Sæsonen er i gang
Der gives gas gør der!

Af Flemming Hansen

Niki Lauda flyvende på Nürburgring inden ulykken 1. aug 1976. © ukendt - billede fra Pinterest


Niki Lauda 1949 - 2019

Det var vel næsten desværre ventet? Men det kom alligevel som et chok for motorsportsverdenen. Andreas Nikolaus 'Niki' Lauda døde den 20. maj 2019 efter at have skrantet gevaldigt siden han gennemgik en dobbelt lunge transplantation i sommeren 2018. I praksis døde Niki af følgerne af de skader han pådrog sig på Nürburgring den 1. august 1976, da hans Ferrari 312T2 bragede ind i barrieren i Bergwerk sektionen på den berygtede bane.

Niki var vel nærmest det man kunne kalde en legende i sin egen levetid. Verdensmester for Ferrari i 1975 - næsten omkommet i 1976 efter at have været i føring af VM, som han kun mister da han udgår i regnvejret på Fuji banen. I 1977 vinder han igen VM, men bliver så utilfreds med teamet (Enzo Ferraris håndtering af kørerindkøb...), at han ikke stiller til start i sidste løb, da han havde skrevet kontrakt med det Bernie Ecclestone ejede Brabham team for 1978. I 1979 i USA gider han ikke køre i cirkler mere og træder tilbage fra F1 i nogle år, mens han jagter en karriere som ejer af sit eget flyselskab Lauda Air.

I 1982 vender han tilbage til F1 for McLaren, hvor han knebent vinder VM i 1984 foran Alain Prost med ½ point (!) I 1985 vinder han sit allersidste GP i Holland inden han ved årets udgang lægger hjelmen på hylden, og udskifter den med sin kendte røde cap, der i de første mange år havde Parmalat (Italiens svar på Arla) som 'sponsor'. I årene efter F1 er det luftfartsselskabet der er hovedfokus, men efterhånden vender han tilbage til F1 og bliver involveret i Jaguar teamet i starten af årtusindet og i de seneste som en del af Mercedes teamet.

En af de helt store tragedier i Niki Laudas liv skete i 1991, da en Boeing 767 fra Lauda Air styrtede ned, hvor samtlige ombordværende omkom. Niki Lauda der selv var pilot var helt utrolig energisk i arbejdet for at finde årsagen til styrtet, hvor ingen sten blev efterladt. Han besøgte personligt samtlige ofres familier. Et afsnit af 'flystyrt' på National Geograhic Channel har gennemgået denne hændelse, der sagde meget om Niki Laudas kompromisløse tilgang til livet.

PÅ TV har man kunnet se Niki Lauda som medkommentator 'in dem boxengasse' for RTL sammen med Florian König og den allesteds nærværende omvandrende tøjklovn - Kai Ebel. Efter udgangen af 2017 sæsonen overdrog Niki Lauda kommentator gerningen for RTL til den nu pensionerede F1 verdensmester Nico Rosberg. I eftersommeren 2018 kom Niki Lauda under kniven for en dobbelt lunge transplantation. Det kom han sig aldrig helt over - desværre.

Æret være hans minde.


Kevin Magnussen i Haas. © Haas F1

Vanskelig HAAS start for Kevin og Romain

Efter voldsom optimisme efter testene i Barcelona og løbet i Melbourne har realiteterne i den grad ramt Haas teamet. De er i den grad blevet kørt bagud i løbene. Farten er der - men kun i en enkelte omgang eller to under kvalifikationen, hvilket har gjort at begge Haas biler som regel starter i den øverste halvdel af feltet. Men så snart starten går, så går det kun én vej - det er tilbage igennem feltet. Alle andre biler med undtagelse af Williams er i stand til at overhale de lidende HAAS racere. Ikke godt og mundvigene hænger i den grad i sydlig retning efter løbene.

Nå men kan de så ikke 'bare' tilrette bilerne så dækkene altid er optimale i enhver situatiom? Jo da - det ville sikkert være så enkelt som at knipse med fingrene hos Mercedes, Ferrari og Red Bull. Men Haas er det mindste team i F1, så det kan tage lang tid at løse det problem. I mellemtiden er resten af teamsene kørt videre i udviklingsløbet og har haft opdateringer med, der igen har bragt dem lige lidt længere væk fra Haas.

