Sebastien Bourdais
laver hattrick
Vi kigger
frem på ChampCar sæsonen 2006
Af Michael Ewert
© ChampCar/LAT
For fem uger skulle ChampCar sæsonen til at starte
i Long Beachs gader. Vejret ville som altid være godt,
humøret var højt og vi skulle igen i år
se Ronnie Bremer i ChampCar. Hvad skulle der være
i vejen med det scenarie? Ikke andet end, at Ronnie Bremer
godt nok var til stede i Long Beach, men det var ikke i
en ChampCar. Den bil som Ronnie skulle køre havde
CTE-HVM holdet valgt, at sælge til briten Dan Clarke
på trods af, at Ronnie allerede sidste år skulle
have underskrevet en kontrakt med holdet.
Kontraktbrud kan vi råbe, men det fik ikke Ronnie
Bremer ud at køre af den grund. Dermed starter sæsonen
værre for vores danske kører end den gjorde
sidste år, og det lægger automatisk en dæmper
på forventningerne til resten af sæsonen set
med danske øjne.
Ronnie Bremer i en Reynard ChampCar
i Biler i Bella © Michael D.
Ewert
Ronnie Bremer er dog fortrøstningsfuld. Alle kunne
se, at det var et kontraktbrud fra CTE-HVM’s side,
og det viser at det ikke var mangel på talent, der
holdt Ronnie Bremer udenfor i Long Beach. Til TV2 sporten
har Ronnie Bremer fortalt, at han arbejder på at finde
sig et andet sæde, og udsigten fremad er ikke så
mørk, som man kunne forestille sig.
Han og vi på F1journal.com håber, at han får
et sæde hurtigst muligt, da motorsport altid er lidt
sjovere med en dansker tæt på toppen.
2006 sæsonen overordnet set
2006 sæsoner minder på mange måder om
sidste års sæson. Mange af banerne er de samme.
Ny er gadebanen i Houston som er sæsonens andet løb.
Løbet afvikles sammen med American Le Mans Series
og er specielt ved at det køres lørdag aften
lokal tid. Tilbage er Road America banen, som altid byder
på godt race. Sydkorea indgår på ny i
kalenderen, men ingen regner med at løbet bliver
afviklet efter aflysninger de sidste to år.
Væk er til gengæld ovalbanen i Las Vegas, så
der kun er det traditionsrige løb på Milwaukee
ovalbanen tilbage af de mange ovaler, der tidligere har
indgået i ChampCar. Det giver en sæson på
15 løb, når man tæller det endnu ikke
aflyste Sydkorea løb med.
Kalenderen ser således ud
Dato |
Sted |
Banetype |
9. april |
Long Beach |
Gadebane |
13. maj |
Houston |
Gadebane |
21. maj |
Monterey |
Gadebane |
4. juni |
Milwaukee |
Oval |
18. juni |
Portland |
Racerbane |
25. juni |
Cleveland |
Lufthavnsbane |
9. juli |
Toronto |
Gadebane |
23. juli |
Edmonton |
Lufthavnsbane |
30. juli |
San Jose |
Gadebane |
13. august |
Denver |
Gadebane |
27. august |
Montreal |
Racerbane |
24. september |
Road America |
Racerbane |
15. oktober |
Ansan (Sydkorea) |
Racerbane |
22. oktober |
Surfers Paradise |
Gadebane |
12. november |
Mexico City |
Racerbane |
Fordelt over banetyper består kalenderen af en ovalbane,
to lufthavnsbaner, seks gadebaner og seks racerbaner.
Bilerne er igen i år Lola chassiser og det er stadig
Cosworth, der leverer motorer til alle teams. Motoren er
en Cosworth XFE V8 turbomotor på 2.65 liter. Da der
ikke er sket større ændringer i serien, så
vil jeg opfordre nye læsere til at læse min
artikel fra sidste år.
Lad os kigge nærmere på årets
kørere
Kørerne i årets ChampCar sæson er en
god blanding af topkørere, almindelige kørere
og nye kørere. Vi kigger nærmere på de
mest spændende.
Sebastien Bourdais er årets favorit til at genvinde
ChampCar titlen for tredje gang i træk. Sidst det
skete var i 1946-1948, hvor Ted Horn vandt mesterskaberne.
