Motorsport
2009
I sparegrisens tegn
af Flemming Hansen |

Det har været en lang og hård vinter. Både
på det vejrmæssige plan og på de lange
direktionsgange rundt omkring har forandringens vinde blæst.
Men det har været en forandring der går henimod
det, at spare og skære fedtet fra. Det er ikke længere
tiden, hvor man diskuterer farven på indtrækket
på sin nyeste lystyacht i Monacos havn. Nu går
diskussionerne mest i retning af – hvordan får
vi enderne til at mødes?
Enderne i Japan er meget langt fra at mødes. WRC
er blevet åreladet. Subaru og Suzuki har udført
et øjeblikkeligt stop for alle rallyaktiviteter.
Mitsubishi, der i forvejen længe har været trukket
fra WRC trak følehornene endnu længere tilbage.
I formel 1 går det ikke meget bedre – men måske
alligevel lidt? Efter i lang tid at have været på
randen af nedsmeltning, er det i 11. time lykkedes for Ross
Brawn og Nick Fry, at skrue en pakke sammen med Mercedes
motorer, der får BrawnGP til at overleve i 2009 ved
hjælp af en ’gylden faldskærm’ fra
Honda i Japan. Men det kræver stadigvæk, at
der kan trækkes et antal sponsorere til for, at teamet
skal kunne overleve ud over 2009 – eller måske
endda bare i sig selv overleve 2009?
Nu har fokus hen over vinteren meget naturligt ligget på
Honda/BrawnGP. Men hvordan ser det ud for andre teams? Dem
der nok er mest i fare er Williams og Toyota. Williams’
store sponsor RBS er i voldsomme vanskeligheder som følge
af finanskrisen. RBS er en bank… Men også Renaults
sponsor ING trækker sig efter 2009. Svære tider!
Toyota har igen som det erklærede mål: Enten
vinder vi et løb - ellers! Så 'skrækscenariet'
med, at kun 16 biler kommer til start egentlig ikke så
langt væk. Nu er USF1... undskyld USGP teamet på
banen for 2009, men det kan jo endnu gå samme vej
som Prodrive, der skulle være startet i 2009? Så
vi går en svær tid imøde, hvor økonomisk
smalhals og påtvungne regler om f.eks. begrænsning
til kun én vindtunnel (har man hørt magen
- kun én!!!!) bliver dagens orden. Hvor det så
lige er at KERS kommer ind i billedet når vi i samme
sætning siger 'spare' er jo så noget helt andet?

Jeg blev verdensmester - altså
efter de gamle regler...! Ikke de nye - nå der kom
ikke nogle nye alligevel - så jeg er stadig verdensmester!©McLaren
media
Formel 1 regler
Altså, hvor svært kan det være? Det er
jo et ubestrideligt faktum, at vi de sidste to år
har haft neglebidende afslutninger på VM i F1. Det
er jo netop skabt af, at der kun er to points forskel mellem
nr. 1 og nr. 2 og dermed vil man kunne 'luske' sig igennem
til et VM på en helt usandsynlig billig baggrund...
ja godmorgen! At det så også hænger sammen
med, at der ikke i dag er nogle F1 kørere, der har
opnået "Michael Schumacher ufejlbarlighed"
i både materiel og i sig selv, det giver jo også
en del af spændingen. Men hvorfor var det lige at
dette blev indført? Jo det var jo netop den selvsamme
tysker, der var så ualmindeligt dominerende at VM
allerede var afsluttet hen på sommeren! Så det
ville man gerne undgå ved at have sølle to
point mellem nr. 1 og 2.
Det det udspringer af, er naturligvis afgørelsen
i 2008, hvor Lewis bliver mester på point - men ikke
på antal sejre. Massa sejrer 6 gange - mens Lewis
'kun' tager 5 sejre. Fyda!
Så går først Mr. E (Bernie Ecclestone)
i selvsving ved et forslag om, at uddele medaljer som ved
et andet OL og så reagerer FIA kort tid inden sæsonstarten
ved, at proklamere at vundne point kun gælder så
langt, at den med flest sejre bliver verdensmester. Det
protesteres der så fra FOTA's (Formula One Teams Association)
side over, der hellere så en større afstand
i point mellem nr. 1 og 2. Nu - lige i dette øjeblik
- er vi tilbage ved samme pointfordeling som i 2008. Men
starten er jo endnu ikke gået i Melbourne!
Kynikere iblandt os vil sikkert mene, at reglen er den,
at kun biler produceret i Maranello vil kunne optjene point...
Hvordan er det så lige det med, at kunne
se Formel 1?
For relativt kort tid siden blev kanalen TV2Sport lanceret
med bulder og brag. Et af det flagrende blålys' Per
Michael Jensens mange 'nødvendige' projekter mens
han var (fejl?)placeret på mahognigangen på
Kvægtorvet (TV2). Det var simpelthen nødvendigt
med en betalingskanal, hvis vi skulle kunne bevare de store
sportsarrangementer på dansk fjernsyn! Godt så.
Kanalen kom, så og sejrede... måske ad helvede
til, som en let omkrivning af Thomas Nielsens berømte
ord kunne lyde.
De mange projekter hos TV2 har i den grad undermineret TV2's
økonomi. TV2 der på det nærmeste er tæt
på, at blive sat under økonomisk administration
efter at man på slidte knæd beder om økonomisk
støtte på Christiansborg. Vi kunne mærke
krisen kradse sidste år, hvor al optakt og opfølgning
på løbene svandt væk. Løbene blev
dog trods alt sendt på TV2. Det var så tanken,
at løbene også skulle over på betalingskanalen
TV2Sport...

TV3 Puls holdet ved præsentationen.
Thyrring, Palshøj, Kiesa og Jens Hansen bagest samt
Tom K og Jason Watt i front. ©
Flemming Hansen
Det vil sige indtil her i februar, hvor der så pludseligt
dukker en helt ny kanal op: TV3 puls. Hvad
er nu det? Jo det er en ny Viasat kanal, der skal sende
sport, amerikanske serier og realityprogrammer... men også
F1 og MotoGP! Men når man siger TV3 siger man også
reklameblokke. Men de skulle blive begrænsede siger
Peter Palshøj og Jens Hansen samstemmende. Der vil
blive afbrydelser, men de vil blive kortvarige OG der sidder
et team klar til at fange afgørende situationer,
der så efterfølgende vil blive vist. Der er
både optaktsprogram OG efterbehandling, så der
er plads til forsinkelser så vi undgår den skandale
som TV2 forvoldte ved Monacos GP sidste år. Der blev
live transmissionen afbrudt og afløst af et afsnit
af Americas Got Talent. Det vil ikke ske på TV3 Puls
fastslår Jens Hansen på det bestemteste.
Så jeg må erkende at min skepsis omkring TV3
og Formel 1 er gjort noget til skamme. Det bliver nok ikke
så ringe endda!

Bagefter bød Thorkild Thyrring
på donuts... © Flemming Hansen
Grand Prix Photo billeder på F1journal.
Det er en fornøjelse at kunne meddele at vi nu fremover
også har mulighed for at bruge billeder fra Grand
Prix Photo v/ Peter Nygaard.
F1journal i 2009
Vi dukker op igen med et særnummer den 1. Maj, hvor
vi markerer 15 året for den tragiske weekend på
Imola i 1994.
Flemming Hansen
Redaktør