F1Journal.com - 1974 sæsonen

I 1973 blev Jackie Stewart verdensmester for tredje og sidste gang. Allerede midt i sæsonen tog han beslutningen om, at stoppe sin karriere i Tyrrell teamet ved årets udgang og give depechen videre til den karismatiske og talentfulde teamkammerat Francois Cevert. Men den plan blev ødelagt den 6. oktober 1974 i ’Esses’ på Watkins Glen, da Cevert forulykkede under træningen forud for Grand Prixet. Stewart stoppede karrieren øjeblikkeligt selvom grand prixet kunne have været hans løb nr. 100. Så forud for 1974 sæsonen var verdensmesteren og den sandsynlige arvtager væk…

Der var altså lagt op til en de mest åbne sæsoner i mands minde. Men det skulle også blive en af de mest spændende gennem tiderne, da vinderen først skulle findes i det sidste løb.

Inden sæsonen startede var der tryk på kørerkarrusellen.

’Emmo’ i McLaren M23 – i ’karrusellen’! © Schlegelmilch Photography

Verdensmesteren fra 1973, Emerson Fittipaldi, havde skiftet sin sorte Lotus 72 ud med den røde og hvide Texaco-Marlboro McLaren M23, hvor han skulle i team med mesteren fra 1967 Denny Hulme. At Emerson forlod Lotus, skulle præge dem i mange år fremover, da Ronnie Peterson ikke var en ørn til at teste og udvikle raceren. Ronnie dannede team med Jacky Ickx, der ellers havde kørt hos Ferrari, men havde haft en katastrofe sæson i 1973. Der kom nu andre boller på suppen hos Ferrari. En ung Luca de Montezemolo blev hevet ind for at rette op på skuden... Ja det er ham.

Luca De Montezemolo – frelseren kom til Ferrari! © Schlegelmilch Photography

Enzo havde kigget på præstationerne i 1973, hvor en vis Niki Lauda havde slået sine folder hos BRM og proklameret: Ham skal vi have. Anden kører hos Ferrari blev den dameglade playboy, der om nogen er indbegrebet af en klassisk racerkører: Gianclaudio ’Clay’ Regazzoni. Hos Tyrrell startede man stort set på bar bund. Feltets slemme dreng Jody Scheckter blev hevet ind i onkel Kens talentfabrik sammen med den unge franskmand Patrick Depailler, der tidligere havde gæsteoptrådt hos Tyrrell. Tyrrell teamet fik hurtigt det problem, at de eksisterende biler med den ekstremt korte akselafstand stort set kun kunne køres af J. Stewart og F.Cevert. Derek Gardner måtte derfor udvikle en ny racer, der fik det James Bondske navn ’007’.

Ronnie Peterson med speederen i bund. © Schlegelmilch Photography

Det var de topteams der i 1973 og tidligere. Men i 1974 var der mange flere teams end vi er vant til i dag. Det hele var ikke lagt ind under Bernies snærende bånd, men var meget mere løst forbundet. Uden at det dermed skulle være bedre skal det dog tilføjes. I korte træk kunne man købe en formel 1 racer og gå i gang med at køre, som man nu havde økonomi til. Bortset fra Ferrari og BRM der muntrede sig med 12 cylindrede motorer, så blev alle andre teams skubbet frem af den legendariske Ford Cosworth 3 liters V8 motor, der nok er verdens mest udbredte racermotor, selv den dag i dag. At der kører så mange racere rundt i historisk racing skyldes i stor grad at ’Cossien’ er til at håndtere og betale. Når vi kommer op i sen 80’erne og 90’erne er det stort set umuligt at finde private, der tosser rundt i gamle F1’ere. Det er for dyrt og fabrikkerne støtter ikke op om det. Ved Festival of Speed snakkede jeg med en fyr der kørte rundt i Michael Schumachers gamle Benetton Renault fra 1995. Den var godt nok ændret til en Benetton Judd, da han slet ikke kunne få fat i en Renault motor – og hvis han havde kunnet, havde han ikke råd til den!

