Formel 1 Preview 2013
Ewert kigger på holdene

Af Michael D. Ewert


Årets klassebillede © Sahara Force India

2013 starter nu!

Årets sæson er ved at tage sin spæde begyndelse. Om få dage tændes motorerne for første gang i vrede, når de 22 kørere indtager gaderne i Albert Park og erklærer dette års mesterskab for åbent. Spørgsmålene er mange og tre testsessioner har kun givet flere spørgsmål end svar.

Det eneste som virker til at ligge fast er, at Marussia har overhalet Caterham. Hvem er favoritterne til årets to mesterskabstitler. Red Bull Racing burde være selvskrevne, men har holdt igen under vintertestene. Men hvem tror på, at Red Bull Racing eller rettere Adrian Newey kan designe en dårlig bil igen?

Infiniti Red Bull Racing

Base: Milton Keynes, UK
Team Principal: Christian Horner
Technical Chief: Adrian Newey
Drivers: Sebastian Vettel og Mark Webber
Test Drivers: Sebastien Buemi

Chassis: RB9


© Getty Images/Red Bull Racing


© Getty Images/Red Bull Racing

Kørerne kender også deres plads selv om Mark Webber ikke selv ser sig som andenkører, så ved alle at fokus er på tyske Sebastian Vettel. Tre verdensmesterskaber taler for sig selv.

Mark Webber må altid ses som en trussel og en sikker kandidat til et par sejre i år. Mesterskabskandidat tror jeg dog ikke på, dertil er Sebastian Vettel for stærk en modstander, og han er den eneste som har det samme materiel som den australske kører.


Scuderia Ferrari

Base: Maranello, Italy
Team Principal: Stefano Domenicali
Technical Chief: Pat Fry
Drivers: Fernando Alonso og Felipe Massa

Chassis: F138


© Ferrari Media


© Ferrari media

Ferrari virker til at være stærkere end i 2012. Det siger Ferrari selv, men er det for at skabe hype eller har de virkelig noget at have det i? Spørger man Luca di Montezemolo så skal 2013 være året, hvor Ferrari snupper titlerne, og bringer 1-tallet tilbage til italienerne. Dertil har man Fernando Alonso, som har samlet hele holdet bag sig.

På tre år har han været en mesterskabskandidat i to af årene, og tabt i sidste runde. Igen i år har han Felipe Massa ved sin side, og på trods af to år hvor alle har ønsket at få skiftet brasilianeren ud med frisk blod, så fik han et fantastisk comeback sidst på sæsonen sidste år. Så godt at Ferrari måtte holde Felipe tilbage for ikke at tage point fra teamlederen. Felipe Massa må være kandidat til lidt ballade og måske et par podiepladser.

Vodafone McLaren Mercedes

Base: Woking, UK
Team Principal: Martin Whitmarsh
Technical Chief: Tim Goss
Drivers: Jenson Button og Sergio Perez

Chassis: MP4-28


© McLaren Media


© McLaren Media

McLaren og Mercedes AMG kører en indbyrdes kamp. Mercedes har været på indkøb hos McLaren, og snuppede først Lewis Hamilton, og for uger tilbage McLarens vigtige Paddy Lowe. McLaren har hentet Sergio Perez fra Sauber, og selv om det bliver sjovt at følge mexicaneren i en topbil, så skal han først lære det nye hold at kende, og så er MP 4-28 designet til Jenson Buttons kørestil, som er anderledes.

Mercedes AMG Petronas F1 Team

Base: Brackley, UK
Team Principal: Ross Brawn
Technical Chief: Bob Bell
Drivers: Nico Rosberg og Lewis Hamilton

Chassis: F1 W04


© Mercedes AMG


© Mercedes AMG

Mercedes AMG er også svære at blive kloge på. Lewis Hamilton og Nico Rosberg har været hurtige i testene i Barcelona, og kigger man på de tyske medier, så er spørgsmålet om Mercedes AMG W04 er en ’Siegerpfeil’ og ikke kun en ’Silberpfeil’. Der er dog mere end kun resultaterne på spil. Nico Rosberg begynder sit fjerde år hos tyskerne, Lewis er i gang med sit første.

