Den yngste DTC vinder.
Dennis Lind - 20 år vandt efter diverse dramaer DTC
mesterskabet i 2013 foran de gamle rødder John Nielsen,
Casper Elgaard og Jan Magnussen samt de nye yngre kræfter
Marius Nakken (N), Nicki Petersen, Anders Fjordbach og Mikkel
C. Johansen. Ialt 22 kørere deltog i DTC i 2013 og
det var jo ikke så ringe endda. Men det var den unge
Dennis Lind der havnede på toppen.
Men hvem er egentlig denne Dennis Lind? Hvor kommer han
fra og hvorfor tuller en 20 årig rundt i en relativt
perifer lokal motorsportskategori, set i sammenhæng
med dem vi hører mest om - nemlig Kevin Magnussen
og Marco Sørensen?
Dennis er en knægt fra Roskilde og som nevø
til Jan Magnussen er det som om, at det med tunge højre
fødder er kommet ind med modermælken. Naturligvis
er det med gokart også kommet ind med sutteflasken
i den efterhånden "verdenskendte" ungdomsklub
'Viadukten', hvor dem der har fulgt med ved, at to efterhånden
aldrende racerkørere Jan Magnussen og Jason Watt
har gjort asfalten usikker.
Lammetævning af fans
For efterhånden en del år siden i den daværende
Jan Magnussen Fanklub blev der afholdt et gokart
arrangement på Roskilde Racing Center. De tilstedeværende
medlemmer var ikke helt ukendte med gokart fænomenet
og talte da flere habile kørere.
Der var også to 'rollinger' til stede der reagerede
på navnene Dennis og Kevin... Ja dem! Nu handler det
naturligvis også om kampvægt, hvor de der små
myg jo ikke belastede dækkene ret meget. Så
de fik jo lov til at starte en omgang efter feltet. Men
det var sådan set underordnet, for samtlige andre
på banen blev overhalet i løbet af få
omgange. Jo der var - og er - krummer i de knægte!
Unge mand - har du ikke respekt for
de ældre?
Formel biler.
Dennis' karriere gik til Formel Ford, som Dennis
i fin stil lagde for sine fødder med blandt andet
et NM i 2009. Det blev 'naturligvis' også til det
uofficielle verdensmesterskab i Formel Ford! Men det var
nærmest uden økonomisk støtte og kun
på grund af en sejr på Zandvoort i 2010 gjorde,
at han fik gratis adgang til at køre. Det var dog
kun adgangsbilletten der var gratis skal
jeg hilse og sige!
Dennis Lind blev i 2010 derfor den tredje danske verdensmester
i Formel Ford efter først Jan Magnussen og Jason
Watt. Den unge formelkører tog førstepladsen
i Formel Ford-festivalen på Brands Hatch, der er kendt
som det uofficielle verdensmesterskab.
Efter en super indledning på løbet kunne Lind
køre i mål 1,8 sekund foran briten Pye, der
var en af de dominerende kørere i det britiske Formel
Ford-mesterskab.
Dermed lagde Dennis Lind, der vandt DM i Formel Ford i 2009
og det uofficielle EM tidligere i 2010, sig i sin onkel
Jan Magnussens slipstrøm. Jan Magnussen tog titlen
i 1992, mens Jason Watt kunne løfte trofæet
på banen i Kent to år senere.
Tidligere vindere af Formel Ford-festivalen i Storbritannien
tæller navne som – udover Magnussen og Watt
– Eddie Irvine, Mark Webber, Jenson Button og Anthony
Davidson.
2011 en blandet affære
2011 blev en blandet affære med først
optræden i ADAC Formel Masters sammen med en anden
dansker - Kean Kristensen- , hvor Dennis dog droppede ud
senere på sæsonen på grund af en rygskade
efter en flyvetur og ikke mindst en dialog med teamet, der
aldrig var i top.
I slutningen af året bliver det til en F3 optræden
i ATS F3 cup til erstatning for Tom Blomquist i sæsonfinalen.
