Formel
1 2008!
Kimi? Massa? Heikki? Hamilton? Trulli...?
Af Flemming Hansen |

Først og fremmest skal det beklages, at der bruges
billeder fra 2007. Med skiftende teamnavne bliver det efterhånden
mere og mere kompliceret, at finde frem til andet end pladderbilleder
i en ynkelig størrelse, der bruges på websites,
der racer rundt i flashplayere og java popups, så
man er ved at blive søsyg - eller få blæst
ørerne ud. De biler der bruges til launch er jo heller
ikke andet end et nyt chassis med påmonteret (mere
eller mindre) aerodynamik fra slutningen af 2007. Så
hvordan bilerne rigtigt ser ud, ved vi først medio
marts i Melbourne. Men det vi ved noget om, er off-season
formen, kørerne og hvordan det måske vil gå
for dem i 2008. Det vil vi lige kigge på!
Scuderia Ferrari - F2008 - Kørere: 1: Raikkönen
og 2: Massa
Uha uha - det kan blive et spændende formel 1 år...
eller også kan det blive det helt modsatte. Hvorfor
nu det? Jo - de røde djævle fra Maranello lader
til at have fundet en utrolig bunke fart hen over vinteren.
Som om de havde brug for det? 2007 udgaven var god for 9
sejre og 9 pole positions og på trods af en vanskelig
start for Kimi trådte han alligevel igennem som verdensmester
efter mesterlig kørsel i Brasilien. Uforglemmligt.
Massa startede 2007 bedst og var også i spil som
potentiel VM vinder. Men små fejl fik stor betydning
hen ad vejen, så det er fortjent at det er Kimi der
er no. 1 i det team. Helt afgjort.
Hvis Kimi kan holde tungen lige i munden og den af Nikolas
Tombazi designede 'en anelse kortere 2008 model', så
er et dobbelt VM inden for rækkevidde.
Det skulle undre mig meget om Ferrari bliver nødt
til at aflevere 1 tallet til et andet team i 2009. Min fantasi
kan ikke se det. Og den er ellers livlig!

BMW-Sauber - F1.08 - Kørere: 3: Heidfeld
og 4: Kubica
I kraft af McLarens halve diskvalifikation fra
mesterskabet i 2007 er BMW-Sauber rykket op som det næstbedste
team.
Målet for 2008 må stå lysende klart -
bøjet i neon: Sejre. Ikke kun én men flere.
BMW er rykket tættere på førerfeltet
som var målet for 2007 - nu skal teamet videre og
for alt i verden ikke lave en 'Honda' og trille formålsløst
rundt i den dårligere del af feltet.
Nick Heidfeld har leveret varen og det har Robert Kubica
i hvertfald også. Sidstnævnte overlevede et
crash i Montreal der fik Tom K's til at ligne en søndagsudflugt.
Alligevel var han klar efter kun ét løb på
sidelinien. Fuldstændig som om intet var sket! Der
skal åbenbart en del til at ryste polakken.
Den tidligere Sauber fabrik i Hinwil har fået langt
flere ansatte. 150 flere inden for de sidste to år
og det er der chassis'et bliver lavet. Bla. ved hjælp
af en af de mest avancerede computere og vindtunneller i
F1 overhovedet. Motorerne bliver stadig bygget i München
hos BMW.
Masser af points og sejre!

ING Renault F1 - Renault R28 - Kørere 5:Alonso
og 6: Piquet Jr.
Det blev som jeg forventede dyrt for Renault at satse på
Fisichella som afløser for Alonso. Fisichella har
mange talenter - men en kommende verdensmester med alle
de talenter og held det kræver har Fisico ikke i sig.
Kovalainen så ud som lidt af en katastrofe i starten
af 2007 men forbedrede sig kraftigt og viste mange gode
præstationer i sidste halvdel af sæsonen. Ikke
mindst en flot indsats på Fuji under forfærdelige
forhold, og en vellykket Nordamerikansk kampagne på
Indy og i Montreal gav bonus, så han ikke ufortjent
byttede plads med Alonso i McLaren.
2008 er så året hvor Alonso vender tilbage
til farmand Briatore og Nelson Piquet Jr. endelig får
sin fiortjente debut i F1. Der ventes meget af den unge
Brasilianer og det store spørgsmål er om han
kan lave en Hamilton på Alonso? Men det vil kræve
en god bil og det er der allerede rygter om at Renault'en
ikke er efter udtalelser fra Alonso. Men det kan jo være
røgslør?

