ÅRETS F1JOURNAL-LØB 2002: TYSKLANDS GRAND PRIX - HOCKENHEIM Tysklands Grand Prix, Hockenheim - 28 Australiens Grand Prix, Melbourne - 27 Østrigs Grand Prix, A1-Ring - 24 Brasiliens Grand Prix, Sao Paolo - 22 Malaysias Grand Prix, Sepang - 17 Europas Grand Prix, Nurburgring - 12 Årets F1Journal-grand prix gives til det løb der indeholdt mest spænding, underholdning, kvalitet og dramatik. Efter den interne nomineringsrunde blev følgende løb indstillet: Australien, Malaysia, Brasilien, Østrig, Europa og Tyskland. Og sidstnævnte løb med titlen som årets grand prix. Skribenternes pointgivning og argumentation lyder således... ASLAK VINDS POINTGIVNING Tysklands Grand Prix, Hockenheim - 10 Europas Grand Prix, Nurburgring - 6 Østrigs Grand Prix, A1-Ring - 4 Brasiliens Grand Prix, Sao Paolo - 3 Australiens Grand Prix, Melbourne - 2 Malaysias Grand Prix, Sepang - 1 Jeg var ved at tisse i bukserne af jubel over løbet på Hockenheim. Selvom jeg begræder tabet af skovlangsiden, så var der mandeduel af rang mellem Kimi og Montoya. Tunge klodser og F1, det hører nu engang sammen. Østrig, det løb viste hvor koldt og wc-agtig F1 er blevet når det løber løbsk. Teamordrer, nej Michael, nej! Jeg så gerne Nürburgring på 2. pladsen, en ny flot bane og mandekamp mellem DC og Montoya. Fedt! Brasilien husker jeg bestemt bedre end Malaysia, her brød Montoya-Schumi krigen nemlig ud i lys lue, en frontvinge kortere lærte Montoya lidt respekt. Men han hørte heldigvis ikke efter. Australien, jeg husker desværre stadig Graham Beverigdes tragiske død i 2001. Men Ralfie Airlines i 2002 viste at Ralf kendte vejen op til podiet. Tragikomisk, ikke mindst for stakkels Barrichello. Indianapolis 2002 bør nævnes i en parentes, helt ærligt. Ferrari bør nu kende begrebet `Elefant i en glasbutik BENJAMIN BREDAHLS POINTGIVNING Tysklands Grand Prix, Hockenheim - 10 Østrigs Grand Prix, A1-Ring - 6 Malaysias Grand Prix, Sepang - 4 Australiens Grand Prix, Melbourne - 3 Brasiliens Grand Prix, Sao Paolo - 2 Europas Grand Prix, Nurburgring - 1 Det var nu ikke ligefrem fordi der var mange løb i dette års mesterskab der skrev sig ned i historien - altså når vi taler om race! Løbet på Hockenheim viste dog at det kan lade sig gøre at duellere helt til grænsen, og igen er det to af den kommende tids profiler der stod for showet - Montoya og Raikkonen. Stærkt gået drenge - det husker vi løbet for. Men på en sikker andenplads kommer løbet i Østrig. Ikke på grund af racet, men mere det der skete på de sidste meter. Det fik en stor betydning for opfattelsen af Ferrari, og satte et skår i et ellers suverænt mesterskab. Der forsvandt seriøsiteten! Malaysia - igen et mindre spændende løb, men det var den eneste gang at Ferrari fik decideret tæv. De vil nok ikke huske det, men så tillader vi os at gøre det… De øvrige løb - Australien får 3 point for den kunstneriske flyvestart og de mange exits. De to sidste løb - ja, hvad skete der egentlig der? Løbet på Magny-Cours kunne have fået point herfra. Der var i det mindste lidt spænding om Michael Schumacher fik straf for at krydse pitlinien og om Raikkonen kunne tage sin første sejr. KENT KIRKEGAARD JENSENS POINTGIVNING Brasiliens Grand Prix, Sao Paolo - 10 Australiens Grand Prix, Melbourne - 6 Malaysias Grand Prix, Sepang - 4 Europas Grand Prix, Nurburgring - 3 Østrigs Grand Prix, A1-Ring - 2 Tysklands Grand Prix, Hockenheim - 1 Brasilien er nok det løb hvor mit hjerte bankede hurtigst. Hen imod slutningen var jeg stensikker på, at Ralf på én eller anden omgang ville trække sig ud af storebrors slipstrøm og blæse forbi, for Ralf var tydeligvis hurtigere i svingene. Men F2002 var lige akkurat hurtig nok på langsiden og det matchede fint med Ralfs manglende mod til at satse alt og derfor vandt Michael. Men spændende var det for mig. Åbningsløbet i Albert Park, Melbourne, får den 6 point fordi det var så spektakulært. Næsten halvdelen af feltet decimeret allerede efter et ½ sving, Ralf Schumachers flyvetur over Rubens og Webbers flotte kamp om at holde Toyotas Mika Salo bag sig. Rigtig god underholdning! Malaysia får 4 point fra mig fordi det var et underholdende løb. Kun 4 sek. inde i løbet og så kørte Juan Pablo Montoya og Michael Schumacher sammen. Ralf fik frit løb, og