Copyright Birger Vilen/DTC-NET

Lederen denne gang bliver for engang skyld ikke skrevet af Flemming Hansen. Bare rolig han skal nok vende tilbage i næste nummer, men denne gang har jeg taget ordet. Årsagen til dette skyldes ikke, at Flemming ikke havde noget at sige, men mere at jeg råbte højest.

For 2006 tegner til at blive det bedste år indenfor motorsporten i lang tid. Der er mange gode grunde til, hvorfor 2006 ikke bare er 2005 om igen, men hvorfor 2006 bliver endnu bedre. En af disse hedder danskere i international motorsport. Dem har vi heldigvis et par stykker af, og de gør det godt. En anden er den øgede tv-dækning, så næsten alle store motorsportsserier kan følges på tv og så de mange gode tilbud om rejser til motorsport i Danmark og det store udland. Og så lige det faktum, at vinderen af de mange motorløb ikke er fundet endnu, og 2005 viste jo tydeligt, at Michael Schumacher ikke er sikret sejren før løbet er kørt.

Aldrig har det været nemmere at nyde motorsport på højt niveau. Som sofaseer kan de fleste løbsserier følges på tv-stationer som er tilgængelige i Danmark. De størst profilerede serier som Formel 1 og GP2 vises som altid på TV2 og Zulu kanalen. Dansk motorsport med DTC som flagskibet vises på Zulu. DTC nyder i Danmark stor respekt for deres evne til at tiltrække de store danske kørere som Jan Magnussen, Ronnie Bremer, Casper Elgaard, John Nielsen m.m.

De sidste par år er vinderen fundet i den sidste løbsweekend, og mon ikke årets DTC mester først kåres i den sidste løbsweekend, og vi bliver budt på masser af dueller og flotte overhalinger i 2006.

Nedenfor har jeg remset nogle af de danske kørere op, som vi kan følge på racerbanerne udenfor Danmark.


Tom Kristensen kører DTM igen i 2006

Lad os starte med at se på, hvorfor vi som danskere kan glæde os til at følge vores landsmænd ude i den store verden og i vores egen lille andedam. Jeg bliver her nødt til at nævne de mange kanaler, der bringer os motorsport på allerhøjeste niveau og giver os mulighed for at følge Tom Kristensens eskapader mod svenske Mathias Ekström’s Audi og de grumme Mercedes racere, der med en kombination af unge og rutinerede kørere er essensen af tysk motorsport på højt niveau.


Tom Kristensen og Audi mod Mercedes og Mika & Co. Copyright Audi Media

Det er ikke for ingenting det tyske standardvognsmesterskab er Europas hårdeste mesterskab. DTM er dog ved at lide samme skæbne som i de glade 90’ere, hvor omkostningerne til disse højteknologiske biler bliver for høje i forhold til afkastet, og DTM var lige ved at bukke under, da Audi i 13. time valgte at fortsætte som den ene af kun to bilfabrikanter tilbage i serien. Klassekørere og spændende nye navne findes i DTM og vi er så heldige, at vi kan følge DTM serien på Viasat Sport 1 og 3+ på dansk tv. Kan de ikke modtages, så vises DTM direkte på tyske ARD og på satellitkanalen Motors TV. Der er derfor gode muligheder for at følge Tom Kristensen i hans forsøg på hævne 2005.

Danskerne på Le Mans

Tom Kristensen kan vi også følge i hans forsøg på at vinde Le Mans for 8. gang og for 7. gang i træk. At tænke sig, at jeg var til stede i Toms pitgarage aftenen før debutløbet i 1997. Året før havde jeg og en af de nuværende skribenter fra motorsporten.dk stået i samme garage og snakket med de senere vindere Alexander Wurz, Manuel Reuter og Davy Jones. Remember number seven sagde Alexander Wurz inden vi forlod pitgaragen. Dagen efter vandt bil nummer syv. I 1997 tog Tom Kristensen Le Mans med storm. Debutsejr og hurtigste omgang. Selvfølgelig i bil nummer syv. Samme nummer som han vandt med hos Bentley i 2003 og nu har han vundet løbet syv gange og jagter sejr nummer syv i træk. Le Mans kan følges på TV2 og Zulu, Eurosport 1 og 2, Motors TV og en del andre kanaler.


