På 25 år er Formel 1 gået fra at være en forsamling af små private teams, og så Ferrari, til at være en eksklusiv klub af nogle af verdens fremmeste bilfabrikanter. Ferrari er der selvfølgelig stadigvæk, Mercedes er kommet til, dog stadig som motorleverandør, mens Renault, Honda, Toyota og BMW alle har deres eget team. Red Bull laver ikke biler, men er dog en stor industrikoncern – og de har to teams! Midland er stadig svære at blive helt kloge på, men igen er det mere en virksomhed end en person der står bag. Kun Williams er i dag et uafhængigt team – efter deres skilsmisse fra BMW.

Og det er vel ikke så tosset? Seks bilfabrikker, måske et par stykker i kulissen, og et par andre store koncerner. Så kan det være vi for evigt er fri for pinlige teams som Forti – der midt i 90’erne var det team der fik trediemest tv-tid – fordi de blev overhalet med en omgang så ofte! Eller Mastercard Lola teamet, der trak sig efter to mislykkede forsøg på at kvalficere sig. Eller Life – et mærkværdigt lille team der i 1990 stillede op til alle løb, men aldrig slap igennem forkvalifikationen, som eksisterede i de dage.

Næh – det er ikke så tosset at der er blevet luget lidt ud, så vi er fri for den slags, som aldrig burde have forsøgt sig i Formel 1. Formel 1 skal være toppen af motorsport, ikke nødvendigvis toppen af galskaben, og de små pausefisk hører ret beset ikke til i det fornemme selskab. Selvfølgelig skal Formel 1 ikke blive selvhøjtidelig (hvis det ikke er det i forvejen), men selv for en tilhænger af mere kaos og mere galskab, som undertegnede, er der en grænse for hvornår noget er charme og hvornår noget er pinligt. Jeg har med vilje ikke nævnt små teams der i 70’erne leverede resultater svarende til de tre jeg har nævnt. Tiden dengang var en anden og spillerummet større.

Men er vi, som de glade fans vi er, garanteret god Formel 1 i mange år fremover, når nu vi har fået en stor del fabrikshold i sporten? Svaret er: Måske.

Renault har fået masser af succes i 2005

Scenarie 1 – Happy End

Formel Fabrikshold bliver en succes. Williams allierer sig med en motorfabrikant og kommer med i front igen og de andre fabrikshold leverer varen hele tiden. Det er marginalerne der afgør både løb og mesterskaber. Bilfabrikkerne putter så mange penge og prestige i deres Formel 1 team at vi ender med en flok fremragende biler, så det i høj grad bliver kørernes dagsform der kommer til at afgøre resultatet. Dermed kommer kørerne i høj grad i fokus igen.

Sæsonerne går derudaf – hvert år er der mange vindere og man kan aldrig afskrive et af de seks-syv store hold – heller ikke selvom resultaterne gennem sæsonen har været svingende. Hvis de havner på den rigtige bane, så har de lige pludselig fordelen. Et team der et år har været uden sejre og mange point, kan året efter være en seriøs bejler til mesterskabet. Det kræver bare lidt justeringer, den rigtige kører og så måske lidt held.

Formel 1 er blevet det, det allerhelst skal være; topunderholdning og ganske uforudsigeligt. En god kører kan stadig vinde fem – seks sejre på en god sæson, men mindre kan også give mesterskaber. Formel 1 havner i sin allerbedste tid og bilfabrikanterne er tilfredse, fordi der kommer sejre og mesterskaber på kontoen. Og hvis man render ind i en dårlig sæson, varer den kun indtil næste år, og fordi Formel 1 er så underholdende, giver det faktisk goodwill bare at deltage. Undervejs er der en enkelt bilfabrikant der falder fra, ikke på grund af manglende resultater, men på grund af eksterne omstændigheder. De sælger deres Formel 1 team til en anden fabrikant, der i løbet af et par år er på omgangshøjde med resten af feltet.

Red Bull og Midland render stadig rundt bag i feltet. På gode dage kan de sagtens hente point, og måske endda en podieplacering nu og da. Men tophold bliver de aldrig. Tilgengæld er det her morgendagens stjerner træder deres første racersko. Vejen ind i Formel 1 går enten via testkører jobs, eller via et sæde hos Red Bull og Midland – eller SuperAguri – og hvis man der viser, at man har talent, ryger man videre i systemet.

Og sådan levede vi lykkeligt til vore dages ende...

Jaguar kastede håndklædet i ringen – gør andre det samme?

Scenarie 2 – Den græske tragedie

Allerede da Formel 1 blev overrendt af bilfabrikkerne var sportens skæbne beseglet. Alle bilfabrikkerne havde den samme dagsorden. Der skulle sejre og mesterskaber i hus – og helst mange. Formel 1 skulle bruges til at vise at man havde et sporty image og lavede pålidelige biler. Formel 1 var ikke en sport, men en markedsføringsstrategi.

Men som vi har set op gennem 90’erne og i starten af dette årti, er der sjældent mere end to biler i en sæson der bejler til mesterskabet og på et godt år er der derudover to, maks tre, biler der kan vinde enkelte løb.

