ALT I KOP OG KANDE
Man behøver ikke at være F1 fan for at vide, at Ferrari er løbet med alt i kop og kandeafdelingen i den forgangne F1 sæson. Dette har af uforklarlige årsager fået både FIA, Bernie Ecclestone og langt de fleste sponsorer til at stikke halen mellem benene. Vi har på F1journal.com forsøgt at feje for egen dør, for vi føler dybt for vores elskede motorsport, trods vores altid kritiske men kærlige røst.
Dennis Dithmar har lanceret Formel 2 ideen med brug af sidste års F1 chassiser, til erstatning for den hensygnende F3000 serie. Dog gjorde Jordan Ford teamchefen, Eddie Jordan, klart at Dithmars F2 ide bremses af F1's grundlov - Concorde aftalen. Kent Kirkegaard Jensen har forsøgt at få kulturminister Brian Mikkelsen i tale omkring erhvervslivets manglende støtte til de unge danske racertalenter, dog uden at ministeren ville gøre andet end at henvise til loven om tipsmidler. Således anskues dansk elitemotorsport på samme måde som et fodboldhold i provinsen.
DASU og Team Danmark har forlænget deres talentsamarbejde hvilket jo er yderst positivt, men det er begrænset hvad de kan stille op uden en velvoksen sponsoropbakning. Denne opbakning bør støttes fra politisk hold, som man ser i andre mindre lande som vil promovere deres motorsport. Så spørgsmålet er om der kan gøres noget, eller om vi bare skal strække våben, tænde fjernsynet og håbe på det bedste?
Nej, vi må ikke give op. Selvom det typisk danske ville være at sukke dybt, og derefter bare affinde sig med situationen. Motorsporten har krav på en ordentlig opbakning både nationalt og internationalt, men samtidigt trænger den til et gevaldigt hårdt men kærligt los bagi. For på flere punkter stiller sporten sig selv forhindringer i vejen, for det nytter ikke bare at stille sig op og skrige på flere penge. Alle lige fra teamchefer til kørere og mekanikere må stille sig op foran spejlet, og stille sig selv nogle grundlæggende spørgsmål.
HVORFOR GÅR DET SÅ TRÆGT?
Spørgsmålet så hvad kan vi gøre, hvad bør der gøres? Hvorfor gør de større teams i Formel 1 ikke selv mere for at selv at skaffe de blodtørstige unge talenter frem i rækkerne, hvor er fornyelsen? Er det ikke den menneskelige faktor, det unge rå talent som skaber vores sport? Personligt har jeg i Formel 1 pausen haft stor glæde af Socialdemokraternes formandsballade, for den minder mig sådan om Formel 1. Gamle magtbesatte mænd med trætte furede ansigter som vil være kalif i stedet for kaliffen. Jeg synes at det er dejligt at se den slags underholdning, i hvert fald indtil marts i Australien.
Fokus i Formel 1 er desværre i stigende grad på vej væk fra kørerne, og man fokuserer i langt højere grad på hvilket klistermærke der sidder på dækket, end hvem der sidder i racerens siddebrønd. Enkelte teams gør dog mere end andre, for at sikre sig den stadige strøm af nye talenter. Sjovt nok har det historisk set altid været de små underfinansierede teams som pludselig fiskede et nyt stortalent. Derfor er det utroligt væsentligt at sikre en stadig strøm af nye stortalenter som kan vende skuden, og skabe nye og forbløffende resultater.
Jungle Boy, bedre kendt som den dugfriske Jaguar kører, Antonio Pizzonia, har samlet givet Jaguar mere forfriskende og positiv presse end de længe har haft. At det så har kostet dem en bukket Jaguar R3C og en totalskadet Jaguar S-type R understreger kun hans fandenivoldskhed. Det er fornyelsen det der gælder, der har længe været for lummert i vores elskede motorsport, vi trænger alle til noget frisk luft i F1. Montoya så længe lovende ud, men trods hans store talent er han nu også blevet gabende politisk korrekt. Jeg fristes til at give gamle Villeneuve ret, når han mener at rallykøreren og hidsigproppen Colin McRae ville muntre F1 op. Men Colin er jo selv ikke nogen årsunge.
DO OR DIE - ELLER SAME PROCEDURE AS LAST YEAR, JAMES?
Man skal gøre sig fortjent til en plads i Formel 1. Man skal hver eneste gang køre på banen som om det var det sidste løb man nogensinde skulle køre. For gør man det ikke godt nok, så skal man flås ud af siddebrønden og kyles ud! For så bliver den velnærede vanekører erstattet med en ung løve som sikkert kan køre hurtigere end han selv evnede. Men det ser man ikke i Formel 1, man ser i stedet teams som stædigt holder fast i en falleret kører fordi der er penge i skidtet. "This is my year!", kan man næsten høre David Coulthard sige for gud ved hvilken gang, mens hans tanker snarere er henne på sit fine luksushotel i Monaco som han lige købt for de mange millioner kroner han har tjent ved ikke at vinde VM.
Jeg har altid anset talentpleje som noget af det mest interessante i elitesport. Som jeg ser det, så er der ikke meget som er mere spændende end at se et nyt ungt talent langsomt åbne for posen af vanvittige moves og håbefulde manøvrer. Lige meget om han kører af, det er håbet og modet der er afgørende. Kan han nu køre hurtigere, ham den nye. Derfor er jeg en af de få mennesker på denne planet, som synes at F3000 er væsentligt mere interessant end F1.
Jeg stod også ret alene i jubelkoret, da Anthony Davidson kørte sine to halve løb for Minardi. Navne som Pantano, Pizzonia, Kiesa, Bremer og Bourdais kan nemt få smilet frem på mit runde glade ansigt. Men for at få afløb for denne trang til nye talenter og noget så gammeldags som spænding, så har jeg måttet finde mig i at se kvindehåndbold i stedet for motorsport. Det har absolut også andre tiltrækkende elementer, som jeg ikke skal komme ind på her...
Nu har vi lige mistet Bernie Ecclestones supersignal, men det gør faktisk ikke noget. Jeg havde godt nok lige satset hele min rørlige formue i en ny flimmer med alt til faget hørende. Men efter at have skældt et par uskyldige motorsportsfolk ud, så gik det pludselig op for mig; vi behøver nemlig ikke at tænde tossekassen for at vide hvad der kommer til at ske i den kommende F1 sæson. Schumi løber med det hele F1 butikken, og de andre teams fjoller stadig rundt blandt de sekundære placeringer. Opvarmningen er langt federe: ingen aner noget som helst om hvem der bliver den nye F3000 champion.
Hvilket er temmelig sørgeligt, for det burde vel dybest set være omvendt. Her beskæftiger man sig også med noget, som for længst er blevet afskaffet i den moderne F1 verden. Nemlig begrebet overhalinger. Hvis I meget forståeligt ikke kan huske hvad dette ord dækker, så find et gammelt videobånd frem fra tiden med slicksdæk. Eller tag alternativt en tur til Jyllandsringen og se de danske racerkørere kæmpe indædt om DTC pokalen. En tur til talenttræning i et gokartcenter holder også 110 procent. Se det er racing!