Hvis Lewis Hamilton sætter Nico til vægs, så falder værdien gevaldigt på Rosberg jr. Er det omvendt, så vil folk sige, at det mere var McLaren end Lewis, der var skyld i de hidtige resultater.

Lotus F1 Team

Base: Enstone, UK
Team Principal: Eric Boullier
Technical Chief: James Allison
Drivers: Kimi Räikkönen og Romain Grosjean
Test Drivers: Jerome D'Ambrosio, Nicolas Prost, Davide Valsecchi

Chassis: E21


© Lotus GP


© Lotus GP

Lotus GP er igen et spændende hold at følge. Begge kørere er fortsat fra sidste år, og det vil være tosset ikke at tro kontinuiteten på holdet vil skabe lidt fremgang. Kimi Raikkonen viste sidste år, at han er med, når det gælder, men han skal have styr på sine kvalifikationer, hvis han skal kæmpe med om sejre.

Romain Grosjean har fået fornyet sin chance i Formel 1. Franskmanden var udmattet efter sidste års mange uheld, der kostede point (og måske Alonsos verdensmesterskab), og der hænger et Damoklessværd over hans hoved. Skal han forblive i Formel 1, så skal resultaterne på banen vise det, og det uden de store uheld. Det er svært at lære en gammel hund nye tricks, men det er endnu sværere at aflære en ung hund gamle tricks.

Sauber F1 Team

Base: Hinwil, Switzerland
Team Principal: Monisha Kaltenborn
Drivers: Nico Hulkenberg og Esteban Gutierrez
Test Drivers: Robin Frijns

Chassis: C32


© Sauber Motorsport


© Sauber Motorsport

Sauber Motorsport, det lille schweiziske hold som i år er med for tyvende gang, stiller med en helt ny kørerduo. Nico Hulkenberg er hentet over fra Force India, hvor han dominerede sidste halvsæson. Sauber havde en formidabel sæson, hvor det kun var forholdet til Ferrari, der gjorde at første sejr ikke kom i Malaysia.

Kamui Kobayashi er røget ud af Sauber, men har forlænget sin motorsportskarriere hos Ferraris sportsvognsteam AF Corse. Sergio Perez er blevet hentet til McLaren, og er ved at cutte alle de bånd han havde med den stejlende hingst. Esteban Gutierrez er forfremmet fra test- og reservekørerrollen, og han tror selv, at han nok skal komme på niveau med Hulkenberg senere på sæsonen.

Det bliver spændende at se om Sauber-raceren er lige så velkørt og dækbevarende som sidste års racer.

Sahara Force India F1 Team

Base: Silverstone, UK
Team Principal: Vijay Mallya
Technical Chief: Andrew Green
D rivers: Paul di Resta og Adrian Sutil

Chassis: VJM06


© Sahara Force India


© Sahara Force India

Force India kommer med en gammel kending i Adrian Sutil, hvis sponsorer snuppede sædet foran test- og reservekører Jules Bianchi. Dermed er Adrian Sutil tilbage hos Paul di Resta. Sidste års Force India viste sig som en ganske habil racer sidst på sæsonen, og hvis man har kunne fortsætte den udvikling, så kan Force India vise sig som et wild shot til en heldig sejr og holdets første podieplads siden Belgien 2009.

Williams F1 Team

Base: Grove, UK
Team Principal: Frank Williams
Technical Chief: Mike Coughlan
Drivers: Pastor Maldonado og Valtteri Bottas
Test Drivers: Susie Wolff

Chassis: FW35


© Williams F1


© Williams F1

Williams FW34 var en ganske god racer sidste år. Specielt Pastor Maldonado fik ved flere lejligheder mulighed for at vise, at han kunne køre resultater hjem, når han ikke crashede bilen i en håbløs overhaling. Toppen var sejren i Barcelona, og forventningerne til dette års FW35 er store.

