Starten er gået for 2021
Hamilton's 8. titel udfordres af Verstappen

Af Flemming Hansen / Martin Møller Thomsen


Starten er gået for 2021 og Verstappen Hamilton duellen er i gang. © Red Bull Contentpool

Bahrains Grand Prix: Shakir
FORMULA 1 GULF AIR BAHRAIN GRAND PRIX 2021


Hamilton vandt åbningsløbet - men ikke stort!

Et spændende F1 løb er, når man fem omgange fra mål ikke ved hvem, der egentlig vil komme først over stregen. Sådan var løbet i dag. Med forskellige strategier kom Hamilton og Verstappen næsten samtidig frem til målstregen. Det var den gamle, der kom først, men det var ikke en sejr uden sværdslag

Indledningen på løbet var dramatisk. Som de fleste gik det lidt i stå i midten, men til gengæld blev der sat en spænding afslutning op. To kørere, måske feltets to bedste i direkte duel om sejren. Det er sådan set det man altid ønsker - og i dag blev ønsket opfyldt.
Meget passende var det, at den forsvarende mester, var ham, der skulle forsvare sig mod angrebet fra den unge sultne kommende vinder. Måske var der også noget symbolsk i, at den forsvarende mester, i sidste ende lykkedes med sit forsvar. Men 2021 kan blive året hvor styrkeforholdet mellem den unge og veteranen skifter.


Lovende takter fra Alpha Tauri duoen © Pirelli

I en direkte duel kommer deres forskelligheder frem. Verstappen er den unge, krigeren, hvis begær for sejren, får ham til at angribe, og sommetider til at angribe for tidligt. Hamilton er den erfarne, mere elegant og måske ikke så god i nærkamp. Det er erfaringen, der er hans styrke. På et tidspunkt kom der en radiomeddelelse fra Hamilton om, at hans bagdæk var væk. Måske var det rigtigt, måske var det sagt i sikker forvisning om, at netop den besked få sekunder efter den var udtalt, ville blive blive sendt videre til Verstappen. I al fald angreb hollænderen på det først mulige tidspunkt, efter at han omgang efter omgang, havde halet sig ind på Hamilton uden at overbruge dækkene. Hamilton derimod havde været en tur af banen, og mens udtalelser i radioen kan være psykologisk krigsførelse, er en ekskursion udover banen nok ikke noget man gør bevidst. Det lukkede også Verstappen tættere på, så den endelige duel kunne blive længere.

Verstappen kom også forbi, men Hamilton placerede sin bil så meget midt på banen at Verstappen måtte forlade banen, og han måtte derfor give placeringen tilbage - og efter det kom han aldrig til et nyt angreb. I radioen brokkede han sig over, at skulle give placeringen tilbage. Han ville hellere have haft fem sekunders straf, for han mente, at det forspring kunne have godt have opbygget. Her understreger Verstappen igen sin problematiske forståelse af begrebet fairness. Generelt har han hele vejen igennem sin karriere haft svært ved at acceptere hvad der er racerbane og hvad der er ved siden af racerbanen. I hans verden gælder det bare om at komme så hurtigt frem som muligt.


Lando Norris har lige strammet skruen i 2021 © McLaren Media

Diskussionen om track limits kan fortsætte efter i dag, for det var ikke kun ved Verstappens angreb på Hamilton, at de var i spil. Tidligere i løbet brugte begge Mercedes racere at sætte alle fire hjul uden for banen i et sving. Der blev de ikke straffet, fordi de var alene der. Reglen hedder, at man ikke må få en fordel ud af det. Men når man gør det bevidst, selvom man ligger alene, så er der jo fordi man mener man får en fordel. Det stoppede dog, da Red Bull opfordrede Verstappen til at gøre det samme. Der blev det indskærpet fra stewards side, at man skulle have mindst to hjul inden for banen.

Problemet kunne jo løses - sandkasser, græsplaner - eller måske en vandgrav! Så ville straffen for at forlade banen falde med det samme, og ikke med teoretiske straffe, men med kontant fysisk afstraffelse.

Men tilbage til løbet og resten af feltet. Bottas endte på den sidste podieplads, meget langt bagefter, men afstanden giver ikke et helt korrekt billede. For det første havde han problemer ved et pitstop, hvor det ene hjul, som en krukket italiensk fodspiller, ikke ville udskiftes. For det andet havde han et ekstra pitstop, for at få nye dæk og satse på hurtigste omgang. Det virkede og finnen fik et ekstra point.