AT&T Williams Toyota - FW 30 - Kørere:
7: Rosberg og 8: Nakajima
Efter en katastrofal 2006 sæson, hvor Cosworth motorerne
kunne anvendes som fyrværkeri kom der for alvor mere
styr på tropperne i 2007. Gode præstationer
og podier blev det til. Alex Wurz indså at han ikke
længere helt havde farten i sig - eller fik det måske
at vide - da Saturo Nakajimas søn stod på spring
med en 50 millioner dollar medgift fra Toyota...
Nico Rosberg er nu teamets nummer 1 kører i en spæd
alder af 22. Det er en kører som Frank Williams holder
godt fast i. Så fast at et tilbud fra McLaren på
25 millioner dollar pure blev afvist. I kulissen står
Nico Hülkenberg som testkører og han har jo
allerede vist gode takter i A1GP og har Willi Weber som
manager som vel i sig selv er en slags kvalitetsstempel.
Kan Nico Hülkenberg bare blive 1/10 så god som
Michael Schumacher så er han langt!
Nakajima derimod har oddsene imod sig. Kun få japanske
kørere har vist større talent end den medgift
der fulgte med. Ingen tvivl om at han er hurtig. Men ungdommens
vovemod kankomme til at koste mange ødelagte dele
i kølvandet. Men det er ikke fair at dømme
ham endnu. Lad os se hvad det kan blive til.
I år må det være tid til at Nico Rosberg
får sin første sejr! Gerne i et fugtigt Monaco
løb lyder det her fra den uhjælpelige romantiker!

Red Bull Renault - RB4 - Kørere: 9: Coulthard
og 10: Webber
Formel 1's pensionistteam? Det er nok de færreste
der havde troet at David Coulthard kunne holde hovedet ovenvande
og blive i F1 i så mange år efter afgangen fra
McLaren. men det har han og resultaterne har været
der. Langt imellem - men de har været der!
Mark Webber er jo heller ikke helt ung længere, men
passer i statur og fysik fuldstændig sammen med Coulthard.
En problematisk gearkasse og tekniske defekter kostede
mange resultater i 2007. Det er noget af det der gerne skulle
være rettet i den nye racer. Adrian Newey og Geoff
Willis har arbejdet med den nye racer som i virkeligheden
ikke er helt ny, men en forbedret udgave af sidste års
RB3.
Points skal nok komme i kassen - men en sejr vil kræve
helt specielle forudsætninger som ikke er set siden
Monaco 1996...!

Panasonic Toyota Racing - TF108 - Kørere: 11: Trulli
og 12: Glock
One Aim står der på ophænget.
Af og til må man overveje om det gamle ordsprog -
'sigter godt - rammer skidt' ikke passer meget godt på
Toyota teamet? Japanerne har i årevis postet et ukendt
milliardbeløb efter F1 eventyret og kan kun prale
af ganske få gode resultater. Desværre slet
ikke de resultater midlerne burde retfærdiggøre
og slet ikke resultater, der tilnærmelsesvis har ramt
toppen af præmieskamlen - nemlig sejre.
De sidste par år har været ørkenvandringer
og en vis Ralf Schumacher har ikke kunnet bibringe ret meget
til teamet på trods af en aldeles fyrstelig aflønning.
Onde tunger vil påstå at japanerne troede at
de havde købt en anden Schumacher, med et lidt bedre
CV end lillebror. Ralf er nu sendt på pension i DTM
med en 'mindre' lønnedgang som følge...
Ralf er skiftet ud med GP2 mesteren Timo Glock og næsten
uanset hvordan det går for ham, så vil japanerne
få en bedre dollar til point kurs end med Ralf - det
er sikkert!
Jarno Trulli er ikke bedre end bilen - men hvis den rammer
plet så forvent fyrværkeri.