Det har dog ikke været de bedste testresultater vi har set før sæsonstarten, hvor Valtteri Bottas har overtaget Bruno Sennas sæde. Kombinationen af et velkørende Williams-chassis med en kraftig Renault-motor burde være garant for point til Pastor Maldonado og Valtteri Bottas.

Desværre døde Pastor Maldonados personlige sponsorgaranti, Hugo Chavez, kort før sæsonstarten og det kan allerede nu betyde, at Williams bliver tvunget til at kigge efter nye sponsorstærke kørere til 2014, og hvad betyder det for udviklingen i år, hvis der skal økonomiseres endnu mere end normalt.

Williams bliver enten en fuser eller en overraskelse.

Scuderia Toro Rosso

Base: Faenza, Italy
Team Principal: Franz Tost
Technical Chief: James Key
Drivers: Jean-Eric Vergne og Daniel Ricciardo

Chassis: STR8

© Getty Images/Toro Rosso


© Getty Images/Toro Rosso

Scuderia Toro Rosso var tidligere et hold, der kørte med Red Bull kopier og gjorde det godt. Det blev forbudt for et par år siden, og det har man kunne se på resultaterne. Toro Rosso har ikke den samme tænketank som storebrorholdet, og det betyder mindre gode chassiser.

Kørerne Jean-Eric Vergne og Daniel Ricciardo var tidligere Red Bull Junior hot shots, men 2012 satte skår i glansbilledet. Specielt Daniel Ricciardo følte sig sikker på, at han var topkandidat til Mark Webbers sæde, og forholdet mellem de to juniorkørere har ændret sig fra venner til bekendte kolleger.

Det vil uden tvivl give nogle spændende dueller internt på holdet for der er ikke plads til fejl med listen over juniorkørere, hvis mål er at komme i Formel 1. Carlos Sainz Junior og Antonia Felix da Costa presser på, men det meste afhænger af om STR8-chassiset og tiderne fra vintertestene har ikke været de bedste.

Pointscorere skal holdet nok være, men derfra til podiet er der meget langt.

Caterham F1 Team

Base: Leafield, UK
Team Principal: Cyril Abiteboul
Technical Chief: Mark Smith
Drivers: Charles Pic og Giedo van der Garde
Test Drivers: Qing Hua Ma og Alexander Rossi

Chassis: CT03


© Caterham F1


© Caterham F1

Agterlanterne vil igen i år være Caterham og Marussia. Begge hold har haft gang i storvask og hentet sponsortunge kørere med sig. Caterham skrev allerede før jul kontrakt med Charles Pic, der kom fra Marussia, og kort før vintestenes begyndelse blev Giedo van der Garde signet til det andet sæde. Hollænderen har McGregor som personlig sponsor. Det burde være en smal sag for Caterham at sætte Marussia på plads.

Marussia har også haft stor udskiftning. Max Chilton sikrede sig tidligt det ene sæde, men andenkøreren lod vente på sig. Luiz Razia blev annonceret som holdets andenkører, og nåede et par testdage i Jerez. Han var dog underlig fraværende ved den første Barcelona-test, og det viste sig senere, at nogle sponsorer ikke havde betalt.

Marussia F1 Team

Base: Banbury, UK
Team Principal: John Booth
Technical Chief: Pat Symonds
Drivers: Jules Bianchi og Max Chilton
Test Drivers: Rodolfo Gonzalez

Chassis: MR02

 


© Marussia F1


© Marussia F1

Den plads endte Jules Bianchi med at få, og der spekuleres i hvorfor han lige fik den chance? Er det fordi Marussia håber på en Ferrari motorleverance til næste år, hvor Cosworth igen trækker sig fra Formel 1? Marussia kommer for første gang i holdets historie med KERS, og nu skal holdet have fravristet Caterham den 10. plads i konstruktørmesterskabet, som Vitaly Petrov snuppede i Brasilien sidste år.

Vintertestene viste, at Marussia virker til at have overtaget over Caterham.

Når du læser dette, så er årets første to løb afviklet. Det skrevne kan være helt forkert, men jeg tror på det jeg har skrevet i øjeblikket!

Husk Formel 1 skal ses live, men ellers på TV3 Plus (HD).