Lewis mister pusten
Der bliver plads til at også Bottas får en bid...
Af Flemming Hansen / Martin Møller Thomsen


Så vandt Vettel atter for Ferrari ©Ferrari Media

Brasiliens Grand Prix: Interlagos
FORMULA 1 GRANDE PREMIO HEINEKEN DO BRASIL 2017



Ferrari sejr i Brasilien

Sebastian Vettel slog igen. Han vandt dagens løb i Brasilien og det betød absolut ingenting i den samlede stilling. Sådan set ganske symptomatisk for tyskerens sæson - når han endelig kommer tilbage på førstepladsen, er det for sent! Hamilton startede fra pit og demonstrerede hvorfor han er blevet verdensmester i år.

Vettel og Bottas i infight i første sving ©Ferrari Media

På papiret er det jo altid interessant, når en topkører havner bagest i feltet. Sådan som Hamilton gjorde til dagens løb. Det betyder at vejen for andre er lidt lettere og at man kan forvente dueller, fordi der er en hurtigere bil, der skal forbi langsommere biler. Specielt i en verden hvor bilerne faktisk er designet til at køre i fri luft, burde det være spændende. For i teorien kan en Hamilton ikke komme tæt på de forankørende uden at hans egen downforce bliver kompromitteret.


Haas'erne helt ude til højre spillede ikke den store rolle ©Red Bull contentpool


I teorien altså! I praksis er det lidt noget andet. Godt nok er livet lettere for de andre i front. Sådan hånden på hjertet, så havde Vettel nok ikke vundet løbet i dag, hvis Hamilton havde kvalificeret sig i første startrække. Så lige der er teorien god nok. Men den havde begrænset effekt. For den anden del af teorien holdt ikke. Nej, det er ikke fordi Mercedes raceren har lettere ved at køre tæt på andre biler, men fordi bil/motor kombination er så overlegne, at bilen bliver så meget hurtigere end de biler, Hamilton skulle forbi, at det knapt var tale om dueller.

Så på den led bliver vi som tilskuere snydt for noget spændende. Forskellen mellem gode og mellemgode biler i F1 i dag, er så stor, at selv når en Mercedes starter bagest, så kan den komme i nærheden af top 3 - og alle bilerne i det brede midterfelt må se sig slået. Ikke engang sådan en dag, har de mulighed for at slutte løbet foran en Mercedes.


Wehrlein ser ikke ud til at være i F1 i 2018 © Sauber Motorsport

Ikke en gang Red Bull fik noget ud af Hamiltons problemer i kvalifikationen - dertil var Renault motoren åbenbart for svag på den brasilianske racerbane. Fjerdepladsen var det som Hamilton fik kørt sig frem til. Og det var sådan set meget godt, for udover hans ikke specielt problematiske forbikørsler, så var der ikke meget spænding i løbet.

Vettel duellerede i første sving med Bottas. Tyskeren holdt på og kom ud af s kombinationen forrest - og der blev han. Bottas holdt fast i 2. pladsen, og virkede sådan set ret bleg i forhold til Hamiltons indsats. Raikkonen kom afsted på en 3. plads og sådan endte det også.

Drama var der dog på første omgang, hvor først Ricciardo, Vandoorne og Magnussen demonsterede manglende matematiske evner og prøvede at presse tre biler ind på én bils plads. Ricciardo overlevede, mens de to andre udgik. Fejlen så ud til at være danskerens, da bilen slår lidt ud, inden han ramler ind i Vandoorne, der så rammer Ricciardo. Situationen udløste en SC periode, som betød at Ricciardo ikke faldt sådan håbløst ud af løbet. Faktisk endte han på en 6. plads, efter Hamilton og Verstappen.


En 2017 verion af 'Trulli train' med Massa foran en uvant placeret Hamilton © Williams F1

Senere på første omgang var den anden Haas - Grosjeans, involveret i en kollision med Ocons Force India. Flot så det ud, da de to biler som to synkronsvømmere dansede af banen i næsten ens buer. Grosjean blev erklæret som synder og fik 10 sekunders straf og endte som nr. 15, mens Ocon for førte gang i sin karriere måtte spadsere hjem.

Hjemmebanehelten Felipe Massa kørte et fornuftigt løb og endte på 7. pladsen. Undervejs havde han et par dueller med Alonso. Først skulle han forbi sin tidligere holdkammerat. Senere prøvede Alonso at komme tilbage, men blev afvist. Rygterne omkring Massa siger, at løbet i Brasilien bliver mandens sidste. Alonso holdt fast i 8. pladsen, mens Perez blev nr. 9 og Hülkenberg nr. 10. Tidligere i løbet var de to Renault biler længere fremme, men blev sat tilbage som Hamilton og Ricciardo kørte sig fremad i feltet. Det var ikke en god dag for Renault motorer, åbenbart. Omend Verstappen mod slutningen fik friske dæk på bilen og satte ny banerekord.


