CHGP
- RIP
30 års race i København
er historie
af Flemming Hansen - alle billeder : Flemming Hansen |
 
CHGP er lukket og slukket
Hvis du har læst artiklen i sidste nummer af F1journal
"forudså" vi allerede der, det "pludselige
dødsfald" af CHGP - ud fra det indlysende, at
Hvidkildevej (en hovedlangside) blev overklistret med trafikheller
og vejbump.
Da CCCC (Copenhagen Classic Car Cup) i 1996 blev lanceret
i forbindelse med "Kulturby 96" inde ved Christiansborg
var jublen stor. For første gang siden Roskilde Ring
blev lukket i 1968, var der igen racerlyd på Sjælland!
Der var gået 28 lange år siden Roskilde Ring lukkede.
Nu var der gang i den igen. På den baggrund kan man
vel sige, at nu er vi tilbage til 1968 igen? Der er intet
der tyder på, at noget lignende skulle opstå inden
for den nærmeste fremtid på Sjælland?
Formel 1 "Drømmen" der aldrig blev til andet
end nogle streger på et KRAKS kort og et rygtet Formel
E omkring Tivoli blev heller aldrig til andet end rygter.
Ja jeg ved godt, at der var masser af snak med F1 folkene
- men pengene og den politiske opbakning den kom aldrig. Men
jeg må indrømme, at jeg aldrig så noget
der lignede et seriøst layout? Hvor skulle paddocken
og pitten placeres? For bare at nævne... Så hvor
seriøst var det egentlig når det kom til stykket?
Så sporene vil nok skræmme en rum tid fremover?
At styret i København så er gået i den
meget røde retning efter seneste valg, vil nok ikke
ligefrem gøre det lettere at komme med tanker om et
motorsportsevent?

Starten er gået ned mod første
sving ved Børsen. En samling af folk på ydersiden
efter en langside...? Den gik nok ikke i dag!
CCCC96 - hvad
var det egentlig for en størrelse?
Bag det hele stod en kvartet af hvad man vel må kalde
Dansk Motorsports 'Grand old men' i form af Ole Markussen,
Gorm Bang Olsen, Ole Sommer
og så naturligvis C.C Hansen. Det havde
ulmet længe, at der 'burde' laves noget 'motoragtigt
når nu hele det cirkus med 'Kulturby 96' kom til Hovedstaden.
Normalt er sådan noget med "kultur" et eller
andet med lysbærende balletdansere, der valser rundt
og klassisk musik der runger ud af højtalere...(!)
Ole Sommer havde gjort store tanker om et eller andet med
'bilkulturuge' med gamle biler - plancher om trafikken over
Knippelsbro gennem tiderne... Formanden for Historisk Sport
Sektion Ole Markussen var svært ubegejstert og lettere
nervøs foreslog: 'Hva' mæ' at lave et motorsports
løb i København! Ikke så meget kultur
- bare race! Måbende og lamslåede blev der givet
grønt lys. Sådan lidt: 'Så lad ham dog
bare - det bliver sgu aldrig til noget.

Interessen var overvældende stor
til alles glæde.
Men to gange Ole - Markussen og Sommer begyndte at skitsere
baner og alle mulige detaljer om hvordan det kunne foregå.
Men som det er sket så mange gange før mødes
ethvert forslag med: 'Nej er I da bindegale - det kan man
ikke - nej - nej - nej.
Til sidst var det åbenbart blevet for meget for politiet.
Der blev indkaldt til et møde, hvor alle mulige minskule
detaljer blev gennemgået indtil det pludselig blev for
meget for en af deltagerne... "Vil politiet i det hele
taget give tilladelse???" blev der spurgt. Svaret fik
Ole Markussen til at tabe kæben... "Ja. Politiet
er sindet til at give tilladelse..." Et svar som Ole
Markussen ikke vil glemme.

