Mercedes og Ricciardo
Østrig, England, Tyskland og Ungarn

Af Flemming Hansen / Martin Møller Thomsen


Et podie med et velkendt tema i 2014 ©Mercedes AMG

Østrigs GP: Red Bull Ring
FORMULA 1 GROSSER PREIS VON ÖSTERREICH 2014


Dobbelt Mercedes sejr i Østrig

Williams havde pole, og 2. pladsen. Men at det skulle holde hjem i en sæson hvor Mercedes vinder alt, ville være at stille sine forventninger for højt. Så Rosberg vandt, foran Hamilton, og udbyggede sin føring i VM. Kevin Magnussen blev nr. 7 efter en fornuftig indsats.


Feltet er godt trykket sammen i første sving©Ferrari media

At sige at det pitstoppene der afgjorde løbet, ville måske til dels være korrekt, men alligevel ville det give et forkert billede af virkeligheden. Virkeligheden var at Massa kom godt afsted fra start. Bottas gjorde ikke - eller i al fald kom Rosberg bedre fra start og sendte finnen ned på en 3. plads. Dog kun midlertidigt, da Bottas ret hurtigt smuttede forbi tyskeren. Allerbedst fra start kom Lewis Hamilton, der efter første omgang lå på 4. pladsen! Dermed understregede han Mercedes racerens overlegenhed. For godt nok er Hamilton både dygtig, begavet med et stort naturtalent og så videre. Men at smutte fra 9. til 4. position på en omgange, kræver mere end talent. Det kræver en overlegen bil.

Men der lå de fire racere så i front for løbet, de samme fire som skulle slutte på de fire første pladser. Men bare ikke den rigtig rækkefølge. Men det blev der rådet bod på omkring pitstoppene. Først i pit var de to Mercedes biler. Og uden Williams racere foran sig, Williams racere der simpelt havde en højere tophastighed og derfor var svære at passere på banen, kunne de to Mercedes biler hæve tempoet lidt. Dog ikke mere end at begge Williams racere, med en omgangs mellemrum kom ud mellem Mercedes racerne. Massa var den første, men det varede kun kort, førend Hamilton smuttede indenom. Omgangen senere forsøgte han at gøre det samme ved Valtteri Bottas, men det virkede ikke.


Perez i Force India gør igen en god figur - desværre foran Kevin! ©Force India

Først ved andet pitstop kom Hamilton foran Bottas og havde nu kun Rosberg foran sig. Men han kunne ikke rigtig gøre noget ved afstanden. Den voksede ikke, men blev heller ikke mindre. Så Rosberg kunne vinde sæsonens tredie sejr, mens Hamilton måtte lade sig nøje med det næstbedste i dag. Bottas var ikke langt fra dem, men ikke tæt nok på til at blev nogen faktor i kampen om sejren. Heller ikke Massa, der endte som nr. 4 kunne gøre meget i slutningen af løbet.

Men Williams fik for alvor vist det potentiale man hele tiden haft haft en mistanke om de besad. I dag var de, uden nogen tvivl, næstbedst i feltet. Og de lignede endda nogle der potentielt kunne presse Mercedes.

Fernando Alonso blev nr. 5 og kan vist bare være tilfreds. Ferrari er simpelthen ikke en vinder. Den mangler både noget som bil og som motor. Raikkonen blev lidt småsur undervejs i løbet, da teamet gjorde opmærksom på at han skulle køre 0,2 sekunder hurtigere. "Give more power", var svaret! Finnen sluttede på en 10. plads.

Sergio Perez blev nr. 6, efter at have ført løbet nogle omgange, da han var på en anden strategi. Faktisk lå han så længe i front, at Rosberg og Co. måtte overhale ham på banen, i stedet for, mens han var i pit. Måske dette havde en lille indflydelse på at Bottas' mulighed for at hænge på i fronten?

 


Valteri Bottas gør meget for at holde Lewis Hamilton bag sig ©Pirelli

På en af de sidste omgange var det at Perez på sine friske sutter overhalede Kevin Magnussen, der omgang efter omgang havde set sit forspring skrumpe til Force India'ens nyere dæk, inden han så lavede en fejl på vej gennem første sving, der tillod Perez at komme helt op til McLaren raceren. Og så var der egentlig ikke mere for ham at gøre.

