Sportscar Event 2010
Den velgørende lillebror

Af Michael Ewert – Alle billeder af Michael D. Ewert

Årets store automobilmæssige velgørenhedsarrangement er uden tvivl Thorkild Thyrrings internationale racingfestival. Kendte racerkørere, nogle ligefrem fra udlandet, og nogle flotte eksklusive biler man kun sjældent ser i Danmark. Hvis det var fodbold så var dette en landskamp i Parken.

Der findes dog også et andet velgørenhedsarrangement, der til sammenligning kan kaldes superligakamp på Brøndby Stadion (indsæt selv et andet stadion, hvis du holder med et andet hold, Red). Sportscar Event er en årlig tilbagevendende begivenhed, det afvikles over to weekender, hvor overskuddet går til Børnecancerfonden.


Ferrari 328 GTB


Nissan 350z overfor en af mange Porscher


Lotus Esprit Turbo


Ferrari Mondial Cabriolet

Arrangementet, som jeg kalder den velgørende lillebror, afvikles en søndag på Jyllandsringen, og søndagen efter på Sjællandsringen, der for os der bor tæt på bare kaldes for køreteknisk anlæg i Roskilde eller glatbanen i folkemunde.

Ingen tvivl om at Jyllandsringen er at foretrække. Banen behøver vel ikke den store beskrivelse, der bruges til racerløb. Det gør Sjællandsringen ikke, da det primært er en glat- og manøvrebane, der bruges til trafikundervisning. Tempoet på denne bane kommer i dagligdagen sjældent over 100 km/t, og derfor er der ikke de store afkørselsarealer og kerbs er der heller ikke nogen af.

Det kom derfor som lidt af en overraskelse, da der klokken lidt i ni var kørerbriefing. Her blev spillereglerne sat op, og for at undgå for høj topfart valgte man at vende kørselsretningen. Det ville betyde, at topfarten blev reduceret, da der for enden af langsiden ikke er det store afkørselsareal. Det manglende afkørselsareal betød, at man havde sat nogle dækbarrierer op for at kunne fjerne en smule af den energi en sådan bil vil afgive ved et sammenstød.


Porsche 911


Porsche 911 GT3 RS (997)


Porsche 911 Sport Classic – En af kun 250 eksemplarer


Porsche 911 (993)

Kørere og biler

Der skal dog ikke lyde noget negativt over denne beslutning fra min side af. Tværtimod gav det nogle ret spektakulære udskridninger, men donuts blev allerede ved kørerbriefingen bandlyst. Den internationale racingfestival kan prale med masser af racerkørere, det mest kendte navn ved Sportscar Event var ???

Jeg kendte ikke nogen af kørerne, og bilerne var heller ikke de samme som ved Racing Festival. Det her var en mindre udgave af Roskilde Festivalen, der måske ikke havde de store topnavne som Bugatti Veyron, alligevel kunne præsentere noget af et scoop. Seks heldige personer havde købt sig en tur i den danske supersportsvogn Zenvo ST1.


Opel Speedster Turbo


Tesla Roadster


AC Cobra


AC Cobra foran Mercedes-McLaren SRL

Med Zenzo ST1 som det ultimative, så kunne bilerne på alle måder leve op til forventningerne. Ferrarier, Lamborghinier, Porscher, Corvetter, en Ariel Atom (den fra Top Gear), en Ultima Can Am, en Tesla Roadster, Maserati, Nissan 350z, en Viper, to AC Cobraer m.m.. Hele listen kan ses her. Der manglede dog visse biler, specielt Factory Five Racing GTM skuffede ved at mangle.

Endnu engang understreger det lillebrorprædikatet, der gør det stort set ligeså godt som storebror, selv om de to arrangementer på ingen måde har noget med hinanden at gøre. Jeg var dog egentlig mere imponeret over dette felt af biler end bilerne ved ’Monte Carlsberg’.


Udkørslen til banen


Porsche 911 RS


Porsche 997 Carrera 4 Cabriolet


Porsche Carrera GT

En spinnende Viper og en Porsche Carrera GT der skulle skubbes i gang

Vejrguderne var med arrangementet, der havde flot solskin og forårslune temperaturer hele søndagen på Sjællandsringen. Ugen før på Jyllandsringen skulle have lignet dette, og Flemming Haslund, der bl.a. kendes fra aviser og et tidligere bilblad, fortalte at der havde været fuldt hus, og at man, lavt sat, havde indsamlet over 600.000 kr på denne ene søndag.