FRA NOBODY TIL SOMEBODY EFTER EN F1 TEST
Salige Ken Tyrrell, Giancarlo Minardi og nuværende Minardi teamboss Paul Stoddart har det stolte ansvar for at Williams kan glædes over Marc Gene, Jaguar over Mark Webber og Renault over Fernando Alonso. Det har selvfølgelig også sammenhæng med Minardi og Tyrells slunkne kasseapparat, men det behøver jo nødvendigvis ikke være sådan. Naturligvis skal der ikke gå inflation i en F1 test.
Men hvor er der dog få teams som investerer i fremtiden. Nybegynderne Toyota har læst fremtiden, og støtter flere helt unge talenter. F1 testkøreren, Ryan Briscoe, har været med i Toyota Motorsport's Young Drivers' Programme siden 2001, prøvede F3000 uden held, men Toyota tror stadig på deres investering. Toyota´s to andre 17-årige talenter, svenskeren Alex Storckenfeldt og franske Franck Perera, kører begge i den italienske Formel Renault serie. De små stakler bliver hevet af karten, viftet om næsen med en langtidskontrakt, og vupti har vi et kommende stortalent som kan koncentrere sig 110 procent om sin sport, i stedet for at knokle for sponsorpenge. Er det vejen frem? Eller bliver branchen så til en luderbranche i stedet, hvor helt unge kørere købes af multinationale koncerner med kold mammon?
Talentjagten kan selvfølgelig også antage groteske dimensioner. Hos Honda F1 er det en kvalifikation i sig selv at være japaner. Selvfølgelig skal Honda bruge deres F1 engagement til at hjælpe nye japanske talenter på vej, men lidt kritisk sans ville pynte. Det er meget muligt at BAR Honda testkøreren Ryu Fukuda er fransk Formel 3 mester, men stillet overfor alverdens udvalg af unge talenter er han næppe det mest indlysende valg.
BAR blev ham prakket på af deres motorleverandør, selvom det er tydeligt at teamet ikke aner hvad de skal stille op med ham. De har givet ham et par tests, men ellers tuller han bare rundt i paddocken. Man kan hurtigt ødelægge et lovende talent, hvis man ikke passer på. Eddie Jordan fik fornøjelsen af crashkongen Takuma Sato, som jeg vil forbigå i tavshed. Han var en stjerne i F3, men hans F1 tid var direkte pinlig for stakkels Eddie. Men Takuma fik chancen, hvilket i sig var prisværdigt.
Tager man de større teams, så ser det straks noget mere broget ud. McLaren udlodder hvert år en Formel 1 test i deres Sølvpil, som en hovedpræmie i Autosport Young Drivers Award. I sig selv en meget prisværdig gestus. Men at man vinder turen er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man rent faktisk nogensinde får den. BAR Honda testkøreren, Anthony Davidson, er et udmærket eksempel på at Ron Dennis godt kan give med den ene hånd og tage med den anden. Og så kan det ligesom være lige meget - specielt hvis man spørger Anthony!
TALENTPLEJE ELLER GULDBUR?
Ron Dennis har på bedste fodboldmaner talentspejdere ude i karting og de små formelklasser. Ron har kontrakt med en mindre hær af mere eller mindre talentfulde kørere, som ingen nogensinde har hørt om. Et enkelt forfriskende pust står Ron Dennis dog for. Den talentfulde farvede kører, Lewis Hamilton. Den tidligere Formula A karting verdensmester og vinder af ELF Masters ved Bercy Karting Extravaganza kører en Sølvpil i Formel Renault Eurocup, og har tidligere sat selveste Michael Schumacher til vægs i tyskerens eget kartingtempel i Kerpen. Lewis får økonomisk støtte og gode råd af McLaren, så han fortsat kan udvikle sig. En farvet kører i F1, det ville være herligt, nu da Jason Watt er overgået til en lige så glorværdig DTC karriere.
Men der er forskel på støtte og omklamring. Inden violinerne begynder at spille og tårerne presser sig på, så kan Jan Magnussen fortælle en historie. En historie om at Ron Dennis holder gerne sine kontraktbundne talenter væk fra konkurrenterne, også selvom køreren er et klart talent, uden selv at give dem den endelige chance. Det er iskold business, det skal man ikke være et øjeblik i tvivl om. Men bare der sker en positiv udvikling for den enkelte kører, det er det vigtigste. Jeg er træt af hellige køer i Formel 1, hvis man er ved at blive ældre og knapt så hurtig, så skal man ud. Jan var oppe imod teamkollegerne Brundle og Hakkinen, som han mulede flere gange under sin tid som McLaren Mercedes testkører.
Williams har langt om længe forstået, at det giver gensidig pressedækning at give vinderen af Formula BMW 2002, 17-årige Nico Rosberg en test, selvom det naturligvis kun er på grund af efternavnet at han får chancen. Men trods denne taktiske fadæse skal symbolværdien ikke undervurderes. At kunne se en ung håbefuld spire tulle nervøs men stolt rundt på Jerez i den hvid-blå kørerdragt med BMW-emblemet på, kan være kulminationen på mange års surt slid og slæb.
Sir Frank Williams har også sit Petrobras Junior Team i F3000, i samarbejde med F1 sponsoren Petrobras. Det er en uhyggelig dyr men god måde at sikre sig at fødekæden i F1 er i orden, samtidig får teamets brasilianske sponsor eksponeret deres brand. Skal man være lidt kritisk, så er flere unge brasilianske kører vel ikke lige det som verden sukker efter. Men unge talenter kommer tæt på F1, og måske bryder en af dem igennem, så systemet virker. Flere andre F1 teams har med svingende succes et juniorteam i enten F3000 eller F3. Det er en knaldhamrende god ide, for på den måde modnes køreren samtidig med at han har en gulerod i form af en F1 test at stræbe efter, når morgenens joggingtur i silende regn skal overstås.
Familie og venner har kæmpet for den unge kørers chance, det har kostet ham blod, sved og tårer at nå så langt. Men belønningen venter lige om hjørnet. At han venter på sin Formel 1 test, som kan beskrives som en unik kombination af juleaften, eksamen og dyrisk vild sex samlet i et eneste øjeblik, er ikke kun guld for køreren og hans nærmeste. Det er også en fantastisk måde som ny kører at tiltrække sig sponsorinteresse på. Går testen godt, så kunne det være et øresønderrivende advarselsskud til resten af F1 feltet om, at en ny stjerne er født!
NU SIGER JEG DET FOR SIDSTE GANG - SENNA ER DØD!
Formel 1 er den ypperste motorsport på denne planet, og tåler kun sammenligning med NASAs rumprogrammer i seriøsitet og omfang. Hvis man ikke magter mosten og ikke præsterer resultater, så skal man ud - øjeblikkeligt! Sådan burde være, men desværre har folk klister på taburetten. Dette umiddelbare tiltag ville stoppe personer som Eddie Irvine, Jacques Villeneuve, David Coulthard og Olivier Panis i at tøffe rundt i midterfeltet år efter år, mens de oppebærer salærer som nemt ville kunne stoppe den økonomiske krise i et mindre uland. Inden man begynder at flæbe over, at det ikke er kørerens skyld, men derimod materiellet, så er der en ting man skal holde sig for øje.
