Finnerne er ikke bare fulde, vinterblege, sauna-badende galninge som snakker et fuldstændig uforståeligt tungemål - de er også nogle barske sataner når man sætter dem ned bag et rat. Men hvad er egentlig årsagen til at finnerne kører hurtigere end de fleste? Det er ikke nemt at sige, men F1-historien taler sig eget tydelige sprog. Dette nabo i det nordøstlige Skadinavien formår at skabe den ene stjernekører efter den anden, mens Norge, Sverige og Danmark må se misundeligt til.
Vi kender alle navnene - Keke Rosberg, JJ Letho, Mika Hakkinen, Mika Salo og Kimi Raikkonen. To af dem har VM-trofæer stående på hylden, og der er noget der tyder på at en tredje på vej. Rosberg var den første, Hakkinen den sidste og mit bud er at Kimi bliver den næste finske verdensmester i Formel 1.
Keke blev født en iskold vinterdag i december 1948, og han har af mange fået æren af at gøre Formel-1 sporten kendt i Finland. Han kom fra en racing-familie, og fik god støtte af sin far i de tidlige år. Det var imidlertid ikke let for en ung finne at gøre sig gældende i motorsporten, men efter meget hårdt arbejde og slid vandt han det europæiske mesterskab i Formel-V klassen.
I starten af 1978-sæsonen fik han chancen i Formel-1 i Theodore-Ford, og han beviste for alle at han havde kvaliteter bag rattet, selv om bilen brød sammen efter bare ti omgange. Teamchef Teddy Yip gav dermed finnen en kontrakt. Han var god til at hente placeringer, men brugte det meste af sæsonen på at skifte rundt mellem Theodore-teamet, ATS og Wolf Racing. Dette skyltes at ligemeget hvilken racer han satte sig, kunne han ikke finde dig til rette, og kunne enten ikke kvalificere sig, eller udgik af løbene.
ATS-teamet tilbød Keke en fast plads i 1979, men finnen mente at han var flere kroner værd end de kunne tilbyde. Han fandt sig derfor et førersæde i North American CanAm serien og kørte der i stedet for i Formel-1. Midt i 79-sæsonen fik Walter Wolf dog pludselig behov for en erstatning efter at James Hunt lagde hjelmen på hylden.
Han havde husket den selvsikre finne fra sæsonen før, og bestemte sig for at give ham endnu er chance. I Frankrigs Grand Prix kørte Keke en 9. plads hjem i det første løb, men resten av sæsonen var katastrofal. Bilen var håbløs, og hele teamet trak sig efter sæsonen. Teamet blev solgt til den ikke helt ukendte Emerson Fittipaldi, og Keke sikrede sig en plads i det nye team ved starten af 1980-sæsonen. I det første løb for sit nye team udkvalificerede han Fittipaldi og tog en flot podieplads i Argentinas Grand Prix. Keke begyndte at vise tænder, og gjorde det jævnt bedre end Fittipaldi gennem sæsonen, som gav sig og trak sig tilbage fra F1 efter den skuffende sæson. Året efter i 1981 blev ikke den store succes. Bilen var i så dårlig konkurrencemæssig stand, at Keke i hele fem af fjorten løb ikke formåede at kvalificere sig.
I 1986 endte han sin karriere med en sidste sæson hos McLaren, i en bil som var designet til Alain Prost. Keke Rosberg kom derfor i skyggen av franskmanden, noget han ikke kunne slå sig til tåls med og han lagde F1-hjelmen på hylden efter den sæson. Efter karrieren blev han forretningsmand i den nye managerrolle med et ønske om at hjælpe unge finske racing-talenter frem. En af dem var Mika Pauli Häkkinen.
Mikas karriere bag rattet startede som seksårig, da han fik sin egen gokart, og knøsen viste hurtigt at han havde evner for at få fart under hjulene. Fra 1983-86 vandt han fire kartingmesterskap i Finland i træk. Formel-1 eventyret startede i 1991 med det stolte Lotus-team, dog i deres knap så glamourøse efterår. Den unge finne satte sig hurtigt i respekt, og McLaren-chef Ron Dennis fik øjnene op for ham. I 1993 gik han over til McLaren som testkører. Problemet var bare at der allerede var to klasseførere i teamet - nemlig Ayrton Senna og Michael Andretti.
Mika brugte læreperioden godt, og da Andretti fik fyreseddelen efter x antal smadrede chassiser, takkede Mika for tilliden ved at utkvalificere Senna i sit første McLaren-løb på Estoril. Finnen var dog ikke mere hovmodig end at han kunne erkende hvor han havde tilegnet sig sin erfaring og inspiration fra. "Ayrton åbnede mine øjne. Jeg indså en ting - Herregud jeg har lang vej igen," udtalte Mika. Han mistede som alle ved sin teamkammerat i ulykken på Imola i 1994, men Mika fortsatte. I 1995 var det Mikas tur - han var kun en hårsbredde fra at følge i Sennas fodspor. Under en træningsomgang før Australiens Grand Prix punkterede han og fløj med høj fart ind i en dækvæg. Mika fik et kraniebrud, men kunne prise sig lykkelig over at han overlevede. Ulykken medførte samtidig at Hakkinen og Ron Dennis blev bragt meget tæt sammen, da Ron Dennis følte et vidst ansvar for finnens uheld.
