Jan Magnussen
Racerkører - Et håndværk

Af Michael D. Ewert.


Op til dette års Le Mans-løb udkom en ny bog om Jan Magnussen.

Med titlen Jan Magnussen – Racerkører – Et håndværk, skrevet af Nikolaj Karlshøj og udgivet på forlaget Duckshoot Media, der også står bag bilbladet Bilekspressen. Jeg var så heldig at modtage et eksemplar nede på Le Mans. En flot bog på 200 sider med lækkert glansfuldt papir med et billede af Jan Magnussen på forsiden.

Det er under to år siden biografien ’Jan Magnussen – En fiaskos perfekte liv’ på gaden, hvor hele Jans opvækst blev beskrevet, så hvad ville den nye bog bidrage med?

Det har forfatteren erkendt, så derfor har man fundet en helt anden indgangsvinkel.

”I min selvbiografi fra 2010 kunne jeg fortælle om mit liv, som på alle måder har været præget af min karriere. I den her bog går jeg udelukkende i dybden med min sport og alle de ting, der er så vigtige at fortælle om. Om hvordan du kommer i gang med at køre race. Om hvordan du finder penge til din sport" forklarer Jan Magnussen.

En intro, der fint beskriver bogen. Da jeg spurgte Nikolaj Karlshøj nede på Le Mans fortalte han, at Jan i bogen bl.a. kommer ind på kørestilling m.m, så det var med stor interesse jeg så frem til at læse bogen. Forventningerne blev sat højt, nok for højt.


20 afsnit om Jans liv


Bogen er delt op i tyve afsnit der alle omhandler Jan Magnussens liv. Ikke alle afsnit handler direkte om Jan Magnussen, men om personer eller ting, der alle har haft betydning for Big Mag.

Første afsnit er en introduktion ”Tro på det” – Om viljestyrke, vindermentalitet og om at være naiv, som afsnittet beskrives i indholdsfortegnelsen, der i bedste racerstil kaldes ’Grid’. Den bringer vi lige for den giver et godt indtryk af bogen.

1. Tro på det
2. Gokart
3. Læremesteren
4. At ofre sig
5. Formel 1
6. Racerbilen
7. Pressechefen
8. Økonomien
9. Racerbaner
10. Idolet
11. Teamwork
12. Le Mans
13. Junior
14. Nice to know
15. Manageren
16. Udstyret
17. Fysikken
18. NASCAR
19. No fear
20. Kvinde min

Man kommer vidt omkring i bogen, som man kan se på ’gridden’, hvilket både er bogens force og akilleshæl. Alle kapitler er velskrevne og underholdende, og billederne der bruges er flotte og store. Man kommer vidt omkring, og her finder jeg bogens største problem. Hvem henvender bogen sig til?

Jeg har læst bogen et par gange nu, og jeg har stadig svært ved at se hvem bogen henvender sig til. De første afsnit ’Gokart’ til ’At ofre sig’ er henvendt til børn, der gerne vil være racerkører og hvordan de starter i gokartklassen.

”Du kan starte tidligt med at køre gokart. Jo yngre du er, jo mere får du ud af det.”

Men børn i den alder vil ikke vælge denne bog. Dertil er niveauet for højt, og så er de slet ikke mentalt klar til at forstå de konsekvenser et liv som professionel racerkører vil have. Så jeg ser mere målgruppen som fædre, der gerne vil leve deres barndomsdrøm igennem deres børn. De afsavn og ofringer som det kræver at gå efter drømmen som racerkører.

Eller som næste kapitel, der handler om Jans storebror ”Læremesteren”, der brugte sin egen opsparing på at hjælpe Jan frem, og som nu er teamchef for sit eget ’Orso Bianco’ (isbjørn), hvor han hjælper unge håbefulde børn frem.

Eric kommer med et godt eksempel på en af de ofringer man skal være villig til at give: ”Jeg plejer at sige til dem, at første gang, de vælger at købe en smart bluse til 2.500 kroner, så er løbet kørt. Så er deres indstilling forkert.”

Barske løjer for nogle individer som end ikke er gået ud af folkeskolen. Men der er ingen grund til at stikke dem blår i øjnene. Vejen til Formel 1 er lang, og den koster på alle områder, personlige, økonomiske såvel som sociale.

Noget Jan selv har oplevet, da han valgte at forfølge motorsportskarrieren i England selvom han lige var blevet far til Kevin og forlod ungdomskæresten. Eller hvordan han missede Kevins konfirmation fordi han skulle køre race på en bane i udlandet.

Da jeg blev uddannet lokomotivfører…

Jeg er uddannet lokomotivfører. En dyr uddannelse, hvor vi blev fortalt huden fuld om risikoen og muligheden for at få en påkørsel. Hvordan vi kan risikere at slå et andet menneske ihjel og være klar over de konsekvenser det har. Måske en lidt mærkelig sammenligning med Jan Magnussen, og alligevel ikke.

For som Jan skriver i bogen, så skal man ikke være bange for at forgælde sig. Motorsport er dyrt, og man kommer til at tage nogle store veksler på sin vej.

”Du skal sælge dig selv til dem, der skal betale for dig. Din sponsor skal se sig selv i dig.” og hvordan man skal finde sig i at skrive under på slavelignende kontrakter, når dine og familiens penge ikke længere rækker.

En del af bogen handler derfor om, hvor meget man skal være villig til at ofre for at forsøge at komme til tops.


Den mere positive del

Bogen handler ikke kun om den negative side af motorsportens verden. Der er også de mange positive sider af vores favoritsportsgenre. Jan Magnussen kommer blandt andet ind på, hvorfor Formel 1 er så fedt, og hvor vildt det var at deltage i NASCAR. Der bliver også kigget på Jans Camaro Cup-racer og løbet Le Mans.

Jans ti favoritbaner kommer bogen også igennem og både rækkefølgen og specielt en bane overrasker. Det er dog tydeligt, at Jan er ’amerikansk’ og kører primært på amerikanske baner. Jan har det godt ’over there’, hvor han kører amerikanske sportsvogne. Otte ud af Jans ti baner kan køres i spil som Gran Turismo 5 og/eller Forza Motorsport 4. Den niende skal man have fat i Race: Pro til Xbox 360 eller Race til PC’en.

Man kommer også rundt om personerne, der har betydning for Jan Magnussen, så udover sønnike Kevin, så møder man Jans pressemand Jan Kaiser og Jans kone Christina, som var lidt et overset emne i Jans biografi, og så er der et par afsnit, der fortæller om køreteknik, flag og fysik.

Hvem henvender bogen sig til?

Bogen er underholdende skrevet, og hvert kapitel har nogle flotte billeder. Jeg kan bare ikke finde den røde tråd i bogen, og det gør det svært. For jeg får intet ud af kapitlerne om gokart, da jeg er mindst 25 år fra den tid, hvor jeg skulle være gået i gang. Samtidig vil et barn i den gokartvenlige alder slet ikke være klar til at tage de valg, som Jan fortæller man skal.

Jeg kan som sagt ikke finde den røde tråd i bogen. Enkeltvis er kapitlerne gode og spændende, men sat sammen, så mister det den røde tråd. Som retten hvor alle ingredienserne er gode, men sat sammen så får man et andet resultat end det ønskede.

Det gør det samtidig lidt svært at anbefale bogen som helhed, men kan man leve med tyve gode kapitler, så skal man ikke snyde sig for denne bog.

Bogen har en vejledende udsalgspris på 299,95, men lige nu kan bogen findes på tilbud hos saxo.com.