Buttons
og Alonsos sejre
Men Red Bull'en bruser ikke over. Canada
til England
af Flemming Hansen |

Endelig en anden vinder en Vettel!©
GrandprixPhoto
Canadas GP: Circuit Gilles Villeneuve
FORMULA 1 GRAND PRIX DU CANADA 2011
Et løb, med to timers regnvejrspause, masser af
overhalinger, afkørsler, dueller, gamle kæmper,
unge løver, safety-car, en overhaling på sidste
omgang, en marshall der glider på banen foran en racerbil,
og en Jenson Button der kom trumlende bagfra, efter at have
haft fem pitstops og en straftur gennem pitten. For nogle
få år siden havde det været dramaet for
en hel sæson. I dag var det hvad der skete i Canada.
Det var svært ikke at være begejstret efter
dagens løb i Canada. Hvad der startede som et gumpetungt
regnvejrsløb, blev forvandlet til et af de mest dramatiske
løb i historien. Og netop derfor kunne Sebastian
Vettel ikke vinde løbet, for en sejr til ham ville
være uden dramatisk styrke.
Han havde ellers gjort det godt, Vettel. Mens alle andre
omkring ham havde alle mulighede oplevelser og uheld, kørte
hans sådan set bare sit eget løb et sted langt
foran de andre. Uden at sætte mange fødder
forkert undervejs og uden den store dramatik. For det er
nemlig sådan en stor mester vinder sine løb,
uden den store dramatik.
Men når der så står drama på programmet,
kommer den store mester til kort. Og det gjorde så
Vettel i dag. På allersidste omgang, presset af en
lynende hurtig Jenson Button, laver Vettel en fejl, taber
kortvarigt bagenden af raceren og væk er Button.
Og dermed fik det dramatiske løb, den rigtige dramatiske
vinder. For Button havde haft et dramatisk løb, om
nogen. Meget tidligt, mens regnen stod ned i stænger,
trillede han rundt i sin egen lille verden, cirka i nærheden
af den 7. plads han havde fået i kvalifikationen.
Bag ham var holdkammeraten Hamilton, der var havnet der,
fordi han, da løbet blev givet fri, lavede en lille
ballet opvisning sammen med Mark Webber, og mens de to kørte
rundt om sig selv faldt de langt tilbage, mest Webber.
Og nu lå Hamilton altså bag Button. Og Hamilton
var hidsig og i gang med at komme frem i feltet - en prisværdig
indstilling, men ikke nødvendigvis den bedste taktik
i regnvejr. Og ved målstrækningen ville han
så venstre om Button. Problemet var bare at Button
allerede var på vej mod venstre og i sine spejle kun
kunne se vand. Pludselig blev mellemrummet mellem Buttons
bil og pitmuren for lille til en Hamilton, der fik klemt
sit bagdæk, og stoppede en kvart omgang senere.
Button måtte liste i pit, og da han kom ud var der
Safety Car. Og så var det at den senere vinder fik
en fartbøde. Han kørte nemlig for hurtig -
og i stedet for et girokort og grovkornet billede leveret
af postbudet, bliver en fartbøde i Formel 1 prompte
straffet med en tur gennem pitten.

Det var jo lige før at Schumi
fik en podieplacering © GrandprixPhoto
Her så dagen ret dårlig ud fra et McLaren synspunkt
- Hamilton ude og Button i den grad sat ned på en
mere end sekundær placering.
Inden regnen for alvor kom, var der et par biler, deriblandt
Button, der var inde og udskifte regnvejrsdækket med
intermediates, og han var såmænd pænt
hurtig, men langt bagefter de andre. Og så kom vandet
ellers væltende og SC blev smidt på banen igen,
og kort efter kom det røde flag. Vi skulle lige have
en lille pause.
Den lille pause varede to timer. Og så blev løbet
startet bag SC. Her var det Vettel der var som vanligt var
forrest. Efter sig havde han Kobayashi i Sauber, som i den
grad nød at være nr. 2 i et løb. Bag
ham kom Felipe Massa, der i dag virkede overraskende stærk,
specielt inden pausen. Efter pausen var det forventet at
Massa ville drøne forbi Kobayashi, men japaneren
er en hård negl og han afviste Massas forsøg
og lagde derefter lidt afstand til ham.
Bag Massa var en gammel kending på vej op gennem feltet.
En noget aldrende herre ved navn Michael Schumacher, havde
åbenbart taget sig en dosis ungdomseliksir og kørte
som var han 22 igen. I lynende tempo havde han overhalet
både den ene og den anden og var nu på 4. pladsen.

