Lewis Hamilton
Lige ved og næsten.


Af Michael D. Ewert


Lewis i MP 4-22 © McLaren Media

Han kom, han kørte, han vandt. Bare ikke den helt store sejr. Således sammenfatter jeg Lewis Hamiltons debutsæson i Formel 1. En sæson, der er blevet præget lige så meget af det, som skete på banen, som det der skete bag kulisserne. Vi skal helt tilbage til 1996 for at finde en på papiret næsten lige så perfekt debut.

En andenplads i sit første verdensmesterskab burde være noget alle kan glæde sig over. Alligevel føles andenpladsen som et nederlag, når man kigger tilbage på sæsonens sidste løb, men set over en helhed, så er debutsæsonen godkendt med kryds og bolle, UG og slange. Men hvor er det ærgerligt, at det hele glippede i det sidste løb. Det havde været prikken over i’et og skrevet Lewis Hamilton ind som den første rookie verdensmester i historien.

Men sådan gik det ikke, ligesom Jacques Villeneuve 11 år tidligere tabte verdensmesterskabet til holdkammeraten Damon Hill. Dengang var det dog Jacques Villeneuve, der var den jagende i det sidste løb, mens Lewis Hamilton i 2007 næsten kunne trille VM i hus i det brasilianske Grand Prix.

Men som alle, der så det brasilianske Grand Prix kan bevidne, så knækkede filmen allerede i starten af løbet. En halvdårlig start, en fejl i det tredje sving, måske en finger der ramte forkert og en mærkværdig pitstrategi fra McLarens strateger sendte VM til ærkerivalerne fra Ferrari og måske for McLaren endnu mere bittert Kimi Raïkkönen, der havde kørt de foregående fem år for teamet.


Lewis Hamilton skrev sig ind i den eksklusive klub for debutanter, der ender på podiet. © McLaren Media


Det sidste løb

Oven på dækfadæsen i Kina, hvor Lewis Hamilton skøjtede sin MP 4-22 ud i det lille afkørselsareal lige inden for pitindgangen og udgik med alt for brugte dæk fik statistikerne travlt. Et væld af scenarier blev præsenteret. Hvad nu hvis, og hvis Fernando Alonso nu slutter her, Kimi Raïkkönen der, hvordan skal Lewis så slutte. Og hvad med pointlighed.

Skrækscenariet var en sejr til Kimi Raïkkönen, en andenplads til Fernando Alonso og en femteplads til Lewis Hamilton. Dermed ville de to McLaren kørere slutte på 111 point hver, og antallet af sejre ville være det samme. Antallet af anden-, tredje- og fjerdepladser ville være det samme, men VM ville gå til Lewis Hamilton, der i kraft af femtepladsen i det brasilianske Grand Prix netop ville have en femteplads mere end Fernando Alonso.

Der blev snakket om 1986. Bilerne havde i forhold til dengang fået nye navne, da Nelson Piquet, Nigel Mansell og Alain Prost alle kunne tage VM titlen i det sidste løb. To Williams mod en McLaren. I år var det to McLaren mod en Ferrari. Igen var det den undervurderede, der løb med sejren.


Ayrton Senna, Alain Prost, Nigel Mansell og Nelson Piquet forud for det portugisiske Grand Prix 1986. © Williams F1

Søndag aften 21. oktober troede vi VM var afgjort. Det var den tætteste trekamp endnu i historien. Kimi Raïkkönen vandt med 110 point, et point mere end Lewis Hamilton og Fernando Alonso som begge sluttede på 109 point. Men så kom overraskelsen, men da vi var i Brasilien, så var den måske ikke så stor alligevel. Noget skulle gå galt, og i dette tilfælde var det målingen af lufttemperaturen. Den har betydning for hvor koldt bilernes brændstof må være, og der er en nedre grænse på 10 grader under lufttemperaturen. Fire biler blev taget i at have kørt med for koldt brændstof, og da tre af disse biler sluttede foran Lewis Hamilton, så var der stadig ild i Hamiltons VM chance.

Lige indtil de brasilianske stewards valgte ikke at straffe de fire biler (Williams og BMW Sauber) for deres fejl. Usikkerhed omkring temperaturmålingen lød begrundelsen for at de fire biler gik fri, og dermed var VM som sådan afgjort.