Tom Kristensen skal i 2006 forsøge at tage sejr nummer syv i træk Copyright Audi Media

Tom Kristensen er jo ikke alene på Le Mans. Jan Magnussen har efter et par svære år hos Panoz fundet sig godt til rette hos General Motors og Corvette C6-R raceren. Med sejre i 2004 og 2005 kan 2006 blive året for Jan Magnussens GT hattrick. Sidste år skete det efter en hård kamp med Aston-Martin, og netop Aston-Martin byder i år på endnu stærkere konkurrence. Nicolas Kiesa har indtil videre sat Formel 1 drømmen på stand-by og deltager i Sebring 12 timers løbet og Le Mans løbet i en Aston-Martin tilmeldt af Jac Nellemann.

Team Essex Invest forsøger at indsætte en Zytek racer på Le Mans i år, hvor danskertrioen fra DTC John Nielsen, Casper Elgaard og Philip Andersen skal være holdets kørere, og Jens Møller stiller til start i en Lister, når løbet starter klokken 17 lørdag den 17. juni. Dermed har vi fem danskere med i den største klasse og to danskere med i GT1 klassen.

GT2 klassen får også selskab af danskere. Lars ’Hjulspin’ Nielsen og Thorkild Thyrring skulle efter planen igen være at finde på Le Mans asfalten i en Porsche 911 GT3. En bil som bare kører og kører, og med lidt held kan Martin Jensen fra Albertslund få sin debut på Le Mans; også i en Porsche, hvis tingene flasker sig efter flotte løb for Porsche i USA sidste år. Der kommer altså ikke til at mangle danske kører i Frankrig i juni måned.

Det er ikke kun på banen, at danskerne er flot repræsenterede. Le Mans er en folkefest, og de danske farver skinner igennem på tilskuerpladserne, hvor det stort set kun er de engelske tilhængere, der er mere farverigt repræsenteret.


Maserati og Jan Magnus-san

Altid populære Jan Magnussen vil i år igen være at finde på alverdens racerbaner. Nogle af de baner, som er længst væk er de japanske, hvor Jan Magnussen skal deltage i den store Super GT500 serie, der også er kendt som japansk GT. Jan Magnussen skal køre for Team Goh, der indsætter en Maserati MC12 til Jan Magnussen. Debutløbet foregår den 19. marts, og er på den samme dato som Sebring 12 timers løbet afvikles.


Jan Magnussen skal skulle have kørt en MC12 ligesom denne i Super GT500 mesterskabet Copyright Maserati

Super GT mesterskabet kan ses på Motors TV.

Jans udenlandske sæson er dog ikke berammet til Super GT og Le Mans. Jan Magnussen stiller til start for Corvette i efteråret, når Petit Le Mans afvikles på Road Atlanta, og der bliver nok også et par løb i den Pontiac GTO-R, som Jan Magnussen var med til at udvikle. Kun Pontiac løbene i Grand-Am klassen kan ikke ses på de dansk-tilgængelige tv-kanaler.

Sidste nyt!

Jan Magnussens japanske eventyr aflyst

6/3-06

Jan Magnussen fik i dag besked om, at det program han skulle køre for Team
Goh i den internationale Super GT serie i en Maserati MC12, er aflyst.

Det er Team Goh´s ejer, Kazumichi Goh, der har valgt at stoppe programmet,
da han ikke kunne blive enig med løbsorganisationen om de ændringer han
ønskede at foretage på Maseratien. Uden de ønskede ændringer, følte Goh at
der ikke var tid nok til at teste og udvikle andre ideer for at gøre bilen
konkurrencedygtig inden sæsonstarten den 19. marts 2006 og han har valgt at
trække sig helt ud af Super GT Mesterskabet.

"Det er drøn ærgerligt" siger Jan Magnussen. "Jeg havde virkelig set frem
til dette program, men vi kunne godt se, at det så meget svært ud, da vi fik
sammenlignet Maseratien med konkurrenternes biler. Jeg håber dog på et andet
tidspunkt, at jeg kan komme til at arbejde sammen med Goh igen. Nu bliver
der i stedet tid til at køre flere løb for GM (General Motors - red.),
hvilket bla. betyder at jeg alligevel kommer til start for Corvette på
Sebring den 18. marts".