Det er ikke helt gået for det nye Aston Martin team © Aston Martin Racing

Lando Norris kørte et flot løb og endte på 4. pladsen og viste samtidig at afstanden mellem de to teams i front og resten af feltet stadig er stor. Godt nok måtte Perez nøjes med en 5. plads, men den har hevet hjem med den lange line. Mexicaneren gik i stå ude på formationsomgangen, hvilket medførte en ekstra formationsomgang, fordi man ikke kunne starte løbet med en strandet bil på banen. Han fik dog lavet en alt-ctrl-del på bilen og kom i gang igen, men måtte starte fra pitten. Så fra plads nummer 20 kørte han sig op gennem feltet og 5. pladsen var et ganske godt resultat. En sejr ville have været bedre, selvfølgelig - men det har han jo ligesom prøvet.

Leclerc, Ricciardo og Sainz kom på de næste pladser. Her kan man bemærke at Ferrari allerede ser bedre ud end sidste år. Ricciardo havde et fornuftigt løb, men tabte klart til Norris i den første team duel.

Debutanten Tsunoda hentede en 9. plads i sin debut og har dermed lagt barren højt for fremtiden. Det kan blive en udfordring at leve op til. Mazepin i Haas gjorde det meget mere fornuftigt. Han tabte bilen på første omgang og crashede ind i barrieren og gav dermed Mayländer muligheden for at vise sin nye Aston Martin Safety Car frem. Meget betænksomt at russeren, der samtidig bare skal nå en halv omgang i næste løb, for at gøre det bedre end i dag.

Lance Stroll fik det sidste point og blev dermed bedste Aston Martin kører, mens Sebastian Vettel virkede ligeså plaget af begynderfejl, som sidste år. Først ryger han ud i Q1, så bliver han straffet for at køre for hurtigt under dobbelt gult. I løbet laver han en hjerneblødning og kører ind i bagdelen på Ocons Alpine. Han har ellers fint ladet franskmanden komme forbi, men trækker så ud og lader være med at bremse - og skældte så i øvrigt ud i radioen over Ocons kørsel. Stewards var ikke enige og Vettel fik fem sekunders straf.


Første stik til Hamilton. © Mercedes AMG

Den tilbagevendte Alonso havde et diskret comeback. Han var fornuftigt med, uden at være prangende. Men undervejs i løbet blev hans bil ramt af svigtende bagbremser og han måtte udgå.

Overordnet set lover løbet godt for sæsonen. Hvis Verstappen og Hamilton kan være så tæt på hinanden hver gang, er alt næsten godt!


Resultatet af Bahrains GP

1 Lewis Hamilton ................................... MERCEDES
2 Max Verstappen ................................... RED BULL RACING HONDA
3 Valtteri Bottas .................................. MERCEDES
4 Lando Norris ..................................... MCLAREN MERCEDES
5 Sergio Perez ..................................... RED BULL RACING HONDA
6 Charles Leclerc .................................. FERRARI
7 Daniel Ricciardo ................................. MCLAREN MERCEDES
8 Carlos Sainz ..................................... FERRARI
9 Yuki Tsunoda ..................................... ALPHATAURI HONDA
10 Lance Stroll .................................... ASTON MARTIN MERCEDES
11 Kimi Räikkönen .................................. ALFA ROMEO RACING FERRARI
12 Antonio Giovinazzi .............................. ALFA ROMEO RACING FERRARI
13 Esteban Ocon .................................... ALPINE RENAULT
14 George Russell .................................. WILLIAMS MERCEDES
15 Sebastian Vettel ................................ ASTON MARTIN MERCEDES
16 Mick Schumacher ................................. HAAS FERRARI
17 Pierre Gasly .................................... ALPHATAURI HONDA
18 Nicholas Latifi ................................. WILLIAMS MERCEDES
NC Fernando Alonso ................................. ALPINE RENAULT
NC Nikita Mazepin .................................. HAAS FERRARI

 


Norris' første af sikkert mange podier i 2021. © McLaren Media

Emilia Romagnas Grand Prix: Imola
FORMULA 1 PIRELLI GRAN PREMIO DEL MADE IN ITALY
E DELL'EMILIA ROMAGNA
202


Max Verstappen lavede den bedste start på Imola - og vandt derfor løbet. Undervejs var der masser af drama bag ham. Hamilton blev nr. 2, men det var ikke så forudsigeligt, som det lyder.

