Der var engang hvor race var ædelt, penge ikke betød
alverden og hvor det at gennemføre et racerløb
var en sejr nok i sig selv. Det er selvfølgelig 1960’erne
og 1970’erne vi snakker om. Dengang hvor kørerne
havde bakkenbarter og olien flød i gaderne. Dengang
hvor bilerne var moderne, men nu klassiske. Nu er der sendt
et spil på gaden, hvor vi får lov til at genoplive
de gode gamle dage.
Det er dog ikke en ny udgave af det legendariske Grand
Prix Legends fra Papyrus, men det nye GT Legends, der er
blevet sendt på gaden af folkene bag sidste års
racersucces FIA GTR spil. Simbin har arbejdet ihærdigt
sammen med 10tacle studios på at genskabe bilerne
fra den klassiske tid, og til det har de fået hjælp
fra FIA, der har genoplivet klassisk sportsvognsrace. Det
kan man læse nærmere om på www.fia-historic-racing.com,
hvor man kan læse mere om, hvordan de nuværende
klassiske løb bliver afviklet.
Simbin stod i foråret for den største overraskelse
indenfor racerspil på pc’en med GTR, hvor man
kørte rundt på 10 officielle baner i nogle
af de mest potente gaderacere, som har prydet de europæiske
racerbaner. I GTR var det nemt at komme i gang. Vælg
sværhedsgrad, vælg løbsklasse, vælg
bil og vælg bane og så var det ellers ud på
banerne og give den gas.
Indstillingsmuligheder var der mange af, og det krævede
en god maskine for at få spillet til at køre
jævnt flydende og en rigtig god maskine for at få
det optimale ud af spillet. Selvfølgelig var der
multiplayer muligheder og online racerløb og jeg
har selv lagt en del timer i spillet.

Billede er © GT-legends.com
GT Legends – En dårlig start på
spillet
Derfor var det med glæde, at jeg installerede GT
Legends på min pc kun for at se computeren gå
ned igen og igen.
Lettere irriteret over, at computeren gik ned igen og igen
søgte jeg inde på GT Legends hjemmeside, hvor
jeg gennem deres support erfarede, at der var en bug på
spillets kopisikring, der fik computeren til at fryse.
Da det blev rettet fik jeg endelig adgang til GT Legends,
og jeg blev glædeligt overrasket over detaljegraden
i spillet. Desværre kræver det at køre
spillet en rigtig stor computer. Minimumskravet får
man ikke meget ud af, så det kan klart anbefales at
stræbe efter den anbefalede konfiguration. Det vil
sige minimum 2 GHz pc med 1 Gb ram og et grafikkort med
mindst 256 Mb ram. Så stor er min computer dog ikke,
så jeg har ikke oplevet spillet fra dets bedste side.
Men jeg glæder mig allerede til næste gang
jeg skal opgradere min computer, så jeg kan opleve
spillet i dets fulde opløsning.

Billede er © GT-legends.com
Forskellen på FIA GTR og GT Legends
I FIA GTR spillet kunne man springe direkte ud i det sjove.
I GT Legends starter man en karriere, hvor man starter med
at have to biler til rådighed. En hidsig lille Mini
Cooper og en Lotus Cortina magen til den Hans Kongelige
Højhed Prins Joachim kører race i i Danmark.
Så går man ellers i gang med at deltage i en
masse turneringer for at tjene penge til at købe
nye biler for. Jo flere penge jo bedre biler kan man købe
og jo flere baner får man adgang til. Der findes over
90 biler i spillet, hvor af nogle er de samme i forskellige
bemalinger, men der er alligevel så mange, at man
skal bruge lang tid for at komme dem alle sammen igennem.
Der findes 25 baner i spillet. Desværre er en del
af banerne forskellige lay-outs af eksisterende baner, men
man får lov at køre på nogle lay-outs
som man aldrig har kørt på før. For
eksempel er der forskellige lay-outs af Imola, Monza, Donington
Park, Anderstorp og Mondello Park at køre på.

