Formel 1 2009
Fortættet spænding fra start eller ’the usual suspects’?

af Flemming Hansen

Det er snart den 29. Marts og alle hold står klar på startstregen i Melbourne til den potentielt mest spændende formel 1 sæson i mange år. Der er en del ændringer på den teknologiske side som vi lige vil kigge på inden vi tager fat i de enkelte hold og deres nye racere.

De nye regler
De ligner lort! Ja det har vel været de flestes reaktion hen over vinteren i takt med at billeder af de nye F1 racere er dukket op. Med frontvinge som ikke ville være malplaceret på gummiged og en høj og smal bagvinge der får hele raceren til at ligne en barnevogn. Men der er en tanke med det! Tanken er at det skal være lettere at overhale, på den måde at forstå at aerodynamikken skal bære mindre påvirkelig selvom bilerne kører tættere på hinanden. Hidtil har det jo været sådan at racerne mistede downforce på frontvingerne, hvis de kørte tæt på den forankørende. Det forhindrede dermed overhalinger, medmindre at den bagvedkommende alligevel var motormæssigt meget overlegen.

KERS.
Kinetic Energy Recovery System står det for og hvad i alverden er nu det og hvorfor har det noget med F1 at gøre? Se for nogle år siden inden Champcar serien gik ned, der blev indført en boost knap med navnet ’power to pass’. Den kunne bruges i et antal sekunder som blev talt ned under hele løbet. Reelt var der tale om at turbotrykket i motoren blev øget gennem den standard begrænser alle var udstyret med. Det gav lidt mere spillerum for spænding. Der har Mosley jo nok tænkt – so ein ding – eller noget i den retning? Nu er det jo bare svært at ændre noget turbotryk på sugemotorer – men så må vi jo udtænke noget der er hamrende dyrt, svært at forstå hvordan virker plus, at det giver lidt grønt image! Enter KERS!

Der opsamles bevægelsesenergi (Kinetisk energi) ved nedbremsning der oplagres i et system, der kan give 80 ekstra hestekræfter i op til 6,7 sekunder pr. omgang. Hvordan og hvornår dette bruges er op til køreren.

KERS er frivilligt i 2009 og der har udviklet sig et 'hvem vil og hvem vil ikke' bruge det fra start. Der er en vægtstraf ved det da udstyret vejer i sig selv og er fordelen stor nok til et opveje dette? McLaren, Ferrari og Renault vil bruge KERS fra sæsonstarten. Alle andre holder sig passive indtil videre.


Nok den grimmeste af dem alle sammen - Alonsos Renault. © Grand Prix Photo

Slicks
De mønsterløse dæk er tilbage og hurra for det. Det giver bedre grip… hov det var vist derfor at slicks blev afskaffet efter 1997 sæsonen? Men ok, de er tilbage. Den hvide streg, der angav at der var tale om optiondækket er bibeholdt på den måde, at da der ikke er nogle riller mere, er der nu tale om en grøn ring på siden af dækket. Så smager det da også lidt af miljø! I øvrigt også en ting der er ’importeret’ fra Champcar, der viste optiondæk med røde dæksider. Men jeg er sikker på at F1 udgaven har været dyrere og er mere teknologisk! Som da Amerikanerne brugte millioner på at udvikle en pen der kunne skrive i vægtløs tilstand, hvor der ikke er tyngdekraft til at hive blækket ud… Russerne brugte en blyant.

18000 omdrejninger og kun 8 motorer
Efter at have rundet 20000 omdrejninger for få år siden er motorerne nu 'kun' oppe på 18000 omdrejninger. Begrænset af reglementet for at begrænse omkostningerne. Hver kører har mulighed for at bruge 8 motorer gennem hele sæsonen. Det er dog endnu uklart om hvordan det skal tolkes, hvis en kører f.eks. har brugt alle 8 motorer efter halvdelen af sæsonen. Bliver køreren udelukket, eller skal han starte uden hjul. Ja det vil jo blive spændende at se!

