Rush Jeg var underholdt Af Michael D. Ewert. Billeder © Rush Films Limited Egoli Tossell Film and Action Image

Jeg skal se RUSH før alle andre!

For nogle uger siden tikkede der en mail ind i min indboks. Det er der ikke noget nyt i, da der ofte kommer hundrede eller mere. Det meste spam eller fra de mange tilbudssider, men den her var fra Jakob, og Jakob kommer fra UIP.

Han havde snakket med Lea fra bloggen Formulafashion.dk, der havde været så elskværdig at sende min email til Jakob. Hun var nemlig sikker på, at jeg var interesseret i det Jakob havde at tilbyde, og selv om man normalt altid vil være skeptisk, så var jeg meget interesseret i det Jakob kunne tilbyde.

Det var ikke en helt almindelig vare, og den var også underlagt nogle embargo-regler, så derfor kommer denne anmeldelse flere uger efter jeg faktisk fik varen. Varen var Rush. Det vil sige muligheden for at komme til en screening af Ron Howards film om Formel 1-sæsonen 1976, og hvad var mere naturligt end at takke ja med det samme.

Så torsdag den 8. august klokken 11.30 gik jeg i silende regnvejr i København for at finde UIP’s domicil. Filmen startede klokken 12 i den lille prøvesal nederst i bygningen, og vi var hele tre personer i salen. En kvindelig medarbejder fortalte, at hun tidligere på dagen havde talt i telefon med Thorkild Thyrring, og om jeg vidste hvem han var. Svaret faldt prompte. Thorkild er jo Danmarks svar på en motorsportsgud, og uden tvivl den bedste racerkører Danmark har fostret gennem tiden. Ironi kunne være brugt i svaret til hende.

Der er fejl i!

Det engelske F1racing har dedikeret hele deres august-nummer til Rush-filmen, og her kommer man ind på mange ting omkring filmens tilblivelse, og nogle af de problemer man havde haft for at gøre den så autentisk som muligt. For eksempel kører James Hunt F3 på Crystal Palace, men den bane eksisterer ikke mere, så man havde måtte improvisere sving fra andre baner til at gøre. Det samme havde man gjort på andre baner, og f.eks. bruges Brands Hatch som fyld på nogle af løbene i 1976-sæsonen.

Noget man er sluppet ret godt fra, bortset lige fra løbet på Monza, hvor banelayoutet er markant anderledes de andre baner i kalenderen. Er man almindelig Formel 1-interesseret, så opdager man det ikke, og det har ikke betydning for filmen. Det har de to hovedrolleindehavere i stedet, og man har fundet to gode eksemplarer på datidens James Hunt og Niki Lauda.

Chris Hemsworth spiller James Hunt, og gør det med en ganske stor selvtillid, men selv han kan ikke måle sig mod virkelighedens James Hunt. Niki Lauda spilles af Daniel Brühl, og de to udviklede lidt af et forhold under indspilningerne, hvor de tit var i telefonisk kontakt. Det er vigtigt at vide, at filmen ikke bare er en gennemgang af 1976-sæsonen, men også en ”Hollywood”-film, og man har taget sig et par friheder for at gøre filmen mere spændende.

For hvor og hvornår opstod rivaliseringen imellem James Hunt og Niki Lauda i virkeligheden? I filmen støder de to herrer første gang på hinanden i et F3-løb på Crystal Palace, hvor de naturligvis støder sammen, og James Hunt har det svært med at Niki Lauda kommer i Formel 1 relativt ubesværet, imens han selv debuterer for Hesketh.

Efter en hård kamp mellem Niki Lauda i Ferrari og James Hunt i Hesketh siger James, hvis bare vi havde haft samme bil. Historien gentager sig i nutiden, hvor Fernando Alonso ofte giver udtryk for, at det er Red Bulls bil, snarere end Sebastian Vettel, der vinder i Formel 1.

Der er to hovedpersoner, men ingen 'bad guy'.

Filmen giver et underholdende indblik i de to rivalers kamp, og der er noget ying/yang over deres forhold for de kan ikke undvære hinanden. Alle har behov for at have en fjende tæt på. Man får også en ide om, hvem de er som personer udenfor banen, og hvis Alain Prost blev fremstillet dårligt i Senna-dokumentaren, så er det ingenting i forhold til måden Niki Lauda fremstilles på.

Kold og usympatisk, og med en fantastisk viden omkring materialer og aerodynamik, men også som en bedstefarkører i privaten, og en kører der svælger i sin egen ulykke, og nærmest mangler empati. Der gøres ikke meget for at sætte Niki Lauda i et positivt lys, men samtidig viser den også hvilken fighter Niki er. Der fokuseres meget på vejen til Nikis comeback seks uger efter ulykken på Nordschleife, og det er ikke rare billeder man bydes på.

James Hunt fremstilles som en ung sorgløs playboy, der er uhyre selvsikker. Hans charme er svær ikke at holde af, men han er også selvdestruktiv, og med et horn i siden på ”tyskeren” eller ”Kraut” som han kaldes i filmen indtil ordet ”rotte” bruges om Niki Lauda. Man får opfattelsen af at det ikke handler om at vinde verdensmesterskabet, men kun at slå Niki det handler om.

Rush inddrager rigtige arkivoptagelser og blander med de fiktive billeder, og det gør den overbevisende. Der er tobaksreklamer med, men de ses sjældent, og bilerne er uhyre flotte. Der er et par mindre kiks i filmen, som min detaljefokusering opdager, men som igen ikke har nogen betydning for filmen.

Afslutningen på Japans grand prix er rigtig ”Hollywood”, men heldigvis tyer filmen ikke til det normale ’ekstra gear for at overhale’-trick, og 1976-sæsonen er meget autentisk. Filmen slutter med en hyldest til James Hunt og Niki Lauda med billeder af den rigtige James Hunt og Niki Lauda, ligesom man så det i den fremragende franske film ’De urørlige’ hvor man ser filmens hovedpersoner i virkeligheden.


Duer den?

Jeg snakkede med Flemming Haslund fra Bilzonen, da jeg var på vej hjem Copenhagen Historic Grand Prix. Han spurgte om jeg troede Rush kunne opnå samme status som Le Mans? Det kan den ikke, men den er pokkers underholdende, og jeg skal helt klart ind og se filmen, når den kommer på det rigtige store lærred.

Den kommer til at blive fantastisk på blu-ray og mængden af ekstra materiale bliver guf at dykke ned i. Den får mine varmeste anbefalinger, og den sætter nye standarder for racerfilm. Den er tro mod sit oplæg, og den eneste sæson som måske overgår den er 2008. Den sæson bliver nok aldrig filmatiseret.