Mika arbejdede tæt sammen med resten af teamet, og oparbejdede sig respekt blandt sine mekanikere og ingeniører. Desuden fik han i 1996 en ny teamkammerat i David Coulthard, og disse to noterede sig for det længste samarbejde mellem to kørere til dags dato. Alt dette skabte kontinuitet og et frugtbart miljø, som til sidst resulterede i to titler for den sympatiske finne.
I 2000 blev sejrsrækken imidlertid brudt af mesterkøreren Michael Schumacher og Ferrari, selvom Mika hang godt ved i sæsonen. I 2001 udviklede tingene sig dog til det værre. Mika kørte umotiveret og var langt fra gammel storform. Det blev David Coulthard som måtte varetage McLarens kamp om æren. Finnen kom tilbage senere på sæsonen, men noget var definitivt ikke som det plejede at være.
Det mest bemærkelsesværdige ved hele Mikas 2001-sæson var snarere hans kones mere og mere fremtrædende rolle i paddocken. Til sidst kom også beskeden som mange havde spekuleret i - Mika ville have et friår, og kun guderne ved om han nogensinde kommer tilbage som den flyvende finne han engang var. Før han forlod skuden fik han imidlertid en gylden mulighed for at overdrage rattet til en anden finsk nykomling. Hans navn er Kimi Raikkonen.
Sensationsgutten fra de finske skove. Manden som fik superlicens til Formel 1 efter bare at have kørt 23 løb i professionel racing. Kimi Matias Raikkonen blev født 17. oktober 1979, og otte år senere får han sin første gokart. Derefter er der bare én vej for Kimi. Hans internationale gokart resultater er de beste en finne nogensinde har præsteret.
I 1999 fik han chancen i Formel Renault med Team Haywood. Han fik med det samme tilbudt en kontrakt. Teamchef, Jim Warren, beskrev ham som det største talentet han nogensinde havde set inklusiv Mika Hakkinen. Året efter i 2000 fik han invitation til at teste for Sauber Petronas, og resten af historien kenner vi alt.for godt. Han var nærmest en sensation i første del af sæsonen - ikke minst på grund af sin manglende erfaring.
Kimi samlede ni points i sin debutsæson, og McLaren-Mercedes lugtede guld og grønne skove. Der skulle også handles hurtigt, for rygterne sagde at Ferrari var gået på jagt efter den unge finne. Hakkinen havde allerede meddelt ved Monacos Grand Prix, at han overvejde et sabbatår, og Mercedes lagde en kuffert fuld af kontanter foran Peter Sauber.
Dermed var finnen klar som erstatter for Hakkinen. Dette års sæson har været svært varierede for Kimi, med en bil som ikke har vist sig at være det han havde håbet på. Det er dog blevet til to tredjepladser for finnen, og han agter sandsynligvis ikke at slå sig til ro med det.
Kritiske tunger gør meget ud af at analysere sig frem til at Kimi næppe er i stand til at udfylde Mikas sæde sådan som McLaren havde håbet på. Kritikerne mener han mangler Mikas evne til at sætte bilen op og gøre den til en vinderbil. De mener at det var der Mika havde en eventyrlig kompetance til at sætte fingeren på akkurat de rette momenter, og at Kimi er helt ude af stand til at foretage disse enormt vigtige justeringer.
Hvorvidt de har ret vil egentlig bare tiden vise. Men de færreste kørere - så godt som ingen - har før vist sig i stand til at gå direkte ind på et nyt team og kommunikere 100% perfekt med mekanikerne. Og hvis der er noget Kimi ikke mangler, så er det car-control. Mange lader sig ikke uden grund fascinere af den iskolde finne og måden han håndterer sin bil på. Det er i hvert tilfælde fantastisk at se hvordan han kaster bilen ind i svingene med et ungdommeligt gåpåmod.
HEMMELIGHEDEN BAG DE FINSKE MESTRE
Hvad er så succesopskriften bag disse finske superkørere? Norske Harald Huysman, der er tidligere manager for Jenson Button, mener det er meget vigtigt at begynde tidligt, og det gør finske førere. Har man som turist været en tur i Finland, ved man også at der ikke er meget andet at bruge tiden på end sprit, spillemaskiner, sauna og så lige at køre ræs på de mange grusveje. Forholdene ligger til fuldstændig til rette for at de kan begynde at køre tidligt, og det høster de frugt af senere.
Deres unge erfaringer på de finske skovveje, med flere hundrede kilometer til nærmeste færdselsbetjent viser sig også tydeligt andetsteds. Foruden Formel 1, har Finland også en massiv eksport af verdensklasse kørere indenfor Rally-sporten. Igen er det svært ikke at danne sig et indre billede af teenage-finnere der ligger og fræser rundt på gruslagte veje i de finske skove.
I forlængelse af dette har finnerne nu også oparbejdet sig en racingtradition, noget der gør det lettere for unge talenter at få den opbakning de behøver, og desuden den matching af andre gode talenter at køre imod, som er uhyre vigtig. Motorsport som helhed er derfor væsentligt mere synlig i landet med de tusinde søer end i Finlands tre andre skandinaviske nabolande.
Så selv om der bliver fostret gode talenter i både Sverige, Danmark og Norge, vil Finland altid have pole position i udvikling af racertalent. En pole position som Keke Rosberg sikrede tilbage i starten af firserne.
Skrevet af Atle Egenes
atle@f1journal.com
