De fleste har nok opdaget via de mange tv-reklamer op til
jul, at der er kommet en ny x-box på markedet som
afløser for den gamle x-box maskine. X-Box 360 hedder
dyret, som skal være med til at vinde Microsoft markedsandele
overfor Sony og deres PlayStation 2.
En af måderne man kan gøre dette er ved at
lancere nogle eksklusive titler til maskinen, og så
håbe at titlerne er så gode, at de nærmest
sælger sig selv. Derfor har Microsoft satset stort
på specielt sequels ved lanceringen af X-Box 360.
Sequels er fortsættelser til tidligere spil, og de
bliver sjældent lavet med mindre forgængeren
solgte godt.
En af launch titlerne var fortsættelsen til de populære
Project Gotham Racing 1 og 2 spil, som kørte sin
sejrsgang på den virtuelle racerscene indtil Forza
Motorsport (Udviklet af flere af folkene fra PGR serien)
tog titlen som det bedste racerspil udgivet til konsol indtil
videre.
McLaren F1 er en af bilerne man
kan køre i i Project Gotham Racing 3 – ©
www.xbox.com
Project Gotham Racing 3 er mere en evolution end en revolution
i forhold til Project Gotham Racing 2, og det er ikke nødvendigvis
skidt. PGR2 havde et fængende gameplay, hvor man kæmpede
sig op gennem løbsklasserne via sejre og indtjente
kudos. Kudos fungerede som penge i spillet, og dem optjente
man blandt andet ved at lave seje ting på banen. Seje
ting kunne for eksempel være en god slip-streaming,
en fræk overhaling eller andre lækre detaljer
man udførte med sin bil. På samme måde
fungerer det i PGR3, hvor man også skal tjene kudos
til opkøb af bedre biler.
Bilerne og banerne i spillet
PGR3 byder på 80 lækre biler, og det er ikke
bare de sædvanlige coupe modeller og japanske racervogne,
som normalt dominerer PlayStation spillene. I PGR3 er det
biler som Ferrari F430, Ferrari Enzo, den forrykte Cadillac
Sixteen, Aston-Martin DB9 i Le Mans farver, Maserati MC12,
Lamborghini Murcielago GT-R o.s.v. Listen er lang, og man
kan finde en komplet liste over bilerne, hvis du trykker
her (http://db.gamefaqs.com/console/xbox360/file/pgr_3_cars.txt).
Den gule bagende er en Köenigsegg
– © www.gamespot.com
Billisten er kendetegnet ved, der er rigtig mange førstegangsbiler
med, som ikke tidligere har været set i spil af denne
kaliber. For eksempel får man muligheden for at køre
en Ferrari F50 GT. En bil som der kun er produceret meget
få eksemplarer af, og som aldrig tidligere har været
spilbar i bogle spil.
En Saleen foran et monument –
© www.xbox.com
Spillet er mere arkade end simulation, men det har man
nok gættet, men det ligger i følelse meget
tæt på Forza Motorsport og Gran Turismo 4 spillene.
Det vil sige arkade med en lille smule simulation over sig.
Et af kendetegnene ved Project Gotham Racing har været,
at det ikke har været lagt an på racerbaner,
men mere på byer. Byerne er så detaljerede,
at flere byer forsøgte at få spillet forbudt
allerede fra den første udgave, hvor man kunne køre
rundt i Sydney og se de samme seværdigheder som i
virkeligheden. Det var netop da den svenske regering for
et par år siden fordømte Project Gotham Racing
2, at jeg anskaffede mig en X-Box for at se giraffen. Frygten
var at virkelige gaderacere kørte de samme ruter
som der findes i spillet. I Stockholm som man kunne køre
i i PGR2 kommer man blandt andet forbi regeringsbygningen
og andre seværdigheder.
Jeg tvivler også på at de danske politikere
ville sidde helt stille, hvis København blev en del
af et kommende spil. Forestil dig at du kommer drønende
med 180 km/t over Langebro og drøner ned mod Rådhuspladsen.
