Daytona Rolex 24 timer 2010
Hvis bare gearkassen havde holdt!

Tekst og fotos af Flemming Hansen

Heller ikke i sjette forsøg skulle det lykkes for Jan Magnussen at blive indehaver af det eftertragtede Rolex Daytona ur som man vinder, hvis man kommer først over målstregen i det amerikanske langdistanceløb for sportsvogne, 24 timers løbet på Daytona, Florida. Jan Magnussen stillede til start for det amerikanske team Stevenson Motorsport, der til løbet debuterede med en Chevrolet Camaro GT.R. Men til trods for, at det var en ny bil, så spillede Jan Magnussen og hans to medkørere, englænderen Robin Liddell og amerikaneren Andrew Davis, en stor rolle i kampen om sejren. Men desværre endte det som de foregående fire år med at Magnussens bil blev ramt af uheld og dermed blev sat ud af spillet i kampen om sejren i GT klassen.

Kvalifikationen

Torsdagens kvalifikation forud for 24 timers løbet på Daytona forløb ikke som ventet, for Jan Magnussens Chevrolet Camaro GT.R. Det var Magnussens engelske teamkollega, Robin Liddell, der som den ene af teamets to faste kørere skulle kvalificere bilen, men hans bedste tid rakte desværre kun til en startplacering som nummer 12.

”Jeg ville rigtig gerne have kørt kvalifikationen, men jeg må respektere at teamets to faste kørere har delt sæsonen mellem dem, således at det til dette løb er Robin Liddell, der skulle kvalificere bilen” forklarede Jan Magnussen efter kvalifikationen. ”På Robins anden omgang laver han desværre en for hård opbremsning, hvilket betyder at han får en kraftig flatspot på det ene fordæk. Det giver meget kraftige vibrationer i bilen resten af kvalifikationen og da han ikke måtte gå i pit og skifte dæk, var der intet at gøre.

Efter kvalifikationen kunne man se helt ind til lærredet på det dæk, der havde givet problemerne, så det var ikke så mærkeligt, at hans bedste tid kun rakte til en placering som nummer tolv. Jeg havde håbet på, at vi kunne starte i top fem, men sådan skulle det altså ikke være. Vi mangler kun lidt over 9/10 sek. op til Pole Position, så det viser også, at feltet er tæt og der ikke er plads til mange fejl, før man er langt nede i feltet. Vi er dog fortsat fulde af forhåbning. Det er et langt løb og det gælder om at være konstante og holde sig ude af problemer og der føler jeg, at vi står stærkt med den kørersammensætning vi har”.

Jans bil får lige en omgang.

Jan Magnussen og hans team Stevenson Motorsport lagde sidste hånd på forberedelserne til 24 timers løbet på Daytona. Efter problemer med deres Camaro GT.R i torsdagens sidste træning, hvor servostyringen gik i stykker, havde teamet kun 45 minutters eftermiddagstræning på banen fredag, til at få styr på bilen.

Alle tre kørere nåede at komme i bilen. Jan Magnussen satte bilens hurtigste tid, hvilket rakte til en placering som nummer fem ca. 7/10 sek. efter hurtigste GT bil.

Kørerrotationen er fastlagt til løbet. Robin Liddell startede i bilen, efterfulgt at Andrew Davis og Jan Magnussen. Magnussen når, hvis ikke der har været for mange gulflagsperioder, at komme i bilen lige inden mørket sænker sig til det, der kaldes den længste nat i motorsport, da det er mørkt i omkring 13 timer.


Teamet under træning. Fra venstre Robin Liddell, Andrew Davis med ryggen til, teammanager Mike Johnson i hvid skjorte og Jan Magnussen


Forberedelser inden løbet


Brumos teamet der nu kun var nede på én bil forbereder sig.



Frenchmen abroad!"


Michael Shank Racing træner pitstop.


Neonnæser fra Menards teamet.


Sagde du at Dalai Lama var med i løbet..?


Camaro nr. 57 samlet ved autografskrivningen. Fra venstre: Jan, Robin Liddell og Andrew Davis


Junior Mag - Luca er parat til at gå i faderens fodspor - bogstaveligt talt!


