Red Bull flyver
Vettel og Red Bull sejrer efter behag.

Af Flemming Hansen / Martin Møller Thomsen


Fingeren i luften for manden med fingeren © Red Bull Racing

Tysklands Grand Prix: Nürburgring
FORMULA 1 GROSSER PREIS SANTANDER VON DEUTSCHLAND

Vettel sejrer - men presset af Raikkonen

Det lykkedes slet ikke for Lewis Hamilton, at forvandle sin pole position til en sejr i Tyskland. Mercedes har lidt det der med, at være smaddergode i kvalifikation, men formår ikke rigtig at forvandle det til hastighed i løbet. Således også denne søndag på Nürburgring.

Meget ildevarslende startede de to Red Bulls ud i et voldsomt tempo. Men Webber blev ramt af uheld i pitstop da et baghjul røg af og ramte en kameramand i pitten. Dette betød efterfølgende at kamerafolk i pitten under løb blev forbudt.


Begge Lotus'er trak det længste strå i kampen om bedst af resten © Lotus GP

En brandvarm Marussia krævede midt i løbet, at en sikkerhedsbil kom på banen og det gav Kimi en gylden chance efter at have været omkring 12 sekunder efter de førende.

Massa kvajede sig igen ved helt uprovokeret at sætte raceren af i første sving.

Det så også en overgang ud til at Williams lå til point. Men det fik kvajede pitstop sat en stopper for.


Kun sekundære placeringer til krom pilene på Mercedes hjemmebane © McLaren Media

Så rent undtagelsevis lå Kimi nu tæt på Vettel - men ingen kunne denne dag stoppe en hjemmebanesejr til Vettel foran begge Lotus racere. En skuffet Alonso måtte igen tage til takke med sekundære placeringer og Lewis Hamilton kunne kun præstere en 5. plads på Mercedes' hjemmebane.

Rigtigt spændende blev dette løb heller ikke.


Begge Mercedeser i pointene, med Hamilton som den bedste © Mercedes GP


Resultatet af Tysklands GP

1 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault
2 Kimi Räikkönen................................. Lotus-Renault
3
Romain Grosjean................................ Lotus-Renault
4 Fernando Alonso................................ Ferrari
5 Lewis Hamilton................................. Mercedes
6 Jenson Button.................................. McLaren-Mercedes
7 Mark Webber.................................... Red Bull Racing-Renault
8 Sergio Perez................................... McLaren-Mercedes
9 Nico Rosberg................................... Mercedes
10 Nico Hulkenberg............................... Sauber-Ferrari

 

Ungarns Grand Prix:
FORMULA 1 MAGYAR NAGYDIJ 2013


Selvom sejren var uventet, var den ikke mindre velkommen © Mercedes GP

Overbevisende sejr til Hamilton i Ungarn

Mercedes har sæsonen igennem været gode i kvalifikationen, og mindre gode i selve løbet. Undtaget har været et par gange hvor vejret og den smalle bane har været på deres side. Men ændringer i dækkene har været til gavn for det tyske team, der nu slider på dækkene med samme hast som konkurrenterne i stedet for at være 10% hurtigere. Og det gav så Hamilton sin første Mercedes sejr.


Maldonado får med hiv og sving endelig et point hjem til Williams og sig selv © Williams F1

Lewis Hamilton førte ikke alle omgangene - han skulle jo også skifte dæk nu og da. Men lige fra starten havde han kontrol over løbet. På et tidspunkt virkede det til at Mark Webber måske kunne blive en trussel, men et overraskende dækskifte satte ham uden for konkurrencen om sejren.

Hans holdkammerat, Sebastian Vettel, var mere eller mindre blevet reduceret til en af dem der også var med i løbet. Sådan var det i al fald langt hen af vejen, men mod slutningen formåede han at bringe sig selv lidt i fokus igen. På friske dæk skulle han forsøge at konvertere en 3. plads til en 2. plads. Foran kørte Kimi Raikkonen, som ikke ligefrem er kendt for at flytte sig frivilligt. Et enkelt angreb blev det til fra tyskerens side, men det blev hurtigt afvist. Efterfølgende klagede Vettel over pitradioen over, at han fik ikke plads nok!


Kimi kæmpede godt igennem til en fortjent 2. plads. © Lotus GP

Vettel startede løbet som 2'er og beholdt sin placering i starten, selvom både Grosjean og i særdeleshed Rosberg pressede ham. Rosberg blev senere på første omgang sendt ud pointene da han blev ramt af Massa. Han mistede lidt placeringer, men kom aldrig rigtig tilbage i løbet, og få omgange fra mål måtte han trække til side og forlade løbet med hvid røg bølgende ud af Mercedes racerens bagdel.

