I denne søde juletid af Flemming Hansen

Jan Magnussen i vant positur på Le Mans. © Jan Kaiser

Hædersbevisninger i lange baner

Det var med nogen overraskelse, at jeg erfarede, at Casper Elgaard var blevet udnævnt til Årets Danske Bilsportskører! Stor respekt for Caspers tredie DTC titel i træk og hans altid smilende og positive fremtoning, men... Det er en stor ære blandt motorsportsfolk, at blive årets kører og dermed er der også stor prestige ved netop dette. Derfor syntes jeg, at der var en enkelt dansk kører, der nok havde høstet større triumfer i indeværende år og efter min ringe mening nok var bedre tjent med den titel - nemlig Jan Magnussen. Hvad kan man sige imod det? Hattrick på Le Mans er - undskyld DTC - nok en tand mere prestigefyldt end nok så mange DTC titler.

Men DASU havde en joker i ærmet!

Jan Magnussen har gennem en årrække været et af dansk motorsports største navne i såvel national som international motorsport. Jan Magnussens karriere har bl.a. inkluderet VM titler i gokart, VM i Formel Ford, det engelske Formel 3 mesterskab, fuld sæson i Formel 1 med et VM point på kontoen samt 3 GT1 klassesejre på Le Mans.

Nu har Jan Magnussen så også fået officiel anerkendelse for sin imponerende og succesrige motorsportskarriere. Det er DASU, Dansk Automobilsports Union, der har tildelt Jan Magnussen deres guldnål, et hæderstegn som man kun kan modtage en gang i livet. Jan Magnussen modtager guldnålen som anerkendelse for den indsats, han har leveret til gavn for motorsporten som helhed.

”Det er en meget stor ære at få guldnålen” fortæller Jan Magnussen. ”Jeg føler selv, at jeg har haft succes i min motorsportskarriere. Men derfor er det da altid rart at vide, at andre har bemærket det man laver og synes man har gjort det godt. Så det at få officiel anerkendelse og DASU’s guldnål for ens præstationer og resultater, er da noget jeg er virkelig stolt af”.

Men det blev da også til Hölzer pokalen til Jan og Magnussen Junior blev tildelt titlen som årets talent i karting.

Der skal lyde et stort tillykke herfra til Jan med de flotte hædersbevisninger - ja og naturligvis også til Casper med at blive årets bilsportskører!

2007 vil blive spændende for Jan. Han har jo sat en høj standard for sig selv, så det kan næsten blive svært at nå meget højere. Men mon ikke DTC titlen har en god smag?

Er racerbiler kunst spørges der om?

Ewert beskriver sin forståelige begejstring over at se en mindre håndfuld racerbiler på dansk jord i en artikel i dette nummer af 'Journalen'. Stor cadeau til Thorkild Thyrring og Aros for at gøre dette muligt og jeg håber da virkelig at dette ikke bare er en engangsforestilling. Nu kunne vi måske også godt tænke os noget lignende her på djævleøen!

Jeg læser så med himmelvendte øjne at en flok 'kunstnere' har protesteret mod udstillingen. Problemet er nok, at det ikke er nogle ubestemmelige farveklatter på et lærred! Man kan rent faktisk se hvad dette skal forestille! Havde det været i 60'erne eller 70'erne havde der sikkert været et længere debatprogram på Danmarks Radios Fjernsyn, hvor diverse kunstnere i halvstuderet bedreviden og forargede vendinger ville vende fingeren nedad for denne falden på halen for store kommercielle foretagender - ja de er måske endda multinationale. Føj da!

Naturligvis er det kunst! Når man kan udstille en kaffekande på Museum of Modern Art i New York, så kan man også udstille studier i industriel superoptimering i Danmark. Dixi!

Jeg er nu ligeglad om man kalder biler for kunst eller ej - men racerbiler skal nu ikke ses på et museum. De skal høres, lugtes og føles i virkeligheden - og hvis man er heldig kan man også sidde i en!

Brummm, brumm - undertegnede i Toms Bentley i upassende beklædnig. Øv han ville have den tilbage!

Næste gang vi mødes omkring F1journal vil være lige før sæsonstarten i F1 til marts 2007. Så indtil da ønskes alle læserne en god jul og et godt nytår. Vi vil også i 2007 udkomme med 8 numre og vi vil b e s t r æ b e os på at udkomme omkring den 1. men andre gøremål har det af og til med at tage over. Så bær over!

Sidste nyt: Clay Regazzoni dræbt i bilulykke.