Så situationen i midt 70’erne var ganske enkel. Køb en Cosworth motor, en stak aluplader op et popnitteværktøj – så var du kørende! Næsten… Hvis du ikke selv lige havde talent til at klippe, bukke og folde alupaneler, så var muligheden naturligvis tilstede for, at købe udrangerede chassiser fra andre teams. Nok lidt af det vi skal have tilbage for at få fyldt feltet i formel 1 op igen!

Luca de Montezemolo med designer Mauro Forghieri der søger inspiration i et glas øl. © Schlegelmilch Photography

I rene tal stillede intet mindre end 65 kørere og 18 teams op i løbet af 1974. Ikke sådan at der var 65 kørere ved hvert GP. Nej der var masser af rent-a-drivers der typisk dukkede op ved deres hjemlands Grand Prix. Så med til historien hører også, at kun 12 af kørerne kørte i alle 15 GP’er og intet mindre end 16 kørere deltog kun i ét løb. Vor egen Tom Belsø stillede op til løb 4 gange, men er kun noteret for 2 starter og et enkelt slutresultat for sin 8. plads på Anderstorp i sin Iso-Marlboro fra Frank Williams’ team. Den 8. plads blev genstand for moro 21 år senere, da en vis Jan Magnussen blev konfronteret med at hans placering på en 10. plads i Aida ikke var det bedste danske F1- resultat nogensinde – det var stadig Tom Belsøs fra Anderstorp! Ja svarede Jan lynhurtigt – men han kørte altså også for Williams!

Sæsonkalenderen for 1974

13. Januar	Argentina	Buenos Aires
27. Januar	Brasilien	Interlagos
30. Marts	Sydafrika	Kyalami
28. April	Spanien	Jarama
12. Maj	Belgien	Nivelles
26. Maj	Monaco	Monte-Carlo
9. Juni	Sverige	Anderstorp
23. Juni	Holland	Zandvoort
7. Juli	Frankrig	Dijon Prenois
20. Juli	England	Brands Hatch
4. August	Tyskland	Nürburgring
18. August	Østrig	Zeltweg
8. September	Italien	Monza
22. September	Canada	Mosport
6. Oktober	USA	Watkins Glen

Sæsonen starter i Argentina, hvor der er én favorit for hjemmepublikummet – nemlig Carlos Reuteman også kendt som ’Lole’. Den nuværende guvernør var dengang kører for Bernie Ecclestones Brabham team, og dermed bag rattet i den nye Gordon Murray designede BT-44. Carlos var en skæg humørsyg kører. Kørte bilen godt, så var han glad som en lille dreng juleaften. Var bilen noget skrammel kørte han som en gnaven gammel mand – og så også sådan ud. Jeg har ikke tal på de mange billeder jeg har set af ’Lole’ med nedadvendte mundvige. Men den 13. januar 1974 i Buenos Aires kørte BT-44 og Lole som en drøm – lige indtil få omgange før mål, hvor børnesygdomme fik bugt med bilen. Derfor er det Denny Hulme – den gamle Bjørn fra New Zealand, der vandt sin sidste sejr i formel 1. På de næste pladser fulgte det revitaliserede Ferrari team med Lauda og Regazzoni.

Depailler i Stewarts gamle Tyrrell. En for stor mundfuld for de to unge kørere hos Onkel Ken. © Schlegelmilch Photography

Det næste løb på kalenderen blev afholdt i Brasilien på den endnu fulde Interlagos bane. Til forskel fra i dag, var banen en del længere, da der var flere ’loops’ på inderkredsen, hvilket betød at omgangstiden oversteg 2½ minut! Ganske uhørt i dag. Emerson Fittipaldi fortsatte de gode takter fra årets første løb ved at vinde sikkert på Interlagos for andet år i træk. Men også Ferrari var godt med i form af Clay Regazzoni, der fik skrabet en 2. plads sammen lige foran Jacky Ickx i Lotus.