Senere blev Vettel fanget bag en velkørende Jenson Button. Den tidligere verdensmester formåede omgang efter omgang at holde den nuværende mester bag sig. En lille kontakt mellem dem, ødelagde Vettels frontvinge en smule. Imens blev Vettel bag fra fanget af en aggressiv Grosjean og en haltende Alonso, der her kom så tæt på podiet som han kom i løbet. Ferrari har bare, endnu engang ikke bygget en bil der matcher spanierens talent. I følge rygter i Ungarn har Alonso været til morgenkaffe hos Red Bull. Og faktisk vil det give mening - alle vil gerne vinde - og derfor vil alle gerne sidde i den bedste bil. Om Alonso så ligefrem vil forlade Ferrari er så en anden historie. Men der er meget symbolik i at mødes med dem der laver den bedste bil.


I front er der ikke kamp, men feltet er tæt - her Ricciardo og Hulkenberg i infight. © Pirelli

Til sidst, slap han alligevel forbi Button - hvorefter englænderen havde en mindre kollision med Grosjean, ikke noget der påvirkede dem synderligt. Efter løbet skal de to lige ind og forklare hvad der egentlig skete, så det er muligt at der kommer et efterspil. Grosjean fik dog en straf, men det var for at være ude over banen med alle fire hjul. Og det lukkede så hans muligheder for en top-placering. Franskmanden var ellers ganske velkørende og lavede flere gode træk. Han skal bare lære lidt disciplin!

Kimi Raikkonen fik sig altså endnu en 2. plads, i et løb hvor han kom snigende igennem feltet og rykkede fremad, når de andre skiftede dæk. Ingen tvivl om at finnen hellere vil slås om sejre og det der med 2. pladser og taktiske løb er det nødvendige.

Mark Webber hentede en 4. plads efter et stærkt løb, der burde have givet mere. En 5. plads til Fernando Alonso var omkring det bedste som Ferrari kunne præstere i dag.

McLaren fik en 7. og en 9. plads - med Button forrest. Perez derimod kørte et ganske anonymt løb, men fik altså et par point med hjem. I mellem de to kom Felipe Massa i en godkendt præstation.

Sidste point gik til Pastor Maldonado der dermed sikrede at Williams endelig fik point i 2013. Det var også på tide!

I VM stillingen har Vettel 36 points forspring til Raikkonen, der igen har tre til Alonso - 11 point senere finder vi så Lewis Hamilton. Hvis Mercedes kan holde formem - og de andre blander sig lidt uden om, er det muligt at de kan bringe sig selv i spil til en topplacering. Sidste år så man det er muligt, men dengang var det en Red Bull der skulle hente - nu er det en Red Bull der skal hentes.


En triumf for Hamilton i Ungarn og det øverste trin på podiet.© Mercedes GP

 

Resultatet af Ungarns GP

1 Lewis Hamilton................................. Mercedes
2 Kimi Räikkönen................................. Lotus-Renault
3 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault
4 Mark Webber.................................... Red Bull Racing-Renault
5 Fernando Alonso................................ Ferrari
6
Romain Grosjean................................ Lotus-Renault
7 Jenson Button.................................. McLaren-Mercedes
8 Felipe Massa................................... Ferrari
9 Sergio Perez................................... McLaren-Mercedes
10 Pastor Maldonado.............................. Williams-Renault

 


Alonso fik hevet 2. pladsen hjem, men Vettel trækker fra © Ferrari media

Belgiens Grand Prix: Spa Francorchamps
2013 FORMULA 1 SHELL BELGIAN GRAND PRIX



Sikker sejr til Vettel i Belgien

Det blev endnu en gang til en sejr til Sebastian Vettel, og som så mange andre gange, en ganske overlegen en af slagsen. Dermed fik han udbygget forspringet i kampen om den titel han er favorit til at hente for 4. gange i træk.

Havde det været en fodboldkamp havde dommen været at første halvleg var god. Anden halvleg kunne man til gengæld godt have undværet. Men det startede godt, med overhalinger, dueller, forskellige strategier og usikkerhed om vejret. Polemanden Hamilton vandt første sving, mens Vettel vandt den første langside, og så var løbet mere eller mindre afgjort. Der var dog stadig kamp om en masse andre placeringer.

Bemærkes her, skal Button og Alonso. De to lavede begge en god start der sendte dem op i top 5. Forskellen på dem var i sidste ende at Alonsos bil var god nok til at være i top 5, og det var Buttons ikke. Så resten af løbet kæmpede Alonso for at komme længere frem - og han nåede da også 2. pladsen - mere var uden for realistisk rækkevidde, mens Button kæmpede for ikke at falde for langt tilbage.