Vinderen fra Canada, Ricciardo blev nr. 8 og Hülkenberg blev nr. 9. Sebastian Vettel havde et mildest talt elendigt løb, undervejs de første omgange mistede han pludselig fremdriften i bilen og cruisede nærmest i frigear ned ad langsiden. Ganske fattet spurgte han pitten om der var noget han kunne gøre. Efter næsten at have holdt stille, fik han gang i bilen igen og kørte sådan set nogle pæne tider, men var allerede håbløst bagude, selv i forhold til Caterham, så teamet endte med at trække ham ud. Angiveligt var det problem med overhalingsknappen, der sendte Vettel til tælling. I al fald fik Ricciardo forbi mod at bruge knappen i resten af løbet. I kontrast til dette var Mercedes, hvor begge kørere fik at vide at de bare kunne trykke overhalingsknappen i bund på hele sidste omgang. Den virker bare, den Mercedes.


Sauber i den helt forkerte ende af feltet. Overlever de? ©Sauber motorsport

Det tilbagevendte Østrigske Grand Prix viste sin berettigelse - og at det egentlig har været savnet. Selvom banen er en skygge af den gamle Österreichring, er den længder bedre end mange af de moderne baner vi bliver spist af med. Selve løbet var, som så mange racerløb, mest spændende i starten. I slutningen var det pladserne fordelt og Hamilton blev aldrig rigtig farlig for Rosberg.

Resultatet af Østrigs Grand Prix

1 Nico Rosberg................................... Mercedes
2 Lewis Hamilton................................. Mercedes
3 Valtteri Bottas................................ Williams-Mercedes
4 Felipe Massa................................... Williams-Mercedes
5 Fernando Alonso................................ Ferrari
6 Sergio Perez................................... Force India-Mercedes
7 Kevin Magnussen................................ McLaren-Mercedes
8 Daniel Ricciardo............................... Red Bull Racing-Renault
9 Nico Hulkenberg................................ Force India-Mercedes
10 Kimi Räikkönen................................ Ferrari

Englands Grand Prix: Silverstone
2014 FORMULA 1 SANTANDER BRITISH GRAND PRIX


Overbevisende indsats af Lewis Hamilton på hjemmebane ©Mercedes AMG


Rosberg ude med gear-problemer

Det startede dramatisk, sluttede egentlig også dramatisk. Der imellem var der et ok racerløb, der hverken var godt eller skidt. Hamilton vandt da Rosberg fik problemer med gearskiftet. Bottas kørte sig op til en 2. plads, Kevin Magnussen fik point igen, og Ferrari var involveret i både dramaet, i starten og i slutningen.

Udover at Ferrari skulle starte nede i den tunge ende af feltet, fik de også skabt en del opmærksomhed omkring sig. Først var det Alonso - men det var der ingen der opdagede før langt senere. Så var det Raikkonen - og det var svært at overse. Alonso havde holdt forkert da starten gik, snuden var for langt fremme, og det kostede en 5-sekunder stop and go. Raikkonen derimod kørte for langt ud i et sving på første omgang, og som racerkørere er flest, ville han gerne tilbage i kampen igen. Så finnen klampede speederen i bund og fór afsted. Vinklen var bare lidt for spids, så han kørte lidt for længe uden for banen og ramte en hård kant, der gjorde Ferrari raceren til en luftballon der sejlede på tværs af banen. Kobayashi og Massa måtte lave unddvige manøvrer, Massa ramte ind i Raikkonen og begge måtte udgå.

Det måtte armco barrieren, der hvor Raikkonen ramte den, også. Den var ikke bare bulet, men hullet og skulle skiftes inden man kunne fortsætte løbet. Det gav en times pause, inden løbet blev sat igang igen, under SC.