Et emotionelt farvel til Felipe Massa på hjemmebane © Williams F1

Et løb er tilbage af sæsonen er tilbage, men mentalt virker en del af både kørere og teams, som om øjnene er rettet mod Melbourne til foråret.

Resultatet af Brasiliens GP

1 Sebastian Vettel............................... Ferrari
2 Valtteri Bottas................................ Mercedes
3 Kimi Raikkonen................................. Ferrari
4 Lewis Hamilton................................. Mercedes
5 Max Verstappen................................. Red Bull
6 Daniel Ricciardo............................... Red Bull
7 Felipe Massaa.................................. Williams
8 Fernando Alonso................................ McLaren

9 Sergio Perez................................... Force India
10 Nico Hulkenberg............................... Renault

15 Romain Grosjean............................... Haas
NC Kevin Magnussen............................... Haas


Ja man kan jo lige så godt hælde det der rosenvand ud... ©Mercedes AMG

Abu Dhabis Grand Prix: Yas Marina Circuit
2017 FORMULA 1 ETIHAD AIRWAYS ABU DHABI GRAND PRIX


Dobbeltsejr til Mercedes

At Valtteri Bottas vandt løbet i Abu Dhabi var det eneste, der egentlig adskilte løbet fra den sæson, som sluttede her. 2017 har været tættere end de foregående år, men der har været langt mellem de gode løb - og gode dueller og overhalinger er stadig der bliver snakket mere om, end det faktisk bliver praktiseret.


Vettel i en penibel situation © Ewert Foto

Skulle dagens løb i Abu Dhabi have afspejlet sæsonen, skulle Hamilton og Bottas have byttet plads. For Hamilton var i år den absolut dominerende kører. Efter Rosbergs pensionering, har han Mercedes teamet for sig selv, for selvom Bottas har fået hentet nogle sejre, er der tydeligt en klasseforskel på dem. Bottas skal gøre det bedre i 2018, eller også kan han hurtigt blive sendt retur til sportens anonyme midterfelt.

Men selvom det var Bottas der vandt, og Hamilton der blev nr. 2, så var det - en 1-2 sejr til Mercedes, passende set over hele sæsonen. Godt nok har Vettel placeret sig mellem dem i VM stillingen, men alligevel er der ingen tvivl om at Mercedes var sæsonens bedste bil. Ferrari har været tættere på i år, end de tidligere sæsoner og hele vejen igennem løbet i dag, var de da også sådan ikke pinligt langt væk. I 2017 har der været løb hvor de faktisk var bedre end Mercedes, men det var i foråret. Mercedes var hele tiden målestokken, som Ferrari blev målt imod.


Alonso giver sig aldrig. Her i tæt kamp med Massa om 9. pladsen© Ewert Foto

Vettel kom på podiet og Raikkonen sluttede som nr. 4. Igen passende for sæsonen - Vettel har konstant været den bedste af dem - og hvis ikke, så skulle han nok komme forrest alligvel. Raikkonen er en gammel cirkushest, der stadig løber rundt i manegen, bare ikke så hurtigt som tidligere. At slutte lige uden for top 3, er et meget passende billede på hans sæson - altid lige i nærheden, men aldrig helt der hvor det for alvor er sjovt.

På 5. pladsen finder vi en Red Bull, med Verstappen bag rattet. Også ganske passende - Red Bull har haft gode dage, men har hele sæsonen igennem været den tredie bedste bil. Men det rigtig symbolske er ikke så meget Verstappens placering bag Mercedes og Ferrari - selvom det var meget passende - men at Verstappen var den eneste Red Bull i dagens resultat - for de to biler har sæsonen igennem været plaget af en manglende stabilitet der virker så 80'er agtig. I 2017 ikke helt vildt imponerende, men samtidig dejligt nostalgisk med en masse tekniske defekter. Fra et spændingsmæssigt synspunkt, burde de nok være fordelt lidt mere ligeligt blandt top 6.


Kevin Magnussen for sidste gang i 2017 Haas'en © Ewert foto

Hülkenbergs 6. plads kaster lidt grus i maskineriet. For strengt taget burde han ikke været foran de to Force India biler, hvis resultatet af Abu Dhabi skal bruges til at illustrere 2017 sæsonen. Men ligesom Bottas sejr, må man med Renault 6. plads være lidt kreativ i sin forklaring og bøje det hele lidt, så historien passer sammen. For set over en hel sæson har Force india været bedre, men i forhold til afslutningen på sæsonen, så er Renault kommet fremad. Måske det team med mest fremgang i 2017. Specielt hjalp det, da man erstattede Palmer med Sainz. Renault er lige nu nok den fjerde bedste bil, men det var den ikke i foråret. Så her er Renaults 6. plads et billede på at ingenting er statiske.