F1 er på vej til at blive lige så statisk som verdens største plejehjem, bedre kendt som EU Parlamentet, hvor det åbenbart er en menneskeret at have sin egen taburet. Det er ikke en menneskeret at have et F1 sæde, denne stilstand er ødelæggende for sporten, tv seerne og i sidste ende for hele grundlaget for Formel 1. Men der var jo dengang hvor man vist nok kørte et VM point eller en billig sejr hjem, og havde det ikke været for den og den kører så kunne det måske have været mere. Og flere undskyldninger af samme skuffe. Vor herre bevares!
"Næeh, sådan var det ikke i de gode gamle dage," kan jeg høre nogen sige. Sådan kan man nemt starte en diskussion blandt F1 gale mennesker, og mens man kan høre violinerne i baggrunden fortælles der nok engang om Sennas overhaling af gud ved hvem, og ham der den gale italienske baron der sluttede et F1 løb mens han sad på en pose appelsiner. Jeg bliver ikke vemodig, jeg bliver tværtimod skidesur. Hvorfor skal vi absolut spole F1 historien x antal år tilbage, før vi mærker adrenalinen pumpe i årerne? Hvorfor er der ingen grund til at vente til 9. marts 2003?
Jeg prøver altid at råbe flokken op, og få dem til at se fremad mod kommende nye kørere. Men enten skal jeg til stemmetræning hos hende den runde glade kone fra Popstars, eller også griber jeg hele ungdomsoprøret forkert an. For det ender altid med, at den kære gamle redaktør flår endnu et støvet VHS bånd frem af gemmerne, så vi kan se kampen mellem Senna og Schumacher endnu engang - på to skærme samtidig!
Inden jeg nedkalder en fatwa over min person, for at tilsmudse den hellige F1 historie så må jeg hellere gøre en ting klart. Jeg er ikke kyniker, jeg bliver også som varm nougat indeni, når jeg ser de gamle koryfæer øve deres mesterlige kunst på racerbanen. Senna, Hill, Mansell, Alesi. Selv at se de gamle Mercedes drenge; Karl Kling, Fangio og Stirling Moss kæmpe mod Ascari i den blodrøde Ferrari racer gør mig glad. Men hver ting til sin tid.
Jeg har det bare svært med gamle mennesker. De lugter, kan ikke høre, har spidse stokke som de bruger til at stikke til mig når jeg har optaget det sidste ledige sæde i bussen, og ikke mindst er de som oftest defineret ved at deres verden stoppede for 30 år siden. Der findes gudskelov enkelte undtagelser blandt de ældre, som nok er mere i live end jeg nogensinde bliver. Tag bare folk som Murray Walker og professor Sid Watkins. Men hold da op hvor er disse fantastiske mennesker dog sjældne. Hvorfor skal de alle sammen samles i ældreklubben, i stedet for at sprinte rundt på motorbanen? Det er sådan at mine stereotype opfattelser skabes.
HVORFOR KAN KVINDER IKKE KØRE RACERBIL?
Når man som jeg ofte sidder i Formel 1 debatfora, samt ikke mindst diskuterer stort og småt blandt hardcore F1 fans i diverse forsamlinger, så går der sjældent lang tid før jeg får lyst til at åbne et vindue. For så kommer emnet kvinder og racing op. Jeg følger altid denne diskussion tæt, selvom jeg i søvne kan fortælle hvordan den vil ende. Først bliver jeg glad for at emnet langt om længe får den opmærksomhed det har krav på. Men siden bliver jeg stiktosset, for så ender det lummert der hvor det altid ender - nemlig i bryster, balder og lår!
F1 ikonet, Peter Nygaard, lufter samme ærgrelse over denne kønsdiskriminering i det nyeste nummer af Bilmagasinet. Hvorfor går det så galt? Er motorsport en ikke en mere ædel sport end som så? Kan man i de respektive teams stå, og uden at skamme sig gnide sig i de olieindsmurte hænder, og grine af "Hende der tøsen der tror hun kan køre racerbil!" For talenterne findes naturligvis også i kvinderækkerne, de får bare aldrig lov til at komme videre. I stedet morer man sig over, at de få kvinder som har været i F1, til sammen kun har indtjent et halvt VM point.
Lella Lombardi kørte en 6. plads hjem ved Spaniens Grand Prix i 1975, men løbet blev på grund af en ulykke afbrudt, hvorfor hun kun fik ½ point. Da Sarah Fischer testede en McLaren MP4/17 på Indianapolis tidligere i år, var folk straks i gang med at latterliggøre hende, allerede inden hun havde smidt hjelmen. Så kække er drengene ikke i IRL, hvor hun med pole position har sat feltet på plads. Og måske er fem presseomgange på den vanskelige Indy F1 bane ikke den bedste mulighed for at sætte en flot omgangstid? Men Peter Nygaard og jeg kan altså ikke vende denne trend på egen hånd.
Nu får jeg nok hele det etablerede danske motoretablissement på nakken, når jeg for egen regning siger at der bør være nogen med dårlig smag i munden over den medfart, som Danmarks første kvindelige DTC kører, Camilla Stephansen, fik ved sin DTC debut på Jyllandsringen. Af en eller grund skal kvinden i feltet slå samtlige andre, før hun kan få den respekt hun har krav på. Det er åbenbart ikke godt nok at være ung, talentfuld og lovende. Den hån bliver meget sjældent unge knægte til del, også selvom de straks sætter raceren af i sandfælden. Er det angsten for at blive slået af en kvinde, der får det meste af feltet at rotte sig sammen mod kvinderne i sporten?
For nogle år siden sagde man, også jeg må jeg blankt indrømme, at livet er for kort til kvindehåndbold. De ord måtte jeg sluge for gud ved hvilken gang her op til jul, og det samme gælder vores sport. De kvindelige kørere kunne give motorsport en ny og meget interessant vinkel. Nu er dansk motorsport heldigvis ikke værre end den internationale scene. Men hvis pigerne ikke kan få fodfæste herhjemme, så når de aldrig videre. Så ender de som pynteting eller pressedamer i de store F1 paladser, hvor de serverer champagne og pindemadder. Tøserne kan så meget mere.
Michele Mouton vandt Pikes Peak, blev nummer en samlet nummer 2. ved rally VM i 1982 for Audi og arrangerer nu Race Of Champions på Lanzarote for hele motorsport eliten. Jutta Kleinschmidt banker alle drengene i Paris-Dakar rally, Ellen Lohr har på overbevisende vis kørt DTM. Men der er langt imellem dem, og det går altid galt i juniorrækkerne. Da danske Sola Nygaard, en ellers meget lovende og hurtig kører, stoppede sin Formel Ford karriere da sank mit humør ganske betragteligt.