Alonso kæmper med en nærgående Button © Ferrari media

I en periode virkede det til at Button ville forsøge sig med kun et dækskifte. Med ti omgange igen lå han på en 3. plads med Hamilton lige hælene. Men han valgte at skifte dæk, muligvis fordi dækkene faktisk var meget slidte, og dermed rykkede han noget ned i stillingen. Han endte dog på en 6. plads, og når man kigger på hvordan McLarens sæson indtil nu har været er en 6. plads faktisk et ganske tilfredsstillende resultat.

I stedet blev det altså Hamilton der kom på podiet. At gå fra pole til en 3. plads er selvfølgelig ikke optimalt, men som sådan godkendt. Det signifikante er mere at Mercedes slet ikke virkede som en reel konkurrent til hverken Red Bull, der stadig er i en klasse for sig selv, eller Ferrari, der er kommet godt ud af sommerpausen.

Rosberg og Webber kom henholdsvis på 4. og 5. pladsen og fik dermed omsat et ganske anonymt løb til fornuftige resultater. Efter Button kom Massa og Grosjean. Brasilianeren gjorde ikke det store væsen af sig, men overhalede Grosjean mod slutningen. Det var lidt synd for franskmanden der havde satset på et enkelt dæksifte og generelt var godt kørende i dag.


Et kedeligt billede - Vettel langt foran feltet... igen... © Red Bull Racing

Sutil og Ricciardo hentede de sidste to pointgivende placeringer, og dermed historien om hvordan pointene blev fordelt. Men der er dog også andre historier at fortælle!

For eksempel var Grosjean blandet ind i en episode hvor der blev tildelt en straf. Det i sig selv er der jo ikke noget sensationelt ved, men det anderledes var at det ikke var franskmanden der blev straffet. Situationen var at Perez var på vej forbi Lotus raceren, og virkelig var kommet forbi, og så alligevel valgte at trække ind så tidligt at Grosjean blev presset af banen og måtte trille tværs igennem et afkørselsområde. Fuld fortjent straf til mexicaneren.

Det var dog ikke den eneste straf der blev uddelt. Pastor Maldonado er også en af vaneforbryderne i F1, og han fik i dag den relativt sjældne stop&go straf, hvor han holdt stille i ti sekunder. I en tæt duel der involverede Maldonado selv, to Force India biler og i al fald Gutierrez, fejlbedømte han stort set alting på vej igennem bus-stop chikanen. Han forsøgte at køre side om side med Gutierrez, men endte med at stå lidt på tværs og først blive ramt af Sutil, og dernæst - og meget mere alvorligt - af di Resta der i den grad fik smadret sit automobil og med en noget sur mine måtte gå tilbage til sin trailer, efter hvad der i starten lignede et fornuftigt løb for skotten.


Vettel foran feltet... igen... © Red Bull Racing

Bus-stop var også scenen for Kimi Raikkonens første exit siden hans tilbagekomst. Bremserne var tydeligt alt for varme og afslørede en flot dybrød farve når kameraerne fangede bilen på vej ud et sving. Og så gik det galt da han ville passere Felipe Massa ved indgangen til Bus-stop. Finnen kom da også forbi, men bremserne svigtede og han fortsatte lige ud, vendte resolut bilen 180 grader og trillede tilbage til banen og direkte i pit, hvor han steg ud og gik sin vej.

I VM kampen har Vettel nu 197 point mod Alonsos 151. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at hente det forspring. Men det kræver at Ferrari lever op til sit bedste og at Vettel mister noget af det held der også forfølger ham. Og hvis man tager held ud af ligningen så har Red Bull bare en bedre bil end alle andre. Det blev i den grad bevist i dette løb, som måske, når vi sidder til vinter og kigger tilbage, var det punkt i sæsonen hvor VM blev afgjort.


Hamilton lykønsker årets verdensmester Vettel. © Mercedes GP

Resultatet af Belgiens GP

1 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault
2 Fernando Alonso................................ Ferrari
3 Lewis Hamilton................................. Mercedes
4 Nico Rosberg................................... Mercedes
5 Mark Webber.................................... Red Bull Racing-Renault
6 Jenson Button.................................. McLaren-Mercedes
7 Felipe Massa................................... Ferrari
8
Romain Grosjean................................ Lotus-Renault
9 Adrian Sutil................................... Force India Mercedes
10 Daniel Ricciardo.............................. STR-Ferrari