F1Journal.com - Stævnemøde med en legende.

Stævnemøde med en legende
McLaren M23

af Flemming Hansen

For mange år siden skrev jeg en artikel om F-1 i modelform. Det er jo en artikel der stadig snakkes om i de små hjem! Det var faktisk i det nu sagnomspundne 'Pit og Grid' der ved hjælp af kulstof-14 metoden kan dateres til 1995. Der skrev jeg om den lange række af 1:12 byggesæt af formel 1 racere Tamiya havde udgivet siden slutningen af 1960’erne. Det er sæt, der i visse former er blevet genudgivet siden og flere genudgives i disse år med specielt tilbehør i form af bedre decals lavet af Cartograf, der efterhånden er blevet en de facto standard for specielt gode decals. Også fotoæts er kommet til de sæt. Selvom vi snakker sæt der har mange år på bagen er mange – de fleste faktisk – i en kvalitet visse andre producenter kun kan drømme om. Siden 1995 er der dog sket det, at alt (licensrettigheder ikke mindst!) er blevet voldsomt meget dyrere således at disse kongesæt ikke længere får nye brødre. Der er med andre ord ikke udgivet et nyt 1:12 F-1 sæt fra Tamiya siden 1993. De sidste tre der kom var Ferrari F190 fra 1990, McLaren MP4/6 fra 1991 og endelig Williams FW14 fra 1992. Hver for sig nogle sæt der satte nye standarder for ’byggesæt’ – og på den tid også en form for prisrekord, da vi snakkede mere end 1000kr for et enkelt byggesæt af en modelbil.

Det er ikke rigtig de sidstnævnte sæt der for alvor genudgives. De er mere eller mindre stadig i kataloget. Det er de gamle sæt fra 70’erne – f.eks. den velkendte 6 hjulede Tyrrell, JPS Lotus 78 og Renault RE30 samt ikke mindst Ferrari 312T4. Der er flere andre der er genudgivet - men der er stadig et sæt der mangler: BS-1216 Texaco Marlboro M23.

Den hellige gral

Det er så en sandhed med modifikationer idet sættet uden decals er udsendt i en speciel udgave i en hvid neutral æske på Shizuoka messen i Japan for nogle år siden. Uden decals fordi ordet ’Marlboro’ er omfattet af lovgivning, der nærmer sig fjernelsen af hagekors fra byggesæt… Det er jo smøger og det vil jo lokke de unge mennesker i fordærv, hvis ordet ses på en model! Så derfor kan man ikke bruge den titel på en model – føj da. Når nu den kun er udkommet i begrænset antal i en Japansk klubudgave, så er det vel næppe svært at gætte, hvad der er sket med dem der er røget på Ebay? Korrekt – de er blevet dyre!

Men jeg har nok til dette liv og flere efterkommere. Jeg var nemlig så heldig, at jeg sammen med en modelkollega fik opkøbt restlageret af udtjente F1modeller – ubyggede altså – fra Tamiyas lager hos Wittrock i Danmark et stykke tid inden de flyttede til Jylland. Det var sæt, hvor der manglede rammer eller dele deraf hist og her. Men sammenlagt kunne man sagtens få noget anvendeligt ud af det. Så det var jo en god lille forretning. Nu mangler der 'bare', at sætte i gang i produktionen på byggebordet!

Men hvorfor denne fascination af M23? Jo i gamle dage kunne et F1 chassis sagtens overleve flere sæsoner med mindre modifikationer. Modifikationer, der sker i samme takt i dag – bare mellem hvert løb! Men i de flippede 70’ere var jeg Emmo fan – altså fan af den Brasilianske F1 verdensmester Emerson Fittipaldi. Han startede hos Lotus og kom i 1974 til McLaren for at køre i den rød-hvide Texaco Marlboro McLaren M23, hvor han blev verdensmester i samme år. Pudsigt nok hedder årets VM bil med Lewis Hamilton bag rattet også ’23’ i modelnummer – men det fulde navn er MP4/23 og hvorfor den gør det, er en lang snak som ikke er relevant her!

Goodwin på Goodwood i M23 med Emersons navn på.