Jenson Button var så nervepirrende tæt på at slutte som nr. 3 - men en hæsblæsende Michael Schumacher nåede ham takket være et defekt hjul på britens Renault. Det var et godt løb. Nürburgring får de 3 point pga. det dejlige race der var og så Ferraris, undskyld Michael Schumachers altoverskyggende dominans. Michael Schumacher trådte voldsomt på bremsen hver gang Rubens kom ud af pitten for ikke at overhale brasilianeren, der øjensynligt skulle have oprejsning efter fiaskoen på A1-Ring. Men Michael Schumacher er ærekær og han kunne ikke lade være. Med en halv snes omgange tilbage lod han sig falde 7 - 8 sek. tilbage, efter at have lagt lige bagved Rubens hele tiden, og knaldede så en omgang af der fik Williams og McLaren til at ryste så meget i bukserne man kunne høre Ron Dennis’ knapper løsne sig. Havde Michael Schumacher fået frit løb til at sætte de omgangstider hele løbet var alle, inkl. Rubens, blevet sat tilbage med mellem 2 og 5 omgange. Det var uhyggeligt, men flot! A1-Ring får 2 point herfra fordi Rubens for en gangs skyld var hurtigere end Michael hele weekenden. Han slog fantomet på merit alene. Der kom aldrig dårlige undskyldninger fra Michaels side. Rubens var bare hurtigere. Slutningen? Den kender vi, og det er derfor A1-Ring kun får 2 og ikke 6 point fra mig. Hockenheim var ligeledes et godt løb med masser af dueller. Det var nemlig ikke kun Kimi Räikkönen og Juan Pablo Montoya der kæmpede om placeringer og mon Montoya kunne have nået Schumi? FLEMMING HANSENS POINTGIVNING: Australiens Grand Prix, Melbourne - 10 Malaysias Grand Prix, Sepang - 6 Brasiliens Grand Prix, Sao Paolo - 4 Tysklands Grand Prix, Hockenheim - 3 Østrigs Grand Prix, A1-Ring - 2 Europas Grand Prix, Nurburgring - 1 Ja, Australien var årets bedste løb. Dels vidste man ikke hvilken forfærdelig kedelig sæson man gik ind til og allerede fra første sving var der 'action'. Vinderen var der aldrig tvivl om - men kampen om de sidste placeringer var nervepirrende spændende. Malysia får mine 6 point som løbet der blev det næstsidste i 2002, der IKKE blev vundet af en Ferrari. Brasilien er altid et rimeligt godt race. Pointene går til farceafslutningen med Pelé. Hockenheim - suk. Hvorfor skulle en fed bane amputeres sådan!? Østriggate - er der skrevet rigeligt om. Og Nürburgring får ikke lige nogle klokker til at ringe hos mig om et 'spændende' 2002 løb. DENNIS DITHMARS POINTGIVNING: Østrigs Grand Prix, A1-Ring - 10 Australiens Grand Prix, Melbourne - 6 Tysklands Grand Prix, Hockenheim - 4 Brasiliens Grand Prix, Sao Paolo - 3 Malaysias Grand Prix, Sepang - 2 Europas Grand Prix, Nurburgring - 1 Årets mest nervepirrende løb var ubetinget Østrigs Grand Prix. Dels fordi Rubens Barrichello satte Michael Schumacher på plads fair and square. Dels fordi Jacques Villeneuve viste hvad han kan, når han får leveret en bil der rykker sig lidt ud af stedet. Dels på grund af det nervepirrende crash, hvor Nick Heidfeld med en 360 graders pirouette blæste lige ind i Sato. Nå ja - og så lige den farce på målstregen og podiet, der gjorde at alle F1-fans med en internetforbindelse fløj over foran computeren og blev siddende der den næste uges tid. Australien var hovedsagelig spændende i starten med uheldet mellem Ralf og Rubens. Og dels på grund af polimikken bagefter om der skulle have været en omstart. Hovedparten af bilerne gik ud, hvilket skabte et sjovt resultat til slut med Minardi foran Toyota. Iøvrigt med en spændende duel mellem Webber og Salo. Baneændringerne på Hockenheim skabte interessante momenter, selvom jeg savner at kørerne stadig skulle ud på en skovtur. Montoya og Raikkonens duel var den bedste i lang tid - hvilket desværre siger mere om resten. Brasilien og Malaysia - nåh ja. Spændende øjeblikke her og der. Men ikke det vildeste på min samlede erindringstavle. Og Nurburgring? Jo ja - lad os bare sige den var interessant - men hvor er så Frankrig henne? Farcen med alle kørerne der krydsede den hvide linie i pitudkørslen samt Kimis kamp mod Schumi var en neglebider af rang. Skrevet af: Aslak Vind - aslak@f1journal.com Benjamin Bredahl - benjamin@f1journal.com Kent Kirkegaard Jensen - kent@f1journal.com Flemming Hansen - flemming@f1journal.com Dennis Dithmar - dennis@f1journal.com |
||||||||||