Team Lotus med Jacky i forgrunden. © Schlegelmilch Photography

Tragedie – men også dansk deltagelse.

I ugen op til det Sydafrikanske Grand Prix tester Shadow teamet på banen. Det går alvorligt galt for Peter Revson der omkommer, da han mister herredømmet over bilen som brager ind i en barriere, hvorved raceren bukker sammen om køreren. Revson havde ikke en chance. I respekt for afdøde stiller Shadow teamet ikke op til løbet. Da det var en anden tid end i dag og dødsulykker nærmest hørte til dagens (u)orden, var det ikke noget der fik arrangørerne til at foretage sig yderligere med hensyn til sikkerheden på banen…

Det Sydafrikanske GP havde minsandten dansk deltagelse, ved Tom Belsø, der ’kørte’ for Frank Williams’ Iso-Marlboro stald. Kørte og kørte er nu så meget sagt. Frank Williams malkede sådan set bare Marlboro for penge og satte Tom ned i biler der stort set ikke var i stand til at køre. På papiret skulle Tom dele 2. bilen med Gijs van Lennep – men Tom fik chancen på Kyalami. Det lykkedes ham at kvalificere bilen som 27. og sidst, hvilket sikkert kom som en ’ubehagelig’ overraskelse for Frank Williams. Så for at spare på bil, motor og dæk tyder alt på at koblingen blev ’fikset’ inden starten… så den svigtede. På den måde sparede man bilen og startpengene blev indkasseret!

I den skarpe ende af feltet fik Niki Lauda sin første pole position, hvilket for alvor indikerede at Ferrari var tilbage efter et ganske miserabelt 1973. Men det var nu i sidste ende Carlos Reuteman, der fik revanche for sin udtur i Argentina, ved at vinde løbet i sin Brabham BT-44 foran intet mindre en BRM i sjælden fremgang med J.P. Beltoise bag rattet. Trediepladsen tilfaldt McLarens B-team med Mike Hailwood i Yardley-McLaren. Da ingen af de førende i mesterskabet fik point holdt Clay Regazzoni en spinkel føring i mesterskabet, på trods af at han udgik på Kyalami.

Inden det næste løb i Spanien på Jarama, kom Lotus på banen med deres på papiret revolutionerende Lotus 76. Det er stadig efter min mening en af de smukkeste Lotus’er – en videreudvikling af den nu forældede Lotus 72. Men ak. Sæsonen skulle vise at den var ganske håbløs og an opgav hurtigt at videreudvikle den – men gik tilbage til den velkendte 72 model, der sågar kom i tjeneste hele vejen igennem 1975.

Lotus 76 i restaureret form ved Festival of Speed i 2005 © Flemming Hansen

Men 76’erens debut i Spanien gav umiddelbart håb om noget andet. Peterson var 2’er på gridden efter Niki Lauda der scorede hans 2. pole i træk. Jacky Ickx klarede en 5. plads på gridden – så det så ikke så tosset ud endda.

Det lykkedes sågar Ronnie Peterson at tage starten på den regnvåde Jarama bane. Men begge Lotus’er var ude af løbet efter 26 omgange og slutresultatet blev en overvældende triumf for Ferrari, med Niki Lauda der tager sin første sejr og Clay Regazzoni, der kom hjem på 2. pladsen. Efter dette løb var Clay på 1. pladsen i VM og Niki på 2. pladsen.

Tom Belsø? Joda han var med – men fik først udleveret et sæt dæk der var anvendelige, da det alligevel var for sent at kvalificere sig. NQ til Tom.

Belgiens GP blev afholdt på den i dag glemte (af gode grunde!) Nivelles bane. Banen var umådeligt kedelig og bestod i princippet af to langsider med en snæver kurve i den ene ende og en større i den anden.

