Vettel holder skansen
Fra Monaco til Silverstone hvor kun Ricciardo maser sig ind.

Af Flemming Hansen / Martin Møller Thomsen


En flot dobbeltsejr til Ferrari i Monaco © Ferrari Media

Monacos Grand Prix: Montecarlo
FORMULA GRAND PRIX DE MONACO 2017

Sejr til Vettel i Monaco - vandt ved pitstoppene.

Kimi Raikkonen kom fra bedst fra start i Monaco, men ved pitstoppene smækkede Vettel lige et par hurtige omgange af, inden han selv skulle skifte dæk - og det viste sig at være nok til at komme ud foran Raikkonnen. Løbet var en lang procession indtil SC kom på banen, med 18 omgange tilbage. Det samlede feltet og skabte lidt spænding til det sidste.

Det ultimative i en sportsgren er spænding om resultatet. I motorsport betyder det, at bilerne helst skal have mulighed for at bytte plads, på den ene eller den anden måde. I dag blev Monaco ramt af, at ingen af de måder, som man traditionelt bruger, virkede. Banen er smal, det har den altid været - så det er ikke nogen overraskelse. En smal bane gør det sværere at overhale, sådan er det! Så første måde, til at skabe rum for omrokeringer i feltet - at banen er designet til det - er ikke en mulighed. Den anden mulighed er, at bilerne kan køre tæt - men det ved vi, de ikke kan, så den mulighed eksisterer heller ikke, selvom den burde. Tilbage er der pitstop. Her har Pirelli svigtet! Bevares, de forgangne års dæk, der var specialdesignet til at miste performance, virkede latterlige.


Bakken op mod Casinopladsen - altid spektakulær © Pirelli

Men i år, hvor de ikke skal miste performance på samme måde, er vi havnet lidt i den anden grøft. Når man kan køre et helt løb på ultra-soft i Monacos bagende varme, så er de der dæk en smule for holdbare. Det betød, at der kun var et stop, og vel egentlig mest fordi man jo skal køre på to slags dæk. Altså var der kun én mulighed for at have den rigtige strategi - når man affyret sit pitstop, var der lukket. Derfor blev Monaco 2017 en kedelig affære.

Der var ellers kun 13 der gennemførte, en høj gennemførselsrate er ellers normalt også et at sportens problemer. Men lidt usædvanligt, så var det kunne de ubetydelige biler, stort set, der forsvandt. De tre store teams besatte seks af de syv første pladser. Kun Hamilton faldt udenfor de andre, men han var også startet som nr. 14. At slutte som nr. 7 i Monaco er mere en godkendt. Han gjorde mod slutningen flere forsøg på at finde en vej forbi Sainz, men Monaco er smal - og Hamilton var ikke i en position hvor han kunne tillade sig en alt-eller-intet manøvre. For ham gjaldt det om at reducere pointtabet til Vettel mest muligt.


Jolyon Palmer i Renault havde et bedre løb end i 2016 © Renault Sport F1

Vettel kom foran Raikkonen efter pitstoppet. Ricciardo kom forbi både Verstappen og Bottas. Dermed fik australieren 3. pladsen, foran Bottas, mens Verstappen blev nr. 5. Den unge hollænder var ikke helt tilfreds med at være blevet sorteper i den pitstop runde, men sådan var vilkårene. Han fik dog mulighed for selv at gøre noget ved det. Da SC kom på banen, havde Verstappen så stort et forspring at han kunne snuppe sig et sæt friske dæk. Men på trods af denne manøvre, kunne han ikke finde en vej forbi Bottas.

Grosjean blev nr. 8 efter en fin eftermiddag. Undervejs blev han presset lidt af holdkammeraten Magnussen. Danskeren havde lavet en flot start og var rykket op som nr. 9 inden første sving. Men efter pitstoppet var uheldet ude efter ham. Han punkterede på vej gennem St. Devote - samme sted som også Ocon punkterede. Det betød et ekstra stop til Haas køreren, og selvfølgelig nogle placeringer. Da SC kom på banen var han ved at indhente Massa, men Vettel havde lige overhalet Magnussen med en omgang - mens han ikke var nået til Massa endnu. Det gav brasilianeren mulighed for et gratis pitstop. Godt nok blev Magnussen senere lukket forbi og kom op til Massa, men da løbet blev givet frit, var danskerens muligheder begrænsede - dels er det svært at overhale, dels havde ham foran friskere dæk. Så det lignede en skuffende 12 plads til danskeren.