Og så kommer Force India med Perez forrest. De to har pænt fulgtes ad hele sæsonen, Perez har 13 point mere end Ocon, men i VM stillingen følges de også ad. Sportens mest lige team! De har gjort det godt og ender på en 4. plads i konstruktørernes VM. De har aldrig været i nærheden af toppen og har ofte også blandet sig uden om kampen længere nede. Force India ER midterfeltet i F1!


Renault sikrer sig 6. pladsen i konstruktørmesterskabet ©Renault Sport F1

På en 9. plads finder vi Fernando Alonso der som vanligt var utilfreds med motorens effekt i dag. Næste år kommer der franske heste i bilen i stedet for - og så er der ikke så mange undskyldninger mere. Flere gange i sæsonen har Alonso banket sin bil op på placeringer, hvor den ikke hørte hjemme, hvorefter han alligevel er blevet slagtet af teknikken. At han faktisk får point i dag, er næsten forkert. Hvis det virkelig skulle have været et spejl af sæsonen skulle han være udgået på 53. omgang.

Sidste point tilfaldt Felipe Massa, der dermed (sandsynligvis) endegyldigt sagde farvel til den sport han i mange år har været en del af. For et par år siden var det 3. pladser Williams kørte om. I år har meget været 8. pladser - og en 10. plads til en kører der efterhånden er ret langt fra sit bedste, er en pæn måde at sige farvel på.


Der var langt mellem bilerne i Abu Dhabi © Sahara Force India

Men det var ikke kun top 10 der afspejlede sæsonen. Der var andre ting også. Den endeløse processionskørsel der kendetegnede den forreste del af feltet, er også ret symptomatisk for en sport, hvor det i år faktisk blev sværere at overhale. Kampene fandt sted længere nede - i dag var det Grosjeans langvarige duel med Lance Stroll der var højdepunktet. Haas bilerne sluttede i øvrig som nr. 11 og 13 - med Vandoorne imellem dem. Det var ganske passende for dem alle tre.

Der er også noget symbolsk i at lade verdens mest kommercielle sport have en afslutning på en bane, der ser fantastisk ud ovenfra, og hvor showet omkring er storladent, men hvor selve banen er en traditionel Tielke-drom med begrænsede muligheder for faktisk at køre racerløb. Fyrværkeriet efter løbet bliver næsten en påmindelse om hvor meget fyrværkeri der mangler i løbene. Man kan lave et kæmpe show, men i sidste ende skal der også leveres på kerneydelsen - og som racersæson var 2017 forglemmelig, omend der i VM kampen var periode hvor man næsten kunne tro på at det ville blive spændende.

 


Det sidste 2017 gruppe foto ©Sahara Force India

Resultatet af Abu Dhabis GP

1 Valtteri Bottas................................. Mercedes
1 Lewis Hamilton ................................. Mercedes
2 Sebastian Vettel................................ Ferrari
4 Kimi Räikkönen.................................. Ferrari
5 Max Verstappen.................................. Red Bull
6 Nico Hulkenberg................................. Renault
7 Sergio Perez.................................... Force India
8
Esteban Ocon.................................... Force India
9 Fernando Alonso................................. McLaren
10 Felipe Massa................................... Williams

11 Romain Grosjean................................ Haas
13 Kevin Magnussen................................ Haas


Slutstillingen i VM 2017 for kørere.

1 Lewis Hamilton.............. Mercedes..................363
2 Sebastian Vettel............ Ferrari...................317
3 Valtteri Bottas............. Mercedes..................305
4 Kimi Räikkönen.............. Ferrari...................205
5 Daniel Ricciardo............ Red Bull Racing...........200
6 Max Verstappen.............. Red Bull Racing...........168
7 Sergio Perez................ Force India...............100
8 Esteban Ocon................ Force India................87
9 Carlos Sainz................ Toro Rosso/ Renault........54
10 Nico Hulkenberg............ Force India................43
11 Felipe Massa............... Williams...................43
12 Lance Stroll............... Williams...................40
13 Romain Grosjean............ Haas.......................28
14 Kevin Magnussen............ Haas.......................19
15 Fernando Alonso............ McLaren-Honda..............17
18 Stoffel Vandoorne.......... McLaren....................13
19 Jolyon Palmer.............. Renault.....................8
16 Pascal Wehrlein............ Sauber......................5
17 Daniil Kvyat............... Red Bull Racing.............5
20 Marcus Ericsson............ Sauber......................0
21 Pierre Gasly............... Toro Rosso..................0
22 Antonio Giovanizzi......... Sauber......................0
23 Brendon Hartley............ Toro Rosso..................0


Slutstillingen i VM 2017 for teams

1 Mercedes......................................... 668
2 Ferrari...........................................522
3 Red Bull Racing TAG Heuer.........................368
4 Force India Mercedes..............................187
5 Williams Mercedes................................. 83
6 Renault........................................... 57
7 Toro Rosso........................................ 53
8 Haas Ferrari.......................................47
9 McLaren Honda......................................30
10 Sauber Ferrari.................................... 5