F1Journal.com - Michael Schumacher 3. del.

Michael Schumacher
- fra verdensmester til legende

Af Kent Kirkegaard Jensen

FRA BENETTON TIL FERRARI

Efter to år med verdensmesterskaber hos Benetton, var tiden inde til en ny udfordring. Ferrari var klar med den helt store tegnebog, og Michael Schumacher fik opfyldt drengedrømmen om at køre for Den Stejlende Hingst, og blev samtidig så rig, at han aldrig ville behøve at tænke på penge igen. For Schumacher var dette den største udfordring, da Ferrari på dette tidspunkt ikke var noget vinderhold. De havde haft en årelang tørke uden mindeværdige sejre, og deres seneste verdensmester var sydafrikaneren Jody Scheckter, og det var tilbage i 1979. Så i 1996 var man klar til at starte en ny æra, og det med den tyske, dobbelte verdensmester som galionsfigur. Drømmen blev da også opfyldt for begge parter, i 2000 da Schumacher endelig fik en VM-titel med Ferrari. De skulle dog først nogle prøvende år igennem, hårrejsende dueller med verdens bedste kørere, og kontroversielle hændelser der for alvor delte vandene blandt Formel 1 fans. En polarisering som Schumacher ene og alene var skyldig i, da han var indblandet i alle de kontroversielle hændelser.

Han blev legende, men ikke uden alvorlige ridser i lakken. Vi kigger på Jerez 1997, A1-Ring 2002 og mange andre små episoder, der samlet giver et tvivlsomt billede af legenden. Vi ser dog også på alle de andre ting, og denne tredje og sidste del af vores portræt af Michael Schumacher bliver derfor den klart længste af de tre. For perioden hos Ferrari er utvivlsomt den vigtigste i historien om Michael Schumacher i Formel 1. Det var her han fandt sin anden familie, hvor han var med til at bygge et hold op fra bunden, via venskab med topledelsen hos Benetton fik hevet nøglefigurerne med over til Ferrari, og qua et årelangt slid i 2000 nåede at høste frugterne med et verdensmesterskab. Vi ser også på storhedstiden derefter, hvor Ferrari producerede overlegne biler, og hvor titlerne der fulgte i kølvandet unægtelig også blev gjort lettere ved, at Michael Schumacher ikke længere havde farlige konkurrenter, da både Hill, Villeneuve og Häkkinen forsvandt og ingen arvtagere kom. Først år senere begyndte der at ske noget. I 2003 fik vi glimtvis synet af en Räikkönen der i fremtiden ville gøre sig som arvtager til tronen, og Alonso fravred Schumacher denne i 2005. Vi ser på det hele, og starter i den kolde vinter op til 1996 sæsonen.

1996 – FØRSTE ÅR HOS FERRARI

Nyt hold, nye mennesker. Michael Schumacher skulle starte helt fra bunden hos La Scuderia Ferrari Marlboro, og det i en Ferrari F310 designet af John Barnard. Bilen blev præsenteret sent, og det var derfor op ad bakke med at få testet og gjort sig klar førend første løb i kalenderen. Først i februar ’96 fik Ferrari sendt deres nye racer på Fiorano banen, ikke overraskende med Michael Schumacher bag rattet som første kører til at teste det nye materiel. Med sig fik han irske Eddie Irvine som makker.

Første løb i Australien blev da også en kort affære. Han fik presset sig op til fjerdebedste tid i kvalifikationen, men løbet var ingen succes da Schumacher fik bremseproblemer og måtte udgå. Han kunne se rivalen Damon Hill fra Williams-Renault løbe med sejren. I Brasilien kom Michael på podiet, men det var Hill der vandt løbet, og han overhalede endda Ferrari køreren med en omgang. I starten af sæsonen var det tydeligt, at der var stor forskel på de tidligere indædte rivalers materiel, og Hill havde fordelen. I Argentina gik det ikke meget bedre, da han udgik med en ødelagt bagvinge, og Hill fortsatte sin sejrsstime.

Da feltet kom til Europa fik Michael Schumacher dog endelig lidt oprejsning. På Nürburgrings asfalt gav han Jacques Villeneuve kamp til stregen og sluttede på en overbevisende andenplads. Løbet efter på Imola gav endda Michael Schumacher sin første pole-position foran de mange Ferrari fans, og en andenplads om søndagen, dog igen seriøst distanceret af Hill. Monaco var endnu en pole, men i regnen begik han en kørerfejl og udgik. Schumachers hjelm fortsatte dog i løbet, da David Coulthard havde lånt en reservehjelm af Schumacher – mens de to stadig var på talefod. Forholdet til skotten ville et par år senere lide et alvorligt knæk, hvorfra det aldrig rigtig blev godt igen.

Spaniens Grand Prix 1996. Syvende runde i mesterskabet. I kvalifikationen fik han sneget sig op på tredjebedste tid, og søndag regnede det. Dårlig start og kom helt ned som 5’er, men Schumacher får styr på sin F310 og begynder at sakse sig op gennem feltet. Foran har Hill problemer med at holde sin Williams på den glatte asfalt, og på 12. omgang overhaler tyskeren Villeneuve for føringen, og kigger sig derefter ikke tilbage. Hele feltet har problemer i regnen, men Michael Schumacher tordner af sted og vinder på dominerende vis i regnen. Den dag i Barcelona fik Schumacher blåstemplet sit øgenavn ”Rain-meister”. Ingen kunne røre ham, og han fik omsider hevet sin første løbssejr hjem hos Ferrari. Sejren huskes stadig af mange som en af hans bedste, og den emotionelle værdi har sikkert en vis andel heri.