Jeg ville ellers gerne have set hende udfolde sine åbenlyse talenter i en Formel Renault, men problemet er som altid sponsormidlerne. En kvinde kan sjældent finde den halve million, som et godt dansk FR sæde koster. En skam, for netop Sarah Fisher viste hvilken fremragende marketingsmulighed en sponsor kan få i en ung succesrig kvinde i motorsport. Symbolværdien er enorm. Hun vil altid få mere opmærksomhed end drengene. Men drenge, sørg nu for at det er positiv opmærksomhed og ikke misundelse.
LØSNINGEN - F1 TESTKONTRAKTER PÅ TURNUS
Nu har jeg fået afløb for alt min galde, men jeg ved også godt at for at mit brok skal blive taget seriøst, så skal jeg også komme med et bare nogenlunde seriøst bud på, hvordan vi får rettet op på denne hensygnende sportsgren. Man bør påtvinge alle teams at udskifte deres F1 testkørere efter hver eneste sæson. Det må simpelthen ikke kunne være en levevej at køre den ene testkilometer efter den anden. For bliver det ikke lavet om, så er døren smækket i og nøglen drejet om for de unge 'rising stars'. Jeg ved godt, at dette i sig selv ikke vil kunne muntre særlig mange op. Men prøv alligevel at give dette tankeeksperiment en chance.
Som det er lige nu, så er der ikke mange muligheder for at blive lukket ind i F1 land. De kørere som ganske simpelt ikke har været gode nok til at gøre sig i Formel 1 sætter sig efter et par elendige sæsoner tungt på F1 testpladserne. Det indebærer, at har man som ung kommende F1 kører ikke en rig brasiliansk supermarkedskæde i ryggen, så er mulighederne for at gøre sig i en F1 racer yderst begrænsede. År efter år kører Alex Wurz, Luca Badoer og Marc Gene tusindvis af testkilometer. De er uden tvivl fabelagtige til at udvikle deres F1 racer. Men gud hvor er det jamrende kedeligt, og gud hvor er det dræbende for nye talenter.
Forestil Jer, at en håndfuld unge håbefulde talenter, drenge og piger, en tidlig italiensk morgen står og bæver med hver deres nypudsede hjelm på Pista di Fiorano, mens de skræmt fra liv og sans står og kigger forelsket på den blodrøde Ferrari F2002 racer, som de inden længe skal smide rundt på Ferraris berømte testbane. Alt imens de overvåges med strenge blikke af Todt, Brawn og Schumacher. Hvis de overlever denne shoot-out med en lækker omgangstid, så kan en af dem det kommende år kalde sig Ferrari Formel 1 testkører.
Tænk engang, hvis de danske og udenlandske gokart stjerner havde dette at stræbe efter, når de kæmper om det lokale klubmesterskab i POP 1 klassen. Men nej, man skal åbenbart have oplevet det meste af sin Formel 1 karriere, og have så mange rynker i panden at man kan skrue hjelmen på før man som F1 testkører får lov til at komme inden for døren i Maranello. Jeg ved godt, at jeg gennem hele denne artikel skyder med skarpt mod de regerende mestre fra Scuderia Ferrari. Men de har mere end nogen andre et moralsk ansvar for at vise vejen. Hvis Ferrari gør det, så vil resten af feltet snart følge trop. Hvor ville det være spændende, hvis et ungt lovende talent slog Luca Badoers personlige rekord på Fiorano.
Det bliver kun dette ene år, men hvis de kan tumle verdens måske bedste Formel 1 racer, sætte nogle flotte tider, så har de også bevist at de er hurtige og talentfulde nok til at sidde på gridden i 2004, når de fem røde lamper slukkes. Dette tiltag skal naturligvis gøre sig gældende for hele F1 feltet, store som små. Lige fra Williams til Minardi skal påtage sig at teste de mest lovende talenter fra F3, F3000, Le Mans og Telefonica Nissan formelserien. Det er i sagens natur håbløst at gøre sig bemærket, hvis man ikke engang kan få en test i en konkurrencedygtig F1 racer.
FRA TALENT TIL STJERNE - FIA AKADEMI
Jeg har en drøm om, at man på organiseret vis bibeholdt berømte kørere som Mika Hakkinen, Jean Alesi, Damon Hill, Nigel Mansell. Det nydannede FIA Akademi burde allerede på nuværende tidspunkt have en talentudviklingsforpligtelse. Her skulle de ældre og pensionerede F1 stjerner på organiseret vis øse ud af deres enorme erfaring, hjælpe og støtte de unge kørere med at blive bedre, hurtigere og mere sikre på sig selv ikke mindst deres egen grænser. Med stjernernes høje profil vil talenterne andægtigt lytte, når den dobbelte verdensmester, Mika Hakkinen, med en arm om den unge kører giver en analyse af den unge mands sidst kørte omgang. Når knøsen så kommer hjem til kartingklubben eller racingteam, så kan han stolt til kammeraterne sige at Hakkinen har rost hans kørsel.
Man er naturligvis kun så gammel som man selv føler sig, men hvis vi nogensinde skal få sat gang i Formel 1 igen, så skal de gamle nisser ud, og de nye ind. Jeg ville da elske at se Eddie Irvine kæmpe indædt med blodet springende fra kørerhandskerne, mens han satte endnu en ung lømmel på plads med en sviende men velfortjent sportslig lussing. Men hvor stor chance er der for at man får givet den velnærede playboy et tilpas stort los bagi, så han husker at han faktisk er en gudsbenådet racerkører. Det er selve min pointe.
Vi danskere er, modsat hvad du ellers måtte tro, meget heldige. Vi fik godt nok ikke hvid jul, men vi har vores egen eventyrhistorie, om en lille dreng med krudt i måsen og en vilje som få. Han vidste, at hvis han kørte sin kart til det yderste, så ville han ende i Formel 1. Jan kørte sin gokart i ungdomsklubben Viadukten i Roskilde sammen med sin ven og ærkerival Jason. Jan Magnussen og Jason Watt har sammen med Tom K. vist, at selvom man kommer fra et land uden høje bjerge, så kan man godt nå stjernerne. Men det er bare så hamrende hårdt, og næsten umuligt. At det danske erhvervsliv så hellere vil satse på curling og synkronsvømning end promovering foran flere milliarder seere via reklamer i F1, det kan så mildest talt være svært at forstå.
Der er større chancer for at lande på månen end at sikre sig en plads i det nuværende F1 hierarki. Mens vi på F1journal.com skriver den ene tryglende historie efter den anden om den manglende talentpleje i dansk og international motorsport, så fortsætter Villeneuve og Irvine med at brokke, ævle og vræle sig vej igennem endnu en F1 sæson, mens millionerne ruller ind på kontoen. Disse sæder kunne være optaget af morgendagens helte, Kiesa og Pantano. Jeg ved godt, hvad jeg ville have ønsket mig til jul, men også den slæde styres af en gammel mand med hvidt skæg...