Ét point adskiller Lewis Hamilton fra Max Verstappen. Der er kørt to løb i sæsonen, de to har vundet et hver, og er blevet nummer 2 i det andet. Men i dag satte Lewis Hamilton hurtigste tid på vej mod 2. pladsen, og fik dermed det ene point, der giver ham føringen i VM.
Reglen om point til hurtigste omgang, virker som sådan ganske rimelig, bortset fra, at det kun er til kørerne i top 10. Den begrænsning virker en anelse urimelig!

Det var et spændende løb, og spændingen startede før løbet, da Alonso havde et lille uheld og Vettel endte med at starte fra pitten. På selve opvarmningsomgangen var der flere der havde en lille tur uden for banen.


En våd start skjuler alle andre end toppen af poppem. © Pirelli

Men i gang kom løbet og Verstappen rykkede fra 3. position ganske kompromisløst frem på den våde bane. Det endte med et lille sammenstød mellem Verstappen og Hamilton ved første chikane. Hamilton fik flækken snuden lidt, men kunne fortsætte uden de store problemer.

Problemer fik Latifi, derimod. Han tabte bilen, kom tilbage på banen, men blev ramt af Mazepin og røg helt af og inviterede dermed Safety Car’en på banen. Sådan noget burde jo gå stille for sig, men ikke for Perez, ikke i dag. Fra første startrække, var han den store taber, da starten gik. Ikke bare smuttede Verstappen forbi både ham og Hamilton, men også Leclerc kom forbi Red Bull køreren.

For at føje spot til skade overkørte Perez et sving under SC og mistede et par par pladser, plads han straks tog tilbage - sådan ret meget mod reglerne. 10 sekunders straf. Senere lavede han endnu en fejl og endte langt uden for pointene.


Norris' med flot kørsel og feltet på slæb. © McLaren Media

Løbet havnede i en lidt stille periode, hvor alle afventede pitstoppene, og om tørvejret var kommet for at blive. Verstappen pittede først og gav Hamilton en omgang i fri luft, men tog føringen tilbage, da Hamilton havde sit pitstop omgangen senere.

Og her, cirka halvvejs i løbet, kom så det helt store drama. Det startede i det små. Lewis Hamilton lavede en fejl, røg af banen, da han andre med en omgang. Han ramte væggen, knækkede trynen og haltede tilbage til pitten for at få en ny næse. Dermed var hans løb slut, han var en omgang bagud og nede på 9. pladsen. Men han blev reddet af Bottas og Russell.

Finske Bottas havde ikke verdens sjoveste weekend, lå et stykke nede i feltet og blev presset af Russell. Ikke som i, at Russel var lidt tæt på ham, men som i, at Russell prøvede at overhale ham. En Williams prøvede at overhale en Mercedes! Men det gik ikke godt. Hvem der var skyld i det, må vi hellere lade race stewards afgøre, men Russell fik et hjul på græsset, spandt, ramte siden på Bottas og de to biler snurrede rundt som radiobiler i Dahlgaards tivoli.

Mens først SC kom på banen, og senere det røde flag kom ud, havde de to deres egen lille diskussion, hvor et britisk slag på hjelmen og en finsk langefinger kom i brug.


Drabelig duel mellem nybegynder Tsunoda og Stroll. © Aston Martin Racing

Proceduren ved de her situationer er, at de bagerste så skal indhente de forreste, de der en omgang bagud, skal hente den tilbage. Så Hamilton var dette, det mest heldige der kunne ske. Selv da løbet blev genstartet var han heldig, fordi Raikkonen også ville ud at kigge på sandkasser og dermed forærede en plads englænderen.

Hamilton skulle derefter “bare” kæmpe sig fremad. Igen blev det understreget at, forskellen på bilerne er for stor. Ingen kunne i længden modstå Hamiltons og Mercedes’ tur op gennem feltet. Kun Verstappen var så langt foran, at han kunne vide sig sikker.

Lando Norris havde kørt et fremragende løb. Relativt tidligt havde han bedt om at få lov til at køre forbi Ricciardo, fordi han var hurtigere. Det viste sig at være en god taktisk beslutning. Det endte med 3. pladsen fordi Hamilton på de sidste omgange, havde meget mere at skyde med ned Norris orangen McLaren.

Ferrari bilerne blev nr. 4 og 5 på hjemmebane. Det bedste de to røde biler har præsteret længe. Sainz endda efter en middelmådig kvalifikation.

