Undertegnede skribent sad ligesom så mange andre og fulgte Østrigs Grand Prix, og var virkelig opstemt over at se Ferraris førstekører Michael Schumacher få tørt på af sin brasilianske andenkører Rubens Barrichello. Man fik en underlig knude i maven af to årsager. Var der nu alligevel en reel titeludfordrer til Michael Schumacher i 2002-sæsonen efter at Williams og McLaren havde givet op? Og med Ferraris vanlige måde at tackle den slags situationer på - ville Rubens virkelig få lov til at køre først over stregen?
For at starte med det første spørgsmål: Nej - egentlig ikke. Men i en sæson der er så tilpas domineret af ét team, leder man uvægerligt efter spændingsmomenter - noget der gør at man alligevel gider tænde for TV-skærmen hver anden søndag, endsige bruge penge på at rejse ned til sine årlige grand prix'er i Europa. Titeludfordrer eller ej ville det jo være klædeligt for et så dominerende team at give løbet frit mellem deres to kørere. Skulle de så småt blive indhentet bagfra, kunne man jo til enhver tid hive de velkendte teamordrer op ad hatten. For når man ved at der er 90% chance for at en Ferrari kører først over stregen, er det alt andet lige mere spændende at se Formel 1, hvis man ikke med sikkerhed ved hvilken af de to kørere der bliver nummer et.
Angående det andet spørgsmål: Set i bakspejlet burde det ikke kunne overraske nogen at Ferrari gjorde hvad de gjorde. Det må selv undertegnede erkende. Men jeg har hørt argumentet mangen en gang den sidste måned: Sådan er gamet - det er så vigtigt for et team at vinde, at de gør sådan noget. Helt enig - dog med en vigtig lille twist. Det er ikke så vigtigt for alle teams - tværtimod. Det er så vigtigt for ét bestemt team at vinde at de vælger at afgøre mesterskabet i sjette løb. Gamet er ikke bare sådan - gamet er blevet sådan på grund af Ferrari.
Siden den kontroversielle søndag er der blevet skrevet spalte op og spalte ned om begrebet teamordrer. Om Ferraris anseelse der tog et dyk på under 10 omgange. Om fy-råb, piften og en storm af protester i motorsportspressen. Og om den farce der udspillede sig lige efter løbet på podiet. Og inden jeg kommer for godt i gang med analysen af hvad der er sket, og hvad det har gjort ved sporten, skal jeg dog slå én ting fast.
Teamordrer er en del af gamet, og har altid været det. Der skal være plads til teamordrer - de gør faktisk F1 spændende. Men hovedårsagen til at man anvender teamordrer må og bør være, at F1-mesterskabet er så tilpas spændende i forvejen, at man pinedødemig bliver nødt til at indføre dem, eller fordi den anden kører reelt har udspillet sine chancer for at vinde. Teamordrer uden de rette bevæggrunde gør sporten kedelig, og som vi nu har set, rammer de faktisk tilbage i hovedet på det team der udfører dem som en hårdtslående boomerang. Og med den dominans Ferrari tilsyneladende har i årets sæson, er en teamordre i sjette løb direkte pinlig.
Nogle prøver at forklejne hvor hårdt dette har ramt Ferrari og Formel 1. Specielt Ferrari selv, og selvfølgelig deres mest trofaste fans. Men det er der ingen grund til at forklejne det. Det har skadet Ferrari og det har skadet sporten. Man kan starte med det øjeblik hvor teamordren blev klar for TV-seere og tilskuerne ved Østrigs Grand Prix. Én ting var at vi alle var vidne til publikums buh-råb og piften - nedadvendte tommelfingre og så videre.
Men endnu tydeligere var det hvis man scannede TV-kommentatornes udbrud igennem lige da det det skete. På stort set alle verdens TV-kanaler, lød der udbrud som "Det er løgn!" - "Er der virkelig lovligt?" - "Føj!" - "Nej det gør de sgu ikke!" osv osv. Dette inklusive de tyske og italienske kanaler, DSF, RTL og RAI - som jo faktisk repræsenterer henholdsvis Schumacher og Ferrari, var der udelt fortørnelse over det der skete. I forlængelse heraf var der afstemninger på de store motorsportsmagasiners hjemmesider, der klart viste at mellem 85-95% af alle F1-fans gerne så at Ferrari blev straffet for deres selvmål i Østrig.
I min lokale italienske madspecialist, var Ferrari-flaget pænt blevet hevet ned af væggen og lagt om bag i butikken. Og til de efterfølgende løb har man set billeder af tidligere Ferrari-fans med store krydser aftegnet på deres Ferrari-trøjer og kasketter, samt den tyske t-shirt kampagne hvor der står på brystet: "Ich bremse NICHT für Schumi!". Vrede tilhængere skrev her, der og allevegne at de ville skille sig af med deres Vodaphone-abonnement og tanke alle andre steder end hos Shell.