Alonso på vej til omklædning
efter sit exit. © GrandprixPhoto
Lige her omkring fik endnu en SC periode, fordi Alonsos
racer hang og dinglede på kerben et noget upraktisk
sted, efter en mindre kontakt med Jenson Button.
Mens Schumacher faktisk havde overhalet en hel masse, kan
man vel næppe kalde hans avancement fra 4. til 2.
pladsen for en overhaling - det var i al fald ingen udbremsning,
eller finten. For Massa havde igen indhentet Kobayashi og
lagt an til angreb og mens de duellerede, trak Schumacher
laaangt ude til venstre så han var sikker på
ikke at blive ramt af nogen af dem, og så trykkede
tyskeren ellers på speederen og var væk. Stort
overblik sendte altså Schumacher to pladser frem.
Heromkring begyndte banen så at blive tør og
bilerne smuttede på skift i pit for at få slicks
på. Webber og Button var nogle af de første
der fik slicks og det udnyttede de til at køre meget
hurtigt, og til at overhale en masse, der var i pit. Og
ganske lige pludselig lå de to lige i bagdelen af
Michael Schumacher. Webber prøvede et par gange at
komme forbi Schumacher, men han havde problemer med det
sidste sving, hvor han et par gange tog en genvej. Første
gang lige efter han var kommet forbi Schumacher, men som
reglerne foreskriver gav han hurtig Schumacher den placering
tilbage. Næste gang var det lige for næsen af
Button, der på den måde avancerede til 3. pladsen.
Og her var der så lige en SC periode igen, fordi Heidfeld
var kommet for tæt på en Force India og havde
smadret sin frontvinge. Han kørte selv pænt,
omend lidt hurtigt, ud af et nødspor, men de skarpe
rester fra vingen var spredt ud over banen. Det var her
at den grimme grimme episode med en marshall der vælter
ikke en, men to gange, ude på banen, skete. Første
gang var det stort set lige foran en racerbil, men heldigvis
skete der ikke noget alvorligt.
Mens Webber havde haft problemer med at komme forbi Schumacher,
havde Button ikke de store problemer. Hans bil var meget
hurtigere og med DRS'en slået til, virkede det som
en halvsløv personbil der problemløst overhaler
en lastbil i slæbesporet.
Vel forbi Schumacher satte Button jagten ind på Vettel,
hvilket han havde fem omgange til. Med Button ude af billedet
og DRS'en slået til, havde Webber også lidt
mere ro til at angribe Schumacher og da han kom forbi skete
det uden de store sværdslag, den gamle mand i bilen
vare nu ikke længere på en podieplacering. Men
4. pladsen forblev hans!
Button havde indhentet Vettel og da sidste omgang startede
han man en god fornemmelse af at der ville ske noget. Med
DRS fordelen på sin side og to DRS zoner på
banen, ville der være mulighed for Button. Vettel
klarede det dog for ham ved at tabe bilen en smule, og forbi
var Button.
Petrov tog en ganske anonym 5. plads, men sådan nogle
dage kan man få meget ud af at holde sig ude af problemerne.
Kobayashi der så længe havde ligget på
en 2. plads, lå igennem sidste sving på en fornem
6. plads. Men på målstregen lykkedes det endelig
Massa at komme forbi japaneren og snuppe 6. pladsen. Massa
havde været en tur i pit for at få skfitet næsen,
efter et uheld da han skulle overhale en bil med en omgang.
Kort, så mistede han sådan set bare kontrollen
med bilen.
Alguersuari blev nr. 8 foran Rubens Barrichello og Sebastian
Buemi tog 10. pladsen og gjorde det hele til en fornøjelig
dag for Toro Rosso.
Så underholdning for alle pengene i Canada - der er
ikke meget mere man kan forlange af et racerløb.
Efter løbet kunne man en høre en McLaren mand
på radioen til Button sige, at der vist ikke var en
placering de ikke havde haft i det her løb. Button
var efter sin pitstops og straf etc. nede som nr. 18...

