F1Journal.com - Farvel til det private trekløver

Da det kinesiske Grand Prix blev flaget af den 16. oktober i år var det ikke kun afslutningen på dette års Formel 1 sæson, men også et endeligt farvel til de tre private teams Sauber, Jordan og Minardi.

Tre teams som igennem de sidste mange år har været med til at give Formel 1 cirkuset lidt ekstra kulør og give lidt spænding længere nede i feltet end vi normalt ser Formel 1 fra. Kæmpende mod de fabriksstøttede teams har de tre hold kæmpet en kamp mod de store bilfabrikker i kampen om sponsorkroner, point og titlen om ikke at blive sidst i konstruktørernes mesterskab.

Alle tre teams har deltaget i Formel 1 i over 10 år. Minardi debuterede i Formel 1 tilbage i 1985, mens Eddie Jordans team debuterede i Phöenixs gader i 1991 og Peter Saubers team først debuterede i Formel 1 i 1993 i Sydafrika. Alle tre teams har en lang historie i Formel 1, men det team som har haft den største succes igennem årene har været Jordan. Selv om de tre holds succes har været relativt begrænset, så ville Formel 1 i dag ikke have været det samme uden de tre hold.

Hele den bagerste række er ikke længere med i Formel 1 © Ferrari media

Alle tre teams har givet debut til kørere, som siden har kæmpet med om sejre og verdensmesterskaber, men når vi nu tænker tilbage på de tre holds bedrifter i Formel 1, så er det ikke for deres resultater, men deres historie man vil mindes.

Lad os kigge lidt på Minardi

Minardi er det af de tre hold, som har været med i længst tid og også det hold, der har bidraget mest til Formel 1 gennem tiden. Minardi holdet blev etableret i 1979 af Giancarlo Minardi, men det var først i 1985 at holdet debuterede i Formel 1. Succes har holdet ikke haft særligt meget af. Det er aldrig blevet til nogle podieplaceringer for holdet. Holdets bedste placeringer har været tre fjerdepladser hvor af den sidste ligger tilbage i 1993, hvor Christian Fittipaldi tog den placering i Sauber teamets debutløb.

En af de første Minardi racere © Minardi.it

Minardis bedste kører i teamets historie har været Pierluigi Martini, som i 1991 tog Minardis første to fjerdepladser. Henholdsvis i regnvejrsløbet i San Marino og på Estorilbanen i Portugal. Dengang kørte Minardi med Ferraris V12 motorer. Pierluigi Martini er også den eneste kører, der har kvalificeret en Minardi på den forreste række i et Formel 1 løb og Pierluigi Martini er den eneste kører, der har ført et løb i en Minardi.

Igennem 90-erne er det gået mere og mere ned af bakke for Minardi holdet, der røg længere og længere tilbage i feltet og da Marc Gene i det europæiske Grand Prix i 1999 på Nurburgring scorede et point til Minardi var det første gang siden det afsluttende løb i 1995 på Adelaide banen, at Minardi scorede point.

I 2001 fik Minardi holdet nyt liv, da den australske forretningsmand Paul Stoddart købte det fallerede team. En genistreg var det, da Paul Stoddart gav debut til Fernando Alonso i 2001 og den lille spanioler sikrede Paul Stoddart et par millioner ekstra til budgettet, da han blev hentet til Renault i 2002 af Flavio Briatore. Malaysiske Alex Yoong gav også lidt ekstra til budgettet i form af malaysiske sponsorer, da han fik sin debut for holdet sidst i 2001, men det var kun de malaysiske millioner der blev savnet, da Alex Yoong blev udskiftet efter 2002 sæsonen.

Fernando Alonso debuterede i Formel 1 i en Minardi © Minardi.it

Fernando Alonso blev efter 2001 sæsonen udskiftet med australske Mark Webber, der fik en drømmedebut med plads fem i Melbourne foran Mika Salo i det debuterende Toyota team. Mark Webbers debut blev fejret som var det en sejr teamet havde vundet og billederne af en jublende glad Paul Stoddart på podiet med Mark Webber gik verden rundt.

Mark Webber gav også lidt millioner til budgettet, da han efter 2002 blev solgt til Jaguar og det gjorde, at 2003 betød debut til den tidligere F3000 mester Justin Wilson, mens Alex Yoongs malaysiske millioner blev udskiftet med hollandske sponsorer og Jos Verstappen. Justin Wilson gav også lidt penge til Minardi teamet, da Jaguar købte den lange brite og det var med glæde og overraskelse, at danske Nicolas Kiesa overtog det ledige sæde med begrænset succes. Nicolas Kiesa imponerede ved at gennemføre de fem løb han deltog i, men intern strid hos Minardi viste ikke Kiesas sande talent.