Carlos Sainz i god form i Toro Rosso med en 6. plads. © Red Bull Contentpool

Men efter SC var der tæt kamp om pladserne - og den kamp blev lige lidt for tæt, da Perez smaskede ind i siden på Kvjat ved Rascasse. Dermed rykkede både Massa og Magnussen to pladser frem - til 9. og 10. pladsen.

SC blev udløst da Button forsøgte at smutte indenom Wehrlein ved indgangen til tunnellen. Det lykkedes ikke - og Sauber raceren kom op at ride på McLaren raceren forhjul og endte på højkant, ind mod barrieren. Button udgik med et ødelagt hjulophæng. Men det skulle blive værre for de to teams. For da de kørere der var blevet taget med en omgang, blev lukket forbi SC, kiksede Ericsson første sving og ramte barrieren. Da løbet senere blev givet frit, røg også Vandoorne af i St. Devote.

Så et trivielt løb, sluttede med action og en 12 gode omgange. Resten var lidt trist....


Gæt hvem der vandt og hvem der blev nr. 2? © Ferrari Media


Resultatet af Monacos GP

1 Sebastian Vettel............................... Ferrari
2 Kimi Raikkonen................................. Ferrari
3 Daniel Ricciardo............................... Red Bull
4 Valtteri Bottas................................ Mercedes
6 Max Verstappen................................. Red Bull
8 Carlos Sainz .................................. Toro Rosso
7 Lewis Hamilton................................. Mercedes
8 Romain Grosjean................................ Haas
9 Felipe Massa................................... Williams
10 Kevin Magnussen............................... Haas

 


Hamilton i front - og der blev han © Ferrari Media

Canadas Grand Prix: Montreal
FORMULA 1 GRAND PRIX DU CANADA 2017

Hamilton overlegen i Montreal. Dobbeltsejr til Mercedes

Fra lørdagens Q3 til søndagens ternede flag, var Lewis Hamilton i en klasse for sig selv. Han gjorde det, han sommetider gør, graver dybt dybt ned i sig selv og finder nogle flere 100 dele sekunder på hver eneste omgang. I dag dominerede han fra start til slut. Dels fordi han kunne, dels fordi de andre gav ham lov til det.

De andre var Ferrari kørerne, Sebastian Vettel og Kimi Raikkonen. Om de lavede en dårlig start, eller Verstappen lavede en superstart, er lige meget (i virkeligheden var det nok begge dele), men da starten gik spunsede Verstappen Red Bull forbi de to Ferrari racere. Hollænderen kom dog lidt for tæt på Vettel, der fik klippet en stykke af frontvingen. Men de røde hingste var ikke de eneste der måtte se sig slået af en Østrigsk tyr. Også Bottas måtte overgive sig til Verstappens fart.


Grosjean fik de sidste point - Kevin en lang næse © Haas F1 Media

Det var så første sving. Videre rundt på første omgang får Sainz presset lidt på Grosjean, der rammer lidt ud i græsset - mere slinger og så bliver Sainz ramt, spinder rundt og på tværs af banen - og samler en uskyldig Massa op på vejen. To biler ude - og SC på banen. Her kunne Ferrari have hevet Vettel ind, men tyskeren mente at det nok skulle gå. Men det gjorde det ikke. Her er problemet med frontvingerne - det lille slag og de splintrer og bilen bliver noget nær umulig at slås med. Grunden til at Vettel troede han kunne køre videre, var at bilen sikkert opførte sig nogenlunde pænt, fordi kun en lille del var faldet af, mens en lidt større del, sad løs. Da løbet blev givet frit igen, faldt denne større del af, og stadig gik der et par omgange inden Vettel fandt vej til pitten.

Tyskeren kom ud igen, langt nede i feltet. Og så endte han alligevel på en 4. plads. Lidt heldig var han - måske meget faktisk. Blandt andet var han heldig med at Kimi Raikkonen fik et bremseproblem, som sendte ham på tværs af afkørselsarealet før start/mål - og Vettel dermed kunne komme forbi sin holdkammerat. Heldig var han også med at Verstappen udgik med en bil, der bare ikke ville køre mere. Men mest af alt var Vettel måske heldig med, at Force India ikke helt havde styr på deres to kørere.


