Sofaracerens hjørne
Hjulegaver til den spilleglade.

Af Michael D. Ewert.


Copyright Codemasters

Sofaracerens hjørne

Så er det endnu engang tid til sofaracerens hjørne. Denne gang kigger jeg nærmere på den nyeste opdatering af Codemasters F1-serie, denne gang F1 2012, det charmerende F1 Race Stars og lidt om det nye Forza-spil, denne gang med titlen Horizon fremfor Motorsport.

F1 2012

I september måned så dette års opdatering af Codemasters Formel 1-serie dagens lys. Alle kørere og hold fra dette års mesterskab er der, og det jeg måske mest ventede på, at køre på den nye Circuit of the Americas.

Over en måned før banen officielt blev indviet kunne vi få lov til at køre på banen, som med sit specielle og meget kuperede layout inddrog elementer fra nogle af verdens mest populære baner. Hvad var der ikke at glæde sig til. Alene billederne op af langsiden kunne få ens indre organer til at presse sig tilbage i sofasædet.

Det er da også en speciel oplevelse at køre på banen, der bestemt ikke er nem at mestre, men det skal Formel 1-baner jo heller ikke være. Formel 1 er toppen af poppen, de bedste kørere, den ypperligste teknologi og de mest spændende løb. Så det er der alt sammen. DRS, KERS og Fernando Alonso og Narain Karthikeyan.

Copyright Codemasters


Copyright Codemasters

På mange måder ligner spillet de tidligere udgaver. Denne gang starter man dog karrieredelen med Young Driver Test, hvor man får nogle opgaver der skal løses. En god tutorial hvor man lige lærer at styre de her voldpumpede bambusraketter. Sværhedsgraden selv på de lavere niveauer er høj, og man skal ikke lave nogle fejl før det kan ses på omgangstiderne.

Mængden af verdensmestre er det største antal, der endnu har været i Formel 1 på samme tid, og derfor findes der naturligvis en Champion Mode i spillet. Der er også muligheder for multiplayer via splitscreen, LAN og online.

Grafisk er spillet en fryd for øjnene, regneffekterne er flotte, og styringen er dejlig svær, men dog ikke af samme kvalitet som Gran Turismo 5 eller Forza Motorsport-spillene. Har man allerede 2010 eller 2011-udgaverne, så skal man kun købe spillet for de nye kørere, at det er Michael Schumacher sidste Formel 1-sæson, sidste sæson med HRT som hold, og så naturligvis den nye bane i Austin, Texas.

Copyright Codemasters

F1 Race Stars

Mario Kart goes F1 – eller sådan kan man ikke helt kalde det andet Formel 1-spil, der kommer i år. Det ligner dog meget godt, men ærligt, så har jeg aldrig prøvet de her søde kartsspil, så det var med spænding, at jeg satte disc'en i maskinen.

Alle 24 spillere og 12 hold fra 2012 sæsonen er lavet som søde nærmest-karikaturer, så man kører både mod Kimi Raikkonen, Fernando Alonso og Charles Pic. Figurerne er søde og kommer med små kommentarer, når man kører.

En gokart har det med at drifte i svingene, men nu er det jo Formel 1-biler, så bilerne står rigtig godt fast, dog skal man stadig bruge bremsen for at komme igennem svingene ordentligt, og under acceleration kan man udnytte KERS energi eller nogle af de mange boostfelter, der er på banerne.


Copyright Codemasters


Copyright Codemasters


Copyright Codemasters

Banerne og dem er der 11 af stammer alle fra dette års kalender, men de ligner ikke de officielle baner. Alligevel er der små henvisninger til de rigtige baner, så i Belgien kører man bl.a. igennem en by og igennem Eau Rouge, ligesom der i Italien er Prima Variante.

Spillet er ganske underholdende, specielt hvis man spiller mod en ven(ner), og der er bådepower ups og våben til at gøre det surt for de andre deltagere. Det sker ofte i form af bobler, der løfter bilen op et par sekunder.