Schumacher overhaler Villeneuve og vinder løbet i Spanien. © Schlegelmilch Photography

Det blev dog hurtigt hverdag for Schumacher og Ferrari igen. I Canada må han starte bagerst da han ikke kom med rundt på formationsomgangen, og udgår i løbet da han mister en drivaksel i pitten. I Frankrig bliver det ikke bedre, for selv med pole er der ikke meget at gøre når man udgår på formationsomgangen. På Silverstone fuldender han et kedeligt hattrick med endnu en DNF, denne gang takket være hydraulik i F310’eren. Da feltet når Hockenheim gennemfører han trods alt, men på en distanceret fjerdeplads. Det er klart for alle, at Ferrari er ved at lære, og lærepengene er dyre. I Ungarn bliver det lidt bedre med endnu en pole, men der er malurt i bægeret da Schumacher udgår på 71. omgang mens han fører løbet. De tekniske kvaler glemmes dog for en stund, for på Spa-Francorchamps netter han sæsonens anden sejr, og løbet efter på Monza vinde også. Med to hurtige sejre er han pludselig igen med i toppen af Formel 1, men aldrig i nærheden af at kæmpe om mesterskabet. Det står mellem Hill og Villeneuve hos Williams, og de slutter da også foran ham i Portugal. Sæsonen afsluttes i Japan, hvor Schumacher slutter på en andenplads efter Hill, der samtidig bliver verdensmester.

Fire poles, tre sejre og sammenlagt nummer tre i kørernes stilling. Ferrari blev nummer to i konstruktørernes mesterskab, så på papiret ingen dårlig præstation, men den måde hvorpå de blev distanceret af Williams-Renault gjorde, at det ikke så alt for godt ud før 1997 sæsonen. Der skulle arbejdes hårdt i kulisserne, og det blev der.

1997 – UTÅLMODIGHED KRÆVER USKYLDEN

Endnu en Barnard-kreation, F310B. På den tekniske side kom der dog en saltvandsindsprøjtning ind fra Benetton. Schumachers gamle makker, Ross Brawn, blev hentet ind som teknisk direktør, og det skulle blive starten på den gyldne æra. Nu var Jean Todt, Brawn og Schumacher samlet. Det tifosi lettere blasfemisk har kaldt ’Den hellige Treenighed’ igennem adskillige år, da de stod i spidsen mens Ferrari pryglede oppositionen. Sådan var det dog ikke helt i 1997, for her skulle man stadig bygge fundamentet – og der blev bygget. I Australien blev det til en andenplads, mens han på Interlagos kun fik en femteplads hjem. Udgik i Argentina og endnu en andenplads på Imola. Først i Monaco fik Schumacher startet sin sæson med en sejr. Det regnede, og så kunne Michael detronisere feltet med endnu en demonstration fra ”Der Rainmeister”.

Endnu en sejr i fyrstendømmet til Michael Schumacher. © Schlegelmilch Photography

F310B var dog ingen fejlfri bil. Den led under dårlig balance og manglende vejgreb i fronten. Det hjalp så heller ikke, at Goodyear dækkene blev slidt hårdt af 310B’eren i varme, og på Barcelonas hårde asfalt flåede Schumacher sit gummi i stykker. En anonym fjerdeplads og tilbage til tegnebordet, således fejlene kunne udbedres.

I Canada springer Ferrari da også tilbage til toppen og Michael Schumacher vinder løbet, der dog blev stoppet før tid, da Olivier Panis kører voldsomt galt og brækker begge ben. Løbet efter gentager Schumacher bedriften fra Canada. For i Frankrig tager han også både pole og sejr, og melder sig for alvor ind i kampen om mesterskabet mod formstærke Jacques Villeneuve hos Williams-Renault. Tre sejre ud af fire løb, og mesterskabet var åbent.

På Silverstone vinder Villeneuve dog mens Schumacher udgår, og på Hockenheim bliver Schumacher toer efter Berger hvor Villeneuve udgår. Slag efter slag, og de vinder begge små sejre i det store regnskab. I Ungarn er der igen varmt, og problemerne med Goodyear dækkene skinner igen igennem. Resultatet er en fjerdeplads, trods pole.

Spa 1997. Regn. Starter 3’er og det er rullende start efter sikkerhedsbilen, da banen er meget våd. Da denne går ind efter første omgang starter Michael Schumacher endnu en magtdemonstration når der er vand på banen. Han dominerer fuldstændig feltet, og efter 11 omgange er han hele 47 sekunder foran nummer 2. Schumacher gamblede rigtigt ved at starte på intermediates i stedet for full-wets, og det gjorde, at han kunne blive længere ude da det begyndte at tørre op sent i løbet. En sikker sejr.

På Monza var der dog ingen chance, og han slutter 6’er. Samme historie på A1-Ring i Østrig, og på Nürburgring udgår han i første sving, da lillebror Ralfs Jordan kravler op på storebrors Ferrari. Mesterskabet begynder at tippe til Villeneuves fordel, men i Japan slår Ferrari tilbage. Med lidt hjælp fra Irvine får Ferrari holdt Villeneuve bag sig, og det giver Schumacher den tid han skal have for at komme ud foran efter pit-stoppene, og før sidste runde står der således 78 – 77 i Schumachers favør. Ét points forskel, og mesterskabet afgøres således i Europas Grand Prix på Jerez banen i Spanien.

Jerez 1997. Løbet hvor Schumacher mistede den sidste snert af uskyld. Hvor sammenstødet med Hill i Adelaide i 1994 kan diskuteres, var det på Jerez helt klart, at Schumacher var for aggressiv. Løbsweekenden startede med en matematisk anomali, da først Jacques Villeneuve kørte tiden 1:21.072 i kvalifikationen. Få minutter senere klokker Michael Schumacher den eksakt samme tid, og i slutningen af lørdagens eftermiddagssession kører Villeneuves makker Heinz-Harald Frentzen også i 1:21.072. Alle tre kan ikke gøre andet, end at smile over det kuriosum, og der er lagt op til en tæt finale. Michael Schumacher kommer bedst fra start, fører løbet både efter 1. og 2. pit-stop runde, men så begynder Villeneuve at trække tyskeren ind. Med 23 omgange igen er franskcanadieren lige bag Schumacher, og han dykker indenom. Schumacher ser ham og vælger at skære ham af, men for sent. Jacques er klart oppe på siden af Schumacher, og tyskeren påkører Williams-raceren. Desværre for Schumacher udgår han kun selv, hvorefter Villeneuve kan køre sikkert hjem på en tredjeplads, mens de to McLaren racere tager de to øverste pladser på podiet.