Ricciardo holdt fast i en 6. plads, som han fik foran Lance Stroll, der endnu en gang var den bedste Aston Martin kører. Gasly, Raikkonen og Ocon tog de sidste tre pladser i top 10.

Løbet var underholdende, ikke så tæt som Bahrain, men mere dramatisk. Konturerne af et VM, der bliver en kamp mellem to kørere, er ved at tegne sig. Tvekampe om VM er det vi gerne vil se!


Hamilton, Verstappen og Norris på podiet © Red Bull Contentpool

Resultatet af Emilia Romagnas GP

1 Max Verstappen...................................... RED BULL RACING HONDA
2 Lewis Hamilton...................................... MERCEDES
3 Lando Norris........................................ MCLAREN MERCEDES
4 Charles Leclerc..................................... FERRARI
5 Carlos Sainz........................................ FERRARI
6 Daniel Ricciardo.................................... MCLAREN MERCEDES
7 Pierre Gasly........................................ ALPHATAURI HONDA
8 Lance Stroll........................................ ASTON MARTIN MERCEDES
9 Esteban Ocon........................................ ALPINE RENAULT
10 Fernando Alonso.................................... ALPINE RENAULT
11 Sergio Perez....................................... RED BULL RACING HONDA
12 Yuki Tsunoda....................................... ALPHATAURI HONDA
13 Kimi Räikkönen..................................... ALFA ROMEO RACING FERRARI
14 Antonio Giovinazzi................................. ALFA ROMEO RACING FERRARI
15 Sebastian Vettel................................... ASTON MARTIN MERCEDES
16 Mick Schumacher.................................... HAAS FERRARI
17 Nikita Mazepin..................................... HAAS FERRARI
NC Valtteri Bottas.................................... MERCEDES
NC George Russell..................................... WILLIAMS MERCEDES
NC Nicholas Latifi.................................... WILLIAMS MERCEDES


Champagnekampen er i gang - Bottas er ligeglad. © Red Bull Contentpool

Portugals Grand Prix: Portimao
FORMULA 1 HEINEKEN GRANDE PRÉMIO DE PORTUGAL 2021


Manglende spænding i toppen skabte statisk løb
Lewis Hamilton vandt foran Max Verstappen og Valtteri Bottas, mens resten af feltet var mere eller mindre reduceret til statister.

Ret skal være ret. Der var dueller og overhalinger nede i feltet, men de var for det meste hurtigt overstået. Nogle gode længerevarende kampe, var der ikke. Heller ikke i toppen. Godt nok kom pole manden Bottas bedst fra start - og Verstappen pressede sig forbi Hamilton. En SC, udløst af, at Raikkonen ødelagde sin frontvinge på Giovinazzis baghjul. Den finske veteran blev dermed dagens eneste udgåede. Efter genstarten gik der en flok omgange, hvorefter Hamilton kunne sætte sit angreb på Verstappen ind. Dermed var det en Mercedes 1-2. Bare med Bottas forrest.


Typisk action i den tungere del af feltet. © Alfa Romeo Racing

At det ikke ville fortsætte var åbenlyst. Ikke kun fordi at sådan er moderne F1, men fordi Bottas simpelthen ikke var hurtig nok. En lille fejl på langsiden var nok for Hamilton, der cruisede forbi sin holdkammerat. Senere måtte Bottas endnu en plads bagud. Det var efter pitstoppene. Verstappen pittede først, Bottas kørte en find ind-omgang, og kom ud foran hollænderen. Men hans dæk var kolde, mens Verstappen havde fået varme i sine. På vej rundt skred Bottas en smule ud og forbi var Verstappen.

Begge fik de senere, på de allersidste omgange, et pitstop til. For Bottas var det, da han opgave 2. pladsen og i stedet satsede på det ekstra point for hurtigste omgang. Det skabte et tilpas stort hul til, at Verstappen gjorde det samme - i erkendelse af, at han ikke kom til at duellere med Hamilton. Det lykkedes faktisk for Verstappen at tage den hurtigste omgang, men den blev slettet da han kørte ud over banens kant. Så det enkelte point gik i stedet til Bottas, der på den måde fik lidt oprejsning ovenpå en dybest set skuffende dag.