Ronnie, Ronnie, Ronnie

Navnet Ronnie Bremer blev sidste år hot i Danmark. Efter et godt år i Toyota Atlantic serien i 2004 debuterede Ronnie Bremer for HVM holdet i den store ChampCar serie i april måned. Debuten var flot og Ronnie Bremer nåede at føre flere omgange i debutløbet. Holdkammeraten Björn Wirdheim, der både havde vundet F3000 mesterskabet i 2003 og været testkører for Jaguar F1 holdet i 2004 blev sat til vægs, og havde reelt ingen chance mod Ronnie.

Desværre satte sponsormangel en trist finger på Ronnies år. Mangelen på sponsorer betød, at Ronnie Bremer missede afdelingen i Toronto, og de manglende point endte med, at Ronnie ikke sluttede på den plads i mesterskabet han havde fortjent. Ronnies ChampCar sæson fortsatte hos Dale Coyne Racing, der nærmest er ChampCar udgaven af Minardi. Masser af vilje, men ingen penge til udvikling. Ronnies flotte præstationer betød, at Ronnie allerede midt på sæsonen kunne annoncere, at han havde skrevet kontrakt med HVM for år 2006. På et tidspunkt, hvor ingen andre kørere havde nogen kontrakt for 2006.


Ronnie Bremer hos Dale Coyne sidste år Copyright ChampCar/LAT

HVM indgik et samarbejde med den sorte komiker Cedrik the Entertainer (hvis show kan ses på Zulu søndag morgen), og da samarbejdet blev præsenteret var det med dansk flag på holdets bil. Holdet hedder nu HVM-CTE, men endnu er Ronnie Bremer ikke bekræftet som endelig kører, men ChampCar arrangørerne har også været meget stille med annonceringer i vinterperioden.

Ronnies navn blev sidste år så hot, så Danmarks Radio investerede i rettighederne til at vise ChampCar, så den almindelige dansker havde mulighed for at følge Ronnie Bremer i USA. Om DR fortsat viser ChampCar i år afhænger nok af Ronnies kontraktsituation, men ellers kan samtlige løb følges live på Eurosport 1 eller Eurosport 2.


Prins Christian af Bakkerud

Jan Magnussen har vundet det. Nicolas Kiesa, Kristian Kolby og Ronnie Bremer har alle deltaget i det, og sidste år deltog danskeren Christian Bakkerud i det. Det er det britiske F3 mesterskab, der af mange regnes for det hårdeste mesterskab i F3 verdenen. I 2006 deltager Christian Bakkerud igen i mesterskabet. Han kører for Carlin Motorsport, der i kraft af Colin Kolles er dybt involveret hos Midland F1 holdet.

En god sæson for Christian Bakkerud kan måske udløse en Formel 1 test, og hvis den først er kommet, hvem ved hvad der så kan ske. Christian Bakkeruds sæson kan følges på www.christianbakkerud.com og Britisk F3 bliver vist på Motors TV.


Christian Bakkerud deltager igen i 2006 i det britiske F3 mesterskab Copyright Carlin Motorsport


De andre store mesterskaber uden danskere

Der er desværre ikke danske racerkørere i alle de store motorsportsserier. Derfor går vi glip af danske kørere i World Touring Car Championship mesterskabet, hvor Jan Magnussen og Peugeot Engineering har prøvet at deltage uden den store succes. En anden klasse, som heller ikke har dansk deltagelse er Renault World Series, som igen i 2006 tegner til at blive meget spændende at følge. Robert Kubica, som er BMW’s test- og reservekører i Formel 1 deltog sidste år i mesterskabet.

WTCC kan følges på Eurosport 1 og Eurosport 2. Renault World Series kan følges på Motors TV og med højdepunkter på Eurosport 1.

I november sidste år blev det første Grand Prix Masters løb kørt. Løbet der blev vundet af Nigel Mansell, og som man har kunne læse om her på www.f1journal.com bliver i år efterfulgt af flere nye løb. De kan følges på Viasat Sport 1 og Motors TV.