Schumacher og Villeneuve side om side på Jerez, før påkørslen. © Schlegelmilch Photography

Villeneuve er verdensmester, mens Michael Schumacher slukøret må tage til takke med en DNF’er fra Jerez. Sammenstødet går dog ikke stille hen, verdenspressen svælger i det og Schumacher udkåres ikke helt ufortjent til en usportslig kører verden over. Fans er vrede, og FIA vælger da også at strege ham fra mesterskabet, og tvinger ham til at deltage i en ”Road Safety Campaign”, for at understrege, at den slags handlinger ikke godtages i Formel 1.

For Schumacher som Formel 1 person skulle episoden dog vise sig at være skelsættende. Dem der i forvejen havde et skævt øje til ham, fik nu endelig noget de til evig tid ville kunne hænge ham op på, og hans tilhængere havde intet at stille spørgsmålstegn ved. Handlingen var bare usportslig. Faktum. Den martrede resten af Schumachers karriere, for uanset hvor flotte titler han vandt senere med Ferrari, lå ”Jerez 1997” altid i baghovederne hos folk, og pressen bruger den stadig, når han skal hives ned fra sit piedestal. I sin nye bog indrømmer Schumacher da også selv, at var der én ting han kunne få lov at gøre om, så var det Jerez 1997.

1998 – McLAREN OG BRIDGESTONE ET MULEHÅR FORAN

Efter skuffelsen og kontroverserne i 1997 skulle Michael Schumacher forsøge at udbedre skaderne i 1998, og helst krone det med et verdensmesterskab. Renault var ude af Formel 1, og muligheden forelå. Desværre havde McLaren-Mercedes andre planer. I Australien viste de, at de var lysår foran i udviklingen, og dominerede hele weekenden. Michael Schumacher udgik selv af løbet hurtigt, og kunne se en ny, og bedre modstander rejse sig fra Woking, med en finsk spydspids i form af Mika Häkkinen. Brasilien var ikke meget bedre, men i Argentina fik han kæmpet sig tilbage og vandt sæsonens første sejr hele 22 sek. foran Mika.

Schumacher kan bare se på fra pitten mens McLaren dominerer i Australien. © Schlegelmilch Photography

Sådan fortsatte sæsonen med at svinge til enten Mikas eller Michaels fordel. Imola, Barcelona og Monaco gik til McLaren, mens Michael kæmpede tilbage med sejre i Canada, Frankrig og på Silverstone. Den mest kontroversielle den i Canada, hvor Schumacher kommer ud af pitten og presser Williams’ Heinz-Harald Frentzen ud på græsset, således denne udgår. Det får han en 10 sekunders stop&go-straf for, men vinder alligevel, selvom den gamle arvefjende Damon Hill gør sit, og mere til for at holde ham bag sig. På Silverstone får han også en straf der skal udstås i pitten, men den kommer så sent i løbet, at han gør det på sidste omgang og vinder i pitten. En anelse forvirrende for alle parter, men en procedurefejl fra FIA’s side da de giver Ferrari straffen gør, at Michael Schumacher vinder.

Derefter netter Häkkinen sejre i Østrig og på Hockenheim, hvorefter Schumacher laver en af sin karrieres bedre sejre. Ferrari ved og kan se i løbet, at McLaren er hurtigere på dagen, hvorfor Ross Brawn vælger at kalde Schumacher ind tidligt til sit første stop, og dermed forsøger at give Schumacher frit løb og en lettere bil imod slutningen af løbet. Strategien virker, og Schumacher kommer ud foran Coulthard og vinder løbet. De to får dog hinanden at se igen i løbet efter, da feltet samles på Spa-Francorchamps. Løbet går over i historien som det løb med det største sammenstød nogensinde, involverende 18 ud af 22 biler i starten. Det regner i løbet, og Michael Schumacher viser igen overlegne evner i det våde føre. Fører klart og skal til sidst i løbet overhale David Coulthard med en omgang. Denne løfter på gaspedalen, men viger ikke fra den optimale linie, og så brager Schumacher op bagi. Begge udgår, men Schumacher er meget vred og styrer direkte ned i McLarens garage hvor skotten får et par borgerlige ord med på vejen.

DC og Schumacher haltende tilbage i pitten efter sammenstødet på Spa. © Schlegelmilch Photography

På Ferraris hjemmebane i Monza får han dog oprejsning da han sikrer sig sæsonens første pole-position og vinder. Mika tager dog revanche på Nürburgring, og er således fire point foran tyskeren før sidste løb på Suzuka. Her har Schumacher pole, men problemer på formationsomgangen betyder, at han starter sidst. Mika stormer af sted i front mens Michael forsøger at kravle op gennem feltet. Det lykkes også, men da han er på tredjepladsen eksploderer højre baghjul og sæsonen ender brat. Endnu engang må han konstatere, at han og Ferrari var tæt på, men ikke tæt nok. Goodyear dækkene er svagere end Bridgestone, McLarens Mercedes motor stærkere end Ferraris F300 racer og Mika Häkkinen i sandhed lige så skarp bag rattet som Schumacher selv. Kombinationen gjorde, at selvom tyskeren kæmpede bravt, og rent dette år, var det ikke godt nok.

1999 – SILVERSTONE BANEMAND FOR TITELCHANCER

Det skulle have været med Ferraris F399 at Schumacher endelig fik et verdensmesterskab med holdet fra Maranello. Sådan kom det ikke til at gå. Starten på sæsonen var ellers nogenlunde, selvom Michael Schumacher havde et vanskeligt løb i Australien, mens teamkammerat Irvine vandt løbet. For en andenplads bag Mika i Brasilien blev fulgt op af to sikre sejre på Imola og i Monaco. Imola en strategisk bedrift, mens Schumacher i Monaco kørte feltet agterud fra første sving. Efter Imola førte Schumacher i den samlede stilling, og selvom Ferrari blev sat eftertrykkeligt på plads i Spanien af en dominerende McLaren duo, var han stadig foran. Føringen mistede han dog i Canada, hvor ”Wall of Champions” blev skabt. Den snævre chikane før start/mål med væggen lige op af asfalten blev et sandt tilløbsstykke. Både Damon Hill, Jacques Villeneuve og Michael Schumacher satte deres racere her i 1999. En væg fik sit navn. Det blev ikke bedre i det historiske Grand Prix i Frankrig, hvor regnen gjorde løbet til det mest uforudsigelige længe, og han sluttede på en fjern femteplads.