Mark Webbers femteplads blev fejret som var det sejren han havde taget © Minardi.it

Både Jos Verstappen og Nicolas Kiesa blev udskiftet i 2004, hvor Gianmaria Bruni og Zsolt Baumgartner overtog de to Minardi pladser og meget usædvanligt kørte de to kørere hele sæsonen uden afbrydelser. Zsolt Baumgartner er den sidste Minardi kører, der har scoret point i et løb med et fuldt felt. Det skete da han tog den sidste pointplacering i det amerikanske Grand Prix, hvor der kun var otte biler, der gennemførte. Igen var der storvask hos Minardi og Christijan Albers og Patrick Friesacher blev kørerne der startede sæsonen. I det skandaleramte løb på Indianapolis gennemførte de to Minardi kørere og endte på plads fem og seks af seks startende kørere. Patrick Friesacher blev op til det tyske Grand Prix på Hockenheimring udskiftet med Robert Doombos og få uger efter annoncerede Dieter Mateschitz, at han havde købt Minardi teamet med overtagelse efter sæsonens sidste løb.

Nicolas Kiesa fik Formel 1 debut for Minardi © Minardi.it

Minardi skulle i 2006 omdøbes til Squadro Toro Rosso og være rugeplads for det amerikanske Red Bull Drivers Search Programme. Sidst i november blev navnet dog ændret til Scuderia Toro Rosso og holdet bliver i 2006 liggende i Faenza, Italien.

Lister man de mange Minardi kørere op, så vil man igen se, at flere kørere har gjort succes hos andre teams i Formel 1 cirkuset. Listen er skrevet i vilkårlig rækkefølge.

- Pierluigi Martini
- Marc Gene
- Gianni Morbidelli
- Luca Badoer
- Alessandro Nannini
- Luis Perez Sala
- Christian Fittipaldi
- Tarso Marques
- Pedro Lamy
- Zsolt Baumgartner
- Gianmaria Bruni
- Christijan Albers
- Adrian Campos
- Gaston Mazzacane
- Ukyo Katayama
- Fernando Alonso
- Mark Webber
- Michele Alboreto
- Shinji Nakano
- Esteban Tuero
- Jos Verstappen
- Andrea de Cesaris
- Alex Yoong
- Justin Wilson
- Patrick Friesacher
- Paolo Barilla
- Fabrizzio Barbazza
- Giancarlo Fisichella
- Jarno Trulli
- Robert Doombos
- Nicolas Kiesa
- Giovanni Lavaggi
- Jean Marc Gounon
- Anthony Davidson
- Roberto Moreno
- Alessandro Zanardi
- Stephane Sarrazin

Listen af kørere er lang, men gennem alle årene har Minardi været garant for god atmosfære og en ukuelig lyst til at deltage selv om det har set sort ud mange gange.

Efter 340 Grand Prixer takker Minardi af i Formel 1 © Minardi.it

Minardi er nu fuldstændig overtaget af Dieter Mateschitz og Red Bull og det vil nok kræve lidt tilvænning lige at finde ud af, at Minardi mangler på gridden, når sæsonen starter i marts måned i Bahrain.

Eddie Jordan og hans Rock ´n´ Roll team

Historien om Jordan teamet er en lang, spændende men også trist historie. Vi tager den korte version af historien om den tidligere racerkører Eddie Jordan fra Irland, der deltog i motorsport i 1970érne og i 80érne deltog i britisk F3 og i det europæiske F3000 mesterskab med hans eget team. Topresultatet var i 1989, hvor Jean Alesi tog F3000 mesterskabet for Eddie Jordan Racing.

Et dramatisk farvel til Jordan Racing © Jordan Media

I 1991 debuterede Eddie Jordans hold i Formel 1. Bilen var grøn og hed Jordan 191. Dækkene var fra Goodyear og motoren var fra Ford Cosworth. Stedet var Phöenix, Arizona og dengang fik man ikke bare lov til at kvalificere sig til Formel 1. Som splinternyt team måtte Eddie Jordans team pre-kvalificere sig det første halve år og med veteranen Andrea de Cesaris og belgiske Bertrand Gachot var holdet klar til at begå sig i Formel 1.

Det blev ikke til point i de første par løb, hvilket var forventet, men allerede i holdets femte løb høstede Eddie Jordan fem point og sikrede sig en fast plads i feltet uden pre-kvalifikation. Andrea de Cesaris tog plads 4, mens Bertrand Gachot besatte plads 5. Et resultat som ingen havde forventet og som i de fire næste løb blev fulgt op af pointscorende placeringer i Mexico, Frankrig, England og Tyskland. Så var det også slut med pointene, og da Bertrand Gachot midt på sommeren kom i karambolage med en engelsk taxachauffør endte det med at give debut til den regerende tyske F3 mester Michael Schumacher, der debuterede for holdet i det belgiske Grand Prix med en startplacering som nummer syv.

