Og nu farvel du... Af Martin Møller Thomsen

2006 er slut, i al fald i Formel 1 sammenhænge, og med den sæson forsvandt den mest vindende kører nogensinde, Michael Schumacher. Og hvad er der så at sige til det? Meget i virkeligheden. Man kan jo diskutere om det var det rigtige tidspunkt at stoppe på. Efter løbet i Brasilien at dømme er det jo ikke fordi han ligefrem virkede langsom eller affældig, den kære tysker.

Men hvornår det er rigtigt at stoppe, er svært at sige. Det er altid lettest i forhold til dem der blev for længe – de skulle være stoppet noget før. Og med Schumachers exit er han stoppet på et tidspunkt, hvor man ikke kan sige det om ham, hvilket også ville være ganske upassende for en kører med hans CV.

Samtidig var det dog tydeligt, at set over en hel sæson var Michael Schumacher i 2006 ikke længere på niveau med Michael Schumacher i 2004. Og når det går den vej, så er det, det rigtige tidspunkt at sige farvel på. Og hvor han i en periode, helt uden diskussion, var den bedste kører i feltet, er topplaceringen på ranglisten i dag ikke garanteret – Raikkonen og Alonso har begge nået et niveau hvor de kan gøre ham rangen stridig – og gør det!

I virkeligheden er denne diskussion så ret akademisk, fordi uanset om man mener at han burde være fortsat, eller om han gjorde ret i at gå på pension, så er han nu væk.

I stedet kunne det være interessant at gøre lidt status over mandens karriere og sætte ham i relation til sportens fortid og til ham selv. Dette skal ikke være en gennemgang af mandens op og nedture, eller en liste over hans triumfer og svinestreger. Det skal være et forsøg på undersøge hvor god Michael Schumacher i virkeligheden var.

Schumachers første Ferrari – ingen priser i skønhedsafdelingen

Hvorfor Schumacher vandt mere end andre.

For at komme til Formel 1 kræves der penge og talent. Michael Schumacher havde selv talentet og i hans tidlige karriere var det Mercedes der betalte for ham. Og ad den vej kom han ind i Formel 1. For at vinde i Formel 1 og blive mester, kræves der endnu mere talent, held og hårdt arbejde. Det sidste har vist aldrig skræmt Michael Schumacher, uanset hvad folk ellers måtte mene om manden, kan ingen påstå at han er komemt sovende til det.

Og heldet havde han også. Han kom til Benetton lige i en periode hvor de ramte ind i en optur. Så han fik der en bil hvor han kunne demonstrere hvad han egentlig kunne, og det gik jo sådan set meget godt. At Ayrton Senna blev dræbt i 1994 var på mange måder også Schumachers held. Formel 1 stod pludseligt helt uden superstjerner og det blev den unge tysker der måtte løfte arven. Og det kunne han, uden alt for mange problemer, fordi der netop manglede kvalificeret modstand i Formel 1 feltet. Det kan godt være at Damon Hill var tæt på ham i VM kampen, men set over en hel sæson var der ingen tvivl om Schumachers overlegenhed det år.

Faktisk var det først da Mika Häkkinen fik en vinderbil ved McLaren at Schumacher for alvor blev truet. Og da Häkkinen efter et par sæsoner med titler begyndte at miste motivationen var pladsen på toppen af kransekagen igen uden konkurrence, på tyske hænder.

Og der har man en af forklaringerne på Schumachers dominans. Jo, talentet og evnerne var der helt sikkert, men de konkurrenter han var oppe imod var også en anelse blodfattige i forhold til hvad hans forgængere med prædikatet "bedste kører" var oppe i mod. I Schumachers regeringstid har der været en eklatant mangel på potentielle tronranere, der kunne gøre ham rangen stridig. Ikke at det gør Schumacher til en dårligere kører, men det forklarer hvorfor han fik så relativ let spil som han gjorde.

At han fra 1996 og fremefter var en del af Ferrari, gjorde det heller ikke værre. Ferrari ramte i samme periode den bedste form nogensinde. Men, argumenterer Schumachers mest loyale fans, det var da netop på grund af Schumacher at de ramte den storform. For i 1995 var de stort set ingenting. Men nej, det var ikke på grund af Schumacher at Ferrari ramte storformen i samme periode; men det var på grund af Schumacher at succes'erne blev så mange som de gjorde

Det sidste pitstop

Ferrari og Schumacher

I 1995, året inden Michael Schumacher kom til Maranello, havde Ferrari faktisk haft deres bedste sæson siden 1990. Efter nogle rigtig triste sæsoner i 1991 og 1992 var det begyndt at gå fremad, omend med meget små skridt, i 1993. Året efter blev skridtene lidt større, og den første sejr i fire år kom i hus. Den væsentligste mand bag denne udvikling var Jean Todt, der kom til Ferrari fra en position som motorsportschef hos Peugoet.