USA byder på masser af racerløb uden danskere. Af de største kan nævnes Indy Racing League mesterskabet, hvor kronjuvelen Indianapolis 500 sidste år blev vist på 3+. Efter 200 hæsblæsende omgange vandt Dan Wheldon løbet som den første brite siden Jim Clark og Graham Hill vandt løbene i 1965 og 1966.


Close-race på amerikansk Copyright Ford Media

Nascar Winston Cup er en meget afholdt løbsserie i USA. Store amerikanske flydere i en serie, der repræsenterer amerikansk show business på bedste vis. Lange løb på store og små ovalbaner, hvor uheld er en del af charmen og hvor kørerne nyder lige så stor respekt som Michael Schumacher, Kimi Räikkonen og Fernando Alonso i Formel 1.

Nascar Winston Cup har en lillebror i Busch serien, der er for Nascar Winston Cup, hvad GP2 er for Formel 1. En uhyre konkurrencedygtig serie.

Nascar Busch serien kan følges på Motors TV, mens Nascar Winston Cup og Indy Racing League kan følges på Viasat Sport 3.


Motorsport skal opleves live

Selv om det er nemt at se motorsport på tv, så er det alligevel noget andet at se det på banen. Sjældent har det været nemmere at komme af sted til de store sportsbegivenheder. Le Mans er nok det mest besøgte løb, og det skyldes, at der er så mange rejsebureauer, der tilbyder færdige pakkerejser til Le Mans. Racingtours.dk, Grandprixtours.dk, Ekstrabladet, BT, FDM og så videre arrangerer billige ture til Le Mans, hvor man sætter sig op i bussen, slapper af, kommer til banen, nyder løbet og tager hjem igen.

Stemningen på sådanne ture er fantastisk, og man skal være både blind og døv for ikke at opleve den danske support.

Hvis man er til det meget eksklusive, så kan man jo kigge på et af de links der er på vore sider, nemlig Touristik og Motorsport, der tilbyder unikke oplevelser hos forskellige DTM og Formel 1-teams, i egne VIP-loger og bag kulisserne i et af verdens meste fascinerende konkurrencemiljøer.


Det er blevet nemt at komme til racerløb og opleve stemningen up-close and personal Copyright A1 Grand Prix

Formel 1 er for mange det ypperste, og det er noget helt specielt at se heltene fra TV så tæt på. Mærke hvordan gearskiftene forplanter sig i brystkassen, mens motorerne hviner med 19.000 omdr/min. Opleve suset og lyden af disse højpotente racere. Se farten med dine egne øjne og sidde forbløffet og tvivle på, at de nedbremsninger kørerne foretager også lykkedes. Igen er der flere rejseselskaber, der tilbyder ture til Formel 1. Med fly, med bus eller kør selv. Rejseselskaberne skal nok hjælpe, og her er Grand Prix Tours en af de største i Danmark.

Det gør så heller ikke noget, at Formel 1 løbene har selskab af GP2 serien, hvor mange af fremtidens Formel 1 stjerner kan nydes, mens de bliver uddannet foran de mange teamchefer og de endnu flere tilskuere.

Mulighederne for at komme nemt og smertefrit til det racerløb du ønsker at se har aldrig været nemmere. Så sæt videoen til at optage, mens du selv tager ud og oplever suset på banerne. Du vil ikke fortryde det.


Redaktørens input:

Vi har tidligere her på F1journal haft en team og resultatsektion. den har vi sparet væk, da vi mener at der er andre der gør dette meget grundigere! Vi vil i den forbindelse gerne reklamere for det tætteste man kommer til et officielt formel 1 site - nemlig www.formula1.com . Udover en masse resultater og stillinger - både aktuelle og historiske, er der løbende en teknisk gennemgang af de nyeste trends og strømninger.

Men der hvor sitet gør sig uundværligt er, at man kan få liveopdatering af resultater i samme format som datakanalen på det hedengangne 'supersignal'. Dvs. - at har man en netforbindelse og en pc i nærheden af TV'et, så kan man følge datastrømmen løbende i samme øjeblik bilerne krydser todtagningspunkterne. Rent fikst faktisk. Så kan man også holde øje med om kommentatorerne sidder og sover! Prøv det! Det er ganske gratis.

***

Grundet et stort workload er 2. del af 1974 sæsonen udskudt til april nummeret.