F1Journal.com

1979
En ny verdensorden

af Martin Møller Thomsen Alle fotos: Grandprix Photo

©Grand Prix Photo

I 2009 har vi i Formel 1 fået en ny verdensorden. Det er Brawn GP der ligger i front, med Red Bull som det næstbedste hold pt. De hold der har domineret Formel 1 gennem de seneste mange år får ikke mange ben til jorden. Og det er ikke første gang det er sket.

Scenen er 1979

På et tidspunkt i Formel 1 historien der er præget af udelukkende privat-ejede hold, næsten alle med Ford Cosworth i motorrummet. Ferrari er som altid undtagelsen – en Ferrari kører selvfølgelig med en Ferrari motor. Renault var der også med den første turboracer, men den havde dog endnu ikke præsteret ret meget andet end en hel masse tekniske problemer.

Formel 1 havde gennem 70'erne været domineret af Ferrari, McLaren, Tyrrell og Lotus, men 1979 blev på flere måder et vendepunkt for flere af disse teams, samtidig med at nye kom til i toppen.

Lotus 80 en formidabel fiasko for Lotus ©Grand Prix Photo

I 1978 havde Lotus domineret Formel 1 med deres supersmarte og avancerede ground-effect bil – en teknik alle konkurrenterne havde kopieret til 1979. Men derfor var Lotus med verdensmesteren, den 39 årige amerikaner Mario Andretti, stadig forhåndfavoritten, for så meget kunne styrkeforholdet da ikke ændres på så kort tid? Carlos Reuteman havde afløst afdøde Ronnie Petersson i den anden Lotus. Reuteman var blevet nr. 3 i VM i 1978, så Lotus havde en stærk opstilling.

Ferrari havde som afløser for Reuteman hyret Jody Scheckter, sydafrikaneren der havde haft en sløj sæson hos Wolf. Tidligere havde han været med i fremme i VM kampen i flere sæsoner og det var det han satsede på han kunne komme igen, nu han var hos Ferrari. Gilles Villeneuve kørte den anden bil. Den canadiske vildbasse havde vundet sin første sejr i 1978 men hans manglende erfaring og iltre kørerstil gjorde ham ikke til det oplagte bud på en verdensmester.

Williams lavede en Lotus 79 kopi der virkede langt bedre end originalen i 1979 ©Grand Prix Photo

Det tredje topteam i 1978 havde været Brabham. I to sæsoner havde de kæmpet med Alfa Romeos tunge og tørstige 12-cylindrede boxer motor, uden den store succes. Men en ny bil og 1977 mesteren Niki Lauda havde løftet teamet. To sejre var det blevet til i 1978 og Lauda var sluttet på en 4. plads i VM. Men de to sejre var begge lidt billige – Brabham-Alfa var ikke nogen rigtig vinder. Den ene sejr blev hentet i Sverige med den såkaldte støvsuger bil, der suttede bilen fast til asfalten – den var lovlig lige præcis det ene løb. Den anden sejr kom i hus, fordi de to der sluttede foran - det var på Monza - fik en 60 sekunders straf for tyvstart. John Watson havde kørt den anden bil i 1978, men han var smuttet til McLaren. Ny mand i teamet var den unge brasilianer Nelson Piquet, der havde fået jobbet på afbud fra Riccardo Patrese, der hellere ville blive hos Arrows og vente på en Ferrari kontrakt.

Den unge Nelson Piquet bag rattet i 1978 Brabham BT-46 ©Grand Prix Photo

Tyrrell havde også vundet en sejr i 1978. I sin femte sæson i Formel 1 lykkedes det endelig for Patrick Depailler at vinde et løb, i Monaco. Tyrrell havde haft en lidt hård tid, 1977 havde de været langt væk fra den ende af feltet som de ellers havde tilhørt gennem 70'erne. I 1978 var de igen bevæget sig den rigtig vej og 1979 skulle være året hvor de tog endnu et skridt. Til jobbet havde Tyrrell den unge Didier Pironi, der var debutant i 1978 og Jean Pierre Jarier, der i en alder af 33 endnu ikke fået den succes hans talent evnede. I 1978 var han sluttet med et par formidable løb hos Lotus som erstatning for afdøde Peterson og havde været lige ved endelig, at tage sin første sejr. Han skulle aldrig komme tættere på! Men før sæsonstarten 1979 var sejre til Jarier og Tyrrell ikke bare et fantasifoster, men en ganske nærliggende mulighed.

Endnu et komplet ground effect misfoster, der heller ikke virkede ©Grand Prix Photo

Udover disse fire teams, var der naturligvis også andre, man skulle holde øje med. Wolf havde kørt Formel 1 i to år og med tre sejre og en sølvmedalje i 1977 havde alting set lovende ud. Men 1978 havde været skuffende og Jody Scheckter var som nævnt rejst til Ferrari. I stedet havde man hyret den tidligere mester James Hunt. Bestemt en kombination med muligheder.