Alex Zanardi i EJ191 © Jordan Media

Som de fleste ved varede Michael Schumachers debut kun ganske få hundrede meter, men det teambosserne havde set den weekend betød, at Michael Schumacher allerede i det italienske Grand Prix befandt sig hos Benetton. Eddie Jordan hev senere Michael Schumacher i retten for kontraktbrud, men tabte til Benetton teamets advokater. Michael Schumachers plads blev i Italien besat af Roberto Moreno, der blev til overs hos Benetton, men Roberto Morenos første løb varede kun få omgange og han blev kort tid efter udskiftet med F3000 køreren Alessandro Zanardi, der kørte resten af sæsonen for holdet.

Det flotte debutår lagde et pres på Eddie Jordan, og i 1992 hed bilen EJ192, men motoren var blevet udskiftet med en Yamaha motor og holdets tidligere hovedsponsor 7up blev erstattet af Sasol. Da EJ192 blev præsenteret for offentligheden kunne Eddie Jordan stolt fortælle om teamets tekniske fremskridt. Mens Ferrari og Williams begge kørte med semi-automatiske gearkasser havde Eddie Jordans ingeniører udviklet en kvart-automatisk gearkasse. Desværre fungerede den ikke som forventet og gav ikke det teknologiske fremskridt som holdet havde håbet på, og Yamaha motoren var heller ikke noget særligt. Først i sæsonens sidste løb scorede Stefano Modena holdets eneste point i 1992 med en 6. plads i Adelaides gader.

Mauricio Gugelmin i den problematiske EJ192 © Jordan Media

Da sæsonen startede i 1993 var store dele af 1992 holdet udskiftet. Yamahas V12 motor var blevet udskiftet med en Hart V10 motor og kørerne var blevet skiftet ud. Rubens Barrichello kom frisk fra F3000 hvor han efter en svær sæson sluttede på plads 3 til Eddie Jordans team og han var et godt aktiv for holdet. Ivan Capelli blev hans holdkammerat, men han blev allerede efter årets to første Grand Prix løb udskiftet med belgiske Thierry Boutsen. Thierry Boutsens Jordan karriere blev også meget kort, og de to italienske kørere Emanuele Naspetti og Marco Apicella nåede også at debutere for teamet. Alle blev sat til vægs af Rubens Barrichello og da Formel 1 cirkuset nåede Suzuka var det med Eddie Irvine som ny kører for holdet. Eddie Irvine havde op til Formel 1 debuten kørt i Japan og kendte banen godt.

Eddie Irvines debut gav holdet medvind, og Rubens Barrichello endte på plads fem, mens Eddie Irvine tog 6. pladsen i hans første løb. Eddie Jordans hold fik en masse pr, da Eddie Irvine tog en omgang tilbage på den senere vinder Ayrton Senna. Noget som Ayrton Senna takserede til et knytnæveslag, men Eddie Irvines Formel 1 karriere var begyndt.

1994 begyndte hvor 1993 sluttede. Eddie Jordan fortsatte med det samme hold som han sluttede 1993 med og i årets første løb på Interlagos blev opmærksomheden igen rettet med Jordan teamet. Eddie Irvine blev idømt tre løbsdages karantæne for at have startet et undgåeligt uheld, mens Rubens Barrichello tog sig af plads fire i det første løb. Sæsonens andet løb bød på Jordan teamets første podieplacering, da Rubens Barrichello gennemførte Pacific Grand Prix på plads 3.

Fredag op til San Marinos Grand Prix blev Rubens Barrichello ramt af sort uheld. Med fuld fart på ramte Rubens en kantsten og han blev med høj fart skudt over dækmuren og alle frygtede det værste. Den sorte weekend var begyndt.

Andrea de Cesaris afløste for Aguri Suzuki, der havde siddet i Jordan raceren i Pacifics Grand Prix og han kørte en flot 4. plads ind til holdet i Monacos gader, og resten af sæsonen gik glimrende for holdet, der endte med at score point i 10 af sæsonens 16 løb.

Havde 1994 været et godt på trods af Barrichellos uheld, så bød 1995 på lidt flere udfordring og en uventet dobbelt podieplacering. Hart V10 motoren blev i 1995 udskiftet med den Peugeot V10 motor som McLaren holdet havde kørt med i 1994, mens hovedsponsoren Sasol blev udskiftet med franske Total. Det blev kun til 21 point i sæsonens 17 løb. De 10 af disse kom i sæsonens sjette løb i Canada, hvor Jean Alesi (F3000 mester for Eddie Jordan Racing 1989) vandt sin karrieres eneste sejr i Formel 1 i Ferrari, mens Rubens Barrichello og Eddie Irvine fulgte ham op på podiet.

Jordans første podieplacering kom i Canadas Grand Prix 1995
© Jordan Media

Glæden var stor hos Jordan teamet efter Canadas Grand Prix, men samarbejdet i teamet led under problemerne med Peugeot motoren og bilen. Problemerne blev så store, at begge kørere ville forlade teamet. Rubens Barrichello tilbød at køre gratis for Ferrari i 1996, hvis de ville have ham. Det ville Ferrari som bekendt ikke. I stedet ansatte de Barrichellos holdkammerat Eddie Irvine og gav ham en klækkelig hyre for at køre for dem.

