Det startede godt!
McLaren stærkt fra start... men derefter...

Af Flemming Hansen / Martin Møller Thomsen


Første podie i 2014 og med Kevin. Større kunne det næppe blive!.©McLaren Media

Australiens Grand Prix: Melbourne
2014 FORMULA 1 ROLEX AUSTRALIAN GRAND PRIX


Formel 1 2014 er i gang

Så er det overstået. Sæsonens første Formel 1 løb er blevet til historie, efter at det ternede flag faldt på Albert Park i Melbourne. Sejren gik til Nico Rosberg, der dominerede fra start til slut. Kevin Magnussen skrev sig ind i historiebøgerne med en af de store præstationer for en debutant, da han sluttede på 3. pladsen. Efter løbet er 3. pladsen blevet konverteret til en 2. plads da Ricciardo blev diskvalificeret.


Starten er gået og Kevin er lige ved at smide bilen i barrieren ©Daimler Benz


Bunden af feltet - i år med Lotus!©Caterham F1

Kevin først! Det væsentlige når man skal forklare danskerens præstation i løbet, er at det ikke var på grund af omstændighederne at han endte på en 3. plads. Han fik pladsen fordi han tog den tidligt i løbet og beholdt den. Han kom aldrig rigtig under pres bagfra. Tættest var i virkeligheden nok Jenson Button i den anden McLaren, der mod slutningen hentede en del ind på Magnussen, inden debutanten igen øgede afstanden.

På podiet i første løb.


Første crash i år stod Kobayashi for©Caterham F1

Da starten gik var det ellers lige ved at gå som det ikke skulle gøre. Magnussens McLaren valgte et andet spor og slog gevaldigt med halen - og i et splitsekund lignede det noget der kunne gå galt. Men det gjorde det ikke, han fik bilen i rigtig retning og holdt fast i sin 4. plads. Hurtigt smuttede han forbi Hamilton, der muligvis allerede på det tidspunkt havde problemer med motoren. Fem omgange inde i løbet blev englænderen i al fald trukket ud af løbet.


Rosberg og Mercedes var helt urørlige.©Mercedes AMG

Køløb om kap

Derfra var der så stilstand i toppen, for både Rosberg, der havde lavet en fremragende start og Ricciardo lå på de pladser de ville slutte løbet på. Rosberg rullede et gigantisk forspring ud, men det blev spist af en SC. Det var Bottas der fik SC på banen, da han kyssede barrieren med sit baghjul. Dækket røg af fælgen og lagde sig til at dø midt på asfalten. Yderligere var et stykke af fælgen også revet af og lå et andet sted på banen. For Bottas var det held i uheld, for han nåede ind og fik skiftet dæk inden SC kom på banen og mistede relativt lidt, i forhold til hvad han kunne have mistet.

Det største drama i løbet var på vej ned i første sving, hvor Kobayashi i sin Caterham havde god fart i bilen, men det ser ud til at han rammer et eller andet - eller også kan han ikke finde bremsepedallen. Det betyder at han brager ind i Massas Williams og sender dem begge ud at bygge sandslotte. Massa var ikke imponeret! (Red bem. Der var bremseproblemer på Caterham bilen)

Så mens de forreste trillede rundt var der kamp om 4. pladsen - den stod i høj grad mellem Fernando Alonso og Nico Hülkenberg. Det skiftede lidt hvem der egentlig havde fordelen i den leg. Men i forbindelse med Safety Car blev de begge passeret af Jenson Button. Button kunne derfra holde fast i 4. pladsen og sikre McLaren den bedste weekend siden engang i 2012. Button mistede i øvrigt spidsen af sin diller-snude, under sit andet pitstop. Den bankede åbenbart for hårdt ind i jacken der skulle løfte bilen. Men det betød tydeligt ikke noget for præstationerne.


Meget tæt kørsel efter Kimis Ferrari der ikke var ret hurtig.©Ferrari media

Alonso sluttede på 5. pladsen, mens Hülkenberg fik 6. pladsen. På 7. pladsen kom den punkterede Bottas, der efter sit dækskifte kørte et fantastisk løb og overhalede både den ene og den anden og den tredie. Tanken om hvad han kunne gjort, hvis ikke han havde kysset med barrieren, på et tidspunkt hvor han lå og pressede Alonso, er fascinerende og lover godt for Williams sæson. Og så må man sende en venlig tanke til stakkels Massa, der fik kørt et par hundrede meter. Selvom Williams raceren måske ikke var sensationelt hurtig i tidskørslen, virker den god i racetrim.