Skrevet af Aslak Vind
aslak@f1journal.com
Man behøver ikke at være F1 fan for at vide, at Ferrari er løbet med alt i kop og kandeafdelingen i den forgangne F1 sæson. Dette har af uforklarlige årsager fået både FIA, Bernie Ecclestone og langt de fleste sponsorer til at stikke halen mellem benene. Vi har på F1journal.com forsøgt at feje for egen dør, for vi føler dybt for vores elskede motorsport, trods vores altid kritiske men kærlige røst.
Dennis Dithmar har lanceret Formel 2 ideen med brug af sidste års F1 chassiser, til erstatning for den hensygnende F3000 serie. Dog gjorde Jordan Ford teamchefen, Eddie Jordan, klart at Dithmars F2 ide bremses af F1's grundlov - Concorde aftalen. Kent Kirkegaard Jensen har forsøgt at få kulturminister Brian Mikkelsen i tale omkring erhvervslivets manglende støtte til de unge danske racertalenter, dog uden at ministeren ville gøre andet end at henvise til loven om tipsmidler. Således anskues dansk elitemotorsport på samme måde som et fodboldhold i provinsen.
DASU og Team Danmark har forlænget deres talentsamarbejde hvilket jo er yderst positivt, men det er begrænset hvad de kan stille op uden en velvoksen sponsoropbakning. Denne opbakning bør støttes fra politisk hold, som man ser i andre mindre lande som vil promovere deres motorsport. Så spørgsmålet er om der kan gøres noget, eller om vi bare skal strække våben, tænde fjernsynet og håbe på det bedste?
Nej, vi må ikke give op. Selvom det typisk danske ville være at sukke dybt, og derefter bare affinde sig med situationen. Motorsporten har krav på en ordentlig opbakning både nationalt og internationalt, men samtidigt trænger den til et gevaldigt hårdt men kærligt los bagi. For på flere punkter stiller sporten sig selv forhindringer i vejen, for det nytter ikke bare at stille sig op og skrige på flere penge. Alle lige fra teamchefer til kørere og mekanikere må stille sig op foran spejlet, og stille sig selv nogle grundlæggende spørgsmål.
HVORFOR GÅR DET SÅ TRÆGT?
Spørgsmålet så hvad kan vi gøre, hvad bør der gøres? Hvorfor gør de større teams i Formel 1 ikke selv mere for at selv at skaffe de blodtørstige unge talenter frem i rækkerne, hvor er fornyelsen? Er det ikke den menneskelige faktor, det unge rå talent som skaber vores sport? Personligt har jeg i Formel 1 pausen haft stor glæde af Socialdemokraternes formandsballade, for den minder mig sådan om Formel 1. Gamle magtbesatte mænd med trætte furede ansigter som vil være kalif i stedet for kaliffen. Jeg synes at det er dejligt at se den slags underholdning, i hvert fald indtil marts i Australien.
Fokus i Formel 1 er desværre i stigende grad på vej væk fra kørerne, og man fokuserer i langt højere grad på hvilket klistermærke der sidder på dækket, end hvem der sidder i racerens siddebrønd. Enkelte teams gør dog mere end andre, for at sikre sig den stadige strøm af nye talenter. Sjovt nok har det historisk set altid været de små underfinansierede teams som pludselig fiskede et nyt stortalent. Derfor er det utroligt væsentligt at sikre en stadig strøm af nye stortalenter som kan vende skuden, og skabe nye og forbløffende resultater.
Jungle Boy, bedre kendt som den dugfriske Jaguar kører, Antonio Pizzonia, har samlet givet Jaguar mere forfriskende og positiv presse end de længe har haft. At det så har kostet dem en bukket Jaguar R3C og en totalskadet Jaguar S-type R understreger kun hans fandenivoldskhed. Det er fornyelsen det der gælder, der har længe været for lummert i vores elskede motorsport, vi trænger alle til noget frisk luft i F1. Montoya så længe lovende ud, men trods hans store talent er han nu også blevet gabende politisk korrekt. Jeg fristes til at give gamle Villeneuve ret, når han mener at rallykøreren og hidsigproppen Colin McRae ville muntre F1 op. Men Colin er jo selv ikke nogen årsunge.
DO OR DIE - ELLER SAME PROCEDURE AS LAST YEAR, JAMES?
Man skal gøre sig fortjent til en plads i Formel 1. Man skal hver eneste gang køre på banen som om det var det sidste løb man nogensinde skulle køre. For gør man det ikke godt nok, så skal man flås ud af siddebrønden og kyles ud! For så bliver den velnærede vanekører erstattet med en ung løve som sikkert kan køre hurtigere end han selv evnede. Men det ser man ikke i Formel 1, man ser i stedet teams som stædigt holder fast i en falleret kører fordi der er penge i skidtet. "This is my year!", kan man næsten høre David Coulthard sige for gud ved hvilken gang, mens hans tanker snarere er henne på sit fine luksushotel i Monaco som han lige købt for de mange millioner kroner han har tjent ved ikke at vinde VM.
Jeg har altid anset talentpleje som noget af det mest interessante i elitesport. Som jeg ser det, så er der ikke meget som er mere spændende end at se et nyt ungt talent langsomt åbne for posen af vanvittige moves og håbefulde manøvrer. Lige meget om han kører af, det er håbet og modet der er afgørende. Kan han nu køre hurtigere, ham den nye. Derfor er jeg en af de få mennesker på denne planet, som synes at F3000 er væsentligt mere interessant end F1.
Jeg stod også ret alene i jubelkoret, da Anthony Davidson kørte sine to halve løb for Minardi. Navne som Pantano, Pizzonia, Kiesa, Bremer og Bourdais kan nemt få smilet frem på mit runde glade ansigt. Men for at få afløb for denne trang til nye talenter og noget så gammeldags som spænding, så har jeg måttet finde mig i at se kvindehåndbold i stedet for motorsport. Det har absolut også andre tiltrækkende elementer, som jeg ikke skal komme ind på her...
Nu har vi lige mistet Bernie Ecclestones supersignal, men det gør faktisk ikke noget. Jeg havde godt nok lige satset hele min rørlige formue i en ny flimmer med alt til faget hørende. Men efter at have skældt et par uskyldige motorsportsfolk ud, så gik det pludselig op for mig; vi behøver nemlig ikke at tænde tossekassen for at vide hvad der kommer til at ske i den kommende F1 sæson. Schumi løber med det hele F1 butikken, og de andre teams fjoller stadig rundt blandt de sekundære placeringer. Opvarmningen er langt federe: ingen aner noget som helst om hvem der bliver den nye F3000 champion.
Hvilket er temmelig sørgeligt, for det burde vel dybest set være omvendt. Her beskæftiger man sig også med noget, som for længst er blevet afskaffet i den moderne F1 verden. Nemlig begrebet overhalinger. Hvis I meget forståeligt ikke kan huske hvad dette ord dækker, så find et gammelt videobånd frem fra tiden med slicksdæk. Eller tag alternativt en tur til Jyllandsringen og se de danske racerkørere kæmpe indædt om DTC pokalen. En tur til talenttræning i et gokartcenter holder også 110 procent. Se det er racing!