Rubens Barrichello var knust, men valgte at blive hos Jordan frem for et sæde hos et mindre team. Martin Brundle i sin karrieres efterår overtog Eddie Irvines plads hos Jordan, mens Total i sidste øjeblik blev udskiftet med Benson & Hedges. Hovedsponsorudskiftningen kom så sent, at teamet havde præsenteret EJ196 engang og sendt kort ud med bilen i Total beklædning. Derfor var der mange, der blev overrasket, da Jordan stillede op med en gul bemalet bil, da sæsonen startede i Melbourne i 1996. Bilen blev i begyndelsen af sæsonen malet gylden, og selv om bilen var flot, så var den ikke speciel god at se på billeder eller på tv. Det blev ikke til podieplaceringer i 1996, men det lykkedes da holdet at tage et par fjerdepladser. Begge kørere blev dog udskiftet efter sæsonen.

Martin Brundle i hans sidste år i Formel 1 hos Eddie Jordan © Jordan Media

Martin Brundle skiftede til Nissan og deres Le Mans projekt i 1997, mens Rubens Barrichello skiftede til det nye Stewart-Ford team sammen med Jan Magnussen. Det betød, at Eddie Jordan skulle have to nye kørere til 1997. Kørerskiftet blev lanceret med en ny og frisk profil og vi var mange, der var fascinerede over den gule slange i 1997. Giancarlo Fisichella, der året før debuterede for Minardi blev teamets ene kører, mens Eddie Jordan igen satsede på en Schumacher. Denne gang lillebror Ralf, der fik sin Formel 1 debut i den gule Jordan-Peugeot racer. 1997 blev et godt år for Jordan, hvor højdepunktet var Giancarlo Fisichellas andenplads i det belgiske Grand Prix på Spa-Francorchamps banen. Giancarlo Fisichella var også ved at give Eddie Jordan hans første sejr, og det var kun en punktering, der forhindrede Jordans første sejr. Efter sæsonen måtte Eddie Jordan igen i retten. På ny havde Benetton skrevet kontrakt med en af Jordans kørere og igen vandt Benettons advokater over det lille Jordan team.

Giancarlo Fisichellas plads blev dog besat af den desillusionerede verdensmester fra 1996 Damon Hill, der bare ville væk fra Tom Walkinshaws Arrows team. Sæsonen startede skidt og først i det engelske Grand Prix på Silverstone blev det endelig til point for holdet. Fremgangen for teamet fortsatte og højdepunktet kom, da Damon Hill tog holdets første sejr foran holdkammeraten Ralf Schumacher. Ralf Schumacher tog en ny podieplacering i Italien. Sejren i Belgien gav intern strid i holdet. Ralf Schumacher blev beordret til at holde sig bag Damon Hill, og da Williams tilbød Ralf Schumacher en kontrakt til 1999 sæsonen så var Ralf Schumachers Jordan dage talte.

Eddie Jordan fejrer den første sejr til Jordan © Jordan Media

I stedet for Ralf Schumacher skiftede Heinz-Harald Frentzen til Jordan teamet. Holdet havde nu fået kørt Mugen-Honda motoren til og EJ199 chassiset var et af årets bedste. Samarbejdet mellem Heinz-Harald Frentzen og Jordan gik forbløffende godt. Sæsonen blev startet med en andenplads i Melbourne og stilen fortsatte hele sæsonen. Højdepunkterne på året var Frentzens to sejre i det franske og det italienske Grand Prix og helt frem til sidst på sæsonen havde Frentzen en chance for at vinde kørernes mesterskab. Sæsonen blev fantastisk for holdets ene kører. Teamets andenkører Damon Hill havde derimod en skidt sæson, hvor det hurtigt blev klart, at han ville trække sig fra Formel 1 i løbet af sæsonen. Damon Hills sæson bød kun på fire pointgivende placeringer og Damon Hill blev mest kendt som manden, der råbte Ulven kommer.

Alligevel startede og sluttede sæsonen for Eddie Jordan fantastisk, og teamet sluttede på holdets bedste resultat i historien. Plads 3 i kørernes mesterskab og plads 3 i konstruktørernes mesterskab. Tingene så lovende ud for Jordan da de skrev kontrakt med Jarno Trulli til år 2000 sæsonen.