Kan du komme væk Vettel - Kevin kommer i baggrunden! .©Red Bull Racing

På 8. pladsen kom Kimi Raikkonen, efter en weekend, hvor tingene tydeligt ikke spilede helt som de skulle for finnen. Men lidt point kan man jo altid bruge. Efter ham kommer de to Toro Rosso racere med Vergné foran Kvyat. Dermed fik to debutanter point i løbet, men ingen tvivl om hvem der præsterede bedst.

I alt var der 14 biler der gennemførte - hvilket jo er lavt i forhold til sidste sæsons løb, men ikke så få, som nogle frygtede. Tidligt i løbet kunne man ellers godt være i tvivl om hvorvidt der ville være biler når løbet sluttede. Først smuttede Hamilton ud, fordi han havde problemer med motoren. Dernæst forsvandt også Vettel, hvis bil lød mærkelig helt fra starten. Men mængden af tekniske defekter var ikke så slem. De to Lotus racere måtte ud begge to, men de er stadig i gang med at teste! Så røg der to ud ved uheldet i starten og så debutanten Marcus Ericsson i Caterham, der over radioen fik besked på at stoppe NU - der var problemer med olietrykket.


Jublende McLaren mekanikere tager i mod Kevin efter løbet ©McLaren media

Sammenlagt er det ok!

Sæsonen er i gang. Det virkede til at Mercedes har en god bil; at Red Bull slet ikke er så tosset som det så ud til; at McLaren, Ferrari, Williams etc. har et arbejde der skal gøres, hvis de skal slås med Mercedes.

Men, set fra en dansk lænestol, det vigtigste - en dansk kører på podiet, for første gang - og så i sit første løb. Et løb tog det Kevin Magnussen at blive den bedste dansker i Formel 1. Den position må han gerne udbygge lidt på...


Det brede smil kan vist lige anes hos Kevin!.©McLaren Media

Efter løbet er Daniel Ricciardo blevet diskvalificeret fordi bilen ikke overholdt de tekniske regler. Dette betyder af alle rykker en plads frem, således at Magnussen bliver 2'er, Button 3'er etc. Det betyder også at Sergio Perez får et point for en 10. plads.


Rosberg og Mercedes var helt urørlige.©Mercedes AMG


Resultatet af Australiens GP

1 Nico Rosberg................................... Mercedes
2 Kevin Magnussen................................ McLaren-Mercedes
3 Jenson Button.................................. McLaren-Mercedes
4 Fernando Alonso................................ Ferrari
5 Valtteri Bottas................................ Williams Mercedes
6 Nico Hulkenberg................................ Force India-Mercedes

7 Kimi Räikkönen................................. Ferrari
8 Jean-Eric Vergne............................... STR-Renault

9 Daniil Kvyat................................... STR-Renault
10 Sergio Perez.................................. Force India-Mercedes

 

Malysias Grand Prix: Kuala Lumpur
2014 FORMULA 1 PETRONAS MALAYSIA GRAND PRIX


Efter fiaskoen i Australien var det vigtigt for Hamilton at slå igen - og det gjorde han.©Mercedes AMG

Hamilton vinder foran Rosberg.

Som forventet var det Mercedes der var bedst i Malaysias varme. Hamilton smuttede afsted fra pole og denne gang, fik han ikke tekniske problemer. I stedet førte han, pitstops undtaget, hele løbet. Set ovenfra var løbet generelt en statisk affære, med kun få spændende episoder.


Hamilton og Rosberg i færd med at stikke af.©Mercedes AMG

Er det hele blevet for teknisk?