En lidt mellemfornøjet udseende Eric Gilbert fra motorsport.com. Han tænker måske: "bare det ikke ryger på nettet,..."

Classic parade



Og dette er så en... æhh... hmmm??? Det lignede virkelig en 'partsbin' special og jeg må blankt erkende at jeg ikke aner hvad det er for et apparat? Men køn var den ikke!


Legendariske Vic Elford under demo af gammel Porsche 907.

Løbet går igang

På grund af usædvanligt dårligt og silende vejr ved starten var lysten til at gå ud og blive våd meget lille, når man nu kunne se starten på racet på TV alligevel! Men ærgeligt, da hele raceoptakten i USA er sublim overthere. Starspangeld banner, US Air Force overflyvning og ikke mindst 'Gentlemen Start Your Engines' er legendarisk og gåsehudsfremkaldende.

Løbet blev startet lørdag lokal tid kl. 15.30 i regnvejr med Liddell bag rattet. Liddell kørte en fantastisk første tur med bilen og kørte sig fra en startplacering som nummer tolv frem til føring. Desværre blev teamet ramt af en uheldig periode med safetycar netop som de kørte i pit og dermed kom de en omgang efter. Teamet kæmpede hårdt for at komme på omgangshøjde, hvilket Jan Magnussen klarede da han kom i bilen for første gang.


Robin Liddell in charge - and on charge - da han vrider Camaroen op igennem feltet.


En neonfarvet Menards DP lyser godt op i tusmørket.


Også i fronten af feltet er konkurrencen intens. No. 6 MSR prøver at gå udenom i hårnålen.


Patrick Dempsey (ham fra film og TV) gør sit bedste i den ildsprudlende Mazda.


For meget højrefod på Corvette nr. 19 sender ham i problemer.


Nu ridser du fandeme ikke lakken mester!

Jans tidligere Daytona team har nu skiftet Pontiacen ud med denne Corvette.


Endnu et af Jans tidligere teams ligger godt til i DP klassen.


De ildsprudlende Mazda'er er et godt foto objekt. Det er 'kun' at ramme når de prutter.


Jan bag rattet i Camaro nr. 57. Alt går stadig efter planen...


Teamet for hvilket Kasper Andersen skulle have kørt.


Supersej Porsche med Polizei mærker, der gik igen på team bemandingen. Jeg har på fornemmelsen at de ikke helt havde styr på de tyske udtryk på deres uniformer. En mekaniker bla. var zahnartzt... tandlæge!


Den anden Camaro på 35 graders stejlkurve.


Suntrusten kaster lysstråler ud på den ellers rimeligt oplyste bane.


Flot Ferrari - men det var den ikke længe!


Chip Ganassi teamets ene bil.


Pølse Mazdaen. 'Sahlen's sponsoren laver bla. pølser.


Morgenlyset og en Mazda 'prut'


Og en til!


Pitstop hos Stevenson Motorsport. Robin Liddell sidder i bilen.

Gearkassen laver knuder


Stevenson mekanikere i gang med at skifte gearkassen på Camaro no. 57.

15½ time inde i 24 timers løbet på Daytona forsvandt føringen og muligheden for sejr for Magnussens Camaro GT.R, da gearkassen gik i stykker. Jan Magnussen var netop på vej til pitten for at overtage bilen, der førte med mere end en omgang, da den i stedet blev kørt væk fra pitten og direkte i garagen.

Over natten fik teamet opbygget en føring på næsten to omgange, men netop som Jan Magnussen var ved at gøre sig klar til at komme tilbage i bilen efter 15½ times kørsel, gik gearkassen i stykker. Det kostede næsten en time i garage og dermed kunne teamet ikke længere blande sig i kampen om sejren. Teamet forsatte naturligvis løbet og selvom de var langt bagud, så blev der kørt så hurtigt som overhovedet muligt, i at forsøg på at få så flot en placering som muligt til særligt Liddell og Davis, der skal fortsætte med at køre med i kampen om det samlede Grand-Am mesterskab.

Det er femte år i træk, at Jan Magnussen fører på Daytona, men må se sejren forsvinde rundet reparationer i garagen.