Kan du blive bag mig!. © Mercedes AMG

Sergio Perez blev nr. 4, efter at have ført en masse omgange. Det var efter at de tre foran alle havde været i pit. Perez kørte over 50 omgange på det første dæk, og blev nok lidt for længe ude på banen. Tanken var at slutte med en spurt på en nye bløde dæk. Men det havde ingen effekt - før Verstappen og Bottas' sidste øjeblik dækskifte, trak de to faktisk fra ham. Mexicaneren var kommet dårligt fra start, hvor først Carlos Sainz

Lando Norris blev nr. 5 efter endnu en god dag på kontoret. En podieplads var uden for rækkevidde. Han lå som nr. 6, da løbet blev genstartet efter SC perioden - men rykkede op til 4. pladsen, da både han og Perez kom forbi Sainz. Perez krævede dog pladsen tilbage og dermed var top fem relativt tidligt låst fast i deres positioner. Sainz havde i øvrigt ikke nogen god dag, og endte uden for pointene, på 11. pladsen.

I stedet var det Leclerc i den anden Ferrari, der var italienernes bedste i dag. En fornuftigt løb på vej til en 6. plads - og en fin duel med Ocon, der sluttede 7'er. Som 8'er finder vi den anden Alpine - med Fernando Alonso, der virkede oplagt og sikrede sig de fire point efter en duel med Daniel Ricciardo, der kørte fra 16. til 9. pladsen.


Ocon leverer et nogenlunde resultat for Alpine. © Alpine Racing

Det efterlader et enkelt point til Pierre Gasly i Alpha Tauri, der igen kørte fornuftigt. Af andre bemærkelsesværdige ting var, at Vettel faktisk sluttede foran Lance Stroll, men som nr. 13. Og så lige et enkelt ord, eller to om Mazepin. Russeren formåede både at køre i vejen for andre, specielt Perez - hvilket gav en fem sekunders straf - og være urimeligt langsom. Mod slutningen lå han som nummer sidst. Et minut efter Schumacher i den anden Haas. Hvis F1 ikke vil være til grin, skal man hurtigst skaffe sig af med rige amatører. Latifi og Stroll, der også har rige fædre, kommer til at fremstå som de rene genier sammenlignet med den talentløse russer.


Klappekage på podiet mellem Verstappen og Hamilton. © Pirelli

Resultatet af Portugals GP

1 Lewis Hamilton...................................... MERCEDES
2 Max Verstappen...................................... RED BULL RACING HONDA
3 Valtteri Bottas..................................... MERCEDES
4 Sergio Perez........................................ RED BULL RACING HONDA
5 Lando Norris........................................ MCLAREN MERCEDES
6 Charles Leclerc..................................... FERRARI
7 Esteban Ocon........................................ ALPINE RENAULT
8 Fernando Alonso..................................... ALPINE RENAULT
9 Daniel Ricciardo.................................... MCLAREN MERCEDES
10 Pierre Gasly....................................... ALPHATAURI HONDA
11 Carlos Sainz....................................... FERRARI
12 Antonio Giovinazzi................................. ALFA ROMEO RACING FERRARI
13 Sebastian Vettel................................... ASTON MARTIN MERCEDES
14 Lance Stroll....................................... ASTON MARTIN MERCEDES
15 Yuki Tsunoda....................................... ALPHATAURI HONDA
16 George Russell..................................... WILLIAMS MERCEDES
17 Mick Schumacher.................................... HAAS FERRARI
18 Nicholas Latifi.................................... WILLIAMS MERCEDES
19 Nikita Mazepin..................................... HAAS FERRARI
NC Kimi Räikkönen..................................... ALFA ROMEO RACING FERRARI

 


Endnu en sejr til Hamilton - den foreløbigt sidste i 2021. © Daimler Benz

Spaniens Grand Prix: Barcelona
FORMULA 1 ARAMCO GRAN PREMIO DE ESPANA 2021


Det kunne have sluttet med en ordentlig duel - mellem Hamilton og Verstappen - men det blev bare til noget der mindede forbikørsel på E45. Mens løbet i Portugal var en statisk affære, var Spanien ganske anderledes. Her var der muligheder for for spænding. Spændingen materialiserede sig bare aldrig.

Verstappen havde taget føringen ved starten. Gennem første sving havde han presset Hamilton hårdt og der ikke plads til mange A4 ark mellem de to biler. Og således så det ud til at Verstappen havde styr på løbet. Men det havde han ikke. Verstappen og Red Bull havde planlagt et stop, mens Hamilton og Mercedes havde set sig lune på to stop. Det var så den vindende strategi.