FRA NOBODY TIL SOMEBODY EFTER EN F1 TEST
Salige Ken Tyrrell, Giancarlo Minardi og nuværende Minardi teamboss Paul Stoddart har det stolte ansvar for at Williams kan glædes over Marc Gene, Jaguar over Mark Webber og Renault over Fernando Alonso. Det har selvfølgelig også sammenhæng med Minardi og Tyrells slunkne kasseapparat, men det behøver jo nødvendigvis ikke være sådan. Naturligvis skal der ikke gå inflation i en F1 test.
Men hvor er der dog få teams som investerer i fremtiden. Nybegynderne Toyota har læst fremtiden, og støtter flere helt unge talenter. F1 testkøreren, Ryan Briscoe, har været med i Toyota Motorsport's Young Drivers' Programme siden 2001, prøvede F3000 uden held, men Toyota tror stadig på deres investering. Toyota´s to andre 17-årige talenter, svenskeren Alex Storckenfeldt og franske Franck Perera, kører begge i den italienske Formel Renault serie. De små stakler bliver hevet af karten, viftet om næsen med en langtidskontrakt, og vupti har vi et kommende stortalent som kan koncentrere sig 110 procent om sin sport, i stedet for at knokle for sponsorpenge. Er det vejen frem? Eller bliver branchen så til en luderbranche i stedet, hvor helt unge kørere købes af multinationale koncerner med kold mammon?
Talentjagten kan selvfølgelig også antage groteske dimensioner. Hos Honda F1 er det en kvalifikation i sig selv at være japaner. Selvfølgelig skal Honda bruge deres F1 engagement til at hjælpe nye japanske talenter på vej, men lidt kritisk sans ville pynte. Det er meget muligt at BAR Honda testkøreren Ryu Fukuda er fransk Formel 3 mester, men stillet overfor alverdens udvalg af unge talenter er han næppe det mest indlysende valg.
BAR blev ham prakket på af deres motorleverandør, selvom det er tydeligt at teamet ikke aner hvad de skal stille op med ham. De har givet ham et par tests, men ellers tuller han bare rundt i paddocken. Man kan hurtigt ødelægge et lovende talent, hvis man ikke passer på. Eddie Jordan fik fornøjelsen af crashkongen Takuma Sato, som jeg vil forbigå i tavshed. Han var en stjerne i F3, men hans F1 tid var direkte pinlig for stakkels Eddie. Men Takuma fik chancen, hvilket i sig var prisværdigt.
Tager man de større teams, så ser det straks noget mere broget ud. McLaren udlodder hvert år en Formel 1 test i deres Sølvpil, som en hovedpræmie i Autosport Young Drivers Award. I sig selv en meget prisværdig gestus. Men at man vinder turen er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man rent faktisk nogensinde får den. BAR Honda testkøreren, Anthony Davidson, er et udmærket eksempel på at Ron Dennis godt kan give med den ene hånd og tage med den anden. Og så kan det ligesom være lige meget - specielt hvis man spørger Anthony!
TALENTPLEJE ELLER GULDBUR?
Ron Dennis har på bedste fodboldmaner talentspejdere ude i karting og de små formelklasser. Ron har kontrakt med en mindre hær af mere eller mindre talentfulde kørere, som ingen nogensinde har hørt om. Et enkelt forfriskende pust står Ron Dennis dog for. Den talentfulde farvede kører, Lewis Hamilton. Den tidligere Formula A karting verdensmester og vinder af ELF Masters ved Bercy Karting Extravaganza kører en Sølvpil i Formel Renault Eurocup, og har tidligere sat selveste Michael Schumacher til vægs i tyskerens eget kartingtempel i Kerpen. Lewis får økonomisk støtte og gode råd af McLaren, så han fortsat kan udvikle sig. En farvet kører i F1, det ville være herligt, nu da Jason Watt er overgået til en lige så glorværdig DTC karriere.
Men der er forskel på støtte og omklamring. Inden violinerne begynder at spille og tårerne presser sig på, så kan Jan Magnussen fortælle en historie. En historie om at Ron Dennis holder gerne sine kontraktbundne talenter væk fra konkurrenterne, også selvom køreren er et klart talent, uden selv at give dem den endelige chance. Det er iskold business, det skal man ikke være et øjeblik i tvivl om. Men bare der sker en positiv udvikling for den enkelte kører, det er det vigtigste. Jeg er træt af hellige køer i Formel 1, hvis man er ved at blive ældre og knapt så hurtig, så skal man ud. Jan var oppe imod teamkollegerne Brundle og Hakkinen, som han mulede flere gange under sin tid som McLaren Mercedes testkører.
Williams har langt om længe forstået, at det giver gensidig pressedækning at give vinderen af Formula BMW 2002, 17-årige Nico Rosberg en test, selvom det naturligvis kun er på grund af efternavnet at han får chancen. Men trods denne taktiske fadæse skal symbolværdien ikke undervurderes. At kunne se en ung håbefuld spire tulle nervøs men stolt rundt på Jerez i den hvid-blå kørerdragt med BMW-emblemet på, kan være kulminationen på mange års surt slid og slæb.
Sir Frank Williams har også sit Petrobras Junior Team i F3000, i samarbejde med F1 sponsoren Petrobras. Det er en uhyggelig dyr men god måde at sikre sig at fødekæden i F1 er i orden, samtidig får teamets brasilianske sponsor eksponeret deres brand. Skal man være lidt kritisk, så er flere unge brasilianske kører vel ikke lige det som verden sukker efter. Men unge talenter kommer tæt på F1, og måske bryder en af dem igennem, så systemet virker. Flere andre F1 teams har med svingende succes et juniorteam i enten F3000 eller F3. Det er en knaldhamrende god ide, for på den måde modnes køreren samtidig med at han har en gulerod i form af en F1 test at stræbe efter, når morgenens joggingtur i silende regn skal overstås.
Familie og venner har kæmpet for den unge kørers chance, det har kostet ham blod, sved og tårer at nå så langt. Men belønningen venter lige om hjørnet. At han venter på sin Formel 1 test, som kan beskrives som en unik kombination af juleaften, eksamen og dyrisk vild sex samlet i et eneste øjeblik, er ikke kun guld for køreren og hans nærmeste. Det er også en fantastisk måde som ny kører at tiltrække sig sponsorinteresse på. Går testen godt, så kunne det være et øresønderrivende advarselsskud til resten af F1 feltet om, at en ny stjerne er født!
NU SIGER JEG DET FOR SIDSTE GANG - SENNA ER DØD!
Formel 1 er den ypperste motorsport på denne planet, og tåler kun sammenligning med NASAs rumprogrammer i seriøsitet og omfang. Hvis man ikke magter mosten og ikke præsterer resultater, så skal man ud - øjeblikkeligt! Sådan burde være, men desværre har folk klister på taburetten. Dette umiddelbare tiltag ville stoppe personer som Eddie Irvine, Jacques Villeneuve, David Coulthard og Olivier Panis i at tøffe rundt i midterfeltet år efter år, mens de oppebærer salærer som nemt ville kunne stoppe den økonomiske krise i et mindre uland. Inden man begynder at flæbe over, at det ikke er kørerens skyld, men derimod materiellet, så er der en ting man skal holde sig for øje.