Et flot anlæg i Canada © Red Bull contentpool

For de lyserøde racere var hurtige i dag. Ocon var på 2. pladsen inden sit dækstop - og en podieplacering var inden for rækkevidde. Men begge biler var med i front og så opstod problemet. De trillede rundt som nr. 4 og 5 efter Daniel Ricciardo, der havde arvet 3. pladsen, lidt indirekte, fra Verstappen. Perez var forrest af Force India bilerne, men Ocon var hurtigst. Bagfra kom Vettel, der var på vej og gennem feltet. Først fik Perez en venlig henstilling, om at Ocon troede han kunne tage kampen op med Ricciardo. Senere kom en lidt kraftigere opfordring, hvor de skulle bytte plads - og hvis de ikke lykkedes for Ocon, ville Perez få placeringen tilbage. Men det kunne den latinske stolthed ikke sluge - Perez mente at der snart kom trafik, og så ville han også få mulighed for at udfordre Ricciardo. Det skete ikke.

I stedet blev de Force India racere hentet af Vettel, der slicede sig igennem dem og sendte dem ned på 5. og 6. pladsen. 7. pladsen gik til sikkert ganske skuffet Raikkonen, mens Hülkenberg efter en god indsats fik 8. pladsen. På 9. pladsen kom de udskældte hjemmebanemand Lance Stroll, mens Grosjean arvede det sidste point, da Alonso udgik fra en top 10 placering med to omgange igen. Som noget helt nyt i F1 vandrede han derefter ud mellem publikum og delte ud af handsker og måske andre ting.


Et fremragende resultat for de to lyserøde med 5. og 6. plads © Sahara Force India

Magnussen blev nr. 12 efter en anderledes taktik, hvor han først mod slutningen skulle på de blødeste dæk. Men han blev ramt af en fem-sekunders straf, fordi han havde overhalet før tiden ved en virtuel SC, der var udløst af Verstappens exit. Det ødelagde danskerens muligheder for point. Tidligere i løbet havde han ellers været ganske godt placeret og havde haft flere gode duellere, hvor han var i forsvarens rolle.

Også Kvjat måtte en tur i straffeboksen, hans forbrydelse var, at han ikke kom afsted på formationsomgangen, førend alle andre var kørt. Alligevel indtog han sin placering på gridden og det gav ham først en drive-through - og derefter en ti sekunders straf, fordi den første straf var "ukorrekt". Altsammen lige meget, ved pitstoppet, hvor han tog sin straf gik alt muligt andet også galt - og russeren havde problemer med vibrationer - og endte med at udgå. Men lidt ynkeligt, at man ikke får uddelt straffene korrekt.


Så der serveret en 'shoey'! © Red Bull contentpool

Resultatet af Canadas GP

1 Lewis Hamilton................................. Mercedes
2 Valtteri Bottas................................ Mercedes
3 Daniel Ricciardo............................... Red Bull
4 Sebastian Vettel............................... Ferrari
5 Sergio Perez................................... Force India
6 Esteban Ocon................................... Force India
7 Kimi Räikkönen................................. Ferrari
8 Nico Hülkenberg................................ Renault
9 Lance Stroll................................... Williams
10 Romain Grosjean............................... Haas

12 Kevin Magnussen................................ Haas



Det podie kunne man nok have tjent en skilling på at forudse! © Red Bull Contentpool

Azerbaijans Grand Prix: Baku
2017 FORMULA 1 AZERBAIJAN GRAND PRIX

Overraskende sejr til Ricciardo i Baku

Indtil i dag i Baku, har vi haft to kørere der mere eller mindre pænt har skiftes til at vinde. En civiliseret kappestrid om VM trofæet, mellem to stjerner, der aldrig har haft det store udestående med hinanden. Indtil i dag altså. I dag blev gnisten tændt mellem Hamilton og Vettel og VM duellen fik det spark den manglede.