Heinz-Harald Frentzen fejrer sin anden Jordan sejr på Monza © Jordan Media

Desværre blev 2000 en kæmpe skuffelse oven på 1999 sæsonen, og selv om Jarno Trulli var god til at kvalificere sig i løbene, så faldt han igennem i løbene. Det blev ikke til nogen sejre og kun to podieplaceringer i år 2000 og tingene gik ikke meget bedre i år 2001. Samarbejdet mellem Heinz-Harald Frentzen og Eddie Jordan gik i hårdknude og efter en stribe dårlige løb blev Heinz-Harald Frentzen overraskende smidt på porten op til Frentzens hjemmebaneløb i Tyskland. Hvad der startede som et blomstrende samarbejde endte endnu engang skidt for Jordan. Jarno Trulli fik heller ikke meget bedre succes og hans sæson bestod af 2 fjerdepladser og 3 femtepladser. Heinz-Harald Frentzens plads blev overtaget af Ricardo Zonta inden Jean Alesi vendte hjem til den mand, der 12 år tidligere havde hjulpet ham til F3000 mesterskabet. Efter sæsonen var der storvask i Jordan teamet og Jean Alesi valgte at skifte til Mercedes i DTM frem for at fortsætte hos et mindre Formel 1 team, mens Jarno Trulli også blev viftet ud.

Giancarlo Fisichella skiftede fra Benetton teamet, hvor han ikke længere var ønsket til Eddie Jordans team og han fik selskab af den Honda støttede Britisk F3 mester Takuma Sato. Desværre blev 2002 sæsonen igen en fiasko for Jordan teamet. Takuma Sato gav Eddie Jordan grå hår i hovedet. Et utal af Jordan chassiser blev ødelagt igennem sæsonen og et par påkørsler blev det også til. Starten på det malaysiske Grand Prix blev et af holdets lavpunkter, da Takuma Sato optimistisk forsøgte at overhale andre biler, men endte med at påkøre Giancarlo Fisichella. Det er ikke velset at påkøre andre biler, men at tage sin egen holdkammerat ud af løbet er direkte slemt. Forholdet hos Jordan var ikke varmt og det blev kun til fire femte pladser og en sjette plads i sæsonen. Derfor var det ikke overraskende, at Takuma Sato blev sendt væk efter sæsonen.

Ralph Firman i et pr-stunt for Jordan i 2003
© Jordan Media

Med Sato ude forsvandt Honda motorerne også, så Eddie Jordan måtte forhandle en kontrakt hjem med Ford. Giancarlo Fisichella valgte at fortsætte, og hans nye holdkammerat blev irske Ralph Firman, der kom som regerende Nippon mester til teamet.

Ralph Firman kunne dog ikke gøre noget ved veteranen Giancarlo Fisichella, og hans 2003 sæsons hæjdepunkt blev en ottendeplads i det spanske Grand Prix, der på grund af de i 2003 nye pointregler sikrede ham et point. Giancarlo Fisichellas sæson var heller ikke speciel god. Han tog dog sin karrieres første sejr i det brasilianske detrigtigt. Et tidligt pit stop i løbet og en kørerfejl af Kimi Raikkonen betød, at Giancarlo Fisichella førte løbet på omgang 54. Løbet blev stoppet på omgang 56, da Renault køreren Fernando Alonso ramte vragdele fra Mark Webbers smadrede Jaguar og fyldte banen med vragstumper. Når et løb bliver stoppet før tid går man to omgange tilbage, og Giancarlo Fisichella og Eddie Jordan var begge jublende lykkelige. Giancarlo Fisichella havde taget sin karrieres første sejr, mens Jordan havde fået den første sejr siden det italienske Grand Prix i 1999. Stor var skuffelsen, da det var Kimi Raikkonen der blev erklæret vinder af det brasilianske Grand Prix.

Giancarlo Fisichella tog en flot, men heldig sejr i det brasilianske Grand Prix i 2003 © Jordan Media

En FIA undersøgelse efter løbet fastslog dog, at Giancarlo Fisichella havde startet omgang 56, da løbet blev stoppet, og derfor var han den retmæssige vinder af Grand Prixet. Før den europæiske sæson startede på Imola banen blev der afholdt et lille event på banen, hvor Giancarlo Fisichella fik overrakt vinderpokalen af Kimi Raikkonen. Siden gik det rigtig trist for holdet, og først i det næstsidste Grand Prix i USA fik teamet igen point. Ikke overraskende skulle Eddie Jordan ud og lede efter nye kørere. Giancarlo Fisichella skiftede til Sauber, mens Ralph Firman røg helt ud af Formel 1.

Op til 2004 sæsonen valgte Nick Heidfeld at skifte fra Sauber-Petronas efter en svær 2003 sæson til Eddie Jordans team, og han fik selskab af den ved sæsonstarten Brask Management ledede Georgio Pantano. Sæsonen blev i teamet spoleret af kontraktproblemer og Georgio Pantano måtte overlade sit sæde til holdets tyske tredjekører Timo Glock i det canadiske Grand Prix. Netop det canadiske Grand Prix var det eneste Grand Prix, hvor begge Jordan racere scorede point, da Williams og Toyota bilerne blev diskvalificeret for ikke at overholde det tekniske reglement.
Det var svært at tro, at 1999 sæsonen kun var fem år tilbage. Nick Heidfeld fik dog sin gejst tilbage i slutningen af sæsonen, og det endte med at betyde, at det var ham, der fik den ledige plads hos Williams i 2005. Georgio Pantano måtte tilbringe 2005 i en GP2 racer, mens Timo Glock tog over andedammen til USA og deltog i ChampCar mesterskabet i 2005.

