bare vente. Derfor sagde han nej tak, da Bernie Ecclestone tilbød ham en kontrak for 1979, hvor han skulle være andenkører for Niki Lauda. Patrese ville hellere vente på Ferrari. Sædet hos Brabham gik i stedet til Nelson Piquet der vandt VM for teamet i 1981 og 1983.

Patreses Ferrari drømme derimod blev aldrig til noget. Da Jody Scheckter gik på pension efter 1980 sæsonen valgte man i stedet Didier Pironi som holdkammerat til Gilles Villeneuve. Det fik Patrese til at se skriften på væggen og i 1982 tog han endelig imod Ecclestones tilbud om et sæde hos Brabham. Men nu var det for sent. Piquet var den etablerede stjerne og regerende mester. Patreses karriere gik i 1984 videre til Alfa Romeo, hvor han havde et par triste sæsoner, inden han vendte tilbage til Brabham, uden størrer succes. Først da han, på Ecclestones anbefaling, i 1988 kom til Williams kom der skub i den falmede karriere og Patrese sluttede med en række gode sæsoner og sølvmedaljer i 1992.

Patrese – kunne han have haft Piquets karriere?

Men hvis han nu i 1978 havde taget imod tilbuddet fra Brabham havde hans karriere nok set ganske anderledes ud. Han havde vundet EM i Formel 3 i 1976 og var regnet for et af de største talenter i 70’erne. En ung mand med fremtiden for sig. Da han endelig fik en rigtig vinderbil i 1991 var han klart over sin bedste alder, men fik alligevel tegnet konturerne af hvad han måske kunne have udrettet, havde han valgt anderledes tidligere i sin karriere.

Kunne Patrese have vundet to titler med Brabham i 80’erne? Sikkert. Det rå talent var der, ligesom ved Piquet. Og Bernie Ecclestone fik slebet kanterne af Piquet og senere også Patrese. Om den lidt tilbageholdende Patrese ville være kommet ligeså godt ud af det med Lauda i 1979 er mere tvivlsomt, men heller ikke videre væsentlig. Lauda var ved at være træt af Formel 1 og stoppede i slutningen af sæsonen.

Hvad angår udviklingen af bilen havde Patrese et ry som en fremragende testkører, specielt i sine senere år. Men allerede i Brabham dagene var teamet glad for italienerens input, så alt tyder på at han kunne have fået det samme ud af Gordon Murrays Brabham racere som Piquet gjorde. Han skulle bare have sat sit navn på et stykke papir i 1978!

Det havde selvfølgelig også haft indflydelse på Piquet karriere. Hans første par løb i 1978 var ikke noget videre imponerende, men når nu Ecclestone fik øje på talentet, er det jo ikke utænkeligt at andre også ville have spottet det. Ken Tyrrell var tidens bedste talentspotter og dermed en mulighed. Men det kunne også være blevet til det rene ingenting.

Og Ferrari forblev en drøm for Patrese. I 90’erne var han igen på tale i teamet, men som han sagde ved den lejlighed, så mente han nok han skulle nå det, for han regnede med at blive i Formel 1 til han var 50. Sådan blev det dog ikke, en sæson som holdkammerat med Michael Schumacher hos Benetton i 1993 blev hans sidste. Året efter var han inde i billedet som afløser for Ayrton Senna i Williams, men valgte at forblive pensioneret.


Af Martin Møller Thomsen