Altså indtil mandag formiddag hvor McLaren valgte at appellere beslutningen om frifindelsen af de fire biler. Flere tekniske direktører udtalte, at man kunne opnå en performanceforbedring på måske 10-15 hk afhængig af hvor meget temperaturen lå under den officielle, og et brud på reglerne bør naturligvis straffes. BAR Honda blev i 2005 straffet hårdt med diskvalifikation og to løbs karantæne for deres brændstoftank. Det var også et af
argumenterne McLarens advokater fremførte under høringen i London på Sidley LLD advokatkontoret torsdag den 15. november.


På Spa-Francorchamps forsøgte Fernando Alonso at presse Lewis Hamilton af banen © McLaren Media


VM skulle afgøres i appelretten

Knap fire uger efter appellen var blevet indberettet. Hele sagen lugtede af politik. McLaren var i september blevet erklæret skyldige i hele spionsagen omkring Ferrari/McLaren og Nigel Stepney/Mike Coughlan. Holdet havde mistet alle deres konstruktørpoint og blev udelukket fra at score holdpoint resten af sæsonen. Overraskende nok blev holdets kørere frifundet på trods af diskvalifikationen fra konstruktørernes VM og de havde dermed stadig chancen for at vinde kørernes verdensmesterskab.

McLaren fik oveni udelukkelsen fra konstruktørmesterskabet en bod på $100 mio., som de skulle betale til FIA. Et anseeligt beløb som også gør ondt på et topteam som McLaren. Men chancen for at vinde kørernes VM var alligevel en god kompensation, som i kraft af prestige og kommerciel værdi i form af sponsorater og merchandise kunne hente lidt af det tabte ind. Modelbilfirmaet Raceland.de meldte ud allerede i september, at de første oplag af Lewis Hamilton modelbilen i str. 1:18 var udsolgt. Hver gang en McLaren modelbil sælges får teamet et beløb i royalties. Selv om det kan virke af lidt, så ved vi jo at mange bække små giver en stor å.

Bernie Ecclestone truede inden retssagen med, at han ville trække sig fra Formel 1, hvis årets resultat blev ændret. Max Mosley udtalte før retssagen, at han ikke forventede, at der ville ske ændringer i resultatet. McLaren havde appelleret stewardsenes beslutning, ikke protesteret over resultatet. Fernando Alonso og Lewis Hamilton har begge været ude og sige, at de ønsker Kimi Raïkkönen tillykke med mesterskabet, og hverken Lewis eller McLaren ønskede at vinde VM ved en skrivebordsafgørelse.


Årets top tre som de stod på podiet efter det engelske Grand Prix © Ferrari Media

Så hvorfor egentlig tage hele turen igennem den retslige instans. Svaret handler jo i bund og grund om kroner og ører eller rettere euros og cents. Og så lige det at det er verdensmesterskabet, ikke kampen om en mindre betydelig plads det hele drejer sig om. Forklaringen på appellen var, at man som aktieselskab skal tjene aktionærerne bedst, og så handlede det om princippet bag.

Princippet var netop det McLarens ledende advokat Ian Mill brugte som argument for, at de fire ulovlige biler skulle diskvalificeres, og klassementet ændres, hvilket ville medføre at Lewis Hamilton ville blive den nye verdensmester.

Et af de argumenter som Ian Mill fremførte under appelhøringen var, at selv om kørerne sandsynligvis intet vidste omkring den forkerte brændstoftemperatur, så havde de draget fordel af dette.

Men netop samme argument er måske i virkeligheden grunden til, at ingen af de fire biler blev diskvalificeret, da dommen faldt fredag aften den 16. november. For hvordan kan man argumentere for, at Nico Rosberg, Kazuki Nakajima, Nick Heidfeld og Robert Kubica skal straffes fordi de havde nydt en fordel, når McLarens egne kørere ikke blev straffet for at køre i en ulovlig bil hele sæsonen.


Da Lewis Hamilton vandt i Japan var VM så tæt på at være en bagatel, at McLaren nok allerede havde trykt VM 2007 trøjerne. © McLaren Media


Derved blev Lewis Hamilton ikke historiens første rookie verdensmester.