Men minsandten om ikke Tamiya udsendte netop dette byggesæt i 1:12! Så det måtte jo en knægt som mig naturligvis eje. Men 129,- i 1976 var en anselig sum penge, så der gik lige nogen tid inden modellen blev indkøbt på Frederikssundsvej i Husum, hvor der i dag ligger en (suk) BR legetøj. Nu må jeg jo så indrømme, at det sæt for længst er gået til de evige modelmarker, da bemaling af det tricky to-farvede bemalingsskema ikke lige var en teknik jeg helt havde udviklet til perfektion i de tidlige teenage år. Så den måtte flere gange hen over årene nogle gange i malefjerne afdelingen – men så var der jo noget med decals og ja så kan man jo selv gætte resten. En senere indkøbt led også samme kranke skæbne så derfor var det i mange år en jagt efter ’den hellige gral’ som så i løbet af helvfemserne viste sig i form af kontakter uden for landets grænser – i det mindste efter den genudgivne Yardley McLaren, der ikke led af samme problem som den fæle Marlboro udgave. Dette sæt er dog modificeret med en anden bagvinge og airbox samt andre dele. Derfor var de gamle dele stadig i høj kurs. Enter Wittrock som beskrevet ovenfor. Mærker er heller ikke noget problem længere idet et Japansk firma kaldet Studio27 har lavet en exakt kopi af de gamle mærker i en bedre udgave fabrikeret af Cartograf..

I sluthalvfemserne kom internettet også for alvor på banen, og pludselig kunne man få fat i dele, decals og byggesæt som få år tidligere nærmest var uopnåelige eller i det mindste forsynet med ufattelige trængsler at få fingre i. Facit af alt dette er nu, at jeg nok kan lave de første 4-6 M23’ere i diverse udgaver… Man skal jo ikke vansmægte! Siden midten af halvfemserne er der sket meget i mit liv – men et er stadig status quo: Jeg har stadig ikke fået bygget den ultimative model af min favorit F-1. Nemlig Emerson Fittipaldis VM racer fra 1974. Det var tæt på i 2001. Men en uheldig superlimsklat lige på et meget synligt sted på lakeringen og så var jeg tilbage til square one. Arghh.

The real thing

Men hvad kan være bedre end at få bygget en model? Jo det er naturligvis at møde den helt rigtige bil i virkeligheden! Desværre kunne jeg ikke tage den med hjem af indlysende årsager, men bare det. at stå ved siden af den og studere de detaljer som jeg har siddet og gloet intenst på bare i 1:12 var stort.

Den bærer da 34 år meget godt.

Miraklet skete i sommer på Goodwood Festival of Speed, der er STEDET for den slags stævnemøder. Der har snart været så mange stævnemøder og deraf følgende billedmateriale, at jeg slet ikke kan komme og påstå at jeg mangler referencer på en ufattelig lang række af spændende racerbiler. Men M23 manglede stadig samlingen – indtil juli måned i år.

Der var gennem åeren forsigtigt forespurgt de altid tilstedeværende McLaren folk om de ikke lige kunne tage deres M23 med på festivalen. Der er bare det med McLaren at de ikke gør noget halvt. Lige siden Ron Dennis kom på banen i McLaren Teamets top i starten af 1980’erne har McLaren sat nye standarder for forberedelse. Det var f.eks. McLaren der begyndte med at male bilerne om inden hvert løb. Det var også McLaren der introducerede det at male pitgulvet, så man ikke stod på et grimt betongulv. Næh alt skulle være pletfrit, pinligt rent og linet op så det var en fryd. Nu bruges enkeltkærv på skruer ikke så meget længere, men i gamle dage forlangte Ron Dennis, at hvis der var en række skruer på en bil, så skulle kærven på alle skruer vende samme vej… Det er på det plan vi er. Det vil sige at McLaren ikke ’bare’ hiver en støvet bil frem fra gemmerne. Nej den får hele turen gennem en totalrenovering – for den skal jo kunne køre. Den skal ikke bare stå!

Hvis det nu skulle være helt korrekt, så var det blå Willans seler...

Hele den tur kom den gamle M23 igennem inden den stillede på Festival of Speed. Meget passende i forbindelse med en større udstilling af McLaren F1 racere gennem 40 år.