Scuderia Toro Rosso Ferrari - STR 02B - Kørere:
14: Vettel og 15: Bourdais
Red Bulls ungdomsteam føres an af Der Seb og Le
Séb. Henholdsvis Vettel og Bourdais, hvilket kan
blive et særdeles spændende bekendtskab. Bourdais
kommer som historiens allersidste Champcar mester og har
vist sig som en habil kører med et godt overblik.
Men F1 er noget helt specielt som Le Séb lige skal
have lov til at vænne sig til. Bortset fra Jacques
Villeneuve og til dels Montoya er der ikke rigtig nogen
der hidtil har kunnet omstille sig fra Champcar til F1,
så det bliver interessant at se hvordan den på
papiret ældre og mere rutinerede Le Séb kan
håndtere den lynhurtige teenager Vettel.
Bilen er sidste års model i B udgave. Altså
kort sagt en Red Bull racer fra 2006 og det kan blive et
problem at teamet ikke har en ny 08 model før tidligst
det Tyrkiske GP.
Men hov hvad var det? Kundebiler er jo ikke tilladt! Nej
men dette her er heller ikke en kundebil. Delene bliver
skam samlet i Faenza som er Minardis gamle hovedkvarter.
Det er eksterne leverandører der fabrikerer delene
og leverer til Faenza. At delene så gennem omveje
er designet af Adrain Newey og i praksis er Red Bull, så
er konstruktionen legal idet man ikke bare overtager en
bil fra Red Bull 1:1. At det så er det man gøre
alligevel er jo noget helt andet. Men bare de andre teams
er tilfredse, så er det det vigtigste. Det er i princippet
den samme konstruktion Super Aguri skal ind i - de mangler
'bare' pengene.
Points måske. Podier næppe.

F1 Honda Racing Team - RA108 - Kørere: 16:
Button og 17: Barrichello
2007 var et mareridt at komme igennem for Honda teamet
der ellers i 2006 havde vundet sin første sejr i
Formel 1. Derfor håbede man jo at alt nu bar ville
blive meget lettere - eller noget i den retning. Det blev
det ikke. En bil der blev præget af en aerodynamik
der var udviklet i en vindtunnel der ikke var kalibreret
korrekt blev et uoverstigeligt problem der bare ikke kunne
forbedres nok i løbet af sæsonen. Men også
til stadighed Hondas consensus demokrati, hvor alle skal
være enige dutter ikke i en så synlig resultatorienteret
sport som formel 1.
Det vil der nu blive gjort noget ved. Ross Brawn er blevet
hyret som styrmand, for at lede teamet i den rette retning.
Men ikke nok med det - Honda har været på 'strandhugst'
i forskellige teams og har givetvis lokket med mange yen!
Jörg Zander - designer fra BMW; Loic Bigois - aerodynamiker
fra Williams; John Owen - aerodynamiker fra BMW og dertil
den erfarne testkører Alex Wurz. Om de kan nå
at vende den grønne skude i 2008 er naturligvis tvivlsomt,
men potentialet kan være der.
Kørerne er de samme som i 2007 og nærmer sig
langsomt men sikkert pensionsalderen fsva. Barrichello der
nu kører på 16. sæson! Button kan hæve
sig langt op hvis bilen er god - men hvis den ikker god
må han hellere blive hos Honda i en del år fremover.
Der er points i teamet og flere end i 2007 er gættet
herfra. Men sejre og pole positions - næppe - medmindre
det er et totalt lykkelotto løb med regn og sikkerhedsbiler.

Super Aguri Honda - Honda RA107 - Kørere:
18: Sato og 19: Davidson
Forvent et eller andet drastisk omkring dette team i 2008!
I skrivende stund er der endog tvivl om teamet overhovedet
dukker op i Melbourne. Problemet bunder som så meget
andet i penge - eller mangel på samme. Kan du huske
bilen fra sidste år? Der stod SS
United på den med store røde
bogstaver. Det der lød som navnet på en gammel
Atlanterhavs damper var vist mere et luftkastel end et oliefirma.
De betalte ikke for de røde bogstaver...
Det lykkedes at gennemføre 2007 sæsonen, men
der er ikke penge til noget endnu. Teamet skulle overtage
Hondas 2007 biler ( i forvejen ikke ligefrem kvalitet og
hurtighed) og også det kan vise sig som et problem,
idet den tidligere positive snak om kundebiler er som forduftet.
Dette har jo også fået følger for Prodrive
teamet, der skulle have kørt med aflagte McLaren
chassis'er.
Det betyder at hvis Super Aguri skal forblive i F1 skal
de fra 2009 - senest - nedsætte sig som konstruktører
og flikke deres helt egen F1'er sammen. Hårde odds
for et team der ikke har finanser til at køre et
par 'udlejningsbiler'.
Så fremtiden ser lige nu ikke lys ud for Super Aguri.
Forvent at teamet forsvinder eller bliver opkøbt.