Michael med kone Corinna Schumacher i Canada. © Schlegelmilch Photography

Så kom Silverstone. Han starter 2’er på gridden lige bag Häkkinen, og der er lagt op til endnu et nervepirrende kapitel i kampen om årets mesterskab. Da starten går, kommer de to McLaren racere bedst fra start, mens Schumacher forsøger at komme forbi Irvine. Han går på indersiden i ”Stowe”, men bremserne blokerer og han fortsætter ligeud, lige ind i dækbarrieren. Hvad Michael Schumacher og de andre førende ikke vidste, var at den intense kamp oppe foran var unødvendig. Løbet var afblæst, da et par biler ikke kunne komme fra start, og nu blokerede banen. Alt dette er dog akademisk, da Michael Schumacher hives ud af sin ødelagte Ferrari, og på hospitalet konstateres et dobbelt benbrud. Han må sidde ude i seks løb, og verdensmesterskabet er effektivt overstået for tyskerens vedkommende. Starten på sæsonen så ellers lovende ud, og med McLarens tekniske ustabilitet, lå det til at blive ualmindelig tæt mellem Schumacher og Häkkinen.

I stedet kunne han fra sygesengen se Eddie Irvine forsøge at holde Ferrari samlet, med et par sejre, men derefter faldt holdet sammen. Først i Malaysia, da Michael Schumacher vendte tilbage, skete der igen ting og sager. Første kvalifikation og Schumacher gør grin med resten af feltet. Efter sygepause kommer han tilbage, tager pole og gør det med over ét sekund ned til nærmeste forfølger. I løbet understreger han sin overlegenhed, da han lader Irvine forbi, og holder Mika Häkkinen bag sig hele løbet. Efter første pit-stop runde er Schumacher igen foran Irvine, hvorfor han for anden gang i løbet lader ireren komme forbi, så denne kan vinde løbet. Irvine siger lakonisk til pressen:

”He’s amazing, isn’t he. He did all the hard work for me. Not only is he the best number one, he’s also the best number two.”

Schumacher fører løbet før han lader Irvine forbi på Sepang banen. © Schlegelmilch Photography

Sejren i Malaysia blev dog en anelse kontroversiel, da FIA dømte Ferraris bargeboards ulovlige. De stak for meget ud i forhold til regulativet, mente FIA. En pressemeddelelse og Häkkinen var pludselig vinder af løbet og dermed verdensmester. Ferrari appellerede dog sagen i Paris, og her fik de medhold, hvorfor spændingen igen var intakt før sidste løb på Suzuka.

Her kunne Michael Schumacher og Ferrari dog ikke gøre noget. Trods endnu en sikker pole til Schumacher, trak Häkkinen fra på første omgang, førte løbet og lod aldrig Ferrari komme til fadet. Michael Schumacher sluttede på andenpladsen, Irvine blev treer og Ferrari vandt dermed konstruktørernes trofæ, mens kørernes trofæ endnu engang må ses gå til rivalen.

2000 – DEN GYLDNE ÆRA STARTER

Med skuffelsen fra 1999 i baghånden, skulle der nu rettes op på magtforholdet mellem Ferrari og McLaren i 2000. Michael Schumacher var allerede før sæsonstart ude og sige, at den nye F1-2000 var den bedste Formel 1 racer han nogensinde havde kørt, og at den var ”so bloody fast, this car.” Testene op til sæsonen gav da også antydninger herpå, men kvalifikationen i Australien var ikke nogen åbenbaring fra Maranello. Tværtimod. De måtte se sig hensat til anden startrække, da stormtropperne fra Woking endnu engang satte sig på forreste startrække. Michael Schumacher kunne dog glæde sig over, at om søndagen gik der knas i systemet hos McLaren-Mercedes, begge sølvpile udgik, og tyskeren kunne fejre en sejr i sæsonens åbningsløb. Scenariet med tredje startposition gik igen på Interlagos to uger senere, Mika udgår i løbet og Schumacher vandt løbet. På Imola gennemfører Mika, men som nummer to efter Schumacher der fuldfører et hattrick i sæsonens første tre løb.

Sæsonen startede med en sejr til F1-2000 raceren i Australien. © Schlegelmilch Photography

Derefter følger Silverstone og Spanien, hvor sidstnævnte er løbet hvor Michael Schumacher kommer ind til et pit-stop, men forlader pitten før benzinstudsen er hevet af raceren, og han kører derfor Nigel Stepney ned; manden med brændstofslangen. Skaden på raceren gør, at næste pit-stop tager lang tid, og Schumacher bliver kun nummer fem i løbet. På Nürburgring får Schumacher dog igen vind i sejlene. Det er regn, og så trækker Schumacher fra. Han vinder legende let og Häkkinen er eneste mand på omgangshøjde da det ternede flag falder.

Med nyt hjelmdesign i Monaco er han igen overlegen, men en defekt udstødning overopheder det bagerste hjulophæng, hvorfor han udgår. Gentager dog Monacos pole i Canada, og her holder teknikken hjem og sæsonens femte sejr er i hus. Canada 2000 er samtidig Ferraris første teamordre til Rubens Barrichello om at blive bag Schumacher. Ingen tager notits, da det er Schumacher der fører – så Rubens bliver ikke direkte spurgt om at give en placering fra sig, men om ikke at tage en. Et par år og teamordrer senere skal det dog vise sig, at den slags bliver modtaget langt anderledes af omverdenen.

Schumachers nye, røde hjelm gør, at han ikke længere forveksles med Barrichello. © Schlegelmilch Photography

I Frankrig bliver der dog endelig lidt kontroverser omkring Schumacher. Hele året har han været meget kontant når starten er gået, og skåret ind foran konkurrenterne. Det bliver kritiseret, og på Magny-Cours forsvarer han sig så indædt midt i løbet, at skotske DC giver ham fingeren i Adelaide-hårnålen. Schumacher gennemfører ikke løbet, men kampen mellem de to giver genlyd i pressen i lang tid efter. Dagene hvor skotten lånte Schumachers hjelm i Monaco synes pludselig igen langt væk.