Det koster, så noget intensitet. De to duellanter sluttede som nr. 4 og 5 med Vettel forrest. Øjeblikket der kickstartede VM infighten var i slutningen af en SC periode, hvor Vettel ramte ind i bagdelen på Hamilton. Vettel mente at Hamilton tog farten alt for meget af - og viste sit raseri ved at køre op på siden af Hamilton - og så ramlede de lidt sammen. Det må man ikke, vi vil gerne se følelser i sport, men helst ikke noget kontakt.


En lang vej ned mod første sving - bemærk banebredden iøvrigt (Med tanke på København) © Pirelli

Vettel blev straffet - ti sekunders stop and go. Hamilton fik ingen straf - på tv-billederne så det ud som om han tog farten ekstra meget af på vej rundt i et sving, men man gå ud fra at der blev kigget på bilens telemetri og hvis der ikke kan se at løftede eller bremsede, så peger pilen mod Vettel. Men det er ikke de første sammenstød, men Vettels reaktion der bliver straffet.

Heldig var han nu alligevel ham Vettel, for Hamilton havde problemer med sin nakkestøtte - der løftede sig op - han prøvede at presse den ned på langsiden, men det virkede ikke. Så mens Vettel fik en straf, blev Hamilton straffet af tilfældet. Set med Hamiltons designersolbriller blev han endda straffet ekstra hårdt. Inden de to var i pit, var Hamilton den forreste. Da de begge var på banen igen, var Vettel forrest - og det blev der ikke ændret på, omend de lå tæt.

Løbet tegnede ellers til at blive lidt en gentagelse af sidste års løb, en meget lang eftermiddag på lidt intetsigende bybane. Hamilton kom bedst afsted, Vettel efter ham. Bottas og Raikkonen kyssede hinanden i første sving, den ældste finne mistede lidt kulfiber og et par placeringer. Den yngre finne punkterede, humpede tilbage til pitten og var mere end en omgang bagud.


Årets foreløbig bedste resultat for Kevin med en 7. plads © Haas F1 media

Og sådan kunne dagen egentlig være endt. Men så gik Kvjats bil i stykker. Ikke noget dramatisk, den holdt bare lidt i vejen. Så Bern Mayländer måtte på banen og lufte sin Mercedes. Egentlig ret udramatisk, men ret langstrakt. En masse kørere fik skiftet dæk og Bottas fik lov at komme på omgangshøjde med de andre.

Løbet blev genstartet og der var kamp om 2. pladsen mellem Vettel og Perez, mens Hamilton forduftede ud i det blå. Men så kom der SC på banen igen. Der var for mange kulfiberstykker rundt omkring mente man. Så de trillede videre bag SC. Da den forsvandt, var det at situationen mellem Hamilton og Vettel skete. Fra da af, var alt normalt suspenderet. Løbet blev nu sat i gang igen, Hamilton forsvandt igen, Vettel måtte slå med både Perez og Massa - og så ramlede de to Force India biler sammen - mere kulfiber på banen - punktering til Raikkonen. Perez og Raikkonen måtte halte hjem til pitten og var egentlig begge to på vej ud af løbet, da Alonso over radioen opfordrede til rødt flag. Banen skulle fejes.

Fornuftigt nok valgte man at lytte til den erfarne mand. Alle biler havnede i pitten og da løbet blev startet igen var både Perez og Raikkonen med. En omgang nede, men de var med!

Dennegang gik Vettel til angreb på Hamilton, men uden succes. Det var heromkring straffen til Vettel faldt. Hamilton kom ud som nr. 9, Vettel som nr. 8. I front for løbet havde vi nu Daniel Ricciardo. Australieren var startet som nr. 10 og havde taget et tidligt dækskifte - for så at skifte igen under SC. Nu havde han så altså arvet en føring - bag ham lå canadieren Lance Stroll og efter ham lå Kevin Magnussen. Haas raceren kunne dog til sidst ikke modstå presset fra Ocon, Bottas (der var fræset gennem feltet), eller Vettel og Hamilton. Men danskeren sluttede på en fornem 7. plads.


Ikke rigtigt en kamp mellem RIC og MAG © Red Bull Contentpool

Bottas kom også forbi Ocon og satte så jagten ind på Stroll. Omgang efter omgang hev han sekunder af den 18 årige Williams kørers forspring. Næsten på målstregen lykkedes det, og hvad der startede som en skoddag for Bottas sluttede med 18 point for en 2. plads. Stroll blev stadig nr. 3 og var ovenud lykkelig. Ocon måtte sig sig slået af de to VM duellanter og endte på 6. pladsen.