Gianclaudio 'Clay' Giuseppe Regazzoni blev dræbt i en bilulykke de 15. december 2006 i Italien. Clay var lam fra livet og ned efter en ulykke i Long Beach 1980 og kørt bil ved hjælp af håndkontroller på rattet - som vi kender det fra Jason Watt. De nærmere omstændigheder omkring ulykken er i skrivende stund ikke kendt.

Clay opnåede 139 GP og 5 sejre. De er bortset fra en enkelt alle opnået i Ferrari - endda den første i hans første sæson

Clay Regazzoni bag rattet i Ferrari 312B i det Hollandske GP 1970 - debutløbet.

Debuten i F1 kom i Holland 1970, hvor han blev makker med Jacky Ickx hos Ferrari. Bilen de kørte i var den ualmindeligt smukke 312B. Clay gjorde indtryk fra starten af, med en 4. plads i sit debut løb og 4 løb senere vandt han sin første sejr på Monza - der jo er det helt rigtige sted at vinde som Ferrari kører! I sin første sæson blev han samlet nr. 3. Ikke skidt for en begynder.

Men Ferrari var inde i en kedelig periode de næste år, hvor resultaterne blev dårligere og dårligere, så for 1973 kom Clay til BRM. Snak lige om at komme fra asken til ilden! Det håbløse BRM team prøvede med Marlboro penge at sætte en mindre flåde af biler ind i F1 - men de havde i virkeligheden måske knap ressourcer til en enkelt. Medkører i teamet var bla. en vis Niki Lauda.

I 1973 kørte han uden større held for BRM. Køreren i baggrunden er Niki Lauda.

I 1974 kom Clay tilbage til Ferrari og det skete denne gang med en helt ny ung kører ved navn Niki Lauda og en teammanager ved navn Luca Montezemolo. Resten er historie. De næste 3 sæsoner er Ferrari holdet de andre skal slå, hvis de skal nå noget. I 1974 er Clay helt inde i VM kampen frem til sidste løb, hvor det ender med den 2. plads, der bliver den bedste i hans karriere.

Clay i hopla på Nürburgring i 1974

Benzinpåfyldning a'la 1974!

I 1975 og 1976 er det Niki Lauda der overtager hovedrollen hos Ferrari og Clay må finde sig i at være 2. violin. Men dog ikke mere end at han i 1975 igen vinder på Monza til tifosiernes store begejstring. Som han selv sagde - når det gik godt var han Italiener og når det gik skidt var han Schweizer! Han var Schweizisk født i Lugano - men det er jo næsten Italien og han var simpelthen tifosiernes kæledægge de år.

Clay's næstsidste sejr - Long Beach 1976

I 1976 var han for alvor i Nikis skygge, men formåede da en enkelt sejr tidligt i sæsonen i Long Beach USA, men måtte lide den tort at overdrage sædet til Carlos Reuteman for 1977 sæsonen. I de næste par sæsoner kørte han for de små Ensign og Shadow teams, der ikke var i stand til at give Clay noget materiel, der for alvor duede til noget.

Men så i 1979 fik den efterhånden aldrende Clay chancen hos Williams, der udvidede til to biler. Det var sammen med Alan Jones, der efterhånden på det tidspunkt begyndte at ligne en titelkandidat. Det var dog Clay Regazzoni, der skulle tage Williams første sejr - og det gjorde han da naturligvis på Silverstone foran 120.000 ellevilde tilskuere, der havde nydt at se 'den gamle' køre som i ungdommens vår. Det var dog ikke nok til at få en kontrakt for 1980 hos Williams, der jo altid har været en hård mand i den retning. Selv verdensmestre kan jo få et stykke gråt papir.

1980 skulle så foregå hos Mo Nunns Ensign team - og det gik sådan set ok indtil Long Beach, hvor et bremsesvigt for enden af Shoreline Drive sendte ham ind i en parkeret Brabham og derefter en betonmur. Clay indså at det nok var bedst at bruge Brabham'en som 'stødpude' inden betonmuren. Han overlevede - men med svære kvæstelser i ryggen, der efterfølgende lammede ham.

Men som Jason Watt senere skulle vise, er racerkørere gjort af et specielt stof. Han skulle ud at køre igen - ben eller ej. Han har kørt sportsvogne og historisk rally med håndkontrollerede biler - og sågar også Paris - Dakar! Men den 15. december indhentede skæbnen ham desværre. Ikke en stor kører - men en kører der så ud og havde et navn som en racerkører: Clay Regazzoni. Han blev 67 år.

Med venlig hilsen

 

Flemming Hansen
Redaktør