På A1-Ring udgår Schumacher af løbet pga. en påkørsel bagfra af Ricardo Zonta, og på Hockenheim udgår han ligeledes. Tre løb i træk med en DNF på tapetet, og da Häkkinen vinder på Hungaroring fører finnen pludselig i den samlede stilling for første gang i året. Det bliver ikke bedre efter Spa-Francorchamps, hvor Schumacher igen slutter som toer bag Häkkinen, denne gang efter en legendarisk overhaling af finnen, som selv Schumacher var imponeret af.

Det bliver dog sidste krampetrækning fra Häkkinens side, da resten af sæsonen står i Schumachers tegn. På Monza vinder han sin 41. sejr og kommer dermed op på siden af Ayrton Senna, hvilket får ham til at bryde sammen på den efterfølgende pressekonference. Han er dog ikke mere rystet end at han tager sejre på både Indianapolis og Suzuka, hvor han i Japan endelig kan fejre sit første verdensmesterskab med Ferrari. En taktisk triumf så Schumacher komme ud foran Häkkinen i de sidste omgange på Suzuka, og han kunne køre over stregen som sejrsherre. Endelig. Den dag havde han ventet længe på. I Malaysia fejrer han mesterskabet med pole og sejr, og sikrer dermed også Ferrari konstruktørernes trofæ. 9 sejre, 9 poles – og dermed kunne Michael Schumacher omsider kalde sig verdensmester med Ferrari, trods hård kamp fra McLaren hele sæsonen igennem. Titlen skulle dog kun blive begyndelsen på en gylden æra, der omskrev rekordbøgerne de næste mange år.

2001 – OPPOSITIONEN DETRONISERET

Efter endelig at have vundet sit mesterskab, gik det pludselig kun én vej for Ferrari og Michael Schumacher; fremad. F2001 var en genial skabning fra designer Rory Byrnes side, og i Australien og Malaysia nettede Schumacher både poles og sejre. Et par dårlige løb i Brasilien og Imola blev efterfulgt af endnu en ”pole til sejr” i Spanien, om end denne var lidt heldig, da Häkkinen udgik få omgange før det ternede flag. Og på det tidspunkt kunne man afskrive Häkkinen i mesterskabsduellen. Han mistede bremserne i Australien og udgik voldsomt, og på Interlagos stallede finnen på gridden og viftede desperat med armene da racerne tordnede forbi ham. Et par begivenheder der fremskyndede hans beslutning om at lægge hjelmen på hylden. I stedet skulle Coulthard forsøge at give Schumacher kamp til stregen, og det blev da også til sejr på netop Interlagos, og igen i Østrig. Netop på A1-Ring skete der igen noget kontroversielt.

A1-Ring 2001. Coulthard vinder løbet, selvom Schumacher igen har pole. McLaren er bare bedre på dagen, og Ferrari halser efter. Det ender med, at Barrichello er foran Schumacher, men på sidste omgang kalder Jean Todt op og siger de berømte ord: ”Let Michael pass for the championship”, hvilket brasilianeren modvilligt gør i det sidste sving. Schumacher napper andenpladsen, og minimerer dermed pointtabet til Coulthard, der på daværende tidspunkt er værste konkurrent i mesterskabskampen. Enkelte trækker bare på skuldrene, deriblandt Schumachers arvefjende Villeneuve, men de fleste i såvel paddock som presse tager Schumachers værste anekdoter frem igen og maler billedet af den uperfekte stjerne. Endnu ved ingen, at næste år, samme sted, skal vise sig at blive endnu værre!

Michael presser lillebror Ralf op mod pitvæggen og sikrer sig føringen. © Schlegelmilch Photography

Derefter følger en flot sejr i Monaco. Det samme sker på Nürburgring, hvor Ralf Schumacher får føle at, i Formel 1 er blod ikke tykkere end vand. Jeg sad selv på langsiden og fulgte starten, og kunne ved selvsyn se hvordan Michael pressede Ralf op mod muren, og dermed gav lillebror valget mellem kollision eller stå på bremsen. Ralf valgte sidste, og storebror vinder. Endnu en sejr i Frankrig og mesterskabet er så godt som hjemme. Der følger dog et par magre løb på Silverstone og Hockenheim, men allerede på Hungaroring sikrer han sig sæsonens syvende sejr og dermed sin anden verdensmesterskabstitel med Ferrari. En ren walk-over. Løbet efter forbigår han Alain Prost i rekordbøgerne, da han på Spa-Francorchamps fejrer sin 52. Grand Prix sejr, og bliver dermed den mest vindende kører nogensinde.

En Ferrari på Monza uden reklamer og sort næse som respekt for terrorangrebet. © Ferrari Press Office

På Monza ser vi dog en noget demotiveret Schumacher. Han kan slet ikke samle sig efter terrorangrebet d. 11. september, og på Indianapolis får han decideret baghjul af Häkkinen, der fejrer sin tilbagetrækning med en sejr. I sæsonens sidste løb på Suzuka vinder han dog sin niende sejr i sæsonen, og får dermed også rekorden for flest point i sin aktive karriere. En pointkonto han støt udbygger de næste år. 2001 var et nemt år for La Scuderia Ferrari Marlboro og Schumacher. Momentvis viste McLaren og Williams styrke, men over sæsonen havde de ikke apparatet til at true den velsmurte maskine fra Maranello. Magtdemonstrationen bunder i en akse af designer Rory Byrne, sportsdirektør Jean Todt, teknisk direktør Ross Brawn og motorudvikler Paolo Martinelli. De er ledelsen der supplerer Schumacher med urørlige Formel 1 racere, og tyskeren udløser bilernes potentiale på banen. Det er nådesløst overfor oppositionen, og denne er da også på nippet til at afskrive 2002 sæsonen allerede inden den er begyndt. De er klar over, at den gyldne æra ikke har set sit højdepunkt endnu. Det kommer først noget senere. Lige nu kører ”The Schumi Train”, og det stopper ikke ved alle stationer.