Tiago Monteiro tog plads 3 i det amerikanske Grand Prix
og var lykkelig © Jordan Media

Jordan teamet var et hold i krise. Ikke kun på banen, men også ledelsesmæssigt. Eddie Jordan havde for længst indset, at dette ikke kunne blive ved, så da muligheden kom solgte han hele molevitten til den russiske millionær Alex Schnaider. Teamet var dog tilmeldt mesterskabet som Jordan Racing, og derfor kørte Jordan også rundt i 2005. Efter Ford valgte at skille sig af med flere af deres forretninger som Jaguar Racing og Cosworth så det sort ud for Eddie Jordan hvad angik motorer til holdet. Det lykkedes ham dog at forhandle sig til et par Toyota motorer, og de to kørersæder blev besat af indiske Narain Karthekeyan og portugisiske Tiago Monteiro, der begge medbragte sponsorer til holdet.

Holdet var dog nærmest i opløsning. EJ15 bilen lignede en hybrid mellem en A1 Grand Prix bil og en F3000 racer, og resultaterne på banen mindede da også mest om dette. Holdet kom dog på podiet med Tiago Monteiro i det amerikanske Grand Prix på Indianapolis, men det var på grund af andre omstændigheder end flot kørsel. Tiago Monteiro var dog ligeglad og fejrede sin tredjeplads som var en sejr, da han med et kæmpe smil over hele ansigtet løftede trofæet. Han havde udnyttet sin chance og ingen kan tage trofæet fra ham selv om der kun var seks biler til start. Monteiros sæson var meget stabil og han gennemførte næsten alle sæsonens løb. Tilmed blev det til et enkelt point i det belgiske Grand Prix.

Narain Karthekeyan havde til gengæld en sæson, hvor alt der kunne gå galt næsten gik galt. Han havde problemer med at køre lige op med sin holdkammerat og han lavede dumme fejl på banen og i træningerne. Holdets tredjekører Robert Doombos skiftede midt på sæsonen til Minardi, hvor han afløste Patrick Friesacher, og det gav plads til danske Nicolas Kiesa, der fra det tyske Grand Prix var tilbage i Formel 1. Denne gang kun som tredjekører, men han var tilbage.

Det sidste gruppebillede forud for det kinesiske Grand Prix © Jordan Media

Alex Schnaider har nu overtaget hele holdet, og der er ikke længere noget, der hedder Jordan Racing. De fleste af os vil mindes holdet for deres evne til at sætte kulør på det stive Formel 1 cirkus. Mange mener stadig, at Jordan EJ191 er en af de flotteste biler i Formel 1 nogensinde, og holdet prøvede om nogen at være foregangsmænd indenfor flere områder af Formel 1. Holdet knækkede dog nakken med deres kvart-automatiske gearkasse i deres kun andet år i Formel 1, men teamet var kendt for deres glæde og deres letkørte chassiser i de første mange år af deres Formel 1 karriere. Heldet smilte aldrig længe nok til, at Jordan Racing kunne blive en rigtig faktor i Formel 1, men til gengæld har holdet også givet debut til flere af feltets kørere.

Resultatet af 15 år i Formel 1 © Jordan Media

Listen over kørere, der på det ene eller andet tidspunkt har haft et stop hos Jordan Racing er lang. Listen er skrevet i vilkårlig rækkefølge.

- Alessandro Zanardi
- Andrea de Cesaris
- Bertrand Gachot
- Michael Schumacher
- Roberto Moreno
- Mauricio Gugelmin
- Stefano Modena
- Rubens Barrichello
- Eddie Irvine
- Thierry Boutsen
- Ivan Capelli
- Marco Apicella
- Emanuele Naspetti
- Aguri Suzuki
- Martin Brundle
- Giancarlo Fisichella
- Ralf Schumacher
- Damon Hill
- Heinz-Harald Frentzen
- Ricardo Zonta
- Takuma Sato
- Jean Alesi
- Nick Heidfeld
- Georgio Pantano
- Timo Glock
- Narain Karthekeyan
- Ralph Firman
- Zsolt Baumgartner
- Narain Karthekeyan
- Tiago Monteiro

Fælles for alle kørere er bortset fra Rubens Barrichello med fire år, at alle kørere har tilbragt under 3 sæsoner hos teamet.

Jordan Racing er nu omdannet til Midland F1, og der vil ikke være meget tilbage i 2006 andet end mindet om Eddie Jordan og hans hold.

Sauber teamet fra Gruppe C til Formel 1.