Ferrari i mere fremgang

Den smukke 312B3 i Monaco. Det havde nok pyntet hvis filmen var blevet renset inden scanning… © Schlegelmilch Photography

Siden det sidste løb havde Tyrrell nu helt afskaffet den gamle 006 model, som de to nye kørere Jody Scheckter og Patrick Depailler slet ikke kunne håndtere. Der var brug for en mere traditionel racer med en længere hjulafstand. Resultatet var Tyrrell 007 og den skulle hurtigt vise sig at være en kompetent ’våben’ i Jody Scheckters hænder.

Således også i Belgien, hvor han kvalificerede sig på 2. pladsen. Pole var åbenbart forbeholdt Ferrari, der nu tog deres 3. pole i træk. Denne gang var det dog Clay Regazzoni, der fik æren. Niki Lauda var treer i starten og det var en sulten Emerson Fittipaldi der lurede på 4. pladsen. Det var faktisk de samme 4, der indtog de første fire pladser efter 85 omgange. Men det var i en anden rækkefølge. Emerson tog en heldig – men værdifuld sejr – foran Niki Lauda og Jody Scheckter, med Clay Regazzoni på den ærgerlige 4. plads. Med to sejre i 1974 var det nu for første gang Emerson Fittipaldi der førte VM, inden kronjuvelen af alle løb – Monacos GP.

Niki Lauda fra tiden før brandskaderne på Nürburgring i 1976. Kørersensationen fra 1974. © Schlegelmilch Photography

Monte Carlos gader blev for første gang udsat for Niki Laudas dominans. En sikker pole fulgt op af Clay Regazzoni i den anden Ferrari og Ronnie Peterson i den gamle Lotus 72 lige akkurat havde klemt sig foran de to Tyrrell tvillinger. Det så ud som en ren walkover for Ferrari i løbet der er notorisk svært at overhale i.

Allerede på første omgang bliver 6 biler sat ud af spillet i en større kollision nede i feltet. Jean Pierre Jarier starter fantastisk fra sin 6. plads på gridden og ligger i store dele af løbet i en intens jagt på de to Ferrarier. Niki Lauda må dog udgå og Clay Regazzoni får i løbet mindre problemer, der gør at han passeres af Jody Scheckter, Jarier og vinderen Ronnie Peterson. Et spændende løb med en overraskende vinder.

Så det var naturligvis med store nationale forventninger at cirkus formel 1 drog mod nord, til den lille flække Anderstorp uden for lands lov og ret i Sverige.

Det Svenske Grand Prix

Starten på Anderstorp. © Schlegelmilch Photography

Det helt store fokuspunkt for danske medier er naturligvis Tom Belsø. Men nu skal man ikke forvente en fokus på samme måde som i dag. TV – det vil sige DR viste intet fra løbet og ej heller Svensk fjernsyn viste sig fra den gavmilde side. Det var i de dage den trykte dagspresse der stod for nyhederne om Toms bedrifter i det Svenske.

Det var først senere på året at man kunne læse om det der virkelig skete i det for længst hedengangne ’Motorjournalen’. Mediebilledet var langt fra det vi kender i dag - på godt og ondt. Men et blad som Motorjournalen - ja det savner jeg.

Kørerparade anno 1974… Kan du finde Tom? (Han gemmer sig lige bagved Denny Hulme, der har tommelfingeren i aktion.) © Schlegelmilch Photography

Som tidligere antydet var Frank Williams og Toms indbyrdes forhold til hinanden som ild og vand. FW opnår den særprægede ’hæder’ at han i Motorsportens årbog 1974 betegnes som en ’kynisk plattenslager’…

Set i bakspejlet så var FW nok ikke så kynisk endda. Hans team lå på randen af udslettelse på konstant basis, så han gjorde hvad han kunne for at holde sin forretning kørende. Ufine midler eller ej. Tom var jo sådan set ’bare’ uheldig at ryge ind i en verden på et sted, hvor et ord ikke altid var et helt ord og penge talte. Tænk det lyder lidt som formel 1 nutildags…! Under alle omstændigheder skulle der gå endnu fire år før Frank Williams for alvor begyndte at markere sig i formel 1.