2002 – REKORDBØGERNE OMSKRIVES

Ferraris tekniske team arbejder i vinterpausen på højtryk for at levere passende materiel til Schumacher. Tyskeren bruger sin vinterpause i det norske aflukke, hvor han i Trysil har sin vinterhytte, og hvor han lukker af for omverdenen og passer sig selv. Med kone Corinna og børnene Gina-Maria og Mick. De er Michaels familie og tilflugtssted. For Schumacher holder helt bevidst sin familie væk fra rampelyset, og det er kun til vigtige Formel 1 løb man ser Corinna i Ferraris garage. Ellers holder de sig væk, således Schumacher kan komme hjem og slappe af uden at skulle tænke på Formel 1. Lige siden han kom til Ferrari i 1995, har han valgt at holde sin vinterferie langt væk fra alt der hedder Formel 1 lige efter sidste løb, helt frem til starten af januar måned. En lang pause, hvor der bliver ladet op både fysisk såvel som mentalt.

Op til sæsonstart 2002 fik han ladet fint op, og kunne i Australien starte i sin F2001. Det blev en let sejr i den årgamle bil, men i løbet efter blev det klart, at F2001 havde overskredet sidste salgsdato. Debuten på F2002 blev fremskyndet, og i Brasilien startede han bilens karriere med en sikker sejr. Det blev efterfulgt af andre tre, hvoraf den sidste i Østrig blev meget kontroversiel. Rubens havde overtaget hele weekenden, men måtte adlyde teamordrer og vinke Schumacher forbi på de sidste metre. Publikum gik amok, og Schumacher blev aldeles overrasket over reaktionerne. Det blev derfor en noget forfjamsket og pinlig affære at se hvordan han først gav det øverste trin på podiet til Rubens, derefter vinderpokalen og til sidst også satte sig som nummer to til den tv-transmitterede pressekonference, hvor han også sagde, at det nok var en fejl at tage sejren. Men Ross Brawn og Jean Todt var stålfaste, og havde ikke kun dikteret ordren til Rubens men også til Schumacher. Begge adlød ordrer, men teamordrerne blev ikke vel modtaget af publikum og presse. Blandt kørerne var reaktionerne mere afdæmpede og forståelige, men lige lidt hjalp det. Ferrari og Schumacher havde fået endnu en ridse i lakken og omdømmet, og fiaskoen på A1-Ring i 2002 skulle følge ham resten af sæsonen.

Ansigtsudtrykkene på alle tre kørere taler for sig selv. © Schlegelmilch Photography

Efter en andenplads i Monaco bag DC, kunne han i Canada fortsætte sin sejrsstime. Den blev afbrudt på Nürburgring da Ross Brawn forsøgte at rette op på fadæsen fra A1-Ring, ved at lade Rubens vinde, selvom alle kunne se, at Schumacher bagved var langt hurtigere. Ferraris ledelse turde dog ikke lade Schumacher overhale brasilianeren igen så kort tid efter, så her var rollerne byttet om. Schumacher betalte prisen for Ferraris stålfaste ordrer på A1-Ring.

Det var dog ikke værre, end at han vandt igen på Silverstone og Magny-Cours. I Frankrig var det en direkte duel mod Räikkönen, der gled i olie fra en anden racer, og så kom Schumacher forbi og kunne på rekordtid sikre sig sin femte VM-titel. Dermed nåede Schumacher op på siden af den argentinske legende, Juan Manuel Fangio, der også vandt fem verdensmesterskaber. Samtidig blev han mester hurtigere end nogen anden før i Formel 1 historien, og på Hockenheim ugen efter fejrede han sine rekorder med endnu en sejr. Sæsonens 10. sejr kom passende på Spa, og her blev han dermed den der havde vundet flest Grand Prix sejre på én sæson, og i sæsonens sidste løb på Suzuka fik han den rekord op på 11. 2002 var således et rekordernes år, og Schumacher var aldrig truet af hverken opposition eller holdkammerat. Med F2002 var han ganske simpelt i en klasse for sig selv.

2003 – MICHELIN TRUER SCHUMACHERS DOMINANS

Med rekordåret i baghovedet laves pointsystemet i Formel 1 om. Michael Schumachers dominans i sporten gør, at alle mener noget bør laves om, og det bliver det så. Det gør 2003 til et anderledes år, og Schumacher får kamp til stregen. For i Australien starter han i den gamle kending, F2002, og her bliver han kun nummer fire efter et begivenhedsrigt løb, hvor han bl.a. mister sine bargeboards. Det bliver ikke bedre i Malaysia og Brasilien, hvorfor sæsonens første sejr ikke kommer før på Imola, der samtidig bliver F2002 racerens sidste løb. Sejren er dog bittersød for Schumacher, da moderen afgår ved døden samme morgen. Schumacher vælger derfor ikke at fejre på podiet, og deltager heller ikke i den efterfølgende pressekonference. Alligevel er han så determineret, at han i de næste løb i Spanien og Østrig tager pole og sejre begge steder. Jeg sad selv på lægterne på A1-Ring og så hvordan han bogstavelig talt kæmpede sig gennem ild, vand og olie førend sejren kom i hus. Et imponerende stykke arbejde, og han kunne endelig sige, at han havde vundet i Østrig uden hjælp fra Barrichello.

Derefter skulle Schumacher gå en hård sommer i møde. Eneste sejr var i Canada, mens han efterfølgende blev kørt agterud af oppositionen i Europa. Michelin havde ganske simpelt lavet et bedre dæk, og både Williams, McLaren og Renault havde for en gangs skyld lavet konkurrencedygtige biler. Lavpunktet nåede Ferrari da Schumacher blev overhalet med en omgang af Alonso på Hungaroring. Bøtten vendte dog på Monza. Schumacher kæmpede indædt med Montoya for sejren, og det gik stærkt. Det hurtigste Formel 1 løb nogensinde, da tyskeren kun brugte 1 time, 14 minutter og 19,838 sekunder på at vinde foran de mange tilskuere, der igen talte skribenten iblandt masserne. Sejren på Monza gjorde, at Schumacher igen var favorit til mesterskabet, og med en sejr på Indianapolis var den næsten hjemme. Han skulle bare score ét point på Suzuka, og det gjorde han lige akkurat, men heller ikke mere. Ferraris F2003-GA racer var ikke nær så god som de havde håbet, og Michelin gav Bridgestone kamp til stregen. Schumacher måtte kæmpe hårdt, men endte alligevel med at omskrive rekordbøgerne endnu engang, for med seks titler var han nu forbi Juan Manuel Fangios legendariske rekord på fem verdensmesterskaber. Nu stod Schumacher alene, øverst i alle rekordbøger.