På venstre hånd ser du Tivoli med det gyldne
tårn, dæmonen og dragen i brug. Sekunder senere
drejer du skarpt til venstre for at køre ned af Vesterbrogade.
På højre hånd ser du Scala, Rosie McGee’s
og på venstre hånd ser du Tivolis hovedindgang
og få hundrede meter efter passerer man Hovedbanegården.
Midt på Vesterbrogade laver man en skarp vending og
kører ad Gammel Kongevej op forbi Planetariet, Imperiel,
Vesterport station, Palads, Cirkusbygningen…Vi stopper
beskrivelsen her, og skulle man finde på at tage den
rute jeg lige har beskrevet, så husk at det koster
klip i kørekortet. Men tilbage til spillet.
Der er fire byer og Nordschleife at køre
på i Project Gotham Racing 3 – ©
www.xbox.com
For der er selvfølgelig fire storbyer med i spillet.
Man kommer til at køre forbi Big Ben i London, ned
af striben i Las Vegas og New York og Tokyo får man
også lov at køre i. Sidst er der den frygtede
Nordschleife, som nu er blevet en obligatorisk del af alle
racerspil. Det er dog få spil, hvor man virkelig får
lov at fyre de vildeste sportsvogne af. Super baner som
man kan få mange timer på at lære at kende
ned i de mindste detaljer.
Hvad byder Project Gotham Racing 3 ellers på?
Der er fem sværhedsgrader i spillet. Før hvert
løb vælger man sværhedsgraden og jo højere
sværhedsgrad jo højere gevinst. Spillet går
ud på at skabe en karriere. Enten lokalt på
din egen X-Box 360 eller globalt over internettet. Jeg har
ikke haft mulighed for at prøve multiplayer på
internettet, men kigger man på nogle af kommentarerne
på internettet omkring PGR3, så virker det ganske
glimrende.
Ud over karrieredelen, så kan man også vælge
at køre timed events, racing events og style events.
Hver event indeholder endnu flere muligheder, der forlænger
spillets levetid, og så er der også muligheden
for at bruge det nye Gotham TV, hvor man kan se andre køreres
løb og lære af deres evner og fejltagelser.
Der er mange flotte biler i spillet
– © www.xbox.com
Hvad gør PGR3 bedre
Project Gotham Racing 3 er som nævnt en af launch
titlerne til X.-Box 360, og spillet virker flottere og klarere
ved første øjekast. Jeg har kun et almindeligt
tv, men spillet understøtter HD-tv og har man sådan
et fjernsyn, så er spillet rigtig rigtig flot. Styringen
er god, og jeg synes det ligger meget naturligt med xboxens
joypad i hånden. Speederen styres med højre
pegefinger, mens bremsen styres med venstre pegefinger.
In-car billederne er flotte. Det
er en Maserati MC12 der er lige foran – © www.gamespot.com
Lyden i spillet er ganske god og man kan lægge sine
egne musikfiler på x-boxens harddisk, så man
kan få lidt ekstra medbestemmelse over, hvad man vil
høre. PGR3 er en befrielse at køre. Køb
en bil, kør noget race, optjen kudos så du
kan købe en bedre bil, kør noget mere race.
Ikke noget med at opgradere bilen med nye dæk, større
udstødning og turbo, nye støddæmpere
og så videre. Det venter vi med til Forza Motorsport
2 engang kommer på gaden.
Konklusion
Project Gotham Racing 3 er et rigtig godt racerspil. Af
en launch titel at være lover det virkelig godt for
kommende racerspil på X-Box 360. Jeg har hygget mig
meget med spillet, og ventetiden frem til sæsonstarten
bliver noget kortere, når jeg kan boltre mig i nogle
af de biler jeg har set på Le Mans og FIA GT mesterskabet
de sidste par år eller på billeder fra nogle
af de store bilmesser.
Tak til CGI Mannov for udlån af anmeldereksemplar.
Spillet kan købes hos alle velassorterede spilbutikker.