Hamilton havde ligget bag Verstappen nogle omgange, uden at kunne fremtvinge en duel, da han med omkring 20 omgange gik i pit og skiftede sit medium dæk ud med et andet medium. Nu skulle Verstappen "bare" hentes. Det pitstop satte Verstappen mat. Han kunne blive ude og slutte på ekstremt slidte dæk, eller han kunne forsøge med et pitstop. Problemet der var, at Verstappen ikke havde flere medium dæk tilbage. Det eneste han havde var bløde dæk - og de ville sandsynligvis ikke kunne holde resten af løbet. Så i virkeligheden var Verstappen havnet i et dilemma, hvor alle muligheder pegede på nederlag.


Starten er gået til en typisk Spansk langgaber. © Pirelli

Men i det mindste, i det mindste, kunne vi vel få en duel, når Hamilton ganske uundgåeligt indhentede Verstappen på stadig mere slidte dæk. I det mindste ville Verstasppen vel prøve at holde fast i 1. pladsen, i det mindste skulle Hamilton vel få lov at slås for det. Men nej. Slet ikke. Da Hamilton kom fræsende bagfra ned ad langsiden var det en Mercedes der fræser forbi en tung lastet lastbil på motorvejen. Ingen spænding dér, ingen forsvar fra Verstappens side. Bare en forbikørsel.

Verstappen fik dog pointet for hurtigste omgang. Da han var blevet passeret og alt håb om sejren var slut, skiftede han til de bløde dæk, han havde. Det kunne han gøre fordi at Bottas havde gjort det tidligere. Dermed var der stort nok forspring til Verstappen, så han kunne gå efter det enlige point.


Igen en 2. plads til Max. © Red Bull Contentpool

Som man nok kan regne ud, så kom Bottas på 3. pladsen. Bottas lavede ingen fejl som sådan i løbet - og var dermed bedre end sidst. Han mistede 3. pladsen til Leclerc i første sving, men det var mere fordi han lige ville undgå at ramle ind i sin holdkammerat, der jo var blevet presset lidt ud af Verstappen. Det gav Leclerc muligheden for at ligge på 3. pladsen. Det gjorde han faktisk også mod slutningen af løbet, men hans dæk var slidte, mens Bottas på det tidspunkt havde haft sit sidste pitstop.

Leclerc holdt fast i 4. pladsen, og Perez snuppede en 5. plads efter undervejs at have duelleret med Ricciardo, der blev nr. 6. Sainz blev nr. 7 i den anden Ferrari, mens de to point for 8. pladsen gik til Lando Norris i den anden McLaren. Ocon og Gasly blev nr. 9 og 10. Gasly havde undervejs afzonet fem sekunders straf for at være forkert placeret i startboksen.


De tre 'sædvanlige' på podiet atter engang © Red Bull Contentpool

Giovinazzi havde det mest begivenhedsrige pitstop, da det viste sig et af de nye dæk, manglede luft. Så skulle alle fire dæk byttes ud med nye, inden de kunne komme på bilen. Verstappen mistede også et sekund ved sit pitstop, da en mekaniker kom løbende med det venstre bagdæk, efter at bilen holdt stille.

Resultatet af Spaniens GP

1 Lewis Hamilton...................................... MERCEDES
2 Max Verstappen...................................... RED BULL RACING HONDA
3 Valtteri Bottas..................................... MERCEDES
4 Charles Leclerc..................................... FERRARI
5 Sergio Perez........................................ RED BULL RACING HONDA
6 Daniel Ricciardo.................................... MCLAREN MERCEDES
7 Carlos Sainz........................................ FERRARI
8 Lando Norris........................................ MCLAREN MERCEDES
9 Esteban Ocon........................................ ALPINE RENAULT
10 Pierre Gasly....................................... ALPHATAURI HONDA
11 Lance Stroll....................................... ASTON MARTIN MERCEDES
12 Kimi Räikkönen..................................... ALFA ROMEO RACING FERRARI
13 Sebastian Vettel................................... ASTON MARTIN MERCEDES
14 George Russell..................................... WILLIAMS MERCEDES
15 Antonio Giovinazzi................................. ALFA ROMEO RACING FERRARI
16 Nicholas Latifi.................................... WILLIAMS MERCEDES
17 Fernando Alonso.................................... ALPINE RENAULT
18 Mick Schumacher.................................... HAAS FERRARI
19 Nikita Mazepin..................................... HAAS FERRARI
NC Yuki Tsunoda....................................... ALPHATAURI HONDA