I 2018 havde Haas 'heldet' at have en racer der virkede lige fra start af. Det har de ikke i år, så man kan frygte at Haas aldrig fra indhentet konkurrenterne. Toro Rosso og Williams er de eneste teams i skrivende stund under Haas. McLaren har fået ny luft og Alfa Romeo ser absolut mere ud som Ferrari B-team end nogensinde tidligere da de hed Sauber. Racing Point har altid været hurtige, hvorimod Renault enten er på skiven eller helt ved siden af. Haas kan desværre ende på 9. pladsen blandt konstruktørerne, medmindre der sker markante forbedringer - snart! Spanien gav momenter af håb og nye points. Men hvordan med Monaco?

Nye F1 baner i 2020

Selvom F1 kalenderen ikke er offentligjort endnu, så er det allerede nu klart at Zandvoort i Holland overtager pladsen fra Spaniens løb i Barcelona. Det jubler Hollænderne naturligvis over. Efter 35 år vender F1 tilbage til strand banen tæt på Amsterdam. Det vil naturligvis blive et yndet udflugtsmål for Danskere, da der må blive tale om det der kommer nærmest på en hjemmebane, da den ligger marginalt tættere på Danmark end Spa. Ikke meget men alligevel!

Når det så er sagt så må jeg sige at medmindre der sker forskellige opgraderinger af banen, så vil det blive søvndysser race. Daniel Ricciardo har udtalt, at efter han har kørt opvisning i en Red Bull, så er der stort set kun ét sted der kan overhales og det er Tarzan kurven for enden af langsiden. Resten af banen er bløde kurver højre venstre, der er hurtige. Men banen er smal og de hurtige passager inviterer ikke til overhalinger.

Så vi får se om de dystre forudsigelser holder stik.

Også Brasilianerne fortæller at en ny bane er unde planlægning til fordel for den slidte Interlagos - der dog som regel har leveret gode løb. Den nye bane ligner desværre en Tilkedrome.

Hanoi er på banen med et løb på en helt ny bane. Mexico synes ude, da den offentlige støtte siges at være på retur og også USA siges at være på vippen? Silverstone vurderes også til at være på vippen? Nogen med penge velsagtens...?

Man kan dog undre sig? Ifølge d'herrer Lars Seier og Helge Sander er F1 løb jo en helt utrolig god forretning, så hvorfor store lande med eksisterende baner ikke kan få det til at løbe rundt er da bare utroligt... Mon ikke Seier og Sander kunne tilbyde deres indsigt? Nåh nu skal jeg nok stoppe..! :-)


En tilfreds John Nielsen efter en god weekend i Padborg for Flexlease.nu/Strøjer tegl teamet.

Kampen om "kongeklassen" i Danmark

Den Padborg placerede racerklasse der tidligere hed DST har hen over vinteren i den grad haft vokseværk. I år hedder klassen Super GT og har nu transmissioner på Eurosport 2 og ikke mindst 24 deltagende biler. En masse kendte navne fra DTC er skiftet til Super GT - heriblandt John Nielsens Team Flexlease.nu /Strøjer Tegl - men også en del kørere, der hidtil har gjort sig i DTC, såsom Christian Sørensen, Mikkel C. etc.

For at gøre ondt værre fro DTC, så vil det være Super GT, der vil optræde som det aktuelle indslag i CHGP i august.

I den anden ende af Jylland ser det lidt mere sparsomt ud. Det eneste store team der er tilbage er Massive Motorsport med Casper Elgaard i spidsen og sidste års mester Kasper H. Jensen og den lovende Max Klinkby Silver.

Der skal vist et mirakel til at fratage Kasper H. Jensen DTC mesterskabet i 2019. Spørgsmålet er om det bliver det sidste i den form? Men på trods af gode takter i Sverige til premieren, så var der store vanskeligheder for Massive Motorsport under CRAA i Århus. Så det er måske ikke så sikkert alligevel? Men kan DTC overleve ud over 2019?

Racing skal ses live!

 

Flemming Hansen
Ye olde editor