Måske er der for mange variable, for mange muligheder for taktik. I al fald har Formel 1 2014 et problem, ligesom de sidste mange år. En situation fra løbet på Sepang illustrere dette. Nico Hülkenberg har satset på en to-stopper, mens Alonso har haft tre stop. Det er mod slutningen af løbet, Hülkenberg ligger på 4. pladsen og Alonso kommer bagfra. Det her kan blive spændende. Kan han holde Ferrari raceren bag sig de sidste fem omgange og dermed høste den store belønning for sit sats? Det kan han ikke - men det er ikke problemet. Problemet er at det var så åbenlyst at Hülkenberg ikke ville kunne holde Alonso bag sig, at det ikke engang var spændende. Tyskeren gav os ellers et show for pengene rundt i krøllerne for enden af start/mål langsiden. Han forærede ikke pladsen til Alonso, men forskellen i hastighed var så stor, at det var et spørgsmål om hvornår.

Det er ikke kun i forholdet mellem bilerne at Formel 1 har et lille problem med forudsigelighed - det kan løses af tid og udvikling og at alle finder ud hvordan denne nye formel fungerer. Det store problem med forudsigelighed er at man med stor præcision kan forudsige hvem der pitter hvornår, hvem der henter hvem hvornår - og ved hjælp af DRS og forskelligheden af dækkens ydeevne, alt efter om de er friske eller slidte, gør at kampene på banen bliver lidt på skrømt - at forsvare sig er næsten blevet en umulighed. Overhalinger er ikke attråværdige i sig selv - det er forsøgene der tæller - ikke gennemførslen.


Force India kører fint med de stabile Mercedes motorer.©Sahara Force India

Ventet Mercedes sejr.

Men Hamilton vandt løbet. Ikke mange fødder blev placeret forkert i Mercedes'ens smalle cockpit. Rosberg tog en næsten ligeså sikker 2. plads, mens Vettel ligeså sikkert tog 3. pladsen.

Hülkenberg og Alonso har vi været omkring. Hülkenberg kørte et godt løb og fik endda lov til at vikariere en lille smule på 1. pladsen, mens Hamilton havde bilen til service. Alonso gjorde hvad han kunne, men Ferrari virker ikke specielt stærke.

Button fik en 6. plads - og den skal han egentlig være glad for. Tidligt i løbet havde han et par dueller med Magnussen i den anden McLaren. Men efter at Magnussen rendte ind i en lille serie af uheldige omstændigheder, kunne Button stille og roligt etablere sig som den førende af de to, i dag. Nogen god dag for teamet var det ikke - de var ikke konkurrencedygtige overfor dem foran og faktisk var Button en smule heldig.


Mercedes er langt foran - men i feltet er kampene tætte..©Ferrari media

Hans held hed Williams. De to kørere fra det engelske team lå det meste af løbet sammen som et sæt siamisiske tvillinger, med storebror Massa forrest. Men der var ikke idyl i lejren. Bottas mente han var hurtigere, Massa at Bottas var for grov i sin kørsel. Finnen var ellers startet langt nede, men kørte sig hurtigt op, men endte altså bag sin brasilianske kollega. Først fik han ordre på at blive bagved, mod slutningen blev der givet kontraordre, men Massa havde ikke tænkt sig at flytte sig og hold stædigt fast i sin 7. plads. Igen viste teamet at der er potentiale i bilen, men kørerne skal lige forløse det helt.

Bag de to slagsbrødre fra Williams kom så de to pointtagende debutanter fra Melbourne, Magnussen og Kvyat. Begge kørte lidt mindre spektakulært end for to uger siden. Magnussen havde undervejs kampe med både Button og Bottas. Og med Raikkonen. Den sidstnævnte, som var den første, ganske tidligt i løbet, fik store konsekvenser for dem begge. På vej ind i et sving ramte Magnussens frontvinge Raikkonens baghjul, der punkterede. Finnen tilbragte resten af løbet langt nede i rækkerne, mens Magnussen først måtte køre nogle omgange med en beskadiget vinge, dernæst have et langt pitstop for at få skiftet sin diller-snude. Og så blev det hele toppet af med at han blev fundet skyldigt i at være årsag til sammenstødet og fik fem sekunders straf, der skulle afholdes i forbindelse med næste pitstop.


Der er stadig langt op til fronten set fra Caterham og Marussia.©Caterham F1

Om straffen var fortjent var svær at se - de eneste billeder vi fik at se, var fra Magnussens on-board kamera, og de var svære at afgøre skylds spørgsmål ud fra. Men ligemeget er det; det ødelagde løbet for både ham selv og Raikkonen.

Ricciardo i manglende held igen.