Kritikken af Lewis Hamilton

To ting huskes McLaren for i 2007. Spionsagen, der startede tidligt på sæsonen bragte en sort skygge over McLaren, og så det venskab som aldrig opstod imellem den dobbelte verdensmester Fernando Alonso og rookien Lewis Hamilton. Hvor alle var overvældede over Lewis Hamiltons start i Formel 1 med ni podiepladser i træk, så steg forventningerne til Boy Wonder, som var et af de kælenavne Lewis Hamilton blev tildelt i 2007.

Det er meget imponerende, at en rookie kører kan gå direkte fra mindre klasser som F3 Euro Series til GP2 og så fortsætte fremgangen i Formel 1. For at vende tilbage til Jacques Villenueve, så havde han inden Formel 1 debuten kørt to år i den amerikanske IndyCar serie (før bruddet mellem CART og Tony George (ejeren af Indianapolis Motor Speedway)) og vundet det store Indianapolis 500 løb i kun andet forsøg. Biler der dengang var noget kraftigere end de nuværende GP2 biler. En sammenligning der er med til at understrege Lewis Hamiltons klasse og store talent.

Et kritikpunkt, der har været af Lewis Hamilton er, at han er kommet for nemt til det i 2007. Den kan man lige tygge lidt på for på sin vis er det rigtigt. Lewis Hamilton kom til McLaren i det år, hvor deres biler både var hurtige og samtidig pålidelige. Men han kom også til et team, der havde skiftet de normale løbskørere ud med to nye. Fernando Alonso kom fra det noget mere farverige Renault team til det mere kolde McLaren, og da begge kørere var nye, bilen var ny, dækkene var nye, så var det begrænset hvad Lewis Hamilton kunne trække på af Alonsos ekspertise i starten af sæsonen.


Lewis Hamilton vandt GP2 mesterskabet for ART Grand Prix teamet © Michael D. Ewert

Det siges, at Lewis Hamilton i starten af Formel 1 sæsonen adapterede Fernando Alonsos opsætning for at have noget at arbejde ud fra. Det er bestemt også korrekt, at der i starten af forholdet mellem Lewis Hamilton og Fernando Alonso var en informationsveksling, som Lewis Hamilton har nydt godt af. Men den var der ikke sidst på sæsonen, hvor forholdet mellem de to kørere var så koldt, at selv den mest kuldeglade vinterbader ville fryse i nærheden af de to.

Jeg læste et interview med Nelson Piquet Jr. i starten af 2006, hvor både han og Lewis Hamilton kørte GP2. Essensen af interviewet var, at hvor Nelson Piquet Jr. kom fra et lille team, der i Formel 1 skala svarede til et sted mellem Minardi og det gamle Sauber team, så kom Lewis Hamilton til et uhyre velorganiseret ART Grand Prix team, hvor der var folk, der tilrettelagde Lewis’ dag. Reservation af flybilletter og hotelværelser sørgede teamet for. De hentede og bragte ham, og han skulle sådan set bare møde op, sætte sig ned i bilen og køre stærkt.

På samme måde er det lidt sjovt, at han kommer til et af de mest organiserede teams i Formel 1, hvor alt det praktiske er ordnet af teamet, og hvor den primære opgave var at køre hurtigt. Han har siden det meget omtalte møde mellem ham og Ron Dennis, da Lewis Hamilton kun var 10 år gammel nydt godt af McLaren støtten. Ron Dennis bliver betegnet som Lewis’ anden far, og forholdet mellem Lewis og Ron Dennis skulle være lige så hjerteligt, som forholdet mellem Mika Hakkinen og Ron Dennis. Fernando Alonso havde ikke en chance hos McLaren har flere tidligere McLaren kørere udtalt.


Forholdet mellem Ron Dennis og Lewis Hamilton er så nært, at Ron nærmest er Lewis’ anden far © McLaren Media

Men det forklarer stadig ikke den kæmpe mængde talent som Lewis Hamilton er i besiddelse af. Hvordan han sætter sig ned i en Formel 1 bil, viser team spirit i de første løb (mange kan nok huske den radiokommunikation der var mellem Lewis og hans ingeniør efter den første andenplads var kørt i hus om, at han gerne ville vinde et løb senere) for siden at angribe mesterskabet og tage chancen for at blive den første rookie verdensmester i historien). Hvilket kunne være sket allerede i Kina, hvis ikke lige det var et par alt for brugte Bridgestone.

