Christina Nielsen
Endnu et sportsvognsmesterskab i hus

af Jan Kaiser Fotos: Christina Racing


Christina Nielsen i den røde nr. 63 Ferrari.

Nyt mesterskab til Christina.

I 2016 skrev Christina Nielsen international motorsportshistorie, da hun blev den første kvinde, der vandt et stort internationalt motorsportsmesterskab. Hun vandt i Scuderia Corsa’s Ferrari det amerikanske IMSA mesterskab i GTD klasssen sammen med Alessandro Balzan. Det var en stærk præstation, men måske ikke overraskende efter at hun allerede havde gjort opmærksom på sig selv, da hun i 2015 sluttede på andenpladsen i hendes første sæson i samme mesterskab, da hun kørte for TRG Aston Martin Racing.

I 2017 leverede hun så igen en fantastisk præstation og vandt igen GTD klassen sammen med Alessandro Balzan.

Med tre flotte sæsoner bag sig har Christina Nielsen opnået stor anerkendelse og har haft henvendelser fra mange teams omkring 2018-sæsonen. Og ved Porsches årlige motorsports gallafest i december blev det offentliggjort, at hun fortsætter i det amerikanske IMSA mesterskab, men skifter bil og i den nye sæson nu er at finde i en Porsche i den stærke amerikanske serie. Det bliver således Christina Nielsens fjerde sæson i det prestigefyldte amerikanske IMSA mesterskab.


I 2018 bliver Christina Nielsen igen Porsche kører.

Det bliver Wright Motorsports, der kommer til at stå for den Porsche 911 GT3 R, som Christina kommer til at køre. Tidligere kørere hos Wright Motorsports er blandt andet de to tidligere Formel 1 kørere Sebastian Bourdais og Roberto Moreno, NASCAR stjernene Bobby og Terry Labonte, sportsvognsstjernerne Andy Pilgrim og Lucas Luhr og mange andre. Med fire podieplaceringer i 24 timers løbet Daytona og flere titler i både IMSA’s GT3 Challenge serie og Pirelli World Challenge, er det et stærkt team Christina Nielsen bliver tilknyttet.



Erfaren makker som medkører hos Porsche

Som makker får Christina Nielsen den 36-årige amerikanske Porsche fabrikskører Patrick Long. Patrick Long er en af de mest succesrige sportsvognskørere. Han har vundet IMSA mesterskabet 3 gange og har blandt andet vundet sin klasse på Le Mans, 24 timers løbet Daytona, 12 timers løbet på Sebring og Petit Le Mans. Senest vandt han i 2017 den amerikanske GT serie Pirelli World Challenge, hvor han kørte Porsche for Wright Motorsports.

For Christina Nielsen bliver skiftet til Porsche en tilbagevenden til det mærke, hvor hun startede sin karriere og for hvem hun kørte tre sæsoner, inden hun startede i det amerikanske IMSA mesterskab. ”Der har været mange forhandlinger og jeg er så glad for, at jeg igen skal køre Porsche” sagde Christina Nielsen efter kontrakten var i hus.


De er da relativt glade for mesterskabet!

”Jeg har kendt teamchef John Wright siden jeg kørte Porsche GT3 Cup Challenge i 2014. Wright Motorsports er super dygtige og selvom vi har været konkurrenter, er vi altid kommet godt ud af det med hinanden. I samarbejde med Porsche North America er det endelig lykkedes, at få en aftale på plads og jeg er super glad for, at de har ønsket, jeg skal fortsætte med at køre i IMSA serien. Jeg elsker serien, stemningen og banerne og konkurrencen i GTD klassen er blevet virkelig stærk. Med Patrick Long får jeg en fantastisk holdkammerat, som har masser af erfaring og forstår hvad der skal til, når man som team skal vinde i sportsvognsracing. Så lige nu kan jeg slet ikke vente på at komme i gang med den nye sæson”.

IMSA mesterskabet starter med 24 timers løbet på Daytona i weekenden 27.-28. Januar.