Petrov - langt mere stabil end sidste
år. God 5. plads. © GrandprixPhoto
Resultatet af Canadas GP
1 Jenson
Button...................................... McLaren-Mercedes
2 Sebastian Vettel................................... RBR-Renault
3 Mark Webber........................................ RBR-Renault
4 Michael Schumacher................................. Mercedes
5 Vitaly Petrov...................................... Renault
6 Felipe Massa....................................... Ferrari
7 Kamui Kobayashi.................................... Sauber-Ferrari
8 Jaime Alguersuari.................................. STR-Ferrari
9 Rubens Barrichello................................. Williams-Cosworth
10 Sebastien Buemi................................... STR-Ferrari

Publikum kort efter starten i Valencia...
© GrandprixPhoto
Europas GP: Valencia
2011 FORMULA 1 GRAND PRIX OF EUROPE
Der var ikke mange mindeværdige øjeblikke.
Starten var ok. Løbet slutning var mere en lettelse
end mindeværdigt. Reklamerne undervejs forhindrede
en i at falde i søvn! Valencia er bare ikke egnet
til at være med i Formel 1 kalenderen, og man kan
kun håbe at pengene snart løber tør
eller et eller andet, så vi slipper for den slags
uværdige baner i motorsportens kongeklasse.
Sebastian Vettel fik sig nok en sejr, og VM ligner mere
og mere noget der bare skal overståes. Hvis så
løbene er spændende kan det også være
ok, men dels bliver det kedeligt når den samme mand
vinder hver gang, dels er Valencia bare ikke et spændende
sted.
Han kom bedst fra start, ham Vettel. Og så var der
i virkeligheden ingen der kunne true ham. Andre mulige vinder
var en akademisk diskussion, som man kunne få tiden
til at gå med, hvis man ikke hellere vi nappe en lille
eftermiddagslur.
Da løbet sluttede var det stadig Vettel der lå
i front. Og i radioen til teamet var han vældig glad,
og fint nok - det er jo ikke hans problem at ingen kan fange
ham, og at løbet bag ham var cirka ligeså spændende
at se græsset i haven gro.
Retfærdigvis skal det siges at DRS zonerne tilførte
løbet flere overhalinger end der nogensinde har været
tilsammen på den bane. Men regler kan ikke redde en
så elendig bane som Valencia - og det skal de sådan
set heller ikke - hvis løbet havde været sindsoprivende
og overhalingerne skulle have trukket nummer for at blive
vist i langsom gengivelse, havde 2011 reglerne været
for effektive.

Vettel vandt.. igen... ©
GrandprixPhoto
Der var heller ikke den store spænding om 2. pladsen.
Webber holdt sin placering som nr. 2 da starten gik, men
ved hjælp af pitstop kom Alonso forbi. Og da Webber
samtidig fik en meddelelse fra pitten om at han havde problemer
med gearkassen og skulle skifte hurtigere i de lave gear,
så var det ligesom klart, at der ikke ville blive
noget drama.
Hamilton fik en 4. plads og må være tilfreds.
Han havde et ganske udramatisk løb og McLaren bilerne
virkede ikke som om de havde meget at gøre med i
dag.
På 5. pladsen finder vi Felipe Massa, der ligesom
i Canada faktisk kørte ganske godt, men manglede
heldet. I dag havde han problemer under et dækskifte.
Han lavede også en fantastisk start og var endda lige
ved at kun nupse en 2. plads fra Webber.
På en ganske anonym 6. plads kom vinderen fra Canada,
Jenson Button, og understregede at McLaren bare ikke havde
formen til at køre i Valencia - måske begik
de en fejl og designede bilen til racerbaner?
Rosberg sikrede med 7. plads point til Mercedes. Schumacher
endte en ti pladser længere tilbage, efter at han
havde stukket næsen så langt frem at Petrov
kørte den af.
Toro Rosso havde et godt løb, med hjemmebanemanden
Alguersuari på 8. pladsen og Buemi på 9. pladsen.
Det sidste point gik til Nick Heidfeld i den sorte Renault.
Bemærkelsesværdig var det måske også
at samtlige 24 biler gennemførte løb - sådan
set ikke noget kvalitetetstegn!
Engang var der en regel om at man kunne måtte tælle
de 11 bedste resultater med, efter dette løb kunne
man være fristet til at kun at tælle de 11 mest
spændende løb med.