Man har ofte hørt, at et team har behov for en første og en andenkører. De teams som siger de ikke opererer med dette begreb er de teams, som alligevel ikke har en chance for at blande sig i toppen. De kører for det overraskende resultat, mens de teams med deciderede første- og andenkørere kører for at blande sig i mesterskabet. Fernando Alonso troede naturligvis, at han som dobbelt verdensmester var sikret førstekørerrollen hos McLaren, men det havde man glemt at fortælle Lewis Hamilton, da Lewis først havde målt og vejet verdensmesteren. Den nok største grund til, at forholdet mellem de to kørere aldrig kom over et varmere niveau end lunken te.

 

Den rå diamant

Lewis Hamilton er som en rå diamant. Masser af karat, men diamanten skal bearbejdes før den er klar. Vi har set det mange gange i år. Den aggressivitet som Lewis udviser har givet ham mange tilhængere. En kører som ikke var skolet ind i det overhalingsfattige Formel 1, men som gav den 100% eller mere hele tiden.

Ofte har vi set Lewis med rygende dæk. Andre gange har vi set ham foretage formidable overhalinger eller forsvare sin position så professionelt, at på papiret bedre, helt sikkert langt mere erfarne kørere har måtte opgive at overhale. Men aggressiviteten har også haft sin pris. Det europæiske Grand Prix viste tydeligt dette.

En kæmpe afkørsel under kvalifikationen, der enten kan relateres til et ophængsbrud eller en punktering. Den rigtige forklaring er vist stadig hemmeligholdt, men med tanke på, at det ikke er første gang Lewis har haft problemer med sine dæk, så tror jeg det ligger i, at Lewis har overkørt sine dæk. I løbet viste Lewis til gengæld sit store overblik, da han skøjtede af den meget regnvåde bane og ind i dækmuren. Som den eneste kom han tilbage på banen, men det mest imponerende var ikke de komiske billeder af Lewis i MP 4-22, der blev løftet af en kran. Det var den unge knægt, der holdt gang i sin Mercedes motor.

Lewis Hamilton har dog også bragt sig i fedtefadet et par gange af de mere alvorlige slags. Friske kommentarer er ikke altid lige velset i Formel 1. Som efter løbet i Monaco hvor Lewis sagde, at han af teamet var blevet bedt om ikke at angribe Fernando, hvilket hurtigt blev udlagt til ulovlige teamordrer. Eller i Ungarn, hvor det skulle have flydt med engelske gloser af den mindre kærlige slags, da Fernando Alonso lavede hans stunt i pitten.

Kan han holde fokus?

Ingen kan tage fra Lewis Hamilton, at hans første sæson i Formel 1 har været formidabel. Lewis Hamilton har efter debutsæsonen etableret sig som en lynhurtig førstekører, men han skal passe på for i Formel 1 er der som alle ved ikke langt fra top til bund.

Jenson Button er det måske bedste bevis på dette. Da Jenson Button kom i Formel 1 i år 2000 tog han cirkusset med storm. Ved hans første Grand Prix på hjemmebane Silverstone blev han hyldet af de mange kvindelige Formel 1 fans, der var kommet for at se den nye engelske darling. Jenson Button havde fremtiden foran sig, og populariteten og successen gik Jenson Button til hovedet.
Store fester, biler, huse, lejligheder, speedbåde. Jenson Button levede en tilværelse som en vaskeægte playboy, men da det blev alvor i 2001 svigtede han.

Jenson Button, der i 2001 var udlånt til Benetton fik aldrig styr på den problematiske Benetton B201. Den manglende succes tærede på selvtilliden og playboy tilværelsen fik skylden for problemerne. Jenson Button var meget heldig at få forlænget sin udlånsaftale med Benetton, da Flavio Briatore ikke var videre imponeret over den engelske opkomling. 2001 kunne have været Jensons sidste år i Formel 1. Det blev det ikke, og 2008 bliver heller ikke det sidste år i Formel 1 for Lewis Hamilton.


Ralf Schumacher og Jenson Button årgang 2000 © Williams F1

Mens Lewis Hamilton har været fokuseret i Grand Prix weekenderne, så er den unge brites succes heller ikke gået de engelske tabloidaviser forbi. Lewis Hamilton er blevet en jaget mand, og det er en af grundene til, at den unge komet flytter til Schweiz i vintersæsonen. Dels for at komme til et mere neutralt land, hvor kendte bliver ladt i fred, men også for at nyde godt af de lempelige skatteregler i Schweiz.

