ÅRETS F1JOURNAL-TEAM 2002:
SCUDERIA FERRARI MARLBORO

Scuderia Ferrari Marlboro - 50
West McLaren Mercedes - 22
BMW Williams F1 - 18
KL Minardi Asiatech - 15
Mild Seven Renault Sport - 13
DHL Jordan Honda - 12

Årets F1-team 2002 gives til det team, der indenfor alle aspekter af sporten har gjort det bedst i sæsonen der gik. Efter den interne nominering blev det Ferrari, McLaren, Williams, Renault, Jordan og Minardi skribentholdet i fællesskab synes var de seks vigtigste teams i den forgangne sæson. Til alles store "overraskelse" blev det den stejlende hingst fra Maranello, der løb med titlen, og begrundelser samt pointgivning forefindes herunder...


ASLAK VINDS POINTGIVNING

Scuderia Ferrari Marlboro - 10
West McLaren Mercedes - 6
BMW Williams F1 - 4
KL Minardi Asiatech - 3
Mild Seven Renault Sport - 2
DHL Jordan Honda - 1

Scuderia Ferrari - så enkelt kan F1 anno 2002 oversættes. Schumacher, Barrichello, Byrne, Todt og Brawn har løftet Formel 1 hidtil usete højder. Jeg bliver helt tør i halsen, for med en mageløs sans for detaljen og perfektionisme som selv Ron Dennis må misunde har Ferrari vist vejen. Men de kan blive endnu bedre, bare vent og se i 2003!

McLaren tabte sutten i første halvdel af 2002, men med en kraftanstrengelse på størrelse med Amin Jensen fik de udviklet sig ud af krisen. Williams, tjaeh med deres ressourcer var det en slet og sørgelig historie, og det stokkonservative FW24 chassis blev jo ikke bedre. Skam jer! Poles er ligegyldige i morderne F1, det er point der gælder.

Renault var dog min største skuffelse, ikke nok med deres hæslige svenskerdesign. De tester som gale, og hvad bliver det til? Den brede V10 var fræk, men bestemt ikke noget hit. Jordan er helt ufortjent på pointplads, stakkels Fisichella. Minardi, de bliver bare bedre og bedre, selvom de er til tiggerstaven. Et sundt princip, selvom Yoong viste at man kan løbe tør for talent. Men med Cosworth i hækken er det ikke Krammeholdet Minardi kommer med i 2003!


BENJAMIN BREDAHLS POINTGIVNING

Scuderia Ferrari Marlboro - 10
West McLaren Mercedes - 6
BMW Williams F1 - 4
Mild Seven Renault Sport - 3
DHL Jordan Honda - 2
KL Minardi Asiatech - 1

Den mest succesrige sæson for Ferrari - nogensinde! Jo, det kan blive bedre, og teamet går stadig efter at vinde alt hvad der kan vindes, men 2002 bliver nok årgangEN. Masser af champagne blev hældt ud på alverdens podier, og teamet var i en klasse for sig - hvis det stod til mig fik de gerne 16 point og så kunne de øvrige teams ellers få point!

McLaren sluttede ikke på andenpladsen i konstruktørernes mesterskab, men de viste mest fremgang henover sæsonen! Og det synes jeg betyder meget. Williams faldt af på den, og kunne ikke stå til forventningerne om at de skulle være udfordrere til Ferrari. Renault viste gennem sæsonen at de stadig har langt, men der burde være potentiale til mere. Jordan får 5. pladsen - som måske ligeså godt kunne have gået til et andet team. Minardi er blevet nomineret af F1Journal.com - dels i sympati med det lille private team. De står som den rigtige sidste bastion af entreprenør-teams i Formel 1! Respekt for det!


KENT KIRKEGAARD JENSENS POINTGIVNING

Scuderia Ferrari Marlboro - 10
DHL Jordan Honda - 6
KL Minardi Asiatech - 4
West McLaren Mercedes - 3
BMW Williams F1 - 2
Mild Seven Renault Sport - 1

Ferrari skal naturligvis have de 10 point. Der kan ikke herske nogen tvivl om at de havde den bedste bil, mest pålidelige motor, bedste dæk, bedste kørere og bedste teknikere. Hele pakken var suveræn og det fik resten af feltet at føle hele året ud. Det var en syngende lussing til de hold der mente de kunne være med oppe foran. Derfor er det også hos mig Jordan der får de 6 point. Eddie Jordan havde ikke saltet til et æg og alligevel formåede han at holde skindet på næsen. 2 af de hold der økonomisk set ligner Jordan meget hedder, eller skal jeg sige hed Prost og Arrows. De to hold holdt ikke skansen, men det gjorde Jordan og Minardi. Derfor får Minardi mine 4 point, for deres arbejde var også formidabelt. En australsk teamchef, en australsk debuterende kørere i det australske Grand Prix og så får Minardi 2 VM point. Det højeste de har scoret i ét Grand Prix i adskillige år. Fantastisk! Intet mindre.