Billede er © GT-legends.com
Billisten er også lang. Hurtigt listet op er der…
Ford Mustang
Shelby GT350
Ford Falcon
Alfa GTA
Lotus Cortina
Austin-Healey 3000
Jaguar MKII
Ford Capri
Ford Escort
Chevy Corvette
BMW CSL
TVR Griffith 400
Ferrari 275 GTB/C
Jaguar E-Type
Lotus Elan
Lotus Elite
Mercedes 300 SL
Shelby Cobra
Porsche 914/6
Porsche 906
DeTomase Pantera
Ford GT40
Porsche 911RSR
Abarth 1000TC
Renault Alpine
Austin Mini-Cooper
…At køre i spillet. Man skal dog vinde en
del løb for at få råd til de sjoveste
biler og få adgang til alle banerne.

Billede er © GT-legends.com
Grafikken er god, hvad med lyden?
Et godt spil kræver en fornuftig grafik, et fængende
gameplay og en god lyd. Grafikken har vi været inde
på. Den kræver en ordentlig computer for ordentligt
at komme til sin ret. Gameplayet er godt og man kæmper
med at holde sin bil på banen. Fortidens fartmonstre
havde ikke den samme aerodynamik som nutidens Le Mans racere,
bremserne er bestemt ikke lige så gode og dækkene
suger sig ikke til asfalten ligesom de slicks, der bliver
brugt i mange motorsportsklasser stadigvæk.
Lyden derimod er der ikke ændret så meget ved.
Potente racermotorer lyder altid godt, og man bør
skrue op for subwooferen, når man spiller spillet,
så man kan nyde lyden fra de brunstige motorer.
Hvad synes jeg så om spillet?
Jeg er meget glad for spillet. Spillet dækker tre
løbsklasser og der er forskellige biler i hver klasse.
Jeg nyder stadig udfordringen i de nedre klasser for jo
større og hurtigere bil man kører i jo sværere
bliver den at styre.

Billede er © GT-legends.com
Skulle man kritisere spillet for noget, så er det
at spillet er bygget over den genetablerede klassiske sportsvognsserie
som FIA har genindført over de sidste par år
frem for den helt ægte vare, så banerne var
autentiske med fortidens baner. Det overlever man dog hurtigt
for det er sjovt at køre rundt i de gamle biler og
kæmpe med og mod de gamle biler, der ikke er lige
så manøvredygtige som nutidens GT racere.
Bliver spillet for svært, så kan man jo altid
spille lidt multiplayer på nettet, og her finder man
både hajerne og nybegynderne, så man kan stort
set altid finde nogen, der er på det samme niveau
som en selv.
Troldspejlet anmeldte GT Legends for et par uger siden.
I Troldspejlet er computerne store, og grafikken i spillet
var formidabel. Jeg glæder mig selv til at få
lov at nyde spillet på en ordentlig computer.

Billede
er © GT-legends.com
På spillets egen hjemmeside www.gt-legends.com kan
man finde trailere, screenshots og videoer af spillet.
Var man glad for GTR spillet, så er GT Legends en
investering man bør foretage. Var GTR for svært,
så skal man holde sig væk fra GT Legends for
det er endnu sværere. Sværhedsgraden minder
meget om det gamle Grand Prix Legends, hvor det tager lang
tid at lære styringen i spillet at kende, men hvor
fornøjelsen bagefter er så meget større.
Trænger man til lidt udfordring i de mørke
efterårsaftener, så er GT Legends et rigtigt
godt spil. I Danmark er det Atari, der distribuerer spillet
til de danske butikker, og spillet bør kunne findes
i en velassorteret spilforretning. Tak til Atari Danmark
for at stille anmeldereksemplar til rådighed.
Glædelig race og god baghjul
Alle billeder i denne anmeldelse er fra www.gtlegends.com