2004 – SCHUMACHER I UHYGGELIG FORM

Lige som man troede, at Schumachers dominans var nedbrydelig, serverede Maranellos tekniske afdeling ham med en F2004 der gjorde enhver modstand ubetydelig. At beskrive dette år er svært. For det var på én måde kedeligt at se, men samtidig imponerende hvordan Schumacher gang på gang satte sig op til løbet mentalt, og gjorde præcis hvad der skulle til. I sæsonens første halvdel vandt han 12 sejre ud af 13 mulige. Kun i Monaco vandt han ikke, og det fordi han udgik efter han havde et sammenstød med Montoya i tunnelen. Ellers var det sejre på sejre, og syv af gangene holdt han også på pole. Der var ingen der kunne røre ham. Det blev så let, at Schumacher og Ross Brawn i Frankrig forsøgte sig med en fire-stops strategi. Det virkede, og Schumacher kunne bagefter sige at de ville lege lidt med det hele, og de gjorde de så. Oppositionen kunne intet gøre.

På Spa-Francorchamps skulle han så sikre titlen, men måtte nøjes med en andenplads bag Räikkönen. Finnen kørte et perfekt løb, så Schumacher fik først lov at fejre sit mesterskab med en sejr på Suzuka. For i Kina gik det helt galt, hele weekenden, og på Interlagos i sæsonens sidste løb var weekenden og mærket af kørefejl. Det var en hård Schumacher der detroniserede alt og alle i starten, men det virkede som om han blev metaltræt i slutningen af sæsonen, og det var måske dette han tog med sig ind i 2005. Et år der ikke gik Schumachers vej, overhovedet.

2005 – DEN GYLDNE ÆRA SLUTTER BRAT

Som de foregående år, forsøger Ferrari igen at starte en ny sæson med sidste års bil, men 2005 er et nyt år, og samtidig begyndelsen på en ny æra. For Schumacher er det begyndelsen på enden. F2004 er pinligt bagud i forhold til konkurrenterne, så F2005 fremskyndes til debut i Bahrain, og giver Ferrari lidt håb tilbage. En klassisk duel med den nye komet Fernando Alonso udspiller sig på Ferraris hjemmebane Imola, men den unge løve holder den gamle ræv bag sig, og magtkampen begynder så småt at svinge den anden vej. Schumacher har holdt Formel 1 i et jerngreb i et halvt årti, og må nu sande, at der er yngre, stærkere kræfter på vej forbi på ydersiden. Imola er første alvorlige mandsprøve mellem generationerne, og Schumacher tabte. Resultatet bekræfter måske for første gang de bange anelser han har gået og kæmpet med i et stykke tid, og kombinationen af en dårlig F2005 og erkendelsen gør, at sæsonen bliver en lang kamp op ad bakke.

Det katastrofale løb på Indianapolis bliver Schumachers eneste sejr, og selvom det momentvis gav Ferrari blod på tanden, var det tydeligt for enhver, at depechen som dominerende team skulle gives videre. Året blev en kamp mellem Renault og McLaren-Mercedes, hvor Schumacher var med som outsideren, der udelukkende lukrerede podieplaceringer når biler fra de andre hold udgik. En helt ny verden for tyskeren, der ellers havde vænnet sig til at kunne gøre sig gældende, nærmest uanset hvad. Nu var det den omvendte situation, hvor der skulle kæmpes for point. Her er det nok, at Schumacher for første gang for alvor tænker på at trække sig tilbage. Skriften på væggen kunne ikke være tydeligere, da Räikkönen og i særdeleshed Alonso gav ham baghjul hele sæsonen. Alligevel formåede han at hive sig selv og teamet op ved sokkeholderne, og gøre det efterfølgende år til et sandt potpourri af indædte kampe og flot paradekørsel.

2006 – SVANESANG I BRASILIEN

En syvdobbelt verdensmester der har været i Formel 1 i halvandet årti har prøvet det meste. Han var derfor ikke selv det mindste overrasket, da han i åbningsløbet slutter på en andenplads, lige foran Alonso. Ferraris F248 viser sig langt bedre end forventet af oppositionen, og trods magre resultater i Malaysia og Australien, finder Schumacher igen vinderformen frem på Imola. Det er den præcis omvendte situation af året forinden, hvor det denne gang er tyskeren der holder den unge tyrefægter bag sig. Kampen om mesterskabet anno 2006 er for alvor åbent, og næste slag vinder Schumacher også. Det er Nürburgring, og selvom Alonso har fordelen i starten af løbet, får Michael kæmpet sig tilbage, og udnytter nogle solide Bridgestone dæk.

Renault overgiver sig dog ikke uden kamp, hvorfor Schumacher i sit sidste år i Formel 1 må opleve en af de vanskeligste titelkampe nogensinde. Presset til grænsen begår han en fejl i kvalifikationen i Monaco, og det får igen verdenspressen og konkurrenterne til at lugte blod. En såret kriger i Formel 1 er som en såret fisk i havet. Hajerne lugter blodet med det samme og går nådesløst til angreb. Schumacher må stå til måls for en farlig bredside af kritik fra alle fronter, og klog af skade undgår han at tage til genmæle. Han forsøger at give Alonso modstand, men den unge verdensmester lader sig ikke kue af den gamle garde. Andenpladser på Silverstone og i Canada er det bedste han kan mønstre, men så vender bøtten og det hårde flid giver pote.