Et efterhånden fast indslag på podiet - Ricciardos bisser ©Red Bull Racing

På de første omgange skete der lidt. Specielt fordi Hamilton skulle fra sin halvsløje startplacering og frem til 2. pladsen. De to McLaren racere var kommet til at stikke snuderne lidt langt frem og lå på 2. og 3. pladsen - altså indtil Hamilton fik sat dem på plads! Længere nede i feltet var den tilbageværende Williams, med Valtteri Bottas, også på vej fremad. I dag, mere end så mange andre gange, var det tydeligt at Williams bare er den næstbedste i øjeblikket. Finnen lavede kun et dækskifte, og havde masser af overskud, men ingen mulighed for at fange Hamilton.

Rosberg udgik på et tidspunkt, hvor der var ved at være lidt spænding om førstepladsen og man begyndte at kunne se en tæt kamp mellem to sølvfarvede Mercedes racere for sig. Men sådan skulle de ikke gå. Til publikums store jubel måtte Rosberg parkere og lade Hamilton få føringen.


Bedste McLaren i løbet - igen - desværre ikke nr. 20 ©McLaren media

Ricciardo kørte et lidt anonymt løb på vej mod sin 3. plads, endnu en gang klarede han sig bedre end holdkammeraten Vettel. Også Button var egentlig ret anonym på sin 4. plads. Men opløftende indsats for McLaren. Specielt i lyset af at Magnussen kom på 7. pladsen. Der har været fremgang hos det engelske team. Mellem de to McLaren racere finder vi så dagens andet drama.

Det var lille Fernando og lille Sebastian der stod for det. På banen gav de den alt hvad den kunne trække. Vettel kom ud fra pitten på friske dæk - lige foran Alonso. Spanieren udnyttede at tyskerens dæk endnu var for friske, og pressede sig forbi. Og derfra startede en fantastisk duel med to store navne der gav den alt hvad den kunne klare. Vettel prøvede og prøvede og Alonso forsvarede og forsvarede. Det var godt race, det var rigtig godt race.

Og samtidig kunne man gentagne gange høre både den ene og den anden i radioen, lyde som et forkælet børnehavebarn der føler sig snydt for en grøn legeklods. Vettel mente at Alonso klemte ham for meget, Alonso mente at Vettel var for aggressiv. Begge mente at den anden var uden for de hvide streger, og da Vettel endelig kom forbi mente Alonso at han havde brugt sin DRS ulovligt. Den duel havde været mere værdig uden radiokommentarerne. For det så s'gu godt ud!

Nico Hülkenberg fortsatte den gode stime og sluttede på en nydelig 8. plads, foran de to Toro Rosso racere, med Kvyat forrest.

Og i dag lærte vi at Mercedes stadig er i en klasse for sig selv. Den lethed hvormed Hamilton smuttede sig vej op til en 2. plads, havde ikke noget med hvad man normalt ser i racerløb, at gøre. Vi lærte også at Williams i den grad er de næstbedste. De mangler bare helt at udnytte det. Vi lærte også at racerkørere, faktisk kan køre race, når det lige falder sig for, hvilket det gjorde i dag. Mere af det!


Flot indsats af Bottas og det genopfundne Williams team ©Williams F1

Resultatet af Englands Grand Prix

1 Lewis Hamilton................................. Mercedes
2 Valtteri Bottas................................ Williams-Mercedes
3 Daniel Ricciardo............................... Red Bull Racing-Renault
4 Jenson Button.................................. McLaren-Mercedes
5 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault
6 Fernando Alonso................................ Ferrari
7 Kevin Magnussen................................ McLaren-Mercedes
8 Nico Hulkenberg................................ Force India-Mercedes
9 Daniil Kvyat................................... STR-Renault
10 Jean-Eric Vergne.............................. STR-Renault


Tysklands Grand Prix: Hockenheim
FORMULA 1 GROSSER PREIS SANTANDER VON DEUTSCHLAND 2014


Flot indsats af Bottas igen igen - ©Williams F1

Nico Rosberg vinder - Magnussen i kollision i første sving.

Nico Rosberg vandt Det Tyske Grand Prix på Hockenheim foran Valtteri Bottas, der formåede at holde en fremadstormende Hamilton bag sig, på gamle dæk, de sidste omgange. Løbet var undervejs præget at både dramatiske øjeblikke og gode dueller.