Og Alonso blev nr. 2! ©
GrandprixPhoto
Resultatet af Europas GP
1 Sebastian
Vettel................................. RBR-Renault
2 Fernando Alonso.................................. Ferrari
3 Mark Webber...................................... RBR-Renault
4 Lewis Hamilton................................... McLaren-Mercedes
5 Felipe Massa..................................... Ferrari
6 Jenson Button.................................... McLaren-Mercedes
7 Nico Rosberg..................................... Mercedes
8 Jaime Alguersuari................................ STR-Ferrari
9 Adrian Sutil..................................... Force
India-Mercedes
10 Nick Heidfeld................................... Renault

Vindere fra Silverstones historie
© GrandprixPhoto
Englands GP: Silverstone
2011 FORMULA 1 SANTANDER BRITISH GRAND PRIX
Fernando Alonso og Ferrari vandt sæsonens første
sejr på Silverstone. Sebastian Vettel måtte
for tredie gang i denne sæson nøjes med 2.
pladsen. Og den var han egentlig ret heldig med. Inden løbet
havde Alonso sagt at det var nu eller aldrig for VM 2011
sæsonen. Og må man give ham at han gjorde noget
ved det.
Godt nok var det Sebastian Vettel der var bedst da starten
gik, mens Mark Webber fik en halvsløj start fra pole.
Og mens de første lidt trivielle omgange blev spundet
af, udbyggede Vettel sådan set bare sit forspring.
Red Bull raceren fungerer tilsyneladende ganske godt på
fulde tanke.
Tilgengæld virker det som om, at Ferrari raceren har
overtaget når tanken kun er halvfuld. Umiddelbart
kunne det måske godt se ud som om Alonso og Ferrari
fik ufrivllig hjælp af Red Bull teamet, der kiksede
et skifte for Vettel. Det var netop ved denne lejlighed
at Alonso kom i front.
Men når sandt skal siges, var Ferrari raceren bare
hurtigere i sidste halvdel af løbet. På et
tidspunkt kørte Alonso et helt sekund hurtigere end
Hamilton og Vettel, der lå på de næste
pladser.
Godt nok havde Vettel problemer med at komme forbi Hamilton
på dette tidspunkt, selvom han var klart hurtigere.
Men at overhale har indtil videre ikke været en af
Sebastian Vettels styrker. Han kom dog forbi ved at skifte
dæk tidligere end Hamilton. Men samtidig fik han også
skabt sig selv et nyt problem. Hans dæk var slidte
da løbet nåede sin afslutning, og han havde
ikke en ærlig chance for at hente Alonso.

Vettels hjelm prydet med hans pitcrew
© GrandprixPhoto
Men ret beset havde han nok ikke nået ham alligevel.
Da de passerede målstregen var Alonso 16 sekunder
foran Vettel, og Alonso havde ikke ret travlt med speederen
da han trillede vinkende over målstregen.
Webber var kommet forbi Hamilton, fordi denne var blevet
sat på spare-program at teamet. Englænderen
havde simpelthen brugt mere brændstof end man havde
forventet, så han fik at vide at han skulle spare
på brændstoffet. Det gav Webber en mulighed
for relativt smertefrit at passere Hamilton.
Da Vettel jo havde skiftet dæk ganske tidligt, viste
Webber sig at være meget hurtigere og på de
sidste omgange fik han hevet snøren ind og lå
i baghjulet på Vettel. Han pressede ham nogle gange
på de sidste par omgange, inden han fik at vide fra
pitten at han skulle holde afstand.
Generelt var det en dag med megen aktivitet i pitten. Udover
Vettels kiksede pitstop, der i den grad kostede ham, havde
Mark Webber få øjeblikke forinden haft et stop
der heller ikke ligefrem var af vanlig standard. Og senere
var det McLaren pitten der kom i fokus, da de løslod
Buttons bil før højre fordæk var skruet
på. Allerede igennem pitudkørlsen slingrede
dækkede og Button parkerede bilen og måtte noget
skuffet gå hjem igen.
Også Sauber skaffede sig opmærksomhed i pitten,
da også de løslod en bil for tidligt. Dennegang
var det dog på grund af trafik at det var for tidligt,
hvor Kobayashi var ved at trille sammen med en Williams
racer, men i stedet bare ødelagde værktøjet
i Toro Rossos pit. Det kostede ham en stop and go straf
(den sædvanlige drive-through var til dette løb
blev udvidet til stop and go pga. pitlanes meget kortere
distance i forhold til banen).