Efter Magnusen kom Sainz på en 8. plads, også han havde haft en dårlig start, og må være mere end glad for de fire point. Fernando Alonso fik årets første point med en 9. plads, mens Wehrlein sluttede på 10. pladsen efter en ret intens duel med Marcus Ericsson i den anden Sauber.

Man kan gøre meget for at skabe en spændende sport. Men som i dag viser, så er det, når alt kommer til alt, oftest de ting, man ikke kan gøre noget ved, der skaber spændingen. I dag var det omstændighederne, tilfældet der var på spil - ja, næsten på overarbejde. Det gav et seværdigt og underholdende løb og en vinder der smilte…

I VM kampen er Vettel 14 point foran Hamilton. Og så er der trods alt kun 27 point ned til Bottas. Med 12 løb tilbage kan der nå at ske meget. Med den gnist VM kampen fik i dag, kan man håbe at eksplosionerne vil tage til.


Årets overraskelse af Lance Stroll i Williams © Williams F1

Resultatet af Azerbaijans GP

1 Daniel Ricciardo............................... Red Bull
2 Valtteri Bottas................................ Mercedes

3 Lance Stroll................................... Williams
4 Sebastian Vettel............................... Ferrari
5 Lewis Hamilton................................. Mercedes
6 Esteban Ocon................................... Force India
7 Kevin Magnussen................................ Haas
8 Carlos Sainz................................... Toro Rosso
9 Fernando Alonso................................ McLaren
10 Pascal Wehrlein............................... Sauber

13 Romain Grosjean............................... Haas



Bottas første længe ventede sejr for Mercedes © Ewert foto

Østrigs Grand Prix: Red Bull Ring
FORMULA 1 GROSSER PREIS VON ÖSTERREICH 2017

Bottas første sejr for Mercedes

Bottas startede fra pole og vandt løbet foran Vettel og Ricciardo. Hamilton startede som nummer 8 men vandt kun 4 placeringer. Kevin Magnussen udgik efter 29 omgange med angiveligt en defekt gearkasse. Grosjean derimod forsvarede sin startposition med held og avancerede endda og sluttede som nummer 6.


Kevin havde en øv dag © Ewert foto

Resultatet af Østrigs GP

1 Valtteri Bottas................................ Mercedes
2 Sebastian Vettel............................... Ferrari
3 Daniel Ricciardo............................... Red Bull
4 Lewis Hamilton................................. Mercedes
5 Kimi Räikkönen................................. Ferrari
6 Romain Grosjean................................ Haas
7 Sergio Perez................................... Force India
8 Esteban Ocon................................... Force India
9 Felipe Massa................................... Williams
10 Lance Stroll.................................. Williams

NC Kevin Magnussen............................... Haas


Rockstar Hamilton goes crowdsurfing © Pirelli

Englands Prix: Silverstone
2017 FORMULA 1 ROLEX BRITISH GRAND PRIX



Hamilton sejrer igen på hjemmebanen i dobbeltsejr til Mercedes

Lewis Hamilton vandt på Silverstone foran holdkammeraten Valtteri Bottas og med Kimi Raikkonen på en tredieplads. Undervejs var der et par dueller der var værd at huske - og så var der en afslutning på løbet, der ikke var helt som de plejer at være. Det var også derfor Vettel kun blev nummer 7.

Det var uden tvivl Hamiltons dag - eller weekend. Fra overlegen pole, til god start, til sejr. Men dermed er der vel også sagt om Hamilton hvad der skal siges. Det var effektivt, udramatisk og ganske forudsigeligt. Hovedrollen i fortællingen om Silverstone 2017 tilfalder manden der endte på en 7. plads - Sebastian Vettel. Det er omkring ham de spændende centrerer sig.