Så er det lige før Massa må gennemgå en omvæltning ©Williams F1

De dramatiske øjeblikke involverede blandt andre Kevin Magnussen. Danskeren kom godt afsted, da starten gik og var på indersiden af Bottas på vej ind i første sving. Han blev dog nødt til at bremse for at både han og Bottas kunne være i svinget. Og der kom Massa så. Den brasilianske veteran forsøgte at lægge sig lige i halen på sin teamkammerat og så var der ikke længere plads til en McLaren. Bilerne røg begge ud i afkørselsarealet. Massa lavede et cirkusnummer der var en rutineret trapezkunstner værdig - og landede endda på alle fire hjul. Men bilen var færdig.
Det var Magnussens McLaren ikke, han kom ind i løbet igen, fik skiftet dæk og så var han ellers klar til at kæmpe sig op i feltet. Men en McLaren er ikke en Mercedes og mens Hamilton kom frem som en kniv i blødt smør, måtte Magnussen kæmpe lidt mere, inden kniven satte sig fast lige på den gode side af pointene. Da han krydsede stregen lå han på en respektabel 9. plads.

Det næste dramatiske øjeblik involverede kun en kører og fik ikke megen betydning. Det var Daniel Kvyat og Toro Rosso der var aktørerne, da bilen gik op i flammer i hårnålen. Men fornuftig parkeret langt væk fra banen og med hurtig slukning fik det ikke nogen betydning for andre end russeren selv.


Også Bernd Mayländer skulle ud at køre i SC ©Pirelli

Anderledes var det da Adrian Sutil mistede bilen ved indkørslen til opløbsstrækningen. Bilen gik i stå og hold på skrå lige når man kom rundt om svinget. I sig selv ikke særlig dramatisk, men den manglede SC gjorde situationen unødvendig spændende, da marshalls måtte spurte over banen og skubbe bilen væk - på det tidspunkt havde den holdt stille i et par omgange.

SC'en burde have været smidt på banen. Af flere grunde: Dels af hensyn til sikkerheden for marshalls, dels fordi SC'en er en del af præmissen i Formel 1, en x-faktor, der kan skabe lidt spænding på tilfældige tidspunkter. Og lige her havde det været meget godt at få samlet Rosberg, Bottas og Hamilton, for underholdningens skyld.


Verdensmestre i duel Vettel, Raikkonen og Alonso - og ingen ville give sig. ©Ferrari media

Dueller var der også en del af. Hamilton selvfølgelig skulle jo hele vejen gennem feltet, og det kom han. Red Bull og Ferrari havde deres andel i duellerne. Først Vettel mod Alonso, hvor Raikkonen var lige ved at komme i klemme. Senere var det Ricciardo mod Alonso, en duel spanieren vandt, efter en lang og smuk kamp.

Mod slutningen så det ud til at vi også skulle have en kamp mellem Hamilton og Bottas om 2. pladsen, men den blev aldrig rigtig til noget, for finnen formåede at holde afstand til Hamilton, så angrebet aldrig rigtig blev sat ind. På 4. pladsen kom Vettel, foran Alonso og Ricciardo. 7. pladsen gik til Hülkenberg der igen havde en dag hvor han udelukkende kørte i top 10 og sikrede sig fine point. Den mand er helt utrolig stabil. Button blev nr. 8, efter at have må set sig overhalet ofte mod slutningen, Magnussen nr. 9 og Perez nr. 10.


Ikke i nærheden af point og Caterham solgt. Er Marussia de næste der skal opkøbes? ©Marussia F1

Et underholdende løb, med passende doser af dramatik og spænding - altså undtagen om hvem der skulle vinde. Men det bliver vist ikke anderledes i år.