Ved det første løb efter A1-Ring - Monacos Grand Prix - var det største samtaleemne blandt kommentatorer, publikum og de deltagende i F1-cirkusset, teamordren i det foregående løb. Det var tydeligt at se, da Luca di Montezemolo gik ned gennem pitten, og gav Ron Dennis hånden - ganske som de plejer. McLaren-chefen spurgte med vanlig engelsk høflighed, "How are you" - Montezemolo vinkede vandret med den ene hånd og svarede "I've been better." I de sidste dage i juni måned, har Ferrari-præsidenten også gjort klart at han nu overvejer om det er på tide at stoppe: "Den cyklus jeg har startet er nu slut, og det er tid til at tænke over tingene. Jeg vil overveje det hele, men det vil jeg kun gøre i et par uger," lyder Montezemolos sidste nye udmelding.
Har misæren på A1-Ring skadet Ferrari? Døm selv...
Svaret er ubetinget et rungende "JA!". Lige da det skete var det i hvert fald. TV-kommentatorernes og publikums reaktion er bevis nummer ét. Den efterfølgende storm i motorsportspressen er bevis nummer to. I sidste nummer af Bil-Magasinet kan man godt nok læse en belærende artikel af hele Danmarks F1-specialist, Peter Nygaard, der påstår at han helt afslappet og tilbagelænet konstaterede hvad han hele tiden havde vidst, da han sad i presselogen på A1-Ring og så teamordren udspille sig foran ham i sidste omgang.
Man får samtidig en konstaterende gennemgang af berømte teamordrer gennem F1-historien - hele ti af slagsen. Dermed mener Nygaard at have retfærdiggjort sin afslappede forudsigelse af den kontroversielle ordre. Men kigger man disse ti efter i sømmene, opdager man hurtigt at kun to af dem er identiske med A1-Ring anno 2002. Den ene er sidste års teamordre, ligeledes på A1-Ring, som også blev udført af Ferrari, Schumacher og Barrichello. Den anden er faktisk den selvsamme teamordre i år, som han har taget med på listen - lidt underligt at tage den med hvis den dermed skal retfærdiggøre sig selv.
Tre af de berømte teamordrer, er faktisk eksempler på manglende teamordrer, og derfor lidt fejlplaceret på en liste over "Berømte teamordrer". Hovedparten af de andre er berrettigede teamordrer der er faldet på et sent tidspunkt i sæsonen, hvor teamordrer absolut er på sin plads og i orden. Der er kun to yderligere der stikker lidt frem og prøver at lege lidt med tanken om at ligne årets to-briks puslespil på A1-Ring. Den ene er helt oplagt McLarens første løb i 1998-sæsonen, hvor David Coulthard bremsede ned og lod løbets moralske vinder tage sejren. Hakkinen havde misforstået en radiomelding, og mistede sin placering på en pitgennemkørsel uden grund.
Bragte Coulthard dermed sporten i miskredit, på samme måde som Rubens, Schumi og Ferrari i år? Nej - Hakkinen havde fortjent at vinde det løb. Den anden er et eksempel fra den Ferrari-dominerende 1979-sæson, hvor Jody Scheckter vandt foran Gilles Villeneuve. Men dengang havde Ferrari meldt 100% klart ud fra starten af sæsonen, at Villeneuve skulle forsvare Scheckter hele sæsonen. Og dette til trods var sæsonen faktisk pointmæssigt væsentligt mere snert kæmpet end 2002. Før sæsonens sjette løb var to sejre gået til Ferrari og tre til Ligier-teamet. I år var det én sejr til Williams og fem til Ferrari.
Med hovedrysten kunne man også læse en Nygaard-konstatering om at det eksakt samme foregår i Le Mans og i DTC. Ja, der er teamordrer i Le Mans. Men først når der er under en time tilbage af løbet, og der i øvrigt er en omgang mellem bil nummer et og to. Dertil kommer at teamordren lyder "Hold placeringerne" - i modsætning til "Byt placering!". Sidstnævnte teamordre i et Le Mans løb havde helt sikkert også fået tilskuere og det øvrige publikum op af stolesæderne.
Og DTC? Ja sidste år, hvor Jan Magnussen nærmest kørte med for hyggens skyld. Men lad mig citere Jason Watt forud for indeværende sæsons sidst kørte løb på Jyllandsringen: "Når starten går slipper jeg koblingen og trykker speederkransen i bund. Og så er jeg ligeglad om det er Jan Magnussen eller Michael Schumacher jeg skal kæmpe imod." Den holdning gør sig tydeligt gældende i hvert løb - hele løbet i DTC når vi taler Watt og Magnussen.