Sauber teamets historie strækker sig helt tilbage til 1970, hvor Peter Sauber byggede den første sportsvogn C1. Der skulle dog gå mange år før Peter Sauber rigtig fik succes indenfor sportsvognsracing, men i den sidste halvdel af 80érne lykkedes det for Peter Sauber at indgå et samarbejde med Mercedes. Et frodigt samarbejde, der medførte en sejr på Le Mans i 1989 og kører- og konstruktørtitler i 1989 og 1990. Sauber var et af de første teams, der stillede med et decideret juniorteam, hvor han havde Heinz-Harald Frentzen, Karl Wendlinger og Michael Schumacher ansat.

I starten af 90érne begyndte det at gå ned af bakke for Gruppe C mesterskabet. Bilerne var tekniske vidundere, der kørte stærkere end Formel 1 racere, men udviklingen var løbet løbsk. Gruppe C blev for dyrt og mange teams trak sig fra mesterskabet. Her iblandt de berømte Sauber-Mercedes racere, der kørte deres sidste løb i 1992.

En Sauber Mercedes i Gruppe C

Samarbejdet mellem Peter Sauber og Mercedes var dog så godt, at de i sommeren gik sammen om at forberede et Formel 1 angreb til 1993 sæsonen. Mercedes valgte dog at trække sig fra samarbejdet inden det rigtig kom i gang, men selv om det var hårdt for Peter Sauber, så ville han ikke droppe ideen med at komme i Formel 1. Mercedes hjalp dog Peter Sauber i gang og den 14. marts 1993 deltog Peter Sauber i Formel 1 med to C12 racere. Kørerne var J.J. Lehto og Karl Wendlinger, og debuten blev belønnet med en femte plads til J.J. Letho. De første to år var Sauber ´Powered by Mercedes Benz´ men det var Ilmor, der byggede motorerne.

Da Mercedes besluttede sig for at stille op i Formel 1 under deres eget navn var det med McLaren og ikke med Sauber teamet. Peter Sauber fik i stedet forhandlet en kontrakt med Ford hjem, så Sauber i 1995 og 1996 var Fords officielle fabriksteam. Red Bull blev hovedsponsor for teamet og det hele begyndte at lysne for det lille team. Efter gode resultater i 1995 og 1996 landede Sauber teamet en kæmpe sponsorkontrakt med det malaysiske olieselskab Petronas (en aftale som stadig er gældende), og planen var at bygge sine egne motorer. Den ide blev dog droppet, da Peter Sauber fik forhandlet en motorkontrakt hjem hos Ferrari, og siden 1997 har Ferraris heste været kraftværket bag Sauber racerne. Dog blev Ferrari motorerne omdøbt Petronas, men alle vidste, at det var Ferrari motorer.

Topresultaterne lod vente på sig, og selv om det blev til podieplaceringer ved flere lejligheder (blandt andet i det italienske Grand Prix 1995, Monacos Grand Prix 1996 og det belgiske Grand Prix i 1998), så blev det aldrig til den første sejr. I Brasiliens Grand Prix år 2000 trak Peter Sauber begge sine biler ud af løbet, da knækkede bagvinger under træningerne gjorde, at Peter Sauber ikke mente, at han ville risikere sine køreres liv og lemmer.

I 2001 vendte lykken. Først landede Sauber teamet en kontrakt med den schweiziske bankgigant Credit Suisse, og så tog Peter Sauber chancen med et par unge kørere. Quick Nick Heidfeld kom efter en problematisk debutsæson hos Prost til teamet, og han fik selskab af den finske racerkører Kimi Raikkonen, som fik lov til at køre på dispensation, da han ellers ikke kvalificerede sig til en superlicens. Sauber var det team, der forbedrede sig mest fra det ene år til det andet, og med 21 point i mesterskabet sikrede Peter Sauber sig plads fire i konstruktørernes mesterskab. Kort efter sæsonen åbnede teamet deres avancerede vindtunnel, og da McLaren headhuntede Kimi Raikkonen til deres team kom der også et par ekstra millioner til Peter Sauber. Satset som alle mente var forkert viste sig at være rigtigt, og i 2002 tog Peter Sauber chancen med en ny urutineret kører.

En kører skiftede til McLaren, En kører har kørt for Williams og nu skal endnu en Sauber kører køre for et tophold. Felipe Massa kører i 2006 for Ferrari © Ferrari Press

Den brasilianske F3000 Euro series mester debuterede for holdet i 2002, og det tog få løb før de første point blev scoret. Felipe Massa havde dog ikke den samme ro over sig som Kimi Raikkonen havde haft året før, og han blev udelukket fra det amerikanske Grand Prix i 2002. Alt for mange uheld havde ødelagt glansbilledet af brasilianeren, der sluttede første del af sin Formel 1 karriere i en japansk sandkasse på Suzuka banen. Ferrari havde dog set nok til den uslebne diamant og købte ham fri af Sauber, så han i 2003 blev Ferraris officielle testkører. Heinz-Harald Frenzen afløste Felipe Massa i det amerikanske Grand Prix og han skrev kontrakt med Sauber for hele 2003 sæsonen, hvor han blev makker til Nick Heidfeld, der stadig var i teamet.

