Formel
Kedelig
Mercedes' flotte men kedelige dominans
Af Flemming Hansen |
Der skulle investeres i større
og flere skabe for at få plads...© Mercedes AMG
86% af alle mulige point...
Ja det var det de to kørere Lewis Hamilton
og Nico Rosberg scorede i 2015. I sig selv er det et imponerende
resultat og der er ingen der kan pege fingre af den umådeligt
sikre AMG Mercedes pakke. Men underholdende var det gud
hjælpe mig ikke at se på! Hvis ikke Ferrari
havde fået en opblomstring i år med den nye
mand i teamet - Sebastian Vettel - ja så havde det
godt nok været endnu værre. Dieter Rencken fra
Autosport lavede en sammenligning, hvis vi nu havde manglet
Mercedes. Ja så havde Vettel været den helt
igennem dominerende, så det ville vi jo nok heller
ikke. Det vi alle gerne vil have er teams der er bare en
lille smule mere lige. Der er det måske et problem
at der ikke kan testes i løbet af året? Det
er måske også et problem at reglerne er så
stringente at alle biler ligner hinanden? Der er ikke plads
til en Colin Chapman, der lige kan opfinde en dingenmot,
der kan gøre en bil bedre. For ikke så snart
den er opfundet så bliver den udelukket da det vil
give de andre teams udgifter til at rette deres bilere til.
Skal vi nævne F-ducts etc. i denne sammenhæng?
Jeg ved ikke hvad der skal til. Men i aftenbønnen
er der et håb om at flere teams bliver mere lige i
2016, så vi ikke skal gennemleve en snorkefest, der
kan give kuldegysninger i retning af Michael Schumacher
og Ferrari i starten af årtusindet. Kunne Nico Rosberg
så ikke i det mindste køre lidt ind i Hamilton
en gang i mellem. Håbet er der ude!
Lewis Hamilton - bedre end Senna?
Der til har jeg en holdning - og det er: Nej! Det kan godt
være at Lewis Hamilton har scoret flere sejre end
Ayrton Senna - for det har han. Men de sejre der er kommet
i land for Lewis i de sidste to sæsoner regner jeg
simpelthen ikke for sejre i bred forstand. Sejre der 'bare'
er afgjort ved at man har det suverænt bedste stykke
værktøj og kun ved særligt festlige lejligheder
skal i infight med sin teamkollega. Det er ikke sejre der
kan måles på Senna'O'metret!
Der er ingen yvilvl om at Senna er
idolet for Hamilton.© Daimler Benz
Hvis man ikke er i stand til på bagkant at huske
Lewis Hamiltons mange sejre endsige adskille de løb
han ikke vandt fra dem han vandt - ja så er der noget
fesent over det. Dem der kan huske Sennas sidste McLaren
sæsoner vil vide og givet erindre en Senna kæmpe
med underlegent materiel, men med overlegen styrke alligevel
evne at vinde. 92 sæsonen erindrer jeg som den næstekedeligste
nogensinde med et Williams team i total overlegenhed med
deres FW14B 'rocketships'. Men alligevel formår Senna
i en mere end overmatchet McLaren at hive sejre hjem. Blandt
andet i Monaco. I 1993 får McLaren kun 2. sorterings
Ford motorer. Alligevel er det Senna der tager overskrifter
hjem med fantastiske sejre på Donington i et år
hvor Benetton med Schumacher og Williams med Prost og Hill
var svære at bide skeer med.
Derfor er Senna hoveder højere end Lewis Hamilton.
Lewis Hamilton er en fantastisk kører - ingen tvivl
om det. Men Senna er han slet ikke på højde
med i undertegnedes øjne.
For unge til F1? Næh...
Meget (negativt) blev der skrevet om de unge Toro Rosso
kørere Max Verstappen og Carlos Sainz Jr. inden sæsonens
start. Men de har skrevet deres navne ind i F1 historien
med flammeskrift! Især Max Verstappen har med sine
dristige overhalinger og uimponerede kørsel for alvor
vist hans kritikere på bedste måde det de ikke
forventede. Nemlig en ung mand der inden sæsonstarten
end ikke kunne få kørekort kørte en
vis legemesdel ud af kørerdragten. Det er sådan
noget vi vil se. Ikke sådan noget fesent 'jeg holder
mig lige tilbage her for ikke at bukke bilen'.
Det er en svær balancegang. Se bare på PAstro
Maldonado, der også kører 'råddent'.
Det ender bare som regel i væggen eller i en kollega.
Så Max Verstappen var et stort lys i et ellers mørkt
F1 år. Det skal blive spændende at følge
de kommen år. For han skal nok blive i F1 og mon ikke
at han med tiden avancerer til Red Bull teamet?
That's the spirit! Overhal hvor det
'ikke' er muligt.© Red Bull photofiles
Kevin Magnussen - hvad nu?
Der er ikke rigtig noget der ser ud til at Kevin har noget
som helst held med sig i øjeblikket. De seneste historier
byder på DTM for Mercedes - hvilket dog betyder at
en af de eksisterende kørere skulle blive verfet
ud? Måske Pascal Wehrlein, der kunne blive testkører
i F1, hvilket jo er en direkte adgang til ... ikke ret meget.
Spørg bare Kevin, der ikke engang fik mulighed for
at fredagsoptræde i løbet af 2015. Det var
som om at Stoffel Vandoorne temmelig hurtigt blev 'flavour
of the month'. Det kan blive interessant engang at læse
om hvad der egentlig skete i løbet af 2015?
Manor er F1 sædet der besluttes en gang i januar/februar/marts.
Hvis nu ellers Kevin havde en fantasilliard fra backinggruppen...
Det ser ikke for lyst ud - men lad os nu se? Hvis der ikke
står F1 på plakaten for Kevin i 2016 så
må han pakke den drøm sammen og se om det ikke
skulle være muligt at klemme sig ind i noget med tag
på? Det kunne jo være en gul Corvette sammen
med farmand?
Vi ses derude i 2016. God bag(h)jul og godt nytår.
Flemming Hansen
Redaktør.