Sebastien Bourdais er svær at beskrive som andet end
en mester. Han kan vinde på alle baner og minder meget
om ’The Professor’ Alain Prost, hvor pole position
ikke er nødvendig for at vinde et løb. Sebastien
Bourdais vandt årets første løb i Long
Beach helt suverænt og var på intet tidspunkt
presset i løbet. Det bliver han heller ikke i år,
hvor kombinationen af fransk topkører med evner,
som burde være i Formel 1 og Newman/Hass sikrer mesterskabet.
Sebastien Bourdais startede sæsonen
helt i front © ChampCar/LAT
Sebastien Bourdais’ holdkammerat Bruno Junqueira
er tilbage igen efter den rygskade han pådrog sig
på Indianapolis Motor Speedway sidste år. Bruno
Junqueira vil gøre, hvad han kan for at vise, at
han fortjener en plads helt i top.
Paul Tracy vil igen i år gøre, hvad han kan
for at vinde mesterskabet. Efter at have tabt mesterskabet
til ærkerivalen Sebastien Bourdais de sidste to år,
så vil Paul Tracy vise, at han er den rigtige mester.
Sebastien og Paul vil nok bruge 2006 på igen at føre
krig både på og uden for banen, og jeg tror
ikke vi kommer langt hen i sæsonen før de to
kørere har haft deres første sammenstød
på banen. Paul Tracy er dog en publikumsfavorit og
seværdig på en racerbane, og der burde stå
Paul Tracy på toppen af resultatlisterne mindst et
par gange i år. Men mesterskabet tager Sebastien igen.
Justin Wilson er en af de kørere, som har udviklet
sig meget fra debuten i 2004 til de første to sejre
sidste år og andenpladsen på Long Beach i år.
Det tårnhøje helvede har fundet sig godt til
rette i ChampCar og hans RuSport team kan på en god
dag sætte selv Sebastien Bourdais til vægs.
En god outsider til mesterskabet, og han vil også
vinde løb i år.
Justin Wilson er outsider til årets
mesterskab © ChampCar/LAT
Justin Wilsons holdkammerat A.J. Allmendinger er prototypen
på en rigtig amerikansk racerkører. Ung, smart,
hurtig og pokkers uheldig. Viste sidste år at han
både kunne kvalificere sig og køre stærkt
i løbene. Laver dog fejl, når han bliver presset
og koncentrationen lider et knæk hvilket sidste år
kostede den første sejr og flere podieplaceringer.
Kan dog overraske positivt, men det kræver at han
kan yde 100% hele tiden, og det kunne han ikke sidste år.
Oriol Servia var sidste års super-sub, da han erstattede
Bruno Junqueira hos Newman/Hass og endte med at tage sin
første sejr på racerbanen i Montreal efter
mange års forsøg. Newman/Hass ville gerne have
haft Oriol Servia som holdets tredjekører, men mangel
på sponsorer gjorde, at Oriol Servia i stedet skiftede
til PKV holdet. K står for Kalkhoven og V for Vasser.
Sidste år scorede Christiano da Matta en heldig sejr
på Portland, da en anderledes pit strategi flaskede
sig for holdet, men det sker ikke i år. PKV er ikke
et vinderhold, men på gode dage kan Oriol Servia tage
en podieplacering, men det bliver ikke i samme stil som
sidste år.
PKV har til i år forfremmet deres Toyota Atlantic
kører Katherine Legge til de store biler hos de store
drenge. Dermed har ChampCar en kvinde, der kan tage noget
af den opmærksomhed som Danica Patrick nyder i Indy
Racing League. Officielt er 2006 blot et læreår,
og Katherine Legge kommer heller ikke til at tage nogle
sejre i år.
Katherine Legge er den første
kvinde i ChampCar siden Lyn St. James © ChampCar/LAT
Sidste kører vi vil kigge på er Alex Tagliani,
der for andet år i træk kører for Team
Australia (det gamle Walker Racing). Alex har kun en sejr
på resultatlisten. En sejr på Road America,
men Alex Tagliani har en forbavsende evne til at blande
sig med de store på trods af, at Team Australia slet
ikke er bygget op omkring ham og han ender som regel altid
i nærheden af toppen af resultlisterne. Sådan
bliver det også i år, hvor det heller ikke bliver
til sejre, men et par ture på podiet er muligt, og
den første er allerede kommet i årets første
løb på Long Beach.