Det blev til en flot 6. plads i debut'en efter at have været
blevet kørt af i første sving og efterfølgende
flot opkørsel igennem feltet. Marco Sørensen
kom i øvrigt ind på en 2. plads i samme løb.
Dennis Lind i Peugeot Spyder Cup
ved GP Danmark i 2011 for teamet DMD.
Ved GP Danmarks Peugeot Spyder afdeling viste Dennis Lind
dog det åbenlyse talent, da han på en våd
bane startede ud på slicks i rene klassisk Keke Rosberg
stil. Det gik rigtigt skidt de første omgange! Indtil
banen begyndte at tørre op... Så kunne Dennis
nemlig overhale den ene efter den anden, for til sidst at
havne helt i front. En vild oplevelse for dem der var heldige,
at være til stede.
Men desværre kom karrieren - i hvert fald indtil
videre - ikke til formel klasser via den klassiske stopklods:
Penge - eller rettere mangel på samme.
Så derfor måtte der kigges andre veje. Den vej
pegede mod den Svenske Camaro Cup der i 2012 bla. skulle
afvikles i Danmark.
2012 Læreåret der blev bestået
med glans
Dennis Lind blev kører for det svenske Memphis Racing
i Camaro Cup 2012. Det skete efter en test i Florida, hvor
Dennis igen viste sit talent. Dennis så frem til at
køre mod onkel Jan Magnussen når de skulle
mødes på banerne - men det skulle blive til
meget mere end det.
Det lykkedes nemlig for Dennis med overbevisende kørsel
- ikke mindst i sæsonfinalen på Jyllandsringen
- at ende på en samlet 2. plads i DTC 2012. Kun onkel
Jan Magnussen stod som den endelige mester i sin nr. 23
Fukamuni racer.
En stolt Dennis på Jyllandsringen foran
de tidligere koryfæer Casper Elgaard (tv) og John
Nielsen (th)
Dennis Lind i nr. 60 for det Svenske
team Memphis. Bemærk sponsornavnet 'Hartvig Consult'
på fronten.
Top 3 ved DTC 2012. Vinderen Jan Magnussen gemmes
bag John Nielsens blomster. Men det er Dennis på 2.
pladsen tv.
2013 stjerneåret med et skræddersyet team
For 2013 gik Hartvig Consult 'all in' med at skræddersy
et team omkring Dennis Lind i et bils team. Det skete under
"Danish Motorsport Development" banneret, der
også blev brugt i Peugeot Spyder tiden tilbage i 2011.
Der blev ikke sparet på noget og de bedste folk blev
hyret til opgaven, der i sin rene enkelthed gik ud på,
at vinde DTC i 2013. Men nu var det jo ikke bare lige sådan,
at de andre deltagere bare lagde sig på ryggen. Der
er blevet brændt mange timer af i teltet i løbet
af året for, at raceren hele tiden var super optimeret
til opgaven og havde et udseende der bare skal være
pletfrit.
Ultraprofessionelt og flot setup
præger DMD teamet
Det går op og ned i racing.
Det har været lidt af en rutschebanetur i løbet
af året, der startede med en dominans af 2012 mesteren
Jan Magnussen, der nu kørte i sit eget team 'Jan
Magnussen Racing Experience'. Desværre for Jan måtte
nogle løbsweekender springes over på grund
af indbringende engagementer på den anden side af
Atlanten. I mellemtiden gik kampen for alvor op i gnister
mellem Casper Elgaard, John Nielsen og Dennis Lind.
Det gik for alvor hårdt til i sommerløbet.
Dennis Lind og team DMD havde lagt i kakkelovnen til en
dobbeltsejr ved Sommerløbet, efter den 20-årige
roskildenser havde jagtet og indhentet Casper Elgaard i
andet løb søndag.
Men en berøring i udgangen af første sving
kort før mål bragte dog Casper Elgaard ud af
sporet, og både Dennis Lind og John Nielsen gik forbi
den tidligere firdobbelte DTC-mester. Straffen faldt dog
prompte for berøringen. Størrelsen undrede
Lind og teamet.