Tom Belsø var med i 1998!
Så gik det ellers stærkt med at planlægge.
Det kunne blive en lille bane ved Christiansborg omkranset
af halmballer og tusindvis af ting der skulle tages stilling
til. Det hele - alt inklusive blev afholdt søndag den
8. september 1996.
Chefindpisker blev Ole Sommer og i præsidiet indgik
Bushistorisk Selskab, Dansk Automobil Sports Union, Dansk
Vejhistorisk Selskab, Dansk Militærhistorisk Køretøjsforening.
Dansk Veteranbil Klub, Danske Billmuseer, Falck, FDM, Historisk
Sports Sektion, Nationalmuseet i Brede, Politihistorisk Selskab,
Motorhistorisk Samråd og Redningshistorisk Forening.
Motorløbet blev arrangeret af Historisk Sport Sektion
og Automobil Sports Klub samt Hvidovre Motorklub.
Selve søndagen den 8 september 1996.
Det var en flot eftersommer søndag med høj
sol. Der var masser af biler der kørte rundt på
den snævre og korte bane. Personligt var mange af bilerne
fuldstændigt uinterssante for overtegnede! Det er klart
at Ole Sommers interesser for førkrigsbiler og 50'ere
ville præge programmet. Men der var heldigvis også
nyere ting på banen. Bla. aktive rallybiler direkte
fra specialprøverne med datidens store kørere
såsom Jens Mulvad (Toyota Celica),
Karl Åge Jensen (Mitsubishi Lancer
Evo), Steen Andersen (Ford Escort Cosworth)
og Jørgen Nielsen (Peugeot 306).
Tom Kristensen og Jason Watt kørte
lidt frem og tilbage i gokarts på den del af banen,
der ikke gik henover brosten.

Tom K og Jason Watt duellerer i gokarts.
Små 150 køretøjer kørte i de 8
klasser. Ole Sommer naturligvis i et mindre
hav af Jaguarer, Bentleyer og en Volvo P1800 såmænd.
Andre personligheder på startlisten var f.eks. Jac
Nellemann, Otto Reedtz-Thott,
David Piper, Erik Høyer,
Martin Berner, Palle Murmann,
Ole Markussen og mange flere.
Som et ekstra plus blev H.K.H. Prins Joachim
protektor for løbet og flagede også løb
af.
Der var ikke et øje tørt i Motorsports Danmark.
Det var lykkedes og på trods af de lidt begrænsede
halmballer og afspærring var ingen kommet til skade.
Nu var proppen af - det måtte gentages!
CCCC også i 1998
Det hele blev gentaget i 1998 på den samme bane. Vejret
var lige så fint hvor bla. Jan Magnussen og Tom Kristensen
duellerede i et 'Hundehus' og en Fiat Abarth lånt til
formålet.
Vi så også Danmarks første F1 kører
i form af Tom Belsø kører i det han oprindelig
blev kendt for - en flot Amzon med tag.

Jan Magnussen i Jørgen Albertsens
Fiat Abarth

Grahame Bryant i en flot A.C. Cobra
over Højbro plads efter at kørt på Ved
Strandens brosten.
CCCC også i 2000 - men nu på Holmen
Der var jeg ikke selv ude, men jeg hører at banen
var meget smal. Så det blev en engangsforestilling.
For 2002 blev der givet afslag på
afslag - men man nåede frem til en placering omkring
Fælledparken, der kunne blive afviklet den 12. og 13.
august 2003, hvor det hele så ændrede navn til
Copenhagen Historic Grand Prix. Det var så
navnet frem til slutningen i 2025- den foreløbige?
I 2003 og 2004 var der også nyere F1 biler til stede.
De kørte dog ikke så forfærdelig meget
da Nørre Allé ikke var særligt plan.

Man kunne bla. se denne Benetton B190
i Fælledparken 2003
Løbet i 2005 blev aflyst men var tilbage i
2006
Løbet i 2006 blev afviklet på den korte udgave
af banen. Nørre Allé, hvor der blev drejet til
venstre ved Universitetsparken og straks til venstre ad Edel
Sauntes Allé. Venstre igen ad Øster Allé
og så var man tilbage på Nørre Allé
med mål ca. på midten.
Fra 2007 til 2012 blev banen forlænget på Nørre
Allé helt ned så man drejede skarpt til venstre
på Edel Sauntes Allé.