F1 er på vej til at blive lige så statisk som verdens største plejehjem, bedre kendt som EU Parlamentet, hvor det åbenbart er en menneskeret at have sin egen taburet. Det er ikke en menneskeret at have et F1 sæde, denne stilstand er ødelæggende for sporten, tv seerne og i sidste ende for hele grundlaget for Formel 1. Men der var jo dengang hvor man vist nok kørte et VM point eller en billig sejr hjem, og havde det ikke været for den og den kører så kunne det måske have været mere. Og flere undskyldninger af samme skuffe. Vor herre bevares!
"Næeh, sådan var det ikke i de gode gamle dage," kan jeg høre nogen sige. Sådan kan man nemt starte en diskussion blandt F1 gale mennesker, og mens man kan høre violinerne i baggrunden fortælles der nok engang om Sennas overhaling af gud ved hvem, og ham der den gale italienske baron der sluttede et F1 løb mens han sad på en pose appelsiner. Jeg bliver ikke vemodig, jeg bliver tværtimod skidesur. Hvorfor skal vi absolut spole F1 historien x antal år tilbage, før vi mærker adrenalinen pumpe i årerne? Hvorfor er der ingen grund til at vente til 9. marts 2003?
Jeg prøver altid at råbe flokken op, og få dem til at se fremad mod kommende nye kørere. Men enten skal jeg til stemmetræning hos hende den runde glade kone fra Popstars, eller også griber jeg hele ungdomsoprøret forkert an. For det ender altid med, at den kære gamle redaktør flår endnu et støvet VHS bånd frem af gemmerne, så vi kan se kampen mellem Senna og Schumacher endnu engang - på to skærme samtidig!
Inden jeg nedkalder en fatwa over min person, for at tilsmudse den hellige F1 historie så må jeg hellere gøre en ting klart. Jeg er ikke kyniker, jeg bliver også som varm nougat indeni, når jeg ser de gamle koryfæer øve deres mesterlige kunst på racerbanen. Senna, Hill, Mansell, Alesi. Selv at se de gamle Mercedes drenge; Karl Kling, Fangio og Stirling Moss kæmpe mod Ascari i den blodrøde Ferrari racer gør mig glad. Men hver ting til sin tid.
Jeg har det bare svært med gamle mennesker. De lugter, kan ikke høre, har spidse stokke som de bruger til at stikke til mig når jeg har optaget det sidste ledige sæde i bussen, og ikke mindst er de som oftest defineret ved at deres verden stoppede for 30 år siden. Der findes gudskelov enkelte undtagelser blandt de ældre, som nok er mere i live end jeg nogensinde bliver. Tag bare folk som Murray Walker og professor Sid Watkins. Men hold da op hvor er disse fantastiske mennesker dog sjældne. Hvorfor skal de alle sammen samles i ældreklubben, i stedet for at sprinte rundt på motorbanen? Det er sådan at mine stereotype opfattelser skabes.
HVORFOR KAN KVINDER IKKE KØRE RACERBIL?
Når man som jeg ofte sidder i Formel 1 debatfora, samt ikke mindst diskuterer stort og småt blandt hardcore F1 fans i diverse forsamlinger, så går der sjældent lang tid før jeg får lyst til at åbne et vindue. For så kommer emnet kvinder og racing op. Jeg følger altid denne diskussion tæt, selvom jeg i søvne kan fortælle hvordan den vil ende. Først bliver jeg glad for at emnet langt om længe får den opmærksomhed det har krav på. Men siden bliver jeg stiktosset, for så ender det lummert der hvor det altid ender - nemlig i bryster, balder og lår!
F1 ikonet, Peter Nygaard, lufter samme ærgrelse over denne kønsdiskriminering i det nyeste nummer af Bilmagasinet. Hvorfor går det så galt? Er motorsport en ikke en mere ædel sport end som så? Kan man i de respektive teams stå, og uden at skamme sig gnide sig i de olieindsmurte hænder, og grine af "Hende der tøsen der tror hun kan køre racerbil!" For talenterne findes naturligvis også i kvinderækkerne, de får bare aldrig lov til at komme videre. I stedet morer man sig over, at de få kvinder som har været i F1, til sammen kun har indtjent et halvt VM point.
Lella Lombardi kørte en 6. plads hjem ved Spaniens Grand Prix i 1975, men løbet blev på grund af en ulykke afbrudt, hvorfor hun kun fik ½ point. Da Sarah Fischer testede en McLaren MP4/17 på Indianapolis tidligere i år, var folk straks i gang med at latterliggøre hende, allerede inden hun havde smidt hjelmen. Så kække er drengene ikke i IRL, hvor hun med pole position har sat feltet på plads. Og måske er fem presseomgange på den vanskelige Indy F1 bane ikke den bedste mulighed for at sætte en flot omgangstid? Men Peter Nygaard og jeg kan altså ikke vende denne trend på egen hånd.
Nu får jeg nok hele det etablerede danske motoretablissement på nakken, når jeg for egen regning siger at der bør være nogen med dårlig smag i munden over den medfart, som Danmarks første kvindelige DTC kører, Camilla Stephansen, fik ved sin DTC debut på Jyllandsringen. Af en eller grund skal kvinden i feltet slå samtlige andre, før hun kan få den respekt hun har krav på. Det er åbenbart ikke godt nok at være ung, talentfuld og lovende. Den hån bliver meget sjældent unge knægte til del, også selvom de straks sætter raceren af i sandfælden. Er det angsten for at blive slået af en kvinde, der får det meste af feltet at rotte sig sammen mod kvinderne i sporten?
For nogle år siden sagde man, også jeg må jeg blankt indrømme, at livet er for kort til kvindehåndbold. De ord måtte jeg sluge for gud ved hvilken gang her op til jul, og det samme gælder vores sport. De kvindelige kørere kunne give motorsport en ny og meget interessant vinkel. Nu er dansk motorsport heldigvis ikke værre end den internationale scene. Men hvis pigerne ikke kan få fodfæste herhjemme, så når de aldrig videre. Så ender de som pynteting eller pressedamer i de store F1 paladser, hvor de serverer champagne og pindemadder. Tøserne kan så meget mere.
Michele Mouton vandt Pikes Peak, blev nummer en samlet nummer 2. ved rally VM i 1982 for Audi og arrangerer nu Race Of Champions på Lanzarote for hele motorsport eliten. Jutta Kleinschmidt banker alle drengene i Paris-Dakar rally, Ellen Lohr har på overbevisende vis kørt DTM. Men der er langt imellem dem, og det går altid galt i juniorrækkerne. Da danske Sola Nygaard, en ellers meget lovende og hurtig kører, stoppede sin Formel Ford karriere da sank mit humør ganske betragteligt.