En svær 2003 sæson betød, at Peter Sauber sagde farvel til begge sine kørere efter sæsonen. Heinz-Harald Frentzen tog sin alder i betragtning og skiftede til det tyske DTM mesterskab, mens Nick Heidfeld fik et sæde hos Jordan. Felipe Massa vendte efter et år i lære hos Ferrari tilbage til Sauber, og Giancarlo Fisichella var så frustreret over Jordan, at han tog en chance og skiftede til Sauber. Året gik godt og Sauber sluttede på plads seks i konstruktørernes mesterskab som best of the rest. Kun de fem fabriksteams Ferrari, BAR-Honda, Renault, Williams og McLaren sluttede bedre i mesterskabet.

Giancarlo Fisichella skiftede efter sæsonen til Renault, hvor han vendte hjem til sin tidligere arbejdsgiver fra Benetton tiden Flavio Briatore, mens Peter Sauber så et pr-scoop i at ansætte ex-verdensmesteren fra 1997 Jacques Villenueve i teamet. 2005 var heller ikke noget vidunderår, så da BMW begyndte at vise interesse for teamet, så var Peter Sauber klar til at forhandle. Efter 13 år i motorsportens fuldblodsklasse siger vi farvel til det schweiziske team, som i 2006 vil blive kendt som BMW-Sauber F1.

Peter Sauber nåede i sin tid i Formel 1 at have 16 forskellige kørere ansat under sig. Flere af disse har gjort det godt hos andre teams eller i andre serier. Specielt Kimi Raikkonen, der blev nummer to i VM i år og Felipe Massa, der bliver nummer 2 hos Ferrari til næste år.

Listen er i vilkårlig rækkefølge
- J.J. Letho
- Karl Wendlinger
- Heinz-Harald Frentzen
- Andrea de Cesaris
- Jean-Christophe Boullion
- Johnny Herbert
- Nicola Larini
- Gianni Morbidelli
- Norberto Fontana
- Jean Alesi
- Pedro Diniz
- Mika Salo
- Nick Heidfeld
- Kimi Räikkönen
- Felipe Massa
- Giancarlo Fisichaella

Sauber teamet vil blive savnet for deres professionelle indstilling til Formel 1. Holdet har igennem teamets 13 årige Formel 1 historie budt på mange glæder og et par skræmmende uheld. Værst var Karl Wendlingers uheld på Monaco banen i 1994, der sendte den østrigske kører i koma i flere dage, men også Pedro Dinizs uheld i 1999 på Nurburgring vakte bekymring, da bilen nærmest blev delt i to, da Sauber raceren endte på hovedet. Flere vil også kunne huske Jan Magnussens flotte overhaling af Norberto Fontana i det tyske Grand Prix på hockenheim. Har man ikke set overhalingen, så kan den downloades på www.janmagnussen.com. Sauber teamet vil blive savnet på gridden, men Sauber navnet vil også i 2006 blive en del af Formel 1 gridden.

De tre hold nu

Ved deadline for denne udgave af F1journal.com er mange ting faldet på plads hos de tre nye hold. BMW har valgt at inkludere navnet Sauber i deres 2006 line up. Måske for at udnytte Sauber navnet, da BMW navnet ikke har den samme klang i øjeblikket efter problemerne hos Williams de sidste par år.

BMW Sauber F1 hedder holdet i 2006 og foreløbig er de to faste kørere på kontrakt. Det bliver Nick Heidfeld, som fortsætter BMW samarbejdet fra Williams og Jacques Villenueve, der tager de to sæder. Endnu er test- og reservekøreren ikke fundet.

Minardi kommer i 2006 til at hedde Scuderio Toro Rosso, og holdets tre kørere er netop blevet bekræftet. Ikke overraskende sidder Vitantonio Liuzzi i den ene bil, mens Scott Speed bliver den første amerikaner i Formel 1 siden Michael Andrettis fadæse i 1993. Scuderia Toro Rossos test- og reservekører blive Neel Jani.

Nick Heidfeld tester for BMW Sauber F1

Jordan hedder nu officielt Midland F1. Eneste sikre kører ved deadline er Christijan Albers som den ene løbskører, mens den tidligere Jordan kører Tiago Monteiro selv siger, at han har en kontrakt med teamet, men som Midland F1 endnu ikke har bekræftet. Teamets test- og reservekører hedder Nicky Pastorelli, men han har lidt problemer med at opfylde de kontraktmæssige økonomiske betingelser, så han er bestemt ikke sikker.

Selv om det er trist at sige farvel til det private trekløver, så kan vi da glæde os over, at Formel 1 feltet ikke er blevet mindre. Hvordan de tre hold klarer sig mod de etablerede teams glæder jeg mig til at se i marts. Det er ikke sikkert, at årets taber hedder Scuderia Toro Rosso selv om det er det gamle Minardi team de har overtaget.

Af Michael Ewert