Sol sommer og CHGP på Nørre
Allé i 2006.

Den korte banes første venstresving

HKH Prins Joachim deltog nu i sin egen
Cortina med #65.
2013 til 2025 - Jac Nellemann in charge
Efter Københavns Kommune besluttede, at trafikken
skulle opdeles mere på Nørre Allé så
blev yderligere racing gjort umulig der... I praksis det samme
der skete i 2025! Ja historien gentager sig!
Det lykkedes at få depechen kørt videre i form
af Jac Nellemann og Co, der fra 2013 havde 'tiltusket' sig
en fin bane omkring Bellahøj - der så blev kaldt
'Bellahøj Park'.
Der blev slået et stort brød op. Hovedeventet
var helt klart Pro-AM med Prins Joachim som protektor og omdrejningspunkt.
Pro'er blev hentet ind fra det store udland gennem tiden.
Se mange af dem i fotosektionen nedenfor.
Mange gange blev løbet også en pointgivende del
af sæsonens kalender for enten DTC /TCR og en enkelt
gang kom SuperGT'erne også forbi.

Om det var i Fælledparken eller...

på Bellahøj Park blev
der altid gået til stålet i Royal Pro-Am.
Efter højdepunktet med Red Bull i Fælledparken
i 2012 som i bagklogskabens ulideligt klare lys ikke rigtig
blev overgået, så blev det 'nærmest' hverdag
igen? Fra starten af var entusiamen stor. Mange deltagere
ville spille med. Men banen, der var meget hurtigere og længere
end den lille runde ved Fælledparken havde det med at
slå fra sig. De hårde betonvægge gav ikke
rigtig efter, hvilket mange deltagere desværre fandt
ud af på den dyre måde...
Derfor blev det jo så også tydeligere og tydeligere
som årene gik at deltagerlisten skrumpede og skrumpede.
Der blev gjort mange tiltag på at fylde hullerne ud.
Der blev også gjort mange krumspring for at sætte
farten ned med chikaner her, der og allevegne. Sågar
ind over fortovet foran 'Bellahøj'.
På et tidspunkt forlød det, at banen skulle forlænges
yderligere for at gøre plads for historiske F1 biler.
Det viste sig i praksis umuligt. Der kom godt nok historiske
F1 biler - men de var meget historiske - læs meget gamle.
Men det smagte da lidt af fisk?

En af de gamle F1 biler i form af en
flot BRM
Et gennemgående hovedevent: Race for Riget.
Ud over Royal Pro Am var det gennemgående tema, at der
skulle samles penge ind til BørneUngeProgrammet på
Rigshospitalet. Rigshospitalet lå jo lige bag den oprindellige
bane i Fælledparken så det var et naturligt tilhørsforhold.
Hvordan det opstod har jeg ingen anelse om - men det var måske
også lige en 'næseklemme' serveret til Københavns
Kommune, for ikke at larme alt for meget over det årlige
løb? Det startede ved løbene i Fælledparken,
men blev et endnu større arrangement da Jac Nellemann
overtog og kørte løbet videre på 'Bellahøj
Park'.
De kraftige biler blev stillet til rådighed og kørerne
stillede deres evner ligeledes til rådighed. Det var
populært at få et par omgange på banen for
en pris mellem kr. 1000,- og kr. 3000,- Men uanset hvad det
kostede var der som regel hurtigt udsolgt i boderne, hvor
folk stod i kø så snart portene blev åbnet.

I 2021 blev der indsamlet 550.000,-
I 2025 - hele 760.000,-

I 2018 kunne man købe en tur
i en Ferrari med Kevin Magnussen
Det skulle også være grønt - MEGET grønt!
I løbet af 2020 (Covid - husker du det?) gik
rygterne på at når nu og hvis det skide Corona
røg hen hvor peberet groede, så ville der kommer
en ny elektrisk super grøn TCR serie - og den skulle
få debut under CHGP i 2021! Det lød da simpelthen
for fedt! Noget af et scoop for Jac Nellemann og Co!
Et meget stort anlagt show på Rådhuspladsen i
November kulde og mørke - med Eurosport dækning
og hele molevitten, der blev præsenteret for at stort
publikum med mundbind..-
Gardinet faldt og der stod så en superflot Hyundai og
selveste touring car legende Augustu Farfus oven i hatten.
Hertil interview med Michael Christensen og Jac Nellemann.
Man kunne da kun se frem til CHGP 2021!