Giftermål, VM i fodbold til Tysken og så lige en sejr på hjemmebane til Nico Rosberg. God uge! ©Mercedes AMG

Resultatet af Tysklands GP

1 Nico Rosberg................................... Mercedes
2 Valtteri Bottas................................ Williams-Mercedes
3 Lewis Hamilton................................. Mercedes
4 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault
5 Fernando Alonso................................ Ferrari
6 Daniel Ricciardo............................... Red Bull Racing-Renault
7 Nico Hulkenberg................................ Force India-Mercedes
8 Jenson Button.................................. McLaren-Mercedes
9 Kevin Magnussen................................ McLaren-Mercedes
10 Sergio Perez.................................. Force India-Mercedes


Ungarns Grand Prix: Hungaroring
FORMULA 1 PIRELLI MAGYAR NAGYDÍJ 2014


Kun én kører har vundet i år udover Mercedes kørerne. I Ungarn gjorde han det igen ©Red Bull Racing


Årets hidtil bedste løb

Der var drama for alle pengene, trusler om regn, Safety Car og kamp om sejren på de sidste omgange. Sådan plejer Formel 1 ikke at være - og sådan plejer Det Ungarske Grand Prix slet ikke at være. Men sådan var det. Hvis du ikke så det, gik du glip af noget.

Ungarn og regn rimer ikke ret godt på hinanden. Slet ikke i F1 sammenhænge. Men det sker. Også i dag, eller i al fald sådan da. I al fald var banen fugtig, hvis ikke direkte våd, da løbet startede. Samtidig var der en konstant, men lidt flyvsk trussel om mere regn, og det var den kombination, der gav et løb der ikke var som de plejer at være
Der var SC på banen. Først var det Ericsson der skred rundt på den fugtige asfalt. Allerede inden SC nåede i pit, røg Grosjean af, og så blev SC på banen. Senere var det Perez, der flere gange havde været involveret i små skubberier. Men så blev han fanget af vand på kerben ved indkørslen til langsiden og kastede sin racer ind i pitmuren - SC på banen igen.


Fujtig start og alt ser velkendt ud bortset fra at Hamilton mangler - endnu ©Daimler Benz

Disse uheld gav muligheder for andre end de sædvanlige to Mercedes’er. Hamilton var startet fra pitten og det kunne på forhånd give triste tanker om en kedelig eftermiddag med kun Rosberg i spidsen, men sådan skulle det altså slet ikke gå. SC perioderne gav også Hamilton en mulighed for fremdrift i feltet.

McLaren fik også muligheder efter den første SC periode. Magnussen kom pludselig ganske langt frem, men det var fordi han ikke pittede. Det gjorde Button, og han fik timet det fantastisk og kom ud på 2. pladsen. Da starten gik fik han endda presset sig forbi Ricciardo og overtog føringen. Men glæden var kortvarig. McLaren havde læst en anden vejrudsigt og satset på snarlig regn og sendt Button ud på intermediates. Det gav ikke bonus - og Button blev sendt ned bag i feltet.


Vettel var ikke meget for at lade Hamilton passere ©Red Bull Racing

Så kom Perez’ uheld. Det samlede feltet, men gav ikke de store forskydninger. Alonso kom i front af løbet og virkede som en mand der var interesseret i at blive der. I starten fik han god hjælp af Vergne, der lå på 2. pladen og i lang tid formåede at holde Mercedes bag sig. Hamilton fik dog presset sig forbi og kom i front for løbet, da Alonso skiftede dæk. Men hans eget dækskifte gik en lille smule langsomt og han kom ud bag Alonso.

På et tidspunkt deromkring lavede Vettel en snurretur på langsiden, ligesom Perez havde gjort, men forskellen var tydelig. Perez havnede i muren, Vettel rørte den let, og kørte videre.

De mange SC perioder, den våde bane og pitstoppene gav pludselig en duel mellem de to Mercedes kørerer. Med ham der startede fra pitten som nr. 3 og ham der startede fra pole som nr. 4. Eller duel skulle det nok ikke have været. Hamiltons dæk var slidte og Rosberg var hurtigste mand på banen. Men ikke en gang en direkte ordre fra pitten fik Hamilton til at flytte sig. Forståeligt, de kæmper om VM, og placeringer i enkelte løb er mindre væsentlige.


Overbevisende flot sejr af Ricciardo ©Pirelli

Mod slutningen af løbet kom flere kørere i dilemmaet - skulle man skifte dæk, eller satse. Ricciardo gik i pit og overlod igen føringen til Alonso. Vettel meddelte teamet via radioen at han ville blive ude. Han lå på en 8. plads, så det var hans eneste chance. Også Rosberg valgte de nye dæk, og kom ud bag Raikkonen og Massa. Men de friskere dæk hjalp ham på vej.