Det er en Iso Marlboro – og det er udlejningsbilen oprindelig udlejet til Richard Robarts – og det er altså ham der sidder i den på billedet. © Schlegelmilch Photography

Men nu var situationen den i midt Sverige at Tom endelig sad i ’sin’ bil nummer 21 efter at have siddet over i en række løb. Kvalifikationen gik fint og warmuppen søndag morgen gik også fint lige indtil ophænget knækkede for enden af langsiden… Der skete heldigvis ikke Tom noget – men bilen var færdig. Heldigvis forbarmede Marlboro sig og købte teamets 2. bil der var udlejet til Richard Robarts. Det viste sig at være skodbilen, med udlejningsmotor, der manglede 40-50 heste. Men styre - det kunne den da. Så nu var Tom klar til sin reelle debut i F1.

I den skarpere ende var de to Tyrrell tvillinger ikke til at stoppe. De satte sig på de to forreste pladser på gridden, med Depailler forrest. Derefter kom de to Ferrarier, hjemmebanefavoritten Ronnie Peterson, den senere 1976 mester James Hunt i Hesketh og endelig den anden Lotus med Jacky Ickx. Her midt på sæsonen kører det slet ikke for Emerson Fittipaldi, der må nøjes med en beskeden 9. plads på gridden. Til orientering var Tom 21’er – passende nok i bil nummer 21.

Af andre nordiske kørere i feltet var også den habile sportsvognskører Leo Kinnunen i en udlejnings Surtees, og Bertil Roos i en Shadow. I rubrikken ’værd at vide’ kan man notere at Leo Kinnunen er den sidste kører, der i formel 1 stiller op med traditionel åben hjelm og løse briller… Reine Wisell stiller op for March i dette ene løb, der også blev hans sidste i formel 1.

De nordiske kæmper holder ikke længe. Bertil Roos klarer akkurat 2 omgange inden gearkassen siger nok, og Leo Kinnunen behøver ikke, at holde på hat og briller i mere end 8 omgange – præcis lige så mange omgange som den mere kendte svensker Ronnie Peterson også klarer. Så ja – efter 8 omgange er der kun Tom og Reine Wisell tilbage til at forsvare de nordiske farver. Reine Wisell klarer hele 59 omgange inden Marchens ophæng siger fra.

Leo Kinnunen (til højre) ved et lidt mere konkurrencedygtigt køretøj. Porsche 917 Monza1970. © Schlegelmilch Photography

Det kan tilføjes at Bertil Roos’ 2 omgange og Leo Kinnunens 8 omgange er det eneste de to kørere præsterede i formel 1...

Så på 60. omgang hviler hele nordens øjne på den smilende dansker i den rød/hvide Iso-Marlboro med nummer 21.

De to Tyrrell’er kan ingen hente. De slutter i en flot 1-2 med Jody på 1. pladsen og minsandten om ikke James Hunt maser sig ind på en flot tredie plads foran Fittipaldi og Jarier på de næste pladser. Begge Ferrarier udgår med gearkasse problemer og kun 10 biler bliver klassificeret af de 26 startende.

Tom opnår en pæn 8. plads én omgang efter vinderen – og er naturligvis på forsiden af dagspressen om mandagen. Danmark skulle først se sin næste formel 1 løbsdeltager 21 år senere... Det samme som Toms startnummer og hans gridplacering. Spooky!

Jeg ved godt at Jac Nellemann forsøgte sig i 1976 - men det blev ved forsøget og han startede aldrig i et Formel 1 løb, så derfor tæller han jo ikke rigtigt.

Læs videre i næste nummer af F1journal om hvordan resten af 1974 sæsonen forløb…