Jeg er sikker på, at man opnåede det samme på Sjællandsringen for der var konstant biler på banen, og det var en fryd for alle tilskuerne, der kunne overvåge hele banen fra sidelinien. Selv om alle kørere havde fået forbud mod at lave donuts, så afholdt det ikke flere kørere for at køre bredt. Hver gang til stor begejstring hos tilskuerne.


Maserati GranTurismo


Dodge Viper STR/10 med rygende dæk


Der dog endte den forkerte vej


Imens en Porsche Carrera GT spandt rundt kort efter

En af de biler, som oftest kørte bredt var en Dodge Viper, der gav sin passager en ekstra spændende tur. Bilen kom ud af kontrol, og da dækkene tog fat vendte bilen lige 180 grader rundt og stoppede kortvarigt. Sekunder senere kom den fantastiske Porsche Carrera GT kørende og han spandt undvigende sin bil rundt.

Porschen holdt så stille imod køreretningen, og kunne ikke komme i gang. Det skyldes, at Sjællandsringen er en glatbane i hverdagene, og den potente Porsche kunne simpelthen ikke starte på det glatte underlag. Dækkene kunne ikke tage fat, så den varme motor kunne ikke komme i gang.


Lamborghini Gallardo V10

Lamborghini Murcielago LP 640 med ’udslåede ører’


Ford GT


Ariel Atom

Så jeg blev kaldt hen for at hjælpe med at skubbe bilen i gang. Kunne vi bare få hjulene til at rulle, så kunnne motoren måske startes op, men vi var kun lige kommet i gang, da der kom en gul Corvette spinnende imod os. Et kort øjeblik tænkte jeg, at nu måtte de godt lige sætte farten ned for jeg havde ikke lyst til at blive ramt, og Porschen skulle heller ikke rammes.

Det endte med at en Lamborghini Gallardo standsede og ved hjælp af kører og passager fik vi skubbet Carrera GT’en tilbage på asfalten, hvor dækkene endelig kunne få fat og motoren starte op. En sjov oplevelse, og man var lige ved at falde forover, da dækkene tog fat og sendte bilen afsted.


Bentley Continental GT


Aston Martin DB7 Volante


Audi R8


Mercedes-McLaren SLR

Det var den sidste spinnende bil jeg nåede at se i de fem timer jeg var til stede, men der var stadig masser af dækrøg fra specielt to Maseratier.

Dagens lavdepunkt var Zenvo ST1

Den danskbyggede Zenvo ST1 var ment som dagens højdepunkt. Banen blev lukket for andre biler og nu skulle den 375 km/t hurtige bil spille fantastisk musik fra de otte orgler i V8-motoren. Måske har du set billedet af Zenvoen, der blev tildelt øgenavnet Sandvoen efter en tur i sandkassen på Jyllandsringen, på hjemmesider eller aviser.


Dagens triste højdepunkt – Zenzo ST1


Chevrolet Corvette Z06


Ultima Can Am


Mercedes i et voldsomt, men kontrolleret drift

Man vidste godt, at denne bil ikke skulle risikere noget, men under de to første passagerture sneglede bilen sig afsted. Det gik så langsomt, at jeg ville have følt mig snydt, hvis jeg havde betalt for turen. Det hedder sig, at man køber en high-speedtur som co-driver, men det her gik så langsomt, at selv den langsomste af de deltagende biler kørte hurtigere.

Da bilen kørte ind efter anden passagertur lød det over højtaleranlægget. Det er usundt at ryge, og det gjorde Zenvoen. Der ville derfor gå mindst en halv time før bilen ville komme på banen igen, men jeg nåede aldrig at se den igen. Det gjorde ikke så meget for jeg fik masser af gode billeder af bilen, det samme gjorde tilskuerne, da tempoet gjorde det muligt at tage billeder af den, selv med mobiltelefonen.

Hvis motoren løb varm var det forståeligt for det var ikke meget køleluft, der kom ind i motoren under de omgange den kørte.


Ferrari California


Maserati 4200 GT Cambriocorsa


Maserati Ghibli Cup


De Tomaso Pantera

På gensyn i 2011

Der var dog under hele arrangementet en fantastisk stemning. Folk var glade, og der var sådan lidt provinsstemning over arrangementet. Der var biler, der blev udstillet og man kunne gå rundt og se på de deltagende biler, når de kørte i pit for at samle nye passagerer op.

Da jeg forlod arrangementet var der stadig en lind strøm af folk som gik i mod mig. Alle med store smil, og en god blanding af børn, mænd og kvinder, der alle havde valgt at bruge en eftermiddag på at støtte Børnecancerfonden.


Uno X


Dodge Ram


En af de yngste tilskuere


The Stig-replica foran Ariel Atom 3

Det sidste jeg sagde, da jeg satte kursen hjem var ikke farvel, men på gensyn næste år.