Force India Ferrari - VJM01 - Kørere: 20:
Sutil og 21: Fisichella
Jordan, Midland, Spyker og nu Force India. Teamet
i den billige ende af gridden har haft en omskiftelig tilværelse
i takt med at de tidligere ejere fandt ud af at det kræver
en velvoksen bankkonto at lege med i Formel 1. Nu er teamet
overtaget af den velbeslåede Inder Vijay Mallaya,
der ejer Kingfisher bryggeri og luftfartsselskab. Der er
blevet pumpet 60 millioner dollar yderligere i teamet så
man nu har et budget på anslåede 120 millioner
dollar. For det beløb mener teknikchef Mike Gascoyne
at det nu bliver lidt sjovere at være med - for med
sølle - ja nærmest ynkelige 60 millioner dollar
- kunne teamet kun lige overleve. Tænk lige på
det - 300 millioner danske kroner for at rulle rundt i den
ydmyge del af feltet. En Le Mans indsats som Team Essex
kan vel nærmest finansieres med vekslepenge hos Force
India. Tankevækkende...
Efter at have været hos Red Bull i tre år er
Mark Smith tilbage hos Jord... Force India og der arbejdes
i vindtunnel i døgndrift. Men bilen er kun en aerodynamisk
opgradering af en bil der allerede hos Spyker var i B specifikation.
Så det er udelukkende hvis Force India overlever et
år som siog selv at man fra 2009 kan forvente en helt
ny bil istedet for den veteranbil med T-Hansen udstyr man
vil køre rundt med i år.
På kørersiden kan man sige at Adrian Sutil
viste så meget talent at han kan være på
vej op i rækkerne. Giancarlo Fisichella derimod kunne
ikke stå distancen hos Renault og er nu røget
hele vejen igennem feltet på vej på pension.
Kun en ekstraordinær indsats kan redde ham yderligere
et år i F1 udover 2008.
Points til teamet? Kun i så fald at det er et kaosløb,
hvor resten af feltet støder sammen elelr udgår
på anden måde!

Vodafone McLaren Mercedes - MP4/22 - Kørere:
22: Hamilton og 23: Kovalainen
På baggrund af spionskandalen i 2007 er McLaren jo
blevet frataget alle points optjent i 2007 og blevet placeret
som det dårligste team på jumbo pladsen. Der
vil teamet dog ikke blive. De vil tage kampen op med Ferrari
om årets VM. Men om de kan true de hurtige biler fra
Maranello er nok tvivlsomt.
Men det kan blive uden for banen at det igen kan blive
interessant. Det ventes at Mercedes vil gå ind og
overtage dele af eller hele styringen fra McLaren, således
at teamet ganske som BMW vil fremstå som konstruktør
i F1. Der er lanceringen af MP4/22 et skridt i den retning
idet at den skete på det Tyske fastland. Det er helt
sikkert at Mercedes toppen ikke har set med milde øjne
på at være trukket igennem sølet og det
efterfølgende prestigetab ved bla. at blive henvist
til den ydmygere del af paddocken. Ron Dennis kan blive
tvunget til at trække sig ud af teamet. Det vil ikke
ske som en fyring med en hel masse dramatik. Der vil givetvis
komme en erklæring fra teamet på størrelse
med en lokal telefonbog og et eller andet sted i denne vil
stå at Ron Dennis trækker sig tilbage fra teamet
- eller får en mindre fremtrædende rolle - og
Mercedes takker ham dybt for de mange års trofaste
indsats.
Enkelt - tysk og effektivt.
Det er naturligvis gætværk, men rygterne fyger
i øjeblikket og der er sjældent røg
uden ild.
På banen kan McLaren forhåbentlig køre
lige op med Ferrarierne for ellers har vi et umådeligt
kedeligt '2002' foran os. Lad Hamilton og Heikki vinde løb
for pokker, så vi kan fjerne fokus fra skandalerne
i paddock og istedet se enklassisk sæson med mindst
4 kombattanter slås om titlen lige til vi når
Brasilien i november.