McLaren og Williams skuffer derimod med henholdsvis en dårlig motor og et dårligt chassis, og derfor får de kun henholdsvis 3 og 2 point. McLaren får de 3 fordi de slog Ferrari fair and square. Bevares, Schumi kunne umuligt overhale David Coulthard på banen i Monaco, men Ferrari havde et par pit-stops de kunne have udnyttet bedre. Det gjorde de ikke fordi McLaren udmanøvrerede dem hver gang, og det skal de have 3 point for. Williams kommer vi heller ikke udenom. Utallige pole positions, og ligesom McLaren var de det eneste hold der kunne tage en skalp fra Ferraris endeløse sejrsrækker. Det var på Sepang hvor Ralf med hjælp fra Montoya og storebror fik frit løb. Renault løber med det sidste point for holdets støtte fremgang. I slutningen af 2001 kom Renaults arbejde til at skinne igennem hos Benetton og i år kunne man virkelig se hvem der stod bag holdet. Renault blev ikke præmieret med podieplaceringer, startpositioner i forreste startrække, men de scorede point hist og pist, og gjorde alt i alt en ganske stabil figur af sig selv i 2002. Fortsætter de kursen opad næste år skal ”de 3 store” for alvor til at kigge sig over skuldrene; Renault is back!


FLEMMING HANSENS POINTGIVNING

Scuderia Ferrari Marlboro - 10
BMW Williams F1 - 6
Mild Seven Renault Sport - 4
West McLaren Mercedes - 3
DHL Jordan Honda - 2
KL Minardi Asiatech - 1

Ferrari = MS. Williams = JPM. Renault fik et væsentligt bedre år end 2001 - ikke mindst ved fremragende indsatser fra de to kørere. McLaren burde have været tre'ere med det budget. Men enten var 17'eren ikke en af Neweys bedste eller også var Merceren tam i omdrejningerne. Kørerne gjorde hvad de kunne, men maskineriet var for ringe. Jordan led mange knuste karosseridele - ikke mindst på grund af Sato - der dog fik revanche på hjemmebane. Hjemmebane var det også for Minardi i Australien. Desværre var det højdepunktet i sæsonen - men til gengæld nok også et af de mest underholdende løb i 2002.


DENNIS DITHMARS POINTGIVNING

Scuderia Ferrari Marlboro - 10
KL Minardi Asiatech - 6
West McLaren Mercedes - 4
Mild Seven Renault Sport - 3
BMW Williams F1 - 2
DHL Jordan Honda - 1

For at bygge et vidunder af en bil, der gør at verdens bedste kører ikke behøver at bevise han er det, er noget der skal give kredit. Ferrari har bygget op til denne æra gennem 5-7 år, og deres formel er ligeså succesfuld som Coca-Cola. Ligesom Coca-Cola er tilsat en urimelig og usund høj mængde kulhydrat, er Ferraris cocktail tilsat deres ildesmagende teamordrer, der var helt overflødigt i denne sæson. Var jeg i Schumachers sko, gik jeg direkte op på Montezemolos kontor og fik ham til at stryge dette element på dagsordenen. Så ville hans sejr se bedre og mere reel ud som den sig bør.

Minardis uhæmmede kamp for at klare skærrene må man måbes over. At de sluttede foran Toyota og deres mange milliarder i det endelige resultat er fantastisk. McLaren lagde skidt og - rigtig skidt. Men de kom kraftigt efter det i løbet af sæsonen. Hatten af for det. Renault gjorde sig ikke yderligere bemærket end at de altid var med deroppeaf, og iøvrigt satte skarnsungen Sauber på plads. Williams fortjener et solidt nakkedrag, for at være nummer to efter Ferrari, og så iøvrigt ikke rigtig rokke sig ud af stedet. Ikke godt nok. Og Jordan? Hvorfor er det lige at de er nomineret???




Skrevet af:

Aslak Vind - aslak@f1journal.com
Benjamin Bredahl - benjamin@f1journal.com
Kent Kirkegaard Jensen - kent@f1journal.com
Flemming Hansen - flemming@f1journal.com
Dennis Dithmar - dennis@f1journal.com
V8 Race Driver 120 x 60 Ad