Den opmærksomme læser vil måske spørge til Ricciardo - ham der alligevel ikke blev nr. 2 i Melbourne. Han havde det ikke så godt i dag. Han startede ellers godt og kom foran holdkammeraten, men ikke så længe. Længe lå han til gengæld som nr. 4 og resultatet så ud til at vil blive at de to Red Bulls ville kommer efter de to Mercedes racere. Men sådan skulle det ikke gå.

Et pitstop gik galt, ganske meget galt. Venstre forhjul var ikke sat ordentlig på, heldigvis nåede han ikke ret langt, før han stoppede og hele teamet kom løbene for at skubbe ham baglæns ned til deres egen pit. Det kunne være gået meget værre! Det gjorde det sådan set også, men bare ikke på den måde, hvor andres helbred kom i fare, som når et løssluppent hjul danser afsted og sigter efter alt på sin vej. Men det blev værre, dels fordi han fik en fem sekunders straf, ligesom Magnussen, dels fordi han også fik ødelagt sin frontvinge, der skar en revne i dækket. Senere udgik han - men det var fra en plads som nr. 16.


Kevin i fugtigt vejr klarede en ok 9. plads hjem.©McLaren media

Rigtig spændende var løbet ikke - dertil er Mercedes for overlegen. Men der er håb om at de andre henter ind på dem. Det skal bare helst være mens der stadig er noget på spil og ikke til efteråret, når Mercedes så bare kan vælge at forsvare i stedet for at angribe.

Resultatet af Malaysias GP

1 Lewis Hamilton................................. Mercedes
2 Nico Rosberg................................... Mercedes
3 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault
4 Fernando Alonso................................ Ferrari
5 Nico Hulkenberg................................ Force India-Mercedes

6 Jenson Button.................................. McLaren-Mercedes
7 Felipe Massa................................... Williams Mercedes
8 Valtteri Bottas................................ Williams Mercedes
9 Kevin Magnussen................................ McLaren-Mercedes
10 Daniil Kvyat.................................. STR-Renault

Bahrains Grand Prix: Sakhir
2014 FORMULA 1 GULF AIR BAHRAIN GRAND PRIX


Hamilton og Rosberg kørte i en helt anden klasse..©Mercedes AMG



Der skal bare to til at lave et løb

Lewis Hamilton vandt løbet på Sakhir foran holdkammeraten Nico Rosberg. Det er de rå fakta, det man vil kunne læse i den store historiske statistik. Samme resultat som sidst. Hvad man ikke vil kunne læse er, at mens Malaysia var en noget trist affære, var der knald på de to Mercedes racere næsten hele vejen til slutningen - og resultatet kunne ligeså godt have været omvendt.

Der er flere måder at se på Bahrain 2014 på. Man kan konstatere at Mercedes er i en klasse for sig selv - de har været ganske urørlige. I dag blev de udsat for en SC mod slutningen og først sluppet fri 10 omgange fra mål. Alligevel var Hamilton lige over 24 sekunder foran nr. 3! Så set i det perspektiv har Formel 1 et problem. At en bil er så overlegen er ikke specielt publikumsvenligt.


Fantastisk og nervepirrende kamp mellem de to Mercedeser.©Mercedes AMG

Man kan også vælge at se på at kampen om 3. pladsen var tæt - tættere end resultatet fortæller. Sandheden er vel at resten af top 10, plus sikkert et par stykker til, kunne have gjort krav på pladsen, uden at de havde været urimeligt. Så mens der er alt for stor afstand mellem nr. 1 og de andre, så er de andre dog ganske tætte. Dette vil givet ikke vare ved. Som sæsonen skrider frem vil nogle, men ikke alle, hale ind på Mercedes - så afstanden mellem det førende team og de andre vil blive mindre, mens afstanden mellem de andre vil blive større.