Man skal dog ikke regne med, at det her er et spil, som du sidder og spiller i timevis. Det er noget sjovere, hvis man lige tager et par løb fremfor et par timer, da underholdningen er i top lige her og nu, men der går ikke lang tid før man slukker maskinen.


Copyright ForzaMotorsport.net



Forza Horizon

Forza Horizon hedder nyeste medlem af Forza-serien. Væk er de internationale baner til fordel for det åbne landskab i Colorado, hvor bilfestivalen Horizon afvikles. Et frisk tiltag eller lidt af en fuser? Det er smag og behag, men selve universet ligner Need for Speed-universet med stylede og hurtige biler, og nogle udfordringer/løb der skal løses/vindes.

Eller den festival Brian, Dom og de andre banditter fra den første Fast & Furious deltog i sidst i filmen.


Copyright ForzaMotorsport.net


Copyright ForzaMotorsport.net

Som det sig hør og bør, så starter man med en mindre bil, som man gennem hurtig kørsel og tuning, får skiftet ud med nye og stærkere biler efterhånden som man vinder og stiger i niveau. Udvalget af biler er rimeligt, og der er pænt repræsentation af de superbiler vi helst vil køre fremfor f.eks. en Honda Civic.

Ude på de åbne vidder kører man både på asfalt og på grus. Der er dog ikke rally over det, men det kommer senere i en af de mange DLC’s der vil blive udgivet til dette spil. Når du læser dette nummer af Fjournal.com er der udkommet tre DLC-bilpakker, hvor der i den nyeste er mulighed for at køre Ferraris nye 612 Berlinetta.

Der er desværre heller ingen tvivl om, at spillet er bygget op om at man skal udvide spillet med de populære DLC, og de er endnu dyrere end tidligere. Således indeholder bilpakkerne kun seks (december har 7) biler mod 10 biler i Forza Motorsport 4. Det er desværre ren kassetænkning, og den kommende rallyudvidelse er bestemt ikke billig. Er man interesseret i DLC-pakkerne, så kan MS point ofte købes billigere i udlandet på f.eks. Amazon.co.uk.

Det ændrer ikke på, at man hygger sig i spillet. Det er befriende at køre rundt på de åbne landeveje og med- og modkørende trafik, men jeg vender alligevel tilbage til Forza Motorsport 4, hvis jeg vil være mere seriøs.

Copyright SCEE

Det andet

Der er kommet flere nye spil til sofaraceren. WRC-serien har fået en 3’er, Need for Speed er kommet med Most Wanted (som du med garanti har set reklamer for på tv), og så er der kommet flere mindre DLC’s til Gran Turismo 5.

Her er kommet en baneudvidelse, hvor man kan købe Twin Ring Motegi i fire varianter. Der er også kommet både samlede bilpakker og enkelte biler. I en af bilpakkerne får man mulighed for at køre Jaguar XJR-9 LM. Senest har man udsendt Corvette C7 Test Prototype 12 til gratis download ligesom man tidligere i år også forærede en Scion FR-S ’12.


Copyright SCEE

Er man ikke til spil, men alligevel gerne vil gå under betegnelsen sofaracer, så kan jeg anbefale Le Mans 2012 Review og det kommende Formula one 2012 Review. Begge fås/kommer på dvd og bluray, og specielt bluray-versionerne er utrolig flotte. Skal det være tohjulet, så har Fastest været ude i flere måneder. Filmen der uofficielt kaldes en Valentino Rossi-biografi er igen rigtig flot på bluray. Den fås til under 100 kroner i f.eks. Stereo Studio.

Le Mans og F1-højdepunkterne kan med fordel købes via England. Igen bruger jeg ofte Amazon.co.uk, der giver gratis fragt, hvis man køber for ca. 250 kr/25 pund.

God fornøjelse og god hjul.