Red Bull Racing
Finanskrisen gjorde dem voksne.

af Michael D. Ewert

© Getty Images-Red Bull Racing

Da Red Bull Racing i 2005 blev etableret som et opkøb af det tidligere Jaguar Racing var der ikke mange, som havde forventet de implikationer og den påvirkning, som holdet skulle komme til at få på Formel 1-verdenen. Oprindelig etableret som det nye alternativ til Eddie Jordans oprindelige Jordan ’Rock ’n’ Roll’-hold skulle Red Bull Racing være synonym med fest, farver, energi og ekstremsport.

Et image som er blevet opbygget igennem flere årtier, især gennem sponsorater af ekstremsportsgrene og udøvere, hvor Red Bull kunne være det ekstra, der sikrede sejren. Red Bull har gennem ekstremsport udviklet sig til at blive mere end en energidrik, men et helt brand.

Motorsportsinteressede nikker anerkendende, når de hører ordet Red Bull. Første tanke går på Formel 1 og de to Red Bull Racing og Scuderia Toro Rosso, men Red Bull er involveret i mange sportsvognsklasser og juniorklasser, her iblandt DTM og tidligere ChampCar/IndyCar, ja selv sæbekasseløb er Red Bull involveret i.


Deltagere til et sæbekasseløb © Red Bull Photofiles


Hotdogbil © Red Bull Photofiles


Brasiliansk motorsport © Red Bull Photofiles

Red Bull kan dog findes indenfor stort set alle tænkelige sportsgrene, både fysiske og mere mentale, og er blevet et brand, som der virkelig regnes med. Red Bull er blevet synonym med kvalitet og med rette. Red Bull Racing har de sidste to år vundet både kørernes og konstruktørernes mesterskaber i Formel 1.

De har topkørere i mindre klasser som Mathias Ekström og Miguel Molina i de Red Bull-sponsorerede DTM-racere, Daniel Ricciardo og Jean-Eric Vergne i de Red Bull-sponsorerede Formel Renault 3.5-biler, og russiske Daniel Kyvat og spanske Carlos Sainz Jr. i Formel Renault 2.0. Hvor bilerne ikke er sponsorerede, så kan man være sikker på, at der findes kørere der er. For eksempel Stefano Coletti fra GP2/Auto GP-klasserne.


Præsentation 2007 © Gepa Pictures


Sebastian Vettel 2008 © Gepa Pictures


Red Bull juniorkørere © Red Bull Photofiles

Red Bull downsizer

For år tilbage var der nærmest ingen kører som ikke kunne opnå et Red Bull-sponsorat- Naturligvis er det overdrevet, men Red Bull-navnet kunne findes overalt, hvis man bare kiggede efter det. I 2009 havde plads to til fire i det nystartede og genetablerede Formel 2-mesterskab alle Red Bull som sponsor. I Formel 1 blev der holdt store fester, og ved årets store løb i Monaco var der som regel en ekstra begivenhed, som f.eks. Star Wars – Episode III-temaet i 2005 og Superman Returns i 2006.

Præsentationerne af de nye biler var også noget helt særligt, og i mange år var Red Bull Racing synonym med Red Bulletin, Formula Unas og fest fredag og lørdag aften. Formel 1 var for de rige og smukke, og gud hvor ville man gerne være en del af den ubekymrethed som Red Bull signalerede. Red Bull-kørere var unge og smukke, og for at bruge et snart slidt synonym ’A real good time’.


Star Wars 2005 © Getty Images/Red Bull Racing


Superman Returns 2006 © Getty Images/Red Bull Racing


Silverstone 2007 © Getty Images-Red Bull Racing

Det hele ændrede sig dog i 2008, da verden blev ramt af den verdensomspændende finanskrise. Det havde knebet med succes i Formel 1, hvor et par podieplaceringer havde været bedste resultater for Red Bull Racing. Ser vi bort fra Sebastian Vettels sejr i det regnfulde løb på Monza-banen, hvor det var søsterholdet Scuderia Toro Rosso, der hentede den store triumf, så var der ikke meget, der tydede på successen var på vej.

Finanskrisens komme gjorde, at Red Bull valgte at spare mange af deres ekstraudgifter væk. I Formel 1-sammenhæng forsvandt Red Bulletin-bladet, der ellers i flere år var blevet trykt fredag, lørdag og søndag i grand prix-weekenderne, og Formula Unas blev sparet væk.

Nu skulle der spares penge, og Honda Racing F1 valgte at trække sig fra Formel 1, som det første tegn på finanskrisen. Året efter trak BMW og Toyota sig ud af Formel 1, men inden da havde Red Bull taget træningsbukserne af, og arbejdsbukserne på. Adrian Newey var kommet til holdet allerede et par år før, og efter et par års forberedelse kom successen.


© Getty Images-Red Bull Racing


© Getty Images-Red Bull Racing

Sebastian Vettel © Michael Ewert

Selv de meget underholdende pressemeddelelser, som Red Bull Racing/Scuderia Toro Rosso tidligere udsendte er blevet droppet. Nogle husker måske, hvordan Red Bull ”svinede” Magny-Cours-banen til, når Formel 1 gæstede den franske bane.


Successen kommer

2009 kom de første sejre til Red Bull Racing. Designgeniet Adrian Newey havde designet Red Bulls RB5-chassis, og selv om mesterskabet endte med at gå til Brawn GP, så var ingen i tvivl om at havde Red Bull haft dobbeltdiffuseren fra starten af, så havde Sebastian Vettel nu været tredobbelt verdensmester.