God start til Vettel men det skulle
ikke holde. © GrandprixPhoto
Kobayashi var også involveret i den anden drive-through
straf der blev givet, det var dog som offer, da han blev
torpederet af Michael Schumacher, som så først
måtte et pit for at skifte næsen og dernæst
i pit for at få sin straf.
Efter top tre, kom Hamilton ind på en hård tilkæmpet
4. plads. For udover at han havde måttet afgive placeringer
til Vettel og Webber, blev han også fanget af Massa
i Ferrari. Og Massa kunne ligesom andre lugte muligheden
for nogle ekstra point. Og han kom da også forbi på
vej rundt på sidste omgang, men ikke nok forbi, efter
en mindre kollision mellem de to biler snuppede Hamilton
4. pladsen alligevel. Om der kommer noget efterspil vides
endnu ikke.
Rosberg blev nr. 6 uden at gøre meget væsen
af sig. Perez blev nr. 7, Heidfeld hentede endnu engang
point og blev nr. 8, mens Schumacher blev nr. 9. Det sidste
point gik til Alguersuari.
Et rimeligt underholdende løb, med en fortjent vinder,
men VM ligner stadig en ensidig forestilling. Vettel fører
med 204 point - 80 point mere end Webber på 2. pladsen.
På 3. pladsen kommer Alonso med sølle 112 point.
Vettel skal ikke bare til at holde op med at vinde, han
skal til at udgå, hvis andre skal have en reel chance
i VM.

Endelig en Ferrari sejr og Alonso
er eksalteret © GrandprixPhoto
Resultatet af Englands GP
1 Fernando
Alonso.................................. Ferrari
2 Sebastian Vettel................................. RBR-Renault
3 Mark Webber...................................... RBR-Renault
4 Lewis Hamilton................................... McLaren-Mercedes
5 Felipe Massa..................................... Ferrari
6 Nico Rosberg..................................... Mercedes
7 Sergio Perez..................................... Sauber-Ferrari
8 Nick Heidfeld.................................... Renault
9 Michael Schumacher............................... Mercedes
10 Jaime Alguersuari............................... STR-Ferrari
Stillingen
i VM 2011 for kørere inden det Tyske GP:
1 Sebastian Vettel.............RBR-Renault................204
2 Mark Webber..................RBR-Renault................124
3 Fernando Alonso..............Ferrari....................112
4 Lewis Hamilton...............McLaren-Mercedes...........109
5 Jenson Button................McLaren-Mercedes...........109
6 Felipe Massa.................Ferrari....................
52
7 Nico Rosberg.................Mercedes...................
40
8 Nick Heidfeld................Renault....................
31
9 Vitaly Petrov................Renault....................
31
10 Michael Schumacher..........Mercedes...................
28
11 Kamui Kobayashi.............Sauber-Ferrari.............
25
12 Adrian Sutil................Force India-Mercedes.......
10
13 Jaime Alguersuari...........STR-Ferrari.................
9
14 Sergio Perez................Sauber-Ferrari..............
8
15 Sebastien Buemi.............STR-Ferrari.................
8
16 Rubens Barrichello..........Williams-Cosworth...........
4
17 Paul di Resta...............Force India-Mercedes........
2
18 Pedro de la Rosa............Sauber-Ferrari..............
0
19 Jarno Trulli................Lotus-Renault...............
0
20 Vitantonio Liuzzi...........HRT-Cosworth................
0
21 Jerome d'Ambrosio...........Virgin-Cosworth.............
0
22 Heikki Kovalainen...........Lotus-Renault...............
0
23 Pastor Maldonado............Williams-Cosworth...........
0
24 Timo Glock..................Virgin-Cosworth.............
0
25 Narain Karthikeyan..........HRT-Cosworth................
0
26 Daniel Ricciardo............HRT-Cosworth................
0
Stillingen
i VM 2011 for teams:
1 RBR-Renault.......................................328
2 McLaren-Mercedes..................................218
3 Ferrari...........................................164
4 Mercedes.......................................... 68
5 Renault........................................... 65
6 Sauber-Ferrari.....................................33
7 STR-Ferrari........................................17
8 Force India-Mercedes...............................12
9 Williams-Cosworth.................................. 4
10 Lotus-Renault..................................... 0
11 Virgin-Cosworth................................... 0
12 HRT-Cosworth...................................... 0