Der er nedtælling

Interview med Michael Christensen

Augustu Farfus fortæller glad om sit
nye legetøj.
What could possibly go wrong?
Stort set alt da det kom til stykket!
Der var kun 4 biler. De måtte ikke køre ægte
race - der blev vist gult flag på hele banen, så
overhaling var forbudt. Der var måske for meget oooommmphhh
til den lille bane, så man ikke turde fyre dem af for
alvor? Men da det også var noget der blev vist live
på Eurosport med kommentator der, så var der ingen
af de tilstedeværende det fattede hat af hvad der foregik?
Heller ikke engang banekommentatorerne?
Der må være et memo der havde forlagt sig?
Når man kom hjem kunne man så tune ind på
Eurosport og se hvad der egentlig var sket. Det var synd at
folk ikke kunne følge med. Men hvad var det så?
Det endte med at deltagerne fik nogle 'kongekroner' ved startstregen.
Det kunne ingen andre end dem der sad ved startstregen se
en dyt af? Men kongekroner...?
Okay der var mulighed for at det var startvanskeligeheder
for en ny serie, så det ikke skulle dømmes for
hårdt?
Men uanset hvad så er serien for længst lukket
igen... Det siger måske alt?
Der var så også lige det at for at kunne lade
de kraftige racere op var en 'mormorledning' ikke lige nok...
De blev ladet op i en 'energystation'... der fik strømmen
fra dieselgeneratorere... Så grønt var det jo
nok ikke helt...?

Alfa PURETCR for fuld kraft - wooosh!
Kendte i lange baner.
Man kan sige meget om Thorkild Thyrring - men han havde de
gyldne kontakter og bragte lange rækker af motorsportens
'royale' til Fælledparken. Nåh ja de rigtige Royale
var der jo også! Også i Jac Nellemanns tid var
der også en del kendisser' der kastede glans over CHGP.

På en solrig dag i Fælledparken
i '08 holder TT hof! Fra venstre Le Mans vinder Gijs van Lennep,
Prins Joachim, David Brabham, TT og Casper Elgaard.

Hjørnesten i CHGP og Ambassadør
for løbet Tom K samt Michelle Gatting og Martin Berner.

"Dindo" Capello deltog mange
gange i København.

Nicky Thiim sås af og til på
Bellahøj Park

Prins Joachim blev en hjørnesten
som protektor og ikke mindst deltager i Royal Pro-Am.

En legende i Dansk racing Jesper Sylvest.

Dan Fastuca - en stor Jan Magnussen
fan med egen kæle løve fandt også vej til
Fælledparken.

Stjerner på række anført
af Jan Lammers, Casper Elgaard og Allan Simonsen.

Emanuelle Pirro prøver at tage
mikrofonen fra 'Blærerøven'.

5 gange Le Mans vinder Derek Bell

Også den nuværende Konge
kom et smut forbi Fælledparken.

F1 verdensmester 1996 Damon Hill skriver
autografer.

F1 verdensmester 1997 - Jacques Villeneuve
med 9 x Le Mans vinder Tom K.

Jason Watt har det skeptiske blik på.

Faderens gener kan tydeligt anes i
Vanina Ickx.

Nuværende TV kommentator Nicolas
Kieasa prøvede også omgang på Bellahøj
Park.

Uantastet i mængden ser man 'Dindo'
Capello der 'spiller' tilskuer!

Kevin Magnussen kørte flere
gange på Bellahøj Park.

Hvor fanden er den motor??
Jan Magnussen kigge forgæves
efter motoren hvor den plejer at være...
Berømte biler
Det skortede som regel heller ikke på at finde
gamle ærværdige racerbiler der kunne udstilles
og måske endda få en runde på banen. Et
meget lille udvalg kommer her:

Det var en udstillingsmodel! Toyotas Le Mans vinder fra slut
10'erne i udstillingsområdet.