Sejre på Indianapolis, Magny-Cours og Hockenheim vender bøtten på hovedet, for sejrene tages med lethed og specielt på hjemmebane i Tyskland virker Schumacher og F248 nærmest usårlig. Sæsonen er med ét vendt på hovedet, og Schumachers navn begynder igen at nævnes i flæng som favorit til mesterskabet. På Hungaroring er en ottendeplads dog med til at dæmpe forventningerne, men Michael selv kæmper hårdt tilbage i Tyrkiet. Her mister han dog chancen for sejr da han må parkere sin racer bag Felipe Massas Ferrari i pitten, mens sikkerhedsbilen kører ud.

Og så kommer Monza 2006. Rygterne svirrer, og det med rette. Folk i inderkredsen er så småt blevet informeret, og da han selv annoncerer en selvstændig pressekonference efter løbet, skulle han ikke slutte i top tre, er alle klar over hvad der skal ske. Efter 16 sæsoner i Formel 1 er den levende legende klar til at lægge racerhjelmen på hylden. Hele weekenden undgår han og Ferrari snedigt spørgsmålene fra den sultne presse, og om søndagen får han den perfekte anledning til at annoncere sit exit. Han vinder nemlig løbet foran de fremmødte tifosi, og under den tv-transmitterede pressekonference fortæller han så, at han vælger at stoppe. Nyheden er allerede ude, da RTL umiddelbart efter løbets afslutning lader nyheden sive på deres hjemmeside, men for langt de fleste er det først her, bag mikrofonen, af manden selv, at man får vished om de rygter der har verseret den seneste tid. Hans afløser, Kimi Räikkönen har været kendt længe, dog ikke officielt, hvorfor der hele sæsonen igennem har været perioder hvor Schumachers tilbagetrækning har trukket overskrifter. Men nu kom den så endelig fra manden selv, og den blev mødt med både lettelsens suk samt ærgrelse hos mange. Dem der har hadet tyskeren jublede, mens hans mange fans kneb en tåre, velvidende at en æra er slut.

Løbet i Kina forstummer dog melankolien. Schumacher vinder igen og bliver pludselig klar favorit til titlen, og man aner chancen for, at han slutter med et brag og bliver ottedobbelt verdensmester. Alonso har set skriften på væggen, og er udmærket klar over, at Ferrari og Schumacher har den bedre formkurve gående ind i den sidste halvdel af sæsonen, og det er tydeligt for enhver, at F248 er blevet en bedre bil end R26 som året er skredet frem. Det hele går dog bogstavelig talt op i røg da Schumachers motor bryder sammen på Suzuka. På det tidspunkt fører han løbet og ligner en vinder, men da han udgår og Alonso vinder løbet, er chancerne for et verdensmesterskab pludselig lettere akademisk, og Schumacher afskriver selv øjeblikkelig alle chancer i sæsonens sidste løb på Interlagos.

Schumachers 249. Grand Prix løb bliver dog alligevel et af de bedste i karrieren. Han vinder ikke, hverken løb eller mesterskab, men trods modgang hele weekenden kæmper han så hårdt, at det er svært at forestille sig det skulle være nødvendigt at stoppe nu. Starter på en tiendeplads, må i pit efter en punktering og slutter alligevel på en fjerdeplads, efter at have brugt hele eftermiddagen på at overhale den ene kører efter den anden. På de sidste omgange indhenter han sin arvtager, Kimi Räikkönen, og overhaler ham for enden af langsiden i en dristig og perfekt udført manøvre. Det er Michael Schumacher som han er bedst; kølig, nådesløs og med en vilje af stål til at gennemføre det der skal gøres. Han vil den overhaling, og det lykkes. Schumacher siger farvel ved at vise omverdenen hvorfor han er så populær, hvorfor han har vundet 91 Grand Prix løb, 7 verdensmesterskaber og scoret i alt 1369 VM point som Formel 1 kører. Fordi han er den største i sin tid. Uden sidestykke.

EPILOG

For Michael Schumacher har Formel 1 været en stor del af livet. Den har givet ham sejre og nederlag. Den gav ham en familie i Ferrari, med hvem han skrev sig ind i historien, og sporten gav ham muligheden for at vise alt og alle hvad han kunne bedst. For Michael Schumacher var Formel 1 den rette hylde. Det rå naturtalent der blev sluppet løs i en Jordan 191 på Spa-Francorchamps i 1991 voksede sig stort, blev rettet af hos Benetton og til sidst perfektioneret hos Ferrari. Han har været en inspiration for mange, ikke mindst et hav af unge drenge med benzin i blodet. Den private side har han altid været meget påpasselig med ikke at vise for meget af, hvorfor han i mange år blev set som værende arrogant, ikke mindst forstærket af hans kyniske kørsel på banen og manglende undskyldning herfor efterfølgende.

Denne totale fokus på sejr har gjort ham elsket og hadet på én og samme tid. Den har gjort ham mytisk. Den har gjort, at navnet Michael Schumacher fremprovokerer følelser hos alle der har fulgt Formel 1, og er medvirkende til, at han for altid vil blive rangeret som en af de allerstørste i sporten, nogensinde. Helt på højde med Ayrton Senna, Juan Manuel Fangio og Jim Clark. Og med rette! Michael Schumacher var en ener i sin generation, har været en fryd at følge, har været en fantastisk ambassadør for sporten og genstand for utallige diskussioner i både presse såvel som blandt fans, ikke mindst når han har været centrum for kontroversielle hændelser.

Eftermælet er ikke perfekt. Der har været tvivlsomme episoder, men når man skal drage en konklusion, er der overvejende flest positive aspekter ved Schumachers karriere i Formel 1. Han involverede sig i alle aspekter af sporten, ikke mindst sikkerheden for kørerne, og var derfor det naturlige omdrejningspunkt i mange år. Han var med til at gøre sporten både spændende og kedelig, sjovt nok begge ting fordi han vandt løb. Og det vælger jeg at være min udgangsreplik i mit forsøg på at beskrive Michael Schumacher: Han vandt løb. Rigtig mange af dem. Han kæmpede for det, og vandt.

En ægte fighter med talent, kynisme og et glimt i øjet. Michael Schumacher. En legende.