Lewis Hamilton blev i Formel 1 sommerferien set på en yacht, hvor han hyggede sig med datteren til en af de større aktionærer i McLaren Mansour Ojjehs datter, Sara. Kæresten gennem mange år var droppet, og det fik ugebladene til at gå helt amok i England. Senest sættes Lewis Hamilton i forbindelse med den tidligere Pussy Cat Doll Nicole Scherzinger, men det forhold skulle ikke være seriøst ifølge Lewis Hamilton.

Det er forståeligt, at Lewis Hamilton nyder successen. Den kan være væk næste år, og det kræver store ’cojones’ at tabe mesterskabet i sidste løb til en tilværelse i den lidt tristere ende af Formel 1 feltet, hvis McLarens MP 4-23 bliver en fuser på samme måde som Ferraris F2005 var det i 2005.

Man kunne frygte, at Lewis er ved at skifte fokus, så det nu drejer sig om at skovle så mange penge ind på kontoen som muligt. Det vil være forståeligt nok, og Lewis Hamilton har fået en ganske vellønnet kontrakt med et softwarefirma, der gerne vil lave et spil over ham. En kontrakt til flere millioner pund. I midten af november sendte han sin biografi ’My Story – Lewis Hamilton’ på gaden.


Lewishamiltonstory © HarperCollins Publishing

Noget der har vakt opsigt hos mange, da man kan undre sig over, hvordan man kan sende en biografi på gaden allerede inden verdensmesterskabet var officielt slut. David Coulthard er en af de kritikere, der undrer sig. Han udtalte, at det normalt først er efter en længerevarende karriere, at man laver sådan en, men på den anden side har Robert Kubica heller ikke været i Formel 1 særlig længe, og der findes masser af bøger om ham i Polen.


Førstekører hos McLaren i 2008

Lewis Hamilton var et hot navn i de mindre klasser. Han blev endnu hottere, da han først kom til Formel 1. Han gav den dobbelte verdensmester kamp til stregen, og der var ikke mange løb, hvor Fernando Alonso kørte i cirkler om Lewis Hamilton. Det italienske Grand Prix er nok det løb, hvor det var mest tydeligt, men alligevel formåede Lewis Hamilton at hænge på holdkammeraten.

Hans overhaling på Kimi Räikkönen ned i første chikane var utrolig velplaceret. Med rygende dæk sad den lige i skabet i et, som tilskuer på banen, ret kedeligt løb. Lewis Hamiltons lange historie med McLaren var nok det, der gav ham overskuddet i forhold til Fernando Alonso, og i bund og grund det, der gjorde at Fernando Alonso bad om at blive løst fra sin McLaren kontrakt efter det første af potentielt 3 år hos sølvpilene.

Med Fernando Alonso ude skal Lewis Hamilton nu påtage sig rollen som førstekører. Vi så tilbage i 1994, at førstekørerrollen ikke bare er en man lige overtager. Damon Hill brugte store dele af 1994 på at vokse til det ansvar. Den tid har Lewis Hamilton ikke. Ansvaret hviler på den unge knægts skuldre, og meget tegner til at hans nye holdkammerat ikke har mere Formel 1 erfaring end ham selv, så det kan knibe med hjælpen.


Lewis Hamilton lavede løbets overhaling, da han overhalede Kimi Räikkönen ind i Prima Variante © Michael D. Ewert

Endvidere har debutårets flotte resultater sat forventningspresset op. Hvis McLaren kan bygge en tilsvarende god bil som MP 4-22, så skal VM i hus. Selv Ron Dennis har nok svært ved at tilgive, hvis hans ’søn’ smider et mesterskab væk sidst i 2008, som han reelt gjorde det i 2007. Men det er jo også det, der gør 2008 spændende. Den første podieplads, den første pole og den første sejr er mange løb gamle. Nu skal der præsteres, og det vil jeg se meget frem til at følge i 2008.

Jeg krydser fingre for, at Lewis Hamilton vokser med opgaven. Ellers er jeg selv en af hans største kritikere. Meget hviler på hans skuldre, og det er nu han skal vise, at han kan løfte teamet. Jeg glæder mig, og jeg tror ikke jeg er den eneste.