At tro at det var Schumacher der hev Ferrari op fra dyndet er for det første faktuelt forkert, for det andet en grov undervurdering af Jean Todts betydning. Havde han ikke fået Schumacher til teamet i 1996, havde han gjort noget andet. Og Ferrari ville alligevel have vundet stribevis af sejre og VM titler i perioden frem til nu. Forskellen ville bare have været at de nok var blevet nødt til at dele triumferner med en Schumacher, for ligeså sikkert det er at Ferrari ville have vundet uden Schumacher, ligeså sikkert er det at Schumacher ville have vundet uden Ferrari.

Så ægteskabet mellem Ferrari og Schumacher var på alle måder heldigt. Periodens absolut bedste kører i periodens absolut bedste bil. Og tænk på hvor mange spændende sæsoner vi kunne have fået, havde Schumacher kørt McLaren i stedet...

Det var ikke altid kun biler. Her er Patrese og Schumacher før en fodboldkamp. Selv Briatore ser ung ud!

Schumacher og de andre

At Schumacher er den mest vindende kører i Formel 1 kan næsten ikke diskuteres, omend jeg mener at Fangio stadig fører på procent hvis man ser på sejre i forhold til antal kørte løb, men det er egentlig ret uinteressant.

At Schumacher har vundet så meget, og så meget mere end andre, gør ham bare ikke nødvendigvis til den bedste. Dette har så heller ikke noget at gøre med at han sad i den bedste bil, for den bedste kører og den bedste bil, har det med at finde hinanden. En del af en kørers talent er også at kunne spå om hvilket team der er fremtid i.

Nej, det har noget at gøre med, at det bare er lettere i vore dage. Det er lettere at vinde når man sidder i den rigtige bil, fordi elektronikken sørger for at køreren ikke begår fejl – eller rettere at disse fejl ikke får alvorlige konsekvenser. Man kan ikke misse et gearskifte, man kan ikke lave hjulspind, knap nok udskridninger. Muligheden for at lave fejl er kort sagt gjort mindre. Og det kommer naturligvis mest de dårligste kører til gavn, men det kommer også Michael Schumacher til gavn, for alle hans talenter til trods, lavede han masser af små fejl, som vi aldrig opdagede, og hvoraf de fleste aldrig ville være blevet opdaget. Men enkelte ville have haft konsekvenser for hans placering, måske endda sendt ham ud af løbet – enkelte.

Men den væsentligste faktor, for en kører af Schumachers kaliber, er at bilen ikke gik i stykker. For det gør en moderne F1 racer ikke. Jo – i Japan røg hans motor. Og det var så første gang i seks år. I gamle dage ville hans motor være røget nogle flere gange, ligesom han også ville have haft andre tekniske problemer. Så i stedet for at få point i 15 ud af 18 løb, ville han dengang nok have haft point i 13 af de 18 løb og have været mere sårbar overfor smådefekter og lignende. Michael Schumacher ville for 30 år siden have vundet fem – seks løb om året.

Intet af dette gør Michael Schumacher til en ringere kører, men det tjener til at sætte ham lidt i perspektiv og forklare hvorfor han var så meget mere succesfuld end tidligere tiders kørere. Det var han fordi tiden var til det. Fangio, Moss, Clark, Stewart, Lauda, Prost, Senna ville alle have kunne gjort nogen tilsvarende Schumacher, hvis tiden havde været til det dengang de kørte. Og om Schumacher var bedre eller ikke end disse, må stå hen i det uvisse. De var i deres tid, de bedste kørere. Og at bedømme den bedste er en næsten umulig opgave, og må i sidste ende bero på en subjektiv vurdering af hvilke kriterier der er væsentligst. Hvordan skal man eksempelvis stille Schumachers talent for at køre de tider som han fik bud fra Ross Brawn overfor Prosts evne til at læse et løb og passe på sine dæk, så han kunne sætte sit angreb ind når de andre havde slidt deres dæk ned.

Schumacher i 1995 – sidste år hos Benetton

Schumacher mod Schumacher

Men det der for alvor tæller mod Schumacher er hans fejl. Alt for mange gange var han involveret i kontroversielle handlinger og afgørelser. At han ikke fik flere slag af FIA er selvfølgelig ikke hans fejl, men hans opførsel, hans kompromisløse og til tider farlige overhalinger – og hans ubehagelige tendens til at skifte bane, var helt afgjort hans eget valg. Og alt dette, sammen med Australien '94, Jerez '97 og så videre, er med til at krakelere billedet af en den perfekte racerkører.

Og det er min store anke mod manden. Jo, Schumacher er uden diskussion den største kører i sin tid. Men hans opførsel var uværdig og på den konto har han ingenlunde gjort sig fortjent til respekt – han minder i al sin stædige selvretfærdighed om en forkælet unge, der skulle have haft flere smæk som barn. Schumacher var mere interesseret i at vinde, end at vinde på den rigtige måde; så længe han kom først over stregen var omstændighederne underordnet.

Så hvad er det vi siger farvel til? Kort summeret op, siger vi farvel til en stor racerkører, men samtidig en skuffende lille sportsmand.