Ligier havde klaret sig hæderligt i de tre sæsoner de havde været med i Formel 1. I 1978 var det blevet til omkring en snes point og man satsede stort i 1979. Vognparken blev udvidet fra en bil til to. Jacques Laffite der havde været med siden starten og været manden bag teamets første sejr i Sverige 1977, kørte selvfølgelig den ene bil, mens Patrick Depailler var blevet hentet ind til den anden.

McLaren skulle man bestemt heller ikke overse. 1978 havde godt nok været et katastrofe år for dem, med alt for få point til teamet. James Hunt havde valgt at forlade skuden og i stedet havde man ansat Ronnie Petersson. Uheldigvis var svenskeren blevet dræbt , så i stedet satsede man på den 33 årige nordirer John Watson. Patrick Tambay kørte, ligesom i 1978, den anden bil.

McLaren M28 der havde stivhed som en banan og køreegenskaber der matchede! ©Grand Prix Photo

Så var der Williams. Egentlig et gammelt team, med en omtumlet tilværelse, men i 1978 var de begyndt helt forfra med en fin lille bil designet af Patrick Head og med australieren Alan Jones som chauffør. Også de satsede stort i 1979 og udvidede ligesom Ligier til to biler. Den anden blev kørt af den tidligere Ferrari kører, Clay Regazzoni, den 39 årige schweizer hvis karriere ellers var endt i en blindgyde af dårlige biler.

Og så var der Renault. De havde i 1978 demonstreret at en bil med en turbo faktisk var ret hurtig. Men også at den var ganske ustabil. Sagen var ganske enkel – hvis Renault kunne formå at få turboen til at holde, ville de være mere end farlige, men hvis det gik som man forventede ville de bare være en kuriositet. Jean Pierre Jabouille der havde kørt bilen siden 1977 fortsatte hos teamet, men også de udvidede, selvfølgelig med en franskmand, nemlig René Arnoux, der havde kørt en håndfuld F1 løb for det lille Martini team i 1978.

Og således var man klar til at gå i gang med sæsonen. En speciel regel er eksiterede det år, var at sæsonen var delt op i to halvdele – og kun de fire bedste resultater fra hver halvdel talte i VM.

Sæsonstart!

Dengang startede sæsonen en del tidligere end i dag og allerede den 21. januar blev årets første løb kørt. Det var almindeligt at sæsonen i vid udstrækning blev started med sidste års modeller, hvorefter de nye biler fik premiere efterhånden som de blev klar. Ligier havde bare været lidt hurtigere end de fleste af konkurrenterne og deres bil var klar – og den var endda meget klar. Da løbet startede var det med de blå Ligier racere i front, Laffite foran Depailler. Sidstnævnte fik tekniske problemer og endte løbet på 4. pladsen. Men Laffite vandt, foran Reuteman i Lotus og Watson i McLaren. Så den gamle verdensorden var ikke brudt sammen endnu. Men McLaren og Watson skulle ikke komme på podiet igen før i 1981.

I starten gentog historien sig. Det var Ligier der var forrest i feltet, foran de to grønne Lotus racere. Og da løbet sluttede var det stadig Laffite foran Depailler og Reuteman. Ferrari kom i pointene dennegang med en 5. og 6. plads. Men de kørte også med sidste års model endnu, ligesom Lotus i øvrigt gjorde.

Ligier startede godt i 1979 men momentum slap op. ©Grand Prix Photo

Det skulle blive til flere podiepladser til Lotus i første halvdel af sæsonen – flest til Carlos Reuteman. Men rigtig farlig blev teamet aldrig, der var ingen potentielle sejre. Og da den nye bil endelig kom, den bil man havde ventet så længe på, var den en tordende fiasko. Den æra hvor Lotus var et af de dominerende mærker i Formel 1 var slut.

Men træerne voksede ikke ind i himlen for Ligier. Laffite vandt ikke flere sejre, men hentede en serie gode point og sluttede på en 4. plads i VM.

For allerede i sæsones tredje løb var Ferrari tilbage. Den nye bil viste sig at være en klasse bedre end de fleste andre og Gilles Villeneuve vandt to løb i streg, begge foran Scheckter. I Spanien, femte løb, kom Ligier tilbage, dennegang med Depailler som sejrherre. Men hans sæson skulle snart blive afbrudt da han styrtede ned med et dragefly og missede den anden halvdel. Året efter gjorde han comeback for Alfa Romeo, men blev dræbt mens han testede på Hockenheim. Hos Ligier blev han erstattet af Jacky Ickx, der en ti år tidligere havde hentet to sølvmedaljer i Formel 1, men på det seneste havde gjort mest i sportsvognsløb. Hans halve sæson hos Ligier var da heller ikke videre imponerende.