Med den mulighed inden for rækkevidde var det bare at sætte digitalkameraet på auto og fyre løs, hver gang der blev fjernet ’bodywork’ på bilen. Der kan man virkelig nyde den perfekte McLaren forberedelse, men også, hvor fantastisk Tamiya har ramt alle delene. Der er naturligvis små nuancer, men man er ikke i tvivl om, at Tamiya ikke bare har gættet. Husk på at vi snakker et sæt fra 1975, der er 33 år gammelt. Prøv lige at tage et Airfix sæt frem fra samme årgang og prøv at sige ’state of the art’ – nej vel?

Som det altid gør sig gældende når vi snakker om restaurerede emner er denne restaurerede model ikke 100% korrekt, hvis man kigger på den som en løbsversion og bliver rigtig nittetæller. Airbox’en – altså den del over motoren der suger luft ned til samme svarer til en version der kun blev anvendt i Italien, USA og Canada i 1974. Men det passer ikke rigtig sammen med baghjulsophænget, der i midten af sæsonen omkring det Britiske GP fik en tværgående øvre ramme, der er ret tydelig idet den ikke er sort men aluminiumsfarvet. Men så er vi også ovre i feinschmecker genren!

Nej der er ikke bare knaldet en standard Cossie i M23'eren!

Derudover er der tale om en restaurering der er udført med kærlig præcision. Ikke mindst de meget specielle otte luftindtag til Cosworth motoren, der er udført i glasfiber. Normalt peger de lige op i luften, men for at lave en smallere airbox lavede man disse specielle indtag, der dog blev droppet på senere modeller. At de således kun blev set i en lille del af sæsonen af 1974 tyder derfor på en helt gennemført restaurering, hvor der ikke er sparet nogle steder. Men man vil ikke forvente andet af McLaren!

Men hvad med Emerson? Jo teamet havde forventet at Emmo ville være til stede, da han stort set har været til stede på Goodwood hvert eneste år – men lige præcis i år var han der naturligvis ikke. Det ville jo have været stort at se den sorte og røde hjelm med ’Cafe do Brasil’ på siden i cockpittet, i stedet for Chris Goodwin, der bare har det ufattelig triste job at køre forskellige McLaren biler. Jeg spekulerer om han overhovedet får løn?

Med lidt held så tager McLaren bilen med næste år og så kan jeg håbe på at Emmo også er der, så der for alvor kan komme nogle minderige oplevelser og billeder ud af dette.

Festival of Speed. Er det noget med narko?

Faste læsere af disse sider ved naturligvis hvad det drejer sig om! Er du til racerbiler og kändisser er der simpelthen ikke noget bedre sted at opleve det end på Festival of Speed, der afholdes hver sommer på Lord March ’lille’ beskedne residens i nærheden af Chichester i Sydengland, sådan ca. midtvejs mellem Brighton og Southhampton. Nej det er ikke noget med narko. Der er heller ikke tosser der render rundt med mærkeligt hår og ringe alle mulige steder i en salig brandert på diverse stoffer og alkohol. Det billede man kan få når man nævner ordet ’festival’ og de indre billeder viser noget fra Roskilde. Nej Festival of Speed producerer ikke et ælte næsten uanset hvor meget det regner – og det gør det jo næsten med garanti mere eller mindre hvert år. Det handler om forberedelser med masser af træflis og overdækning af gangstier de mest befærdede steder med store aluminiumsplader. Du vil heller ikke finde dynger af affald, da der er en hær af folk der hele tiden sørger for at fjerne alt i de mange affaldsspande. Der er med andre ord tænkt på det hele! Oven i alt dette kommer så en lang række toptunede racerbiler og superbiler samt ikke mindst er de store F1 teams repræsenteret, hvor det typisk er sidste års bil og måske den aktuelle første, anden eller testkører, der får chancen for at vise hvad raceren kan præstere på en ’havegang’. I de sidste par år er det Lewis Hamilton, der har skabt overskrifterne og der er ikke langt til begrebet rockstjerne når han har vist sig. Det kan vist kun blive endnu værre næste år, hvis han dukker op – for så er det jo som regerende verdensmester. Ham kommer man ikke i nærheden af – men så kan jeg måske studere M23’eren igen i mellemtiden? Måske skulle jeg tage mig sammen og få lavet den færdig. Det er jo kun 32 år siden jeg købte den første…