"Det er bare latterligt" sagde en meget, meget skuffet Jan Magnussen da bilen holdt i garagen. "Vi har kørt et rigtig godt løb, men endnu en gang ender mulighederne for sejr med en lang reparation i garagen. Allerede i mit første stint kunne jeg mærke, at gearskiftet i bilen ikke virkede optimalt, men selvom vi prøvede at tage vores forholdsregler, så kunne vi altså ikke få den til at holde". Selvom bilen nu igen er med i løbet, så er mulighederne for sejr og det eftertragtede Rolex Daytona ur ikke længere til stede. "Hvis ikke jeg snart bliver kontaktet af Tag Heuer med en sponsorkontrakt, så ved jeg ikke, hvad meningen er med det her. Det er i hvert fald helt sikkert, at det ikke er meningen at jeg skal gå med et Rolex Daytona på armen".

Den vindende Action Express Porsche


Jans Camaro er kommet på banen igen, men er langt efter.


I sit sidste stint satte Magnussen konstant hurtige tider og satte bilens hurtigste omgang i løbet og til sidst gav den høje fart gevinst, således var der kun 4 minutter tilbage af løbet, da man erobrede en – efter omstændighederne - flot fjerplads.

"Det er så latterligt" sagde en meget skuffet Jan Magnussen efter løbet. "Det er bare som om, at jeg ikke skal have lov til at vinde det her løb. Jeg kan bare sige det samme, som jeg har sagt de foregående fire år. Vi kørte rigtigt stærkt og havde en bil, der kunne vinde løbet, men løb desværre ind i problemer, der kom til at koste os sejren. Og nøjagtig som de foregående år, så var det ikke en kørerfejl, der satte os ud af spillet, men derimod udefra kommende problemer. Jeg kunne allerede fra første stint mærke, at gearkassen opførte sig underligt, men da jeg kom i bilen anden gang og problemet ikke var blevet værre, så troede jeg faktisk på, at den nok skulle holde hjem, men sådan skulle det ikke være. Reperationen af gearkassen kostede næsten en time i garagen og det var umuligt at indhente igen. Men vi fortsatte med at presse, da pointene er vigtige for mine holdkammerater og det gav bonus helt til sidst. Det var trods alt positivt, at jeg kunne være med til at hente lidt point til mine to medkørere. De har været rigtig gode at køre sammen med og teamet har også været super og har kæmpet en hård kamp, for at alt skulle virke med de to nye biler, så det var synd, at en gearkasse skulle sætte os ud af spillet."


Et godt eksempel på hvor hærgede racerne er efter 24 timer.


Den vindende DP racer passerer målstregen.


Jans Camaro når også målstregen efter at have tilkæmpet sig 4. pladsen i de sidste minutter.


No. 97 kørerne efter målgang. Günther Schaldach, der er Jans kollega i Grand Am bilen er herren i den blå jakke.

Resultatet af Rolex 24 Hours of Daytona
1 DP 1 Barbosa/ Borcheller/ Dalziel/ Rockenfeller Porsche Riley
2 DP 2 Papis/ Pruett/ Rojas/ Wilson BMW Riley
3 DP 3 Bouchut/ Hunter-Reay/ Luhr/ Tucker/ Westbrook BMW Riley
4 DP 4 Braun/ Jonsson/ Krohn/ Zonta Ford Lola
5 DP 5 Frisselle/ Negri/ Pew/ Wilkins Ford Riley
6 DP 6 Angelelli/ Lamy/ Taylor/ Taylor Ford Dallara
7 DP 7 Allmendinger/ Frisselle/ Patterson/ Valiante Ford Riley
8 GT 1 Bomarito/ Ham/ Haskell/ Tremblay Mazda RX-8
9 GT 2 Bergmeister/ Long/ Neiman/ van Overbeek Porsche GT3
10 GT 3 Ballou/ Collins/ Flanagan/ Henzler/ Lally Porsche GT3
11 GT 4 Davis/ Liddell/ Magnussen Camaro GT.R
12 GT 5 Bleekemolen/ Lietz/ Potter/ Porsche GT3