Bevægelig frontvinge
Udover at bagvingen er blevet høj og smal for at mindske den aerodynamiske effekt på bagvedkørende biler og dermed give en teoretisk bedre mulighed for overhaling, så er det ikke slut med det. Nej nu får køreren mulighed for to gange pr. omgang at give sin racer mere downforce (i et sving eksempelvis) eller mindre downforce (på en langside eksempelvis). Dermed endnu en mulighed for tættere kørsel. Sikkert er det, at de første 4 løb på kun 5 uger uden den helt store mulighed for at lave om på bilerne vil give de mindre teams en gylden mulighed for gode resultater, hvis de lige har ramt 'det', som de store måske har misset i første omgang. Men lur mig om ikke status quo er ved at være genoprettet når vi når frem til Monaco og Tyrkiet? Med status quo menes naturligvis at McLaren, Ferrari og BMW fører an... eller måske ikke... Sæsonen starter nu!


Teamoversigt


© Grand Prix Photo

Bil nr. 1 og 2 Mclaren MP4-24


Lewis Hamilton
Heikki Kovalainen

Uha uha. Efter de afsluttende tests forud for sæsonstarten i næste weekend, ser det på papiret ikke særligt lovende ud for McLaren teamet. Det er åbenbart aerodynamikken der driller og der er prøvet mangt og meget igennem alle de tests der har været mulighed for inden starten i Melbourne. Men lige meget har det hjulpet. Eksperter peger på en for konservativ fortolkning af diffuserreglerne. Sandt at sige så ligner bagenden på McLaren MP4-24 også noget der er hapset fra en MP4-4 fra 1988, hvor Brawn, Williams og Toyota har været mere modige. Men i betragtning af, at McLaren for nylig har betalt en mindre bøde for 'snyd', så er der måske ikke noget at sige til at de ikke ønsker at bringe sig i orkanens centrum fra start.

På 'mahognigangen' er der sket udskiftning i det Ron Dennis har trukket sig tilbage og overladt roret til Martin Whitmarsh.

Mclaren har fået 'deres' nr. 1 og 2 tilbage på bilerne efter de forsmædelige numre 23 og 24 i 2008 - men kan de beholde dem og klare sig mod Ferrari, BMW og Brawn...?


© Grand Prix Photo

Bil nr. 3 og 4. Ferrari F60

Felipe Massa
Kimi Raikkonen

Ferrari gør sit bedste ved ikke at have de helt direkte sammenlignende tests med andre teams ved f.eks. at tage til Bahrain, så hvilke problemer der eventuelt måtte have ramt Ferrari er ikke så åbenlyse som hos McLaren. Måske de har øvet sig rigtigt meget med deres trafiklys, så vi ikke får gentagelser af de mildest talt pinlige uheld der ramte teamet i 2008.

Den nye F60 har allerede måttet gennemgå én ændring. De lange udstødningstør der kan se på billedet ovenfor har måttet skjules med mere karosseri. KERS vil blive brugt i Melbourne.

Massa vil helt sikkert gerne undgå den dårlige start på sæsonen han havde sidste år, som rent faktisk kostede ham verdensmesterskabet reelt set og Kimi vil nok gør sit til at Massa bliver holdt i kort snor medmindre han da totalt opgiver det hele med et - 'jeg er allerede verdensmester én gang' - 'hvad skulle det gøre det bedre at blive det atter engang?' Det var mildest talt en underlig sæsonpræstation Kimi lavede i 2008.


© Grand Prix Photo

Bil nr. 5 og 6. BMW Sauber F1.09

Robert Kubica
Nick Heidfeld

At sige at Robert Kubica var utilfreds med BMW Saubers fokus på 2008 sæsonen - eller rettere mangel på samme er nok en underdrivelse. Efter sejren i Montreal var han i front for VM. Men teamet valgte at koncentrere sig om udviklingen af 2009 raceren frem for at videreudvikle 2008 modellen og dermed Kubicas mulighed for at gøre sig gældende i VM. At det lykkedes næsten hele vejen skyldes i den grad andres uheld og Kubicas overordentlig fine kørsel end en bil der kunne ret meget.