Hamilton vinder igen på Silverstone © Ewert Foto

Fra starten hvor Vettel var 3'er og hans opgave var ideelt set at komme foran Raikkonen. Men det skete ikke, mest fordi Raikkonen ikke bare lod det ske, men forsvarede sig. Samtidig skulle Vettel også forsvare sig mod Verstappen der også ville fremad. Og det kom han. Han prøvede endda også at angribe Raikkonen, men det var alligevel for meget. Så han måtte nøjes med at være 3'er efter Hamilton og Raikkonen.

Lidt drama var der længere nede i feltet, da Toro Rosso bilerne kæmpede mod hinanden, Kvjat røg lidt af, skyndte sig tilbage og bankede Sainz af banen. Ikke lige hans dag - eller Sainz'! Spanieren udgik på stedet og udløste en SC, mens Kvjat blev straffet.


Hulkenberg smadrer Palmer i Renault © Renault F1 Media

Men det var kampen om 3. pladsen der var den spændende. Verstappen forsvarede sig, men Vettel var nok den hurtigste. Det gav en interessant duel, hvor begge biler på forskellige tidspunkter var ude over banen. Og det må man jo ikke, men man vurderede at der ikke var noget strafbart. Verstappen beholdt sin placering! Ferrari prøvede i stedet at gøre det med et pitstop. Det virkede - dog mest fordi Red Bull lavede en lille fejl, der kostede Verstappen et halvt sekund. Men det var nok til at Vettel var foran Verstappen.

Bagfra kom Bottas, der have haft fem strafplaceringer og nu var på vej op gennem feltet - på vej mod 2. pladsen. Han indhentede Vettel, der lå på 3. pladsen og gik til angreb. Endnu en gang fik vi en god duel og et par kørere, der gennem svingene gav alt. Vettel afviste, men Bottas havde meget friskere dæk og ved næste forsøg, var der intet at stille op for Vettel. Bottas kunne benytte sig af DRS og lave en simpel forbikørsel.


Alonso i kamp med Ericsson © Sauber Motorsport

Løbet virkede nu mere eller mindre afgjort. Sikker sejr til Hamilton, en 2. plads til Raikkonen og en 3. plads til Bottas, foran Vettel. Men så brokkede Raikkonen sig over sit venstre fordæk - og det var ikke bare en mild utilfredshed. Dækket var ved at falde fra hinanden og Raikkonen måtte sig sig passeret af både Bottas og Vettel. Dermed var Ferraris tyske VM kandidat pludselig på podiet. Men ikke ret lang tid - for allerede omgangen efter skete det samme for ham, blot på højre forhjul. Ligesom Raikkonen måtte også Vettel en tur i pit og mistede dermed placeringer, for at ende som nr. 7 - hvilket egentlig må siges at være det heldigste udfald på en uheldig situation. Red Bull spillede sikkert og hentede Verstappen en tur i pit, så det ikke endte på samme måde for ham.

Resultatet blev altså at Hamilton vandt foran Bottas, Raikkonen kom tilbage på podiet, Verstapen blev nummer 4, foran Ricciardo der havde kørt fremragende op fra bagerste række. Endelig nåede Hülkenberg også forbi Vettel og scorede dermed en ganske fornem 6. plads. Efter Vettel finder vi de to Force India racere, med Ocon forrest. Felipe Massa tog det enlige point for en 10. plads.

Magnussen endte som nr. 12 - foran Grosjean - efter en noget træls weekend. Men danskeren kørte fornuftigt og lå i pointene indtil sit (ret sene) dækskifte. I VM stilligen fører Vettel med et enkelt point foran Hamilton, mens Bottas fra en tredieplads har 23 point op til Vettel. Så med lidt held og uheld jævnt fordelt, kan VM blive en trevejs kamp i stedet for en to-vejs. Man har jo lov at håbe...


Ingen point til Grosjean og Haas i England © Haas F1 Media

Resultatet af Englands Grand Prix

1 Lewis Hamilton................................. Mercedes
2 Valtteri Bottas................................ Mercedes
3 Kimi Räikkönen................................. Ferrari
4 Max Verstappen................................. Red Bull
5 Daniel Ricciardo............................... Red Bull
6 Nico Hulkenberg................................ Renault
7 Sebastian Vettel............................... Ferrari
8 Esteban Ocon................................... Force India
9 Sergio Perez................................... Force India
10 Felipe Massa.................................. Williams

12 Kevin Magnussen............................... Haas
13
Romain Grosjean............................... Haas