Og mangel på succes er lig med en dårlig forretning. Ingen bilfabrik kan holde til, at man år efter år får tæsk af de andre. Så hvis succesen udebliver, forsvinder teamet. Og beslutningen bliver ikke taget med tungt hjerte, men med hård hånd. Det er ikke motorsportselskere der sidder i bestyrelseslokalet, det er forretningsfolk. De er nået dertil hvor de er, fordi de er stand til at træffe store beslutninger uden at ryste på hænderne. Og Formel 1 teams er lette at lukke. Selv et team med 400 – 500 ansatte er småting i en stor bilkoncern. En del af dem vil iøvrigt kunne flyttes til andet arbejde indenfor koncernen. Formel 1 teams kan lukkes uden de store omkostninger, andet end for sporten selv.

Og lukket blev teams’ene. Hvis der ikke var succes i løbet af fire – fem sæsoner, så blev proppen trukket ud og teamet lukket. Selv de der fik succes, men ikke kunne beholde den, forsvandt – og det gik endda hurtigt. Når først mesterskabet var i hus, var der alligevel ikke meget mere man kunne nå, ifølge marketingsafdelingen. Og når så sejrene udeblev, kunne man trække sig ud med oprejst pande og ord om at man havde fået det optimale ud af Formel 1 i denne omgang og muligvis ville vende tilbage senere.

Med antallet af fabrikshold reduceret til to, gik spændingen af Formel 1. Jo, de kæmpede da om VM – og nogle år var det ligefrem spændende, men forandringerne udeblev. Opposistionen var et sammenrend af GP2 teams i uddaterede biler, der var kommet med for at holde skuden sejlende. I gamle dage, da bilfabrikkerne bare leverede motorerne til private teams, formåede de som regel at holde sig ovenvande og vente på den næste motoraftale. Men efter at fabrikkerne havde overtaget hele teamet, så lukkede de bare og efterlod et tomrum.

BMW og Brabham havde succes i 80’erne, men da sejrene forsvandt gjorde BMW også

Sandheden

Og hvordan bliver det så i virkeligheden. Omend man godt kan håbe det første og frygte det sidste, ender virkeligheden jo nok et sted i midten. Men problemet er reelt. Bilfabrikkerne skal have succes for at de kan forsvare at punge millioner ud til Formel 1. Og der skal ikke meget til at de trækker sig ud. Dårlige resultater eller dårlig omsætning. Et Formel 1 team er oplagt at lukke, hvis der skal spares.

I 1985, efter ni sæsoner i Formel 1, lukkede Renault deres Formel 1 team. Godt nok havde de haft succes, men to sæsoner uden sejre og en faldende omsætning var mere end hvad fabrikken kunne klare. Der skulle spares og når man skulle fyre medarbejdere, var det et godt signal samtidig at lukke det skrantende Formel 1 hold.

Et par år efter trak BMW sig ud af Formel 1, efter en række gode år med deres lille 4-cylindrede turbomotor. Højdepunktet havde været i 1983 da Nelson Piquet i en Brabham-BMW blev den første turbodrevne verdensmester. Midt i 80’erne følte BMW ikke længere at de fik nok ud af deres engagement i Formel 1 og da kontrakten med Brabham udløb med udgangen af 1987 forsvandt det tyske mærke fra Formel 1.

Senest var der for Ford, der i slutningen af 90’erne købte Stewart teamet og omdøbte det til Jaguar. Men moderselskabet virkede aldrig rigtig interesserede i teamet og efter flere pinlige sæsoner og alt for mange skift i ledelsen til nogensinde at skabe et minimum af kontinuitet, blev teamet solgt med udgangen af 2004. Resultaterne havde ikke været der, ledelsen hos Ford var egentlig ligeglad med hvorfor – men man var ikke længere villige til at poste penge ud uden at få noget igen.

Der kan i Formel 1 historien findes flere eksempler på fabrikshold der dukker op og forsvinder igen. I 50’erne var der også mange fabrikshold og Formel 1 har som sådan overlevet at de alle er forsvundet. Også andre teams, store teams, er undervejs bukket under og har forladt manegen.

Til alle tider har der været nogen til at lukke hullet. Det næste team har allerede været på vej op. Da Brabham og Lotus fadede og forsvandt var Benetton på vej frem i verden. Og sådan har det været mange gange.

Forskellen på tidligere tider og nutiden er, at tidligere har der været tale om to – tre fabrikshold i Formel 1, mens der nu er tale om en massiv deltagelse. Samtidig har man i dag en adgangsbegrænsning i Formel 1, som man ikke tidligere har haft. Der er et maksimalt antal deltagere på 24. En regel der i sin tid blev lavet for at beskytte de små teams. I stedet for at blive udkonkurreret af nye teams, måtte nye deltagere mere eller mindre købe sig vej ind i Formel 1. I praksis har den måske ikke haft den store betydning, da der ikke siden indførelsen har været fyldt op i feltet. Men sammen med de store omkostninger der er ved Formel 1 ligger den alligevel en dæmper på nye deltageres entusiasme. Formel 1 er ikke ligefrem en sport der står med åbne arme og byder nye teams velkomne. Formel 1 er en sport hvor man helst ikke ser nye deltagere, der så skal have deres del af kagen.

Og hvis situationen opstår, at flere af bilfabrikkerne trækker deres hold ud, kan Formel 1 stå over for et alvorligt problem. Der skal nok findes deltagere, men reelt set er der måske kun to eller tre hold der har økonomi til at gøre det, der skal gøres for at være konkurrencedygtig. Og så risikerer vi at rende ind i en genudsendelse af 2004. Så lad os krydse fingre for at alle får succes og alle bliver tilfredse – så gør vi sikkert også!