Heidfeld var meget on-off hele året og kunne ikke få varme i dækkene på samme overbevisende måde som Kubica, så han har noget at skulle bevise i 2009 for at bevare sit sæde. Der er mange unge kørere, der kunne være interessante for BMW Sauber.

Men BMW Sauber har også noget at bevise. Det er tredie år i tre års planen frem mod VM. Sejren kom i 2008. Nu skal der sejre (i flertal) på bordet for at gøre BMW's ledelse glad for at bruge de mange Euro'er.

Det er nok ikke et spørgsmål om Kubica kan. Han er om nogen en stabil kører, der kan skaffe resultaterne hjem. Men BMW'en manglede lige det sidste i 2008 - kommer det i 2009?


© Grand Prix Photo

Bil nr. 7 og 8. Renault R29

Fernando Alonso
Nelson Piquet

Det kan godt være at Renault ikke vinder et løb i 2009. Men årets præmie for den grimmeste bil har de i hvert fald vundet. Der er noget underligt klumpet over denne flynder med den store grimme og flade næse. Hvis F1 aerodynamik år 2009 skal være grim, hvordan kan det så være at Red Bull'en er direkte smuk? Alonso har jo nok gjort sit til at slippe væk fra Renault - men det lykkedes ikke i denne omgang. Fernando er utvivlsomt en af de absolut hurtigste kørere i formel 1, men hans del af 'spionskandalen' hos McLaren og hans generelle opførsel under hans meget korte karriere hos McLaren.

Noget af det negative blev vasket bort med nogle fine resultater i 2008. På den anden side var han heller ikke på nogen måde under pres af 'Nelsinho', der har noget at skulle leve op til i 2009 for ellers kan han meget hurtigt blive fortid hos Renault.


© Grand Prix Photo

Bil nr. 9 og 10. Toyota TF109

Jarno Trulli
Timo Glock

It is now or never lød en gammel sang. Det kan være i 2009 eller aldrig for Toyota, der på trods af investerede fantasiliioner s t a d i g ikke kan vise en sejr på CV'et. Det skulle gerne ske i 2009 ellers lover hovedkvarteret et potentielt 'trække sig fra sporten'. Kan Jarno og Timo greje det? Måske? Men kan Toyota? Kørerne er utilfredse med at der ikke er ofret den helt store energi på et KERS system så allerede der kan den være gal, hvis McLaren, Ferrari og Renault har fundet nøglen til 2009 sæsonen ved at starte med dette. Eller også kan der taktisk være et forspring et andet sted for Toyota... Toyota er en åben sag. Spændende om det er sidste udkald?



© Grand Prix Photo

Bil nr. 11 og 12. Toro Rosso Ferrari STR-4

Sebastien Bourdais
Sebastien Buemi

Vettel er væk fra det team han skaffede 2008's mest enestående og overraskende sejr. Én Sebastian er blevet udskiftet med en Sebastien - den eneste nye kører i 2009 sæsonen... foreløbig. Bourdais var ikke lysende i 2008 på nogen måde. Han var rent faktisk noget af en skuffelse og viste atter engang at kørere fra IRL/Champcar bare ikke er i samme liga som i formel 1. Der er naturligvis forskel på bilerne, men talent kan ikke skjules så alt andet lige må det nok konstateres at Bourdais har haft en rimelig nem tid i Champcar. Det har han ikke i F1 så der må kæmpes.

Buemi er et talent spørgsmålet er bare hvor stort. Hvis han kan 'tvære' Bourdais ud kan hans lykke være gjort. Hvis Bourdais kører i ring om ham kan Buemis karriere blive begrænset i F1.

Men hvad med Toro Rosso teamet i sig selv? Teamet er til salg - men det kan blive svært at sælge i en svær økonomisk krise. Desuden vil en ny teamejer ikke kunne 'låne' Red Bull teknologi i 2010, hvor bilen skal være på egen basiskonstruktion.