Liv i løbet

Ganske væsentligt kan man også vælge at lægge mærke til, at selvom vi kun havde en bil i front, så var løbet ikke en død fisk, med to biler i gang med paradekørsel. Hamilton vandt starten og blev der. Men Rosberg, der brugte sine dæk i en anden rækkefølge, havde vistnok planlagt at indhente sin holdkammerat mod slutningen og måske forsøge på et eller andet. Men takket være SC'en fik han hentet Hamilton uden omkostninger og fik dermed ti omgange til at finde en vej forbi ham. Et par gange var det lige ved at lykkedes, men kunne lige ved. Hamilton havde marginalerne på sin side og forblev i front. Her skal bemærkes at dueller er af det gode, ikke overhalinger i sig selv. At det ikke lykkedes for Rosberg at komme forbi Hamilton var selvfølgelig ærgerligt for ham, men for os som tilskuere egentlig ikke så væsentligt. Det væsentlige var at han prøvede. Desværre døde duellen lidt ud og de sidste par omgange var der ikke meget liv i den.


Mercedeserne var stadig helt urørlige.©Mercedes AMG

Perez sender et 'Så I den McLaren?'

Væsentligt er det også at bemærke at udover Mercedes, så har de andre gode biler også Mercedes tilfælles. De to Force India racere kørte et fremragende løb. Perez havde kvalificeret sig godt og forblev fremme hele løbet igennem, mens Hülkenberg hurtigt fik kørt sig frem i feltet. Undervejs havde de to også nogle spændende øjeblikke. Efter SC perioden blev de dog splittet af en velkørende Ricciardo, der pressede sig først forbi en eller anden tysker ved navn Vettel, og siden så også Hülkenberg, mens han altså ikke kunne stille noget op med Sergio Perez der virkede ligeså effektiv i dag som i sin tid hos Sauber.

Sebastian Vettel måtte altså tage til takke med en 6. plads bag Hülkenberg, men hele løbet igennem var det tydeligt at det ikke var hans dag i dag. Undervejs i løbet blev han på et tidspunkt bedt om at slippe Ricciardo forbi - det er ikke sket tit for Vettel. Retfærdigvis skal det siges at australieren var på en anden strategi og lige på det tidspunkt planmæssigt en hel del hurtigere.

Men selv Red Bull med Renault motor snuppede en 4. og en 6. plads virkede Williams egentlig hurtigere. Men en anden strategi kostede dem og de måtte nøjes, igen nøjes, med 7. og 8. pladsen, med Massa igen foran Bottas. Endnu en gang har man på fornemmelsen at det engelske team har en del mere i sig end de fik vist.


Kevin kæmpede forgæves i mørket ©McLaren Media

Ferrari kørte kun med halve heste

På 9. og 10. pladsen fandt vi d'herrer Alonso og Raikkonen. Tjah - det nemme vil være at sige at bilen bare ikke er bedre, og det vil nok også være sandt. Men sandheden er at det er meget små forskelle mellem bilerne i pointene. Under andre, bare lidt ændrede omstændigheder, kunne de have hentet podieplaceringer, uden at nogen havde løftet mange øjenbryn.

Hvad der også er væsentligt at se på er måske at mens Mercedes, Force India og Williams i en eller anden udstrækning gjorde sig positivt bemærket, er det samme ikke tilfældet for McLaren. Button kom nogenlunde med i starten, men tilbragte det meste af løbet i de lidt ordinære placeringer - og lignede ikke en der kunne have blandet sig i topstriden. Ikke i dag. Og Kevin Magnussen blev aldrig ret meget mere end statist i løbet - og lå det meste af tiden uden for pointene. Ikke engang SC perioden så ud til at kunne redde ret meget af hans aften. Det fik vi nu aldrig at vide, for knapt var SC kommet på banen inden Magnussen placerede sin bil i kanten og gik hjem. Inden løbet sluttede udgik også Button, der dog inden havde skabt ekstra underholdning i løbet ved at være på hårdere dæk end konkurrenterne og derfor måtte se sig overhalet gang på gang.


Gutierrez i saltomortale.

Så var der den der SC periode. Den involverede en Sauber racer. Og det var ikke Adrian Sutil, for han havde sendt sig selv ud af løbet ved at kollidere med en Marussia. Esteban Gutierrez blev dermed en del af løbets mest dramatiske episode, og det helt uden at være skyld i det. Han kom kørende pænt ned ad langsiden, med retning mod første sving, hvor han planmæssigt bremsede, skiftede ned i gear og dreje på rattet. Og der var Maldonado så! Lotus køreren var kommet ud af pitten og mente åbenbart at det var en god idé at snuppe en plads fra Gutierrez ved at køre indenom ham gennem svinget. I teorien er det også en god måde, men for at den virkelig skal virke, skal man køre bagved den man skal overhale ned ad langsiden - ikke komme fræsende ud fra pitten og satse på at man er blevet set. Sauber køreren anede ikke at der var en anden bil. Men det fandt han ud af.