I front hentede Hamilton og ikke mindst Ricciardo ind på Alonso, Men at indhente og komme forbi er, som sagt ufattelig tit, to meget forskellige ting, Selv når der forskel på dækkene. Men bedst som man troede at det var Hamilton mod Alonso kom Ricciardo i et voldsomt angreb på englænderen, men australieren kom for langt ud i svinget.

Med fem omgange tilbage havde vi altså det, vi altid håber på - kamp om sejren. Og det var ikke engang sikkert hvem der egentlig skulle kæmpe om sejren. Men i andet forsøg lykkedes det Ricciardo at klemme sig forbi Hamilton. Og allerede en omgang senere smuttede han forbi Alonso. Og mens Ricciardo stak af blev kampen om sejren reduceret til en kamp om 2. pladsen.

Hamilton forsøgte sig, men blev afvist, og så kom Rosberg stormende bagfra og gik til angreb, og det reddede Alonsos 2. plads. Og Rosberg kunne ikke komme forbi Hamilton.

Så Ricciardo vandt foran Alonso, Hamilton, Rosberg, Massa, Raikkonen, Vettel, Bottas, Vergne og Button på en 10. plads.

Så et overraskende godt løb i Ungarn. Sæsonens hidtil bedste. Og Mercedes blev slået, fair and square.


Endelig en Ferrari på podiet i 2014! ©Ferrari media

Resultatet af Ungarns GP

1 Daniel Ricciardo............................... Red Bull Racing-Renault
2 Fernando Alonso................................ Ferrari
3 Lewis Hamilton................................. Mercedes
4 Nico Rosberg................................... Mercedes
5
Felipe Massa................................... Williams Mercedes
7 Kimi Räikkönen................................. Ferrari
8 Sebastian Vettel............................... Red Bull Racing-Renault
7 Valtteri Bottas................................ Williams Mercedes
9 Jean-Eric Vergne............................... STR-Renault
10 Jenson Button................................. McLaren-Mercedes


Stillingen i VM 2014 for kørere efter Ungarn

1 Nico Rosberg................ Mercedes..................202
2 Lewis Hamilton.............. Mercedes..................191
3 Daniel Ricciardo............ Red Bull Racing-Renault...131
4 Fernando Alonso............. Ferrari...................115
5 Valtteri Bottas............. Williams-Mercedes......... 95
6 Sebastian Vettel............ Red Bull Racing-Renault... 88
7 Nico Hulkenberg............. Force India-Mercedes...... 69
8 Jenson Button............... McLaren-Mercedes.......... 60
9 Felipe Massa................ Williams-Mercedes......... 40
10 Kevin Magnussen............ McLaren Mercedes.......... 37
11 Sergio Perez............... Force India-Mercedes...... 29
12 Kimi Räikkönen............. Ferrari................... 27
13 Jean-Eric Vergne........... STR-Renault............... 11
14 Romain Grosjean............ Lotus-Renault.............. 8
15 Daniil Kvyat............... STR-Renault................ 6
16 Jules Bianchi.............. Marussia-Ferrari........... 2
17 Adrian Sutil............... Sauber Ferrari............. 0
18 Marcus Ericsson............ Caterham-Renault........... 0
19 Pastor Maldonado........... Lotus-Renault.............. 0
20 Esteban Gutierrez.......... Sauber-Ferrari............. 0
21 Max Chilton................ Marussia-Ferrari........... 0
22 Kamui Konayashi............ Caterham-Renault........... 0

Stillingen i VM 2014 for teams efter Ungarn

1 Mercedes......................................... 393
2 Red Bull Racing-Renault.......................... 219
3 Ferrari.......................................... 142
4 Williams-Mercedes................................ 135
5 Force India-Mercedes............................. 98
6 McLaren-Mercedes................................. 97
7 STR-Renault...................................... 17
8 Lotus-Renault.................................... 8
9 Marussia-Ferrari ................................ 2
10 Sauber-Ferrari.................................. 0
11 Caterham-Renault................................ 0