Gerhard Berger vil vi ikke se mere hos Toro Rosso. Han har solgt sin andel til Red Bull ejer Dieter Mateschitz


© Grand Prix Photo

Bil nr. 14 og 15. Red Bull Renault RB5

Mark Webber
Sebastian Vettel

Adrian Newey design så det batter. Endelig en racer der stadig kan se lidt godt ud på trods af de nye regler. Regn også med at Webber vil blive 'holdt til' af den lynhurtige Sebastian Vettel, der meget snart godt kunne blive den næste tysker hos Ferrari. Det må jo have været lidt af en bet for Red Bull at være blevet 'kørt over' af Red Bulls B team Toro Rosso i 2008. Det var jo først og fremmest Vettels fortjeneste og han er nu hos Red Bull!

Bil nr. 16 og 17. Williams Toyota FW-31

Nico Rosberg
Kazuki Nakajima

Det gamle hæderkronede Williams Team glider længere og længere nedad i feltet og begynder desværre mere og mere at minde om Tyrrell teamets sidste år i sporten. Vi har den enlige sjældne svale engang imellem og så mange mange løb, hvor man bare synes at Nico Rosbergs talent spildes i et team uden de helt store muligheder. Kazuki kan man jo ikke sige så meget om. Han bliver jo overskygget af Nico det meste af tiden, så han er jo kun på sin plads i form af at der modtages motorer fra Toyota.

På den nye FW-31 er diffuseren af en kaliber der vil kunne diskussioner i Melbourne. Forvent OK resultater fra Williams i starten af sæsonen. Det vil så fade ud eftersom Ferrari om McLaren får styr på aeroen og kører mod sejrene.

Bil nr. 18 og 19. BrawnGP Mercedes BGP 001

Jenson Button
Rubens Barrichello

Kører de med en 5 liters motor eller på flyverbenzin? Det er jo et klassisk trick for underfinansierede teams inden sæsonstarten at køre lige en tand hurtigere end godt er. Det er der talrige eksempler på gennem tiden - meeeeeeen! Nu må man ikke glemme at det jo sådan set er Honda der i løbet af 2008 nærmest totalt skrottede den gamle bil for udelukkende at kaste al energi efter 2009 modellen. Den finansielle krise har så gjort at Honda har stukket halen mellem benene og kun et monsterjob af Ross Brawn og Co. har gjort at teamet rent faktisk har noget at vise frem nu - med motorhjælp fra intet mindre end Mercedes. Man har også et særegent design af bla. diffuseren, der er den del af bundpladen der ligger bag baghjulene. Den er designet ganske genialt - men også på en måde som måske tenderer 'snyd' og advokatagtig omgang med reglerne. Melbourne kan blive interessant. Det kan være at Williams, Toyota og Brawn skal i gang med en FIA spec. nedstryger før de får lov til at køre!

Men rart at se at F1 ikke blev reduceret med endnu et team... endnu! Pudsigt også at bemærke at dette team med rødder i det gamle Tyrrell Team nu igen er blevet til et team med navn efter én mand: Ross Brawn - måske den nye Enzo - hvem ved?


©Force India

Bil nr. 20 og 21. Force India Mercedes VJM02

Adrian Sutil
Giancarlo Fisichella

Ferrari kundemotorer er ude til fordel for Mercedes McLaren bagende. Også den gamle Tyrrell/ Toyota/ Benetton designer Mike Gascoyne samt Colin Kolles er nu ude af teamet. Mike er sur og truer med bål og retssager mens Colin Kolles har etableret et Audi R10 TDI angreb på Le Mans og engageret danske Christian Bakkerud til både Le Mans og DTM.

Om en ny ledelse og nye motorer er nok til at skaffe livgivende point til teamet vil 2009 vise. Det er jo nok rimeligt sandsynligt at Vijay Mallaya nok ikke gider bruge sine penge på at rulle rundt bagest i feltet, så Sutil og Fisichella må nok hellere stramme speederkablet fra på søndag!

Problemet er jo bare at nogen skal have jumbopladsen...