Jens Winthers gamle URD blev støvet frem og i 2009
kørte 'den gamle' den selv i opvisning.

Lars 'Hjulspind' var fast inventar i mange år. I 2006
blev denne Le Mans Porsche medbragt.

Michael Christensens GT Le Mans vindende 'gris' fra Le Mans
i 2018. Inkl. skidt

Christian Danner i 2022 med stjernelyd fra den hidsige DTM
Mercedes

I Fælledparken var det ofte Michiel Campagnes vellydende
Corvette der løb med pokalerne.
Crash boom bang...
CHGP var desværre rigtig leveringsdygtig i bukket metal.
De hårde betonvægge gjorde sit til at skræmme
deltagerne væk over tid. Der var deltagere der uden
for citat ikke ville være i samme heat som andre unavngivne
deltagere af frygt for buler... Som Jan Magnussen så
billedligt har fortalt gang på gang: "Det er utroligt
så meget taktik og forberedelse der pludselig bliver
glemt lige så snart hjelmen er på og trykker på
de områder af hjernen, der styrer fornuft og omtanke!"
Samme Jan Magnussen havde en vis tendens til at finde en betonvæg
en del gange...
Heldigvis var det kun materiel skade - udover skader i pengepungen
og stoltheden der som regel blev ramt hårdest!
Vi lader billederne tale for sig selv!












Det kunne vi godt have tænkt os at have set
mere af:
1. Formel 1 for fuld udblæsning. Red
Bull / Coulthard i 2012. Det må være CHGP's højdepunkt
som ikke rigtig blev overgået?
2. Royal PRO AM. Da Prins Joakim fik nyt
job i USA døde Royal Pro AM efter 2022 og dermed et
kæmpe trækplaster for løbet.
3. DTM racere. Et af højdepunkterne
de seneste år var lyden af slut 90'er Mercedes og BMW
rigtig DTM lyd.

Formel 1 på Rådhuspladsen
trak væsentligt flere til end nogle få sportsvogne
på 'Regnbuepladsen' i 2025...

David Coulthard for fuld udblæsning
i Fælledparken.

Ole Schack og Coulthard holder hof
ved Red Bull Showrun
Det kunne vi nok godt have undværet:
1. "ETCR" - TCR racere tilsat
elektricitet i et storslået pre event en våd november
aften i 2020 fusede ud i et showstykke hvor ingen anede, hvad
der foregik på banen... "Grøn" racing
ladet op med kraftige diesel generatorere... Serien er for
længst lukket og glemt.
2. Talrige regnvejr havde det med at dæmpe
entusiasmen og blev decideret livsfarligt i Fælledparken
i 2010, hvor bilerne lavede piruetter ned ad langsiden.
3. Laaaaaaaaaaannnnnnge pauser mens der blev
ryddet op...

De små "Hundehuse",
Abarther med mere blev synonym med CHGP

Tak for tiden med CHGP.
Ja der var frustrationer - diskussioner - manglende muligheder
for fotografering. Men det var hyggeligt med den årlige
tur til løbet hvor man kunne møde de andre fotografer.
Sjovt nok stort set de samme hvert eneste år? Dele røverhistorier
og meget mere.
Men uden den store række af frivillige havde der ikke
været noget løb nogen steder. Så derfor
skal den afsluttende tak da gå til dem der havde modet
og tankerne for at skabe et løb i København
- og ikke mindst alle de frivillige der gjorde det hele muligt.
Bygge banen og fjerne den igen så man tirsdag efter
løbet ikke kunne se at der lige havde været racerløb.
Om det gentages på et andet tidspunkt vil jo vise sig?
Men lige nu har den 'Fede Dame' sunget...

Stor tak til alle de frivillige igennem
årene!

Skribenten fanget med fingrene dybt
i Rådhus pandekagerne! "Tak" til Anni Hansen
for det afslørende billede...
|