Dennis rammer Elgaard fordi denne letter på speederen
på vej ud af svinget. Skulle der falde en straf for
berøringen, så kunne der maksimalt være
tale om en eller to strafbaner, men der uddeltes en stop-go
som blev lavet om til en 20 sekunders straf og det var teamchef
Peter Hartvig meget uforstående overfor.
Lynhurtig igennem chikanen ind på
den nye del af Jyllandsringen.
Alt i alt var Dennis nu efter John Nielsen, Casper Elgaard
og Jan Magnussen inden det helt store løb i Danmark
- nemlig GP Danmark i slutningen af august.
GP Danmark - sejr med frustrationer.
Det skulle til gengæld ende med, at blive den helt
store triumf for Dennis. Men igen heller ikke uden torne
for atter engang var Dennis Lind i infight med en vis Casper
Elgaard.
Dog skulle det først ske senere på dagen,
for i første heat var Dennis Lind aldeles overlegen
ved at starte fra pole position efter en super indsats i
super pole, hvor ingen kunne følge den hurtige knægt
fra Roskilde, selvom onkel Jan Magnussen gjorde sit bedste
var Dennis bare bedre.
En koncentreret Dennis på sit
kontor.
Så er reglerne jo således, at de første
8 vendes om i 2. heat og Dennis startede derfor på
8. pladsen. Det gør jo så at han startede bagved
alle de skrappe drenge - blandt andet Jan Magnussen. Igen
kørte Dennis fremragende op igennem feltet og gav
onkel Jan Magnussen baghjul igen. Der røg de julegaver
Dennis!
Det gik altså strygende - det vil sige lige indtil,
Dennis kom op til den førende Casper Elgaard...
Det endte i tårer, hvor Casper røg af, mens
Dennis kunne fortsætte mod mål med en voldsomt
skadet bil. For alle andre end dommerne var det tydeligt,
at det var Casper der kørte Dennis af og ikke omvendt.
Ikke desto mindre blev Dennis igen idømt en straf
og John Nielsen udpegedes som vinder, mens en rasende Dennis
Lind forsvandt ind i pitten.
Casper Elgaard indrømmede efterfølgende,
at han kørte Dennis af og timer efter udnævnes
Dennis Lind nu til vinder af løbet. Retfærdigheden
skete fyldest! Men ikke uden voldsom frustration.
Sammenstødet i 2. heat ved
GP Danmark.
Finalen
I modsætning til GP Danmark var finaleløbet
en relativt kedelig affære. I første løb
startede Dennis på pole atter en gang og med Casper
Elgaard og John Nielsen lige efter. Det lykkedes John Nielsen
at komme forbi Dennis og tage sejren i første heat.
Opgaven for Dennis inden sidste heat i 2013 var simpelthen,
at mindst bliver 7'er, så kunne John Nielsen for den
sags skyld vinde løbet efter behag.
Derfor blev det sidste heat heller ikke særligt spændende.
Dennis holdt til presset og kunne køre i mål
på en fin 4. plads, mens Casper Elgaard endelig kunne
få en sejr på kontoen efter et relativt magert
2013.
Dermed fejrede DTC sin hidtil yngste mester.
Mesterskabet fejret på Jyllandsringen
med mesteren Dennis Lind i midten. Var de pokaler ikke større
i 2012?
Fremtiden for Dennis?
Alt andet lige så må Dennis ud i den store
verden og afprøve talentet i skarpere felter. Han
kan da sikkert vinde en del DTC mesterskaber med et team
som DMD - men det er jo nok ikke lige der man skaber sig
en sikker fremtid - hvis der overhovedet er noget der hedder
sikker fremtid i racing!?
Formel racing er nok et afsluttet kapitel for Dennis på
trods af hans unge alder, så det er jo nok mere i
retning af race med tag på der skal satses? Le Mans
måske?
Tiden vil vise det - men et er sikkert: Talentet er der.
Referencer:
Racemag.dk