2. sejr til Hamilton i 2014.©Mercedes AMG

Her, kun en måned fra 20 års dagen for den sidste fatale ulykke, de Villottas triste møde med en lastbil ikke medregnet, var dette et smukt eksempel på hvor sikkert sporten er blevet. Sauber raceren lavede så flotte kolbøtter at den burde have haft point for stil. Undervejs stod den på hovedet, kameraet over kørere knækkede af. Men den landede på det der engang havde været fire hjul og efter et par minutter til at overveje om han virkelig var vågen - og levende - kunne en uskadt Gutierrez forlade sit vrag. Maldonado fik 10 sekunder stop&go. Lidt straf point må vel også vente forude.

Underholdning var der i Bahrain i dag, og det er vi ellers ikke forvente med fra ørkenlandet. Det var et løb uden de traditionelle døde perioder. For variationens skyld måtte der gerne være flere bud på en vinder, men hvis de to Mercedes biler selv gider at slå om det, er det ikke helt ringe. Antallet af udgåede var nede på 4 - plus Button blev klassificeret som nr. 17. Så mangel på stabilitet, som man lidt kunne håbe på, er tilsyneladende allerede udviklet væk. Lidt ærgerligt - uforudsigelighed ville klæde sporten. Og de nye regler - tjah - det er kun 3. løb. Men hvis man skal gøre det op på en primitiv måde må det være en sejr (i dag), et nederlag (Malaysia) og en uafgjort (Australien). Kina venter forude - sammen med en afgørelse på Red Bulls anke over Ricciardo diskvalifikation.

Resultatet af Bahrains GP

1 Lewis Hamilton................................. Mercedes
2 Nico Rosberg................................... Mercedes
3
Sergio Perez................................... Force India-Mercedes
4 Daniel Ricciardo............................... Red Bull Racing-Renault
5 Nico Hulkenberg................................ Force India-Mercedes
6 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault

7 Felipe Massa................................... Williams Mercedes
8 Valtteri Bottas................................ Williams Mercedes
9 Fernando Alonso................................ Ferrari
10 Kimi Räikkönen................................ Ferrari

Kinas Grand Prix: Shanghai
2014 FORMULA 1 UBS CHINESE GRAND PRIX


Red Bull er ikke længere 'also-rans'. Undervurder ikke Adrian Newey og Co! ©Red Bull Racing


Hamilton dominerede, Rosberg kæmpede


Lewis Hamilton vandt tredie løb i træk, da han i dag førte samtlige omgange i Kina. Englænderen satte ikke mange fødder forkert undervejs. Det gjorde Rosberg derimod, tyskeren måtte bruge en stor del af løbet på at finde tilbage til den 2. plads han så åbenlyst skulle have. Resten af feltet var igen reduceret til statister.

Der skal kun to biler til at lave et racerløb. Det så vi i Bahrain, hvor vi blev godt underholdt. Bagsiden af den historie, er når der kun er to biler der i stand til at lave et racerløb - og den ene kikser. Det var det der skete i Australien, og det var det der skete i dag i Kina. Rosberg havde kvalificeret sig som nr. 4, men var på forhånd udnævnt til at være den eneste der kunne konkurrere med Hamilton. Han skulle bare lige ordenligt i gang med løbet.

Problemet var, at det kom han ikke. I stedet lavede han en dårlig start, blev overhalet både til højre og venstre og havde endda en kontakt med Valtteri Bottas. Da første omgang var kørt var Hamilton alene i front, mens Rosberg svømmede rundt på en 7. plads. Hjemme fra lænestolen kunne man allerede ane en lang formiddag. Starten var dog ikke uden interessante momenter - Alonso stormede frem og lagde sig på en 3. plads foran Ricciardo, der også måtte se sig slået af holdkammeraten Vettel, der tog 2. pladsen, da starten gik.


To tyskere i bremseduel.©Red Bull Racing

Massa sendt ud i urimelig kamp.