Jeg ville ellers gerne have set hende udfolde sine åbenlyse talenter i en Formel Renault, men problemet er som altid sponsormidlerne. En kvinde kan sjældent finde den halve million, som et godt dansk FR sæde koster. En skam, for netop Sarah Fisher viste hvilken fremragende marketingsmulighed en sponsor kan få i en ung succesrig kvinde i motorsport. Symbolværdien er enorm. Hun vil altid få mere opmærksomhed end drengene. Men drenge, sørg nu for at det er positiv opmærksomhed og ikke misundelse.
LØSNINGEN - F1 TESTKONTRAKTER PÅ TURNUS
Nu har jeg fået afløb for alt min galde, men jeg ved også godt at for at mit brok skal blive taget seriøst, så skal jeg også komme med et bare nogenlunde seriøst bud på, hvordan vi får rettet op på denne hensygnende sportsgren. Man bør påtvinge alle teams at udskifte deres F1 testkørere efter hver eneste sæson. Det må simpelthen ikke kunne være en levevej at køre den ene testkilometer efter den anden. For bliver det ikke lavet om, så er døren smækket i og nøglen drejet om for de unge 'rising stars'. Jeg ved godt, at dette i sig selv ikke vil kunne muntre særlig mange op. Men prøv alligevel at give dette tankeeksperiment en chance.
Som det er lige nu, så er der ikke mange muligheder for at blive lukket ind i F1 land. De kørere som ganske simpelt ikke har været gode nok til at gøre sig i Formel 1 sætter sig efter et par elendige sæsoner tungt på F1 testpladserne. Det indebærer, at har man som ung kommende F1 kører ikke en rig brasiliansk supermarkedskæde i ryggen, så er mulighederne for at gøre sig i en F1 racer yderst begrænsede. År efter år kører Alex Wurz, Luca Badoer og Marc Gene tusindvis af testkilometer. De er uden tvivl fabelagtige til at udvikle deres F1 racer. Men gud hvor er det jamrende kedeligt, og gud hvor er det dræbende for nye talenter.
Forestil Jer, at en håndfuld unge håbefulde talenter, drenge og piger, en tidlig italiensk morgen står og bæver med hver deres nypudsede hjelm på Pista di Fiorano, mens de skræmt fra liv og sans står og kigger forelsket på den blodrøde Ferrari F2002 racer, som de inden længe skal smide rundt på Ferraris berømte testbane. Alt imens de overvåges med strenge blikke af Todt, Brawn og Schumacher. Hvis de overlever denne shoot-out med en lækker omgangstid, så kan en af dem det kommende år kalde sig Ferrari Formel 1 testkører.
Tænk engang, hvis de danske og udenlandske gokart stjerner havde dette at stræbe efter, når de kæmper om det lokale klubmesterskab i POP 1 klassen. Men nej, man skal åbenbart have oplevet det meste af sin Formel 1 karriere, og have så mange rynker i panden at man kan skrue hjelmen på før man som F1 testkører får lov til at komme inden for døren i Maranello. Jeg ved godt, at jeg gennem hele denne artikel skyder med skarpt mod de regerende mestre fra Scuderia Ferrari. Men de har mere end nogen andre et moralsk ansvar for at vise vejen. Hvis Ferrari gør det, så vil resten af feltet snart følge trop. Hvor ville det være spændende, hvis et ungt lovende talent slog Luca Badoers personlige rekord på Fiorano.
Det bliver kun dette ene år, men hvis de kan tumle verdens måske bedste Formel 1 racer, sætte nogle flotte tider, så har de også bevist at de er hurtige og talentfulde nok til at sidde på gridden i 2004, når de fem røde lamper slukkes. Dette tiltag skal naturligvis gøre sig gældende for hele F1 feltet, store som små. Lige fra Williams til Minardi skal påtage sig at teste de mest lovende talenter fra F3, F3000, Le Mans og Telefonica Nissan formelserien. Det er i sagens natur håbløst at gøre sig bemærket, hvis man ikke engang kan få en test i en konkurrencedygtig F1 racer.
FRA TALENT TIL STJERNE - FIA AKADEMI
Jeg har en drøm om, at man på organiseret vis bibeholdt berømte kørere som Mika Hakkinen, Jean Alesi, Damon Hill, Nigel Mansell. Det nydannede FIA Akademi burde allerede på nuværende tidspunkt have en talentudviklingsforpligtelse. Her skulle de ældre og pensionerede F1 stjerner på organiseret vis øse ud af deres enorme erfaring, hjælpe og støtte de unge kørere med at blive bedre, hurtigere og mere sikre på sig selv ikke mindst deres egen grænser. Med stjernernes høje profil vil talenterne andægtigt lytte, når den dobbelte verdensmester, Mika Hakkinen, med en arm om den unge kører giver en analyse af den unge mands sidst kørte omgang. Når knøsen så kommer hjem til kartingklubben eller racingteam, så kan han stolt til kammeraterne sige at Hakkinen har rost hans kørsel.
Man er naturligvis kun så gammel som man selv føler sig, men hvis vi nogensinde skal få sat gang i Formel 1 igen, så skal de gamle nisser ud, og de nye ind. Jeg ville da elske at se Eddie Irvine kæmpe indædt med blodet springende fra kørerhandskerne, mens han satte endnu en ung lømmel på plads med en sviende men velfortjent sportslig lussing. Men hvor stor chance er der for at man får givet den velnærede playboy et tilpas stort los bagi, så han husker at han faktisk er en gudsbenådet racerkører. Det er selve min pointe.
Vi danskere er, modsat hvad du ellers måtte tro, meget heldige. Vi fik godt nok ikke hvid jul, men vi har vores egen eventyrhistorie, om en lille dreng med krudt i måsen og en vilje som få. Han vidste, at hvis han kørte sin kart til det yderste, så ville han ende i Formel 1. Jan kørte sin gokart i ungdomsklubben Viadukten i Roskilde sammen med sin ven og ærkerival Jason. Jan Magnussen og Jason Watt har sammen med Tom K. vist, at selvom man kommer fra et land uden høje bjerge, så kan man godt nå stjernerne. Men det er bare så hamrende hårdt, og næsten umuligt. At det danske erhvervsliv så hellere vil satse på curling og synkronsvømning end promovering foran flere milliarder seere via reklamer i F1, det kan så mildest talt være svært at forstå.
Der er større chancer for at lande på månen end at sikre sig en plads i det nuværende F1 hierarki. Mens vi på F1journal.com skriver den ene tryglende historie efter den anden om den manglende talentpleje i dansk og international motorsport, så fortsætter Villeneuve og Irvine med at brokke, ævle og vræle sig vej igennem endnu en F1 sæson, mens millionerne ruller ind på kontoen. Disse sæder kunne være optaget af morgendagens helte, Kiesa og Pantano. Jeg ved godt, hvad jeg ville have ønsket mig til jul, men også den slæde styres af en gammel mand med hvidt skæg...
Skrevet af Aslak Vind
aslak@f1journal.com