I takt med at de overflødige udgifter blev skåret væk ændrede Red Bulls prioriteter sig også. Det tidligere nærmest overfyldte Red Bull Driver’s Academy blev skåret kraftigt ned. Der blev fokuseret på et første, et andethold, og så de sponsorerede kørere i periferien. Daniel Ricciardo og Jean-Eric Vergne er på førsteholdet, Daniel Kyvat og Carlos Sainz Jr. er på andetholdet.


Bourdais i Pamplona Running with the bulls © Gepa Pictures

Buemi i Canada © Red Bull Photofiles


Jaime i Hong Kong © Red Bull Photofiles

Selv Red Bulls sponsorat af Red Bull Racing teamchef Christian Horners GP2-hold er blevet droppet. Fokus ligger på Formel 1-holdet, og der er kommet en større fokusering på første- og andetholdet i Formel 1. Red Bull Racing bestemmer næsten suverænt, hvem der skal sidde i søsterholdets Scuderia Toro Rossos biler, og kun to gange har man fyret en kører midt på sæsonen.

Først røg amerikaneren Scott Speed tilbage i 2007, hvilket gav Sebastian Vettel sin debut som fast løbskører, og så i 2009 hvor den mangedobbelte ChampCar-mester Sebastien Bourdais fik sparket til fordel for den regerende britiske F3-mester Jaime Alguersuari.

Nu sidder Toro Rosso-kørerne Sebastien Buemi og Jaime Alguersuari og venter på at finde ud af om tommelfingeren peger op eller ned for 2012.


Red Bulletin - If Schumacher had stayed at Jordan


Red Bulletin - What if Honda had chosen Jorda as their works team


Red Bulletin - Schumacher the Movie

Red Bull Racing er i øjeblikket Formel 1’s bedste hold, og mange kørere vil give deres højre arm for at komme til at køre for holdet. En stram økonomisk styring, en Adrian Newey der har overskuddet til at eksperimentere med nye løsninger, en Sebastian Vettel der kørere friere end før, så er der lagt i kakkelovnen til et nyt mesterskab i 2012.



Stadig til sjov

Red Bull har droppet mange af de aktiviteter, der før foregik under grand prix-weekenderne, men en ting har de heldigvis ikke droppet. De berømte Red Bull Road Shows, hvor der bliver sendt en Red Bull-bil og kører til en geografisk lokation, hvor Formel 1 ellers ikke ville komme.

Således har vi i år bl.a. kunne opleve en Formel 1-racer i Himalaya-bjergene, i Delhi, Texas, Hong Kong og Cape Town. Filmstjerne Tom Cruise har også fået lov at køre i Red Bulls Showcar, og David Coulthard kan prale med, at han som den første har kørt en Formel 1-racer rundt på den kommende bane i Austin, Texas, hvis den altså ender med at blive til noget.


Tom Cruise i USA © Red Bull Photofiles


Jani i Himalaya © Red Bull Photofiles


Jani i Cape Town © Red Bull Photofiles

Selv om hovedforretningen for Red Bull er Formel 1, så gør man sig stadig bemærket mange andre steder. Således designede Adrian Newey den ultimative racerbil til Gran Turismo 5, hvor hans virtuelle Red Bull X10 med Sebastian Vettel bag rattet formåede at køre næsten 25 sekunder hurtigere på Nürburgring end virkelighedens Formel 1-racere. En bil der tilmed er blevet videreudviklet og opdateret her i 2011, og som man har kunne se udstillet på Biler for Alle-bilmessen i Herning i oktober.


Motocross © Red Bull Photofiles


Red Bull Art in Motion © Red Bull Photofiles


Streetdance © Red Bull Photofiles

Red Bull er blevet en del af gadebilledet, og kan også ses i Danmark efter, at den tidligere regering åbnede op for energidrikke med det forhøjede indhold af koffein, som der var i Red Bull-dåserne i forhold til Burn og Cult. Red Bull er hovedsponsorer for flere forskellige hockey- og fodboldhold, og der kommer berømte kokke til Hangar 7 for at lave mad.



Historien om Red Bull

Vi kender alle Red Bull og de blå/sølvfarvede dåser. Red Bull har været en del af Formel 1 siden de blev sponsorer for Sauber Motorsport tilbage i 1995. Energidrikken var den første, der kom i Formel 1, og startede en trend hvor rivaliserende mærker prøvede at indtage Red Bulls dominans i det glamourøse cirkus.

Igennem tiden har der for eksempel været Hype, Grasshopper, Hell og Lucozade for at nævne et par stykker. Men hvor mange kender egentlig historien bag det mærke, som dominerer Formel 1 i øjeblikket. Vidste du for eksempel, at ideen til Red Bull kom efter et besøg i Thailand, hvor den lokale (energi)drink Krating Daeng, hvor daværende marketingsdirektør for tandpastafirmaet Blendax, Dietrich Mateschitz opdagede, at drikken hjalkp mod jetlag.

Red Bull er en vestlig variant af drikken Krating Daeng, der så dagens lys i 1987 på det østrigske marked. Red Bull GmbH er et samarbejde mellem Dietrich Mateschitz og Chaleo Yoovidhya, der begge ejer 49%, de resterende 2% ejes af Chalerm Yoovidhya (Chaleos søn).

Det thailandske ejerskab er en af grundene til, at Red Bull Racing ofte kører med Singha Beer-sponsorater, når Formel 1-cirkusset kører i Fjernøsten.

Navnet Red Bull er en ‘europæisk oversættelse’ af det thailandske navn Krating Daeng. Daeng betyder rød, og krating er et stort rødbrunt dyr, der er større end en bison.

Godt det hedder Red Bull Racing og ikke Krating Daeng Racing!