Men den bedste start præsterede Massa, der brølede afsted og overhalede den ene og den anden og den tredie - men så var der en lille kontakt mellem hans Williams og Alonsos Ferrari - og et i nervøst splitsekund så det ud til at Williams raceren var på vej på højkant, men den besindede sig og landede på alle fire hjul. Skaden var til at overse for dem begge. Massa forsvandt ud af løbet efter et ulideligt langt pitstop, hvor teamet ikke helt havde styr på højre og venstre i forhold til baghjulene. Han kom banen igen, men havde mistet et minut.

Resten af formiddagen var ikke noget der fik pulsen op hjemme i stuen. Junior, der lå i sofaen, med dynen og katten, bemærkede på et tidspunkt, at der gerne måtte komme nogle flere reklamer! Alonso pitstoppede sig op på 2. pladsen og Ricciardo fik halet ind på Vettel. Den unge australier var hurtigere og det prøvede teamet at formidle på diplomatisk vis til Vettel, der mente at det var bare ærgerligt, og så blev han liggende hvor han lå. Ricciardo pressede lidt mere på og fandt en vej forbi - og dermed blev kampen om 5. pladsen afgjort.


Hamilton ER kørt.©Mercedes AMG

Rosberg havde en travl dag. Han skulle køre sig op til 2. pladsen - Hamiltons forspring var for stort til at han kunne gøre andet. Det gjorde han ved hjælp af pitstop og forbikørsler i DRS-zonerne. Bilen var for overlegen til at der kom nogle rigtige dueller.

Nico Hülkenberg blev 6'er og hentede endnu engang gode point. Tyskeren ligger pt. på 4. pladsen i VM - hvilket dels fortæller noget om hans kvaliteter, dels fortæller noget om konkurrenternes manglende stabilitet i præstationerne. Efter ham kom den finske duo Bottas og Raikkonen, mens Perez og Kvyat tog 9. og 10. pladsen. Altså endnu en rigtig god dag for Force India, årets bedste dag for Ferrari, hæderlig indsats af Red Bull og bare endnu en dag på kontoret for Mercedes.

Uden for pointene finder vi de to McLaren racere, i en præstation der mindede mere om 2013 end om noget andet fra teamets historie. Button blev nr. 11, Magnussen nr. 13. Ikke imponerende af et team der endte på podiet i Australien. Der skal vist dykkes ned i værktøjskassen hjemme i Woking.


McLarens pitstop fejler ikke noget - her kommer Kevin hurtigt afsted.©McLaren Media

To kørere kom ikke hjem. Sutil, der ved gud har en dårlig sæson, sluttede efter fire omgange, mens Grosjean holdt i 27 - men havde problemer med gearkassen. Hermed er vi tilbage til noget der minder om sidste sæson, med antallet af gennemførte. Som en kuriositet kan det i øvrigt nævnes at Kobyashi overhalede Vettel i dag. Japaneren var dog en omgang efter, men meget hurtigere - og han gad altså ikke trille rundt bag en tysk verdensmester på slidte dæk. Vettel virkede ikke helt tilfreds!

I VM stillingen fører Rosberg stadig, nu kun fire point foran Hamilton, mens Alonso hoppede op på 3. pladsen foran Hülkenberg og Vettel. I konstruktørernes VM har Mercedes 97 points forspring...


Resultatet af Kinas GP

1 Lewis Hamilton................................. Mercedes
2 Nico Rosberg................................... Mercedes
3 Fernando Alonso................................ Ferrari
4 Daniel Ricciardo............................... Red Bull Racing-Renault
5 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault
6 Nico Hulkenberg................................ Force India-Mercedes

7 Valtteri Bottas................................ Williams Mercedes
8 Kimi Räikkönen................................. Ferrari
9 Sergio Perez................................... Force India-Mercedes
10
Daniil Kvyat.................................. STR-Renault

Stillingen i VM 2014 efter Kina for teams

1 Mercedes......................................... 154
2 Red Bull Racing-Renault.......................... 57
3
Force India-Mercedes............................. 54
4 Ferrari.......................................... 52
5 McLaren-Mercedes................................. 43
6 Williams-Mercedes................................ 36
7 STR-Renault...................................... 8
8 Lotus-Renault.................................... 0
9 Sauber-Ferrari................................... 0
10 Marussia-Ferrari ............................... 0
11 Caterham-Renault................................ 0