Krig i børnehaven Af Martin Møller Thomsen

Der var gang i den under Det Franske Grand Prix. Der var masser af slagsmål, gnisterne og beskyldninger fløj i luften og der var stof til en mængde artikler. Nå ja, så var der også et løb, men det var hurtigt overset. Formel 1’s problem i dag er at sporten tror at den i sig selv er så interessant at løbene ikke behøver at være det!

I virkeligheden er det en generel tendens. Man ser det i nyhedshistorier om politik, de handler ikke så meget om hvad politikere siger og mener, men om hvorfor de siger og mener netop det og melder ud på det og det tidspunkt. Det er politiske meta-historier – historier om historien. Og det samme er ved at gøre sig gældende i Formel 1. En stor del af de historier der dukkede op i forbindelse med løbet i Frankrig (og løb alle mulige andre steder) handlede om slagsmålet bag kulisserne, i øjeblikket primært om hvorvidt man skal fastfryse udviklingen af motorer og i hvor stor udstrækning. Det kan i sig selv være ok at skrive om, selvom man ikke må glemme at en stor del af de mennesker der ser Formel 1, faktisk er ganske ligeglade med den slags – de vil bare se ræs! Der findes hard-core Formel 1 fans der elsker alle former for tekniske historier, men hvis Formel 1 skal fastholde sin position som en af verdens førende sportsgrene er det ikke nok at tilgodese de hardcore fans, man bliver nødt til at skabe en interesse der rækker længere ud.

Værre er det, når der så dukker analyse på analyse op omkring det magtspil der foregår i Formel 1. Historier der handler om hvem der kan lide hvem og hvorfor og hvorfor den teamchef og den teamchef ikke kan snakke sammen. Så er vi igen ude i meta-historier, hvor det der egentlig er essensen, racerløb, pludselig virker meget langt væk. Og her adskiller Formel 1 sig fra politik i væsentlig grad. For mens journalisterne der skriver metahistorier om politik nok har et valg, de kunne vælge at skrive om det politikerne siger og hvilke konsekvenser det kunne få, i stedet for at skrive om årsagerne – det politiske spil – så har journalister og andet godtfolk der skal skrive om Formel 1 ikke mange andre muligheder end at kaste sig over det politiske spil.

Løbet i Frankrig var en ganske kedsommelig affære, få udgik, stort set ingen overhalede og ingen overraskelser i resultatet. Derudover er de fleste kørere i dag udstyret med en gevaldig mundkurv – de må ikke mene noget som helst om noget som helst. Og de gør det heller ikke – med undtagelse af Jacques Villeneuve forståes. Så kørerne, med et par få undtagelser, er kedelige og intetsigende og på ingen måder kilder til gode historier. Og på banen sker der heller ingenting. Og hvis man overfor en redaktør skal godtgøre at man har fortjent sin løn og at Formel 1 stadig skal have spalteplads, er der kun en mulighed tilbage – at skrive om det politiske spil bag kulisserne.

De sørgelige rester

De virkelige stjerner

Der er sket en udvikling i Formel 1 gennem de seneste tyve år. Dengang var det kørerne publikum holdt med – hvem der ellers arbejdede for de forskellige teams var mindre interessant for den almindelige tilskuer. Men ligeså stille er det gledet over til at det er mærkerne publikum holder med. En stor del af årsagen til dette skift kan findes dels i at kørerne er mere anonyme i deres fremtoning i dag, end for tyve år siden. En anden er den øgede deltagelse fra bilfabrikkerne. Dengang da alle, undtagen Ferrari, kørte med Ford motor, var det reelt set kun netop Ferrari, der som team havde en fanskare. I dag er det alle teams, mere eller mindre, der har en fanskare. De allerstørste kørere – Schumacer, Alonso og Raikkonen, har naturligvis også deres egen fanbase. Men en del af dem der de sidste par år har håbet på Raikkonen, vil næste år, hvis finnen smutter til Ferrari, i stedet råbe på Alonso. De fans der for et par år siden holdt med Williams-BMW er nu smuttet til BMW, i dag ser man stort set ingen Williams fans ved Formel 1 løb.

Samtidig er der kommet mere fokus på den politiske side af sagen og dermed mere fokus på teamcheferne. Teamcheferne er blevet stjerner. Det begyndte i 90’erne da først Benetton hentede marketingsmanden Flavio Briatore ind til at lede deres Formel 1 team. Formel 1 anede han ikke noget om, men han vidste hvordan man skabte omtale. Og det gør han stadigvæk den gode Flavio. Samtidig må man give manden at han har noget at have sit ego i. For på trods af sit ringe forkendskab til Formel 1 formåede han at gøre først Benetton og nu Renault til mestre. Den næste profil var Jean Todt, som Ferrari hentede hos Peugoet, hvor han først havde styret rally-indsatsen i 80’erne og senere Gr.C indsatsen i de tidlige 90’eren. Todt var et navn inden han kom til Formel 1. Max Mosley og Bernie Ecclestone er ikke teamchefer, omend de begge har været det, men også de er stjerner i moderne Formel 1. De to er i fokus på samme måde som teamcheferne. Og når nu løbene er kedelige og kørerne politisk korrekte er der kun teamcheferne samt Mosley og Ecclestone tilbage til at levere de saftige udtalelser og de dramatiske historier – og det gør de så. Så selvfølgelig bliver der skrevet om det politiske i Formel 1 – der sker nemlig ikke meget andet.

Ferrari og Renault fokuserer på løb i stedet for politik – og vinder!

Men ikke alle er tilfredse med dette. Førnævnte Flavio Briatore har forlængst lugtet lunten – det er ikke ham og hans modeller folk i virkeligheden er interesseret i. Folket vil ha’ ræs. Så selvom han, som en rigtig racer bør, har arbejdet sig op fra bunden, men er kommet ind fra sidelinjen, er det alligevel ofte ham der er fornuftens stemme. I den verserende sag omkring stop for udviklingen af motorer lyder opfordringen fra Briatore, at de andre skal droppet brokket og komme i gang med at køre ræs. Og han har ret – alt brokkeriet, al det politiske spil er med til at forsinke den udvikling der skal trække Formel 1 i den rigtige retning – den retning der giver god underholdning. Øjeblikkets to bedste teams er de to som ikke kæmper med næb og klør mod FIA, Renault og Ferrari. Måske de andre teams skulle følge deres eksempel og bruge energien internt i teamet fremfor at kæmpe mod ændringer der muligvis kan føre til en bedre sport.