Brabham har vi ikke nævnt længe, og det simpelthen fordi de ikke har været værd at nævne. Ingenting fungerede i 1979. Motoren var oprindelig skabt til sportsvognsløb og mod slutningen blev Alfa motoren da også skiftet ud med en Ford Cosworth. Også Niki Lauda mistede gejsten. Under træningen til det næstsidste løb, i Canada, parkerede han bilen i pitten og fortalte teamejer Ecclestone at han ville holde op. Lige nu! Men Brabham var på rette spor og med Cosworth motoren og Piquet som chauffør var de allerede i 1980 med fremme. I første halvdel af 80'erne var Brabham et af de dominerende teams, med en lang række sejre og to verdensmesterskaber. 1979 gav ikke meget på pointkontoen, men det var alligevel her grundstenen til succesen blev lagt.

Tyrrell er heller ikke blevet nævnt. De klarede sig ellers hæderligt, her i starten af sæsonen. Både Jarier og Pironi kom på podiet et par gange, men rigtig farlige blev de aldrig. Faktisk aldrig mere. I 1980 gik det endnu dårligere, inden teamet med en ung Michele Alboreto bag rattet hentede de sidste par sejre i 82-83. Og derfra var det endegyldigt slut og Tyrrell var et midterhold når det gik bedst, inden teamet lukkede med udgangen af 1998 (og blev først til BAR, senere Honda inden det blev til Brawn GP)

Renault kom aldrig til at bygge en bil, og en motor, der var sådan rigtig stabil. Men nogle gange holdt den. Også i 1979. I Frankrig vandt Jabouille den første sejr for en turbomotor, i øvrigt, meget sigende, den eneste gang han gennemførte et løb i 1979. Og hos Renault var man glade og stolte af sejren. Men meget få så den, for på de sidste omgange udkæmpede Villeneuve og Arnoux i den anden Renault den sejeste duel nogensinde i Formel 1, i deres hidsige, men ganske fair kamp om 2. pladsen. Omgang efter omgang lå de tæt sammen og skiftedes til at være forrest. Til sidst var det Villeneuve der trak det længste strå, men egentlig betød det ikke så meget. Alle var klar over at den kamp havde været noget særligt. Det er den stadig!

Renault fortsatte i Formel 1 frem til 1985 med op og nedture, mod slutnigen mest nedture. Alain Prost gjorde teamet stærkt et par år, men det lykkedes aldrig for det franske team at bygge en holdbar vinder og til sidst skred Prost og det blev resultaterne ikke bedre af. Senere vendte de tilbage og så gik det sådan set meget godt!

Og så er der jo også lige Williams. I den første halvdel af 1979 blev det ikke til så meget. En enkelt tredje plads til Alan Jones og ikke ret meget til Regazzoni. Altså lige indtil det sidste løb i første halvdel, i Monaco, hvor Regazzoni i vanlig uimponeret stil nød at bilen fungerede og mod slutningen åd sig ind på den førende Scheckter. Han nåede ham ikke, men 2. pladsen var sådan set meget god.

Et par løb senere indskrev Regazzoni sig for alvor i Williams' historiebog, da han på Silverstone vandt teamets første sejr. Frank Williams havde været med i Formel 1 siden 60'erne og nu stod hans kører endelig øverst på podiet. Men det var ikke slut endnu. Anden halvdel af sæsonen bestod af otte løb. I alt vandt Williams de fem. Udover Regazzonis sejr i England, vandt Jones fire løb. Men pga. reglen om kun at medregne de fire bedste resultater fra hver halvdel havde han ingen mulighed for VM (han var nu heller ikke i nærheden). Og for Williams var 1979 bare begyndelsen. Gennem de næste 20 år var teamet et af de største og allerbedste, med flere titler i bagagen. Men siden 1997 har det været lidt småt med succesen.

VM i 1979 var en duel mellem Jody Scheckter og Gilles Villeneuve. Villeneuve var den hurtigste, mens Scheckter var den stabile. De fik tre sejre hver, men mens Villeneuve stort set kun fik 1. og 2. pladser hentede Scheckter også en del sekundære placeringer. Og da han samtidig var hurtigst af de to på Monza, hvor VM skulle afgøres, holdt Villeneuve sig bag ham – sådan var aftalen nemlig. Og Villeneuve holdt sine aftaler, også selvom det gjorde lidt ondt. Og så meget desto mere fornærmet blev han tre år senere da Pironi på Imola ikke holdt aftalen.

Men selvom Ferrari vandt, var det alligevel også begyndelsen på noget nyt for dem. Der skulle gå 21 år inden en Ferrari kører igen kunne kalde sig verdensmester, og for Ferrari er 21 år meget længere end evigheden.