Med undtagelse af Mario Dominguez, som vi ikke vil gøre
det helt store ud af, så er det de syv ovenstående
kørere, som vil sætte deres præg på
dette års sæson. Christiano da Matta vil der
blive lagt mærke til, da han kører for Ronnie
Bremers gamle team Dale Coyne. Christiano da Matta scorede
et flot resultat i Long Beach, men da Ronnie Bremer kørte
for holdet udgik de fleste favoritter heller ikke i første
sving.
Christiano da Matta hos Dale Coyne
Racing © ChampCar/LAT
Resten af kørerne forventer vi ikke for meget af.
Der er mange nye rookies i år; Jan Heylen, Will Power,
Charles Zwolsman, Dan Clarke og Anthony Pizzonia. Også
en Nelson Philippe mangler at vise sit talent.
Hvad forventer vi af sæsonen?
Efter et kedeligt og rimelig statisk løb i Long
Beach, hvor de fleste favoritter udgik i det første
sving ser vi frem til en mere spændende sæson.
Bortset fra løbet i Monterrey, der plejer at være
et løb uden særlig mange overhalinger, så
har vi fantastiske baner i kalenderen, der byder på
spændende løb.
Spændende bliver det at se løbet i Houston
blive afviklet. Man har anlagt en helt ny gadebane i Houstons
gader, og så bliver det det første gadeløb
afviklet om aftenen i ChampCar kalenderen. Vi har tidligere
set natteløb i ChampCar, men det har hver gang været
på enten permanente baner, ovalbaner eller på
lufthavnsbaner. Aldrig på en gadebane.
Dette syn ønsker vi ikke at
se på de andre baner i sæsonen © ChampCar/LAT
Banen i San Jose bliver også ombygget til sæsonens
løb. Efter en god debut sidste år har man taget
kritikken fra kørere og teams til sig, og man vil
blandt andet prøve at udbedre de jernbaneoverskæringer,
der sidste år sendte bilerne flyvende over stykket
der dermed belastede bilernes mekanik i unødig grad.
Road America minder lidt om den gamle Hockenheimring med
et strejf af Spa-Francorchamps med nogle store langsider,
fantastiske sving og meget høj fart. Banen er fire
miles lang og har igennem årene budt på mange
spændende opgør. Blandt andet var banen det
sted, hvor Formel 1 køreren Jacques Villenueve tog
sin første Indycar sejr på i 1994.
Banerne i årets kalender byder generelt på
mange spændende løb. Biler, dæk og motor
er de samme som der er blevet kørt med de sidste
par år, så alle teams har informationer de kan
bruge til at sætte bilerne op. Kørerne har
generelt også en høj kvalitet, og topkørerne
lever talentmæssigt op til topkørerne i Formel
1.
Der skulle dermed være garanti for en masse underholdning
på og udenfor banerne.
ChampCar til næste år?
Vi runder dette preview af med kort at kigge ud i horisonten.
2006 bliver det sidste år, hvor Lola (og Reynard som
ingen dog bruger) er gyldige . Til næste år
bygger Panoz et nyt og mindre chassis, som vil være
mindre og mere adræt end de nuværende ’tunge’
chassiser, som skal leve op til de mange forskellige typer
baner. Cosworth vil fortsat levere deres XFE V8 turbomotor
til ChampCar holdene og Bridgestone vil på ny levere
gummiet.
En vindtunnelmodel af det nye Panoz
chassis i halv størrelse © ChampCar/LAT
Det betyder, at ChampCar til næste år vil fremstå
som en ny serie, og Open Wheel Racing Series (arrangørerne
af ChampCar) har lovet, at de arbejder på at finde
nye og spændende lokationer til den kommende sæson.
Men det bliver måske ikke nødvendigt. Endelig
er der kommet gang i dialogen mellem Tony George/IRL og
Kevin Kalkhoven/OWRS. Ikke kun ChampCar har problemer med
at få biler til start, og sponsorerne hænger
ikke på hvert gadehjørne. Slet ikke så
længe at de to serier bekriger hinanden.
Nu ser det ud til, at det er ved at gå op for begge
sider, at det er bedre at have en samlet serie med 26-28
biler end to serier, der har svært ved at samle mere
end 16-17 biler. Er vi heldige kan vi til næste år
se Honda mod Cosworth, Dallara mod Panoz og en kombination
af de bedste kørere og de bedste baner fra begge
serier.
Fremtiden ser lys ud. Nu skal vi bare have Ronnie Bremer
tilbage i serien.