Et andet argument for Ferraris alt for tidlige og unødvendige brug af teamordre, er den berømte sammenligning med Tour de France. Det er i forvejen betænkeligt når man taler om hvorvidt teamordren har skadet F1, at man sammenligner motorsportens topklasse med det skandaleramte cykelløb. Og sammenligningen er helt hen i vejret. Godt nok har man teamordrer fra første pistolskud i Tour'en. Men hele ideen med cykelsport er jo at alle sidder på noget så ligeværdigt som en banal cykel.
Hvis man for alvor skulle sammenligne de to ting, skulle man forestille sig en to-tre hold bestående af overvægtige pensionister på trehjulede cykler, en to-tre hold af midaldrende mænd på børnecykler med støttehjul, nogle få hold med unge mænd på vitaminpiller oppe foran på tre-gears mountainbikes, og så et enkelt hold med to Matrix-effekt skuespillere på alverdens medikamenter og hidtil usete supercykler. En overdrevet karrikatur, men alligevel et billede der skærer forskellen ud i pap.
Så den teamordre-sammenligning er ikke acceptabel på nogen måde. Summa summarum er det ikke interessant at forsøge at sammenligne dette års tidlige afgørelse med andre sæsoner endsige andre sportsgrene. Det eneste man i virkeligheden bør sammenligne med hinanden er om det nuværende scenarie contra et scenarie hvor der var frit løb mellem Rubens og Schumacher er spændende eller uspændende. Og her er konklusionen klokkeklar. 2002-sæsonen er nu reelt afgjort, og man skal være F1-entusiast til fingerspidserne og lidt til, for at følge med i resten af sæsonen og forvente de store sug i maven.
Nej, nej og atter nej. Det må man så absolut ikke straffe Ferrari for. At det italienske team er så meget bedre end sine konkurrenter kan man isoleret set kun tage hatten af og bukke sig i støvet for. At man som McLaren-, Williams-, Jaguar- eller endog Minardifan keder sig lidt ved at se de røde hingste forsvinde i horisonten på under ti omgange, er slet ikke bevæggrund nok at dadle hverken Ferrari eller F1-sporten for. Sådan er nogle sæsoner nu engang i F1. Vi skal ikke længere tilbage end 1998 for Mclaren, og 1996 for Williams, for at huske på sæsoner domineret af et enkelt team. I 1998 nåede McLaren at forære Ferrari så mange chancer at det sidste løb blev en neglebider - selv for Ferrarifans. Når tingenes tilstand er at ét team sidder på en sæson, er det op til de andre teams at indhente det.
Men 1996 er et eklatant eksempel på en fulstændig overlegen ét-teams sæson, der adskildte sig markant for den situation vi nu befinder os i. Der var nemlig ikke skyggen af teamordrer mellem Damon Hill og Jacques Villeneuve. Og man kunne faktisk ikke definere en verdensmester før sidste løb på Suzuka, da Villeneuve tabte det ene baghjul og Damon Hill kunne cruise bilen hjem til sæsonlaurbær. Og selvom man normalt var diehard fan af McLaren eller Ferrari, fik man dog foræret muligheden for at holde med enten den engelske gentleman eller den canadiske vildbasse til sidste time i sæsonen. Det kan man takke en filosofi som gør sig gældende hos Frank Williams for - en filosofi der står i stærk kontrast til årets spændingsdræber.
Det er som om Ferrari har prædefineret, at hvis man er Ferrari-fan, så er man også Schumacher-fan. Et spændende spørgsmål byder sig derfor: Hvordan er det i disse dage at være Barrichello-fan? Og man behøver ikke engang at være fan af hverken den ene eller den anden. For essensen i begrebet sport er jo at der kæmpes mellem nogle individer eller hold om at tage en pokal i sidste ende. Og dermed har tilskuerne mulighed for at holde med enten A eller B.
Er man således tilhænger af Manchester United i fodbold og de ryger i kvartfinalen i Champions League, er finalen jo kun spændende hvis man beslutter sig for at holde med det ene af de to finale-hold - i år var det så Real Madrid og Leverkusen man kunne vælge imellem da kampen blev fløjtet i gang. Og den kamp var faktisk spændende til sidste minut, hvadenten man holdt med det ene eller det andet hold - endsige med ingen af dem. Omvendt kan man ikke se et motorsportsevent i TV for tiden, uden at kommentatorer og publikum tydeligt markerer vigtigheden af at der ikke er teamordrer i den pågældende serie, hvadenten det gælder CART, F3000, DTC, Le Mans eller MotoGP - for bare at nævne nogle stykker.
Der gik ikke længe fra afgørelsen af Østrigs Grand Prix, til det blev bekendtgjort at FIA havde indkaldt Ferrari til at foretræde for World Motorsport Council. Og så gik spekulationerne derudaf. Ville man kun straffe Ferrari for at være ansvarlig for det rod de nåede at lave på sejrsskamlen, eller ville man også gå i kødet på dem på grund af teamordren? Onsdag den 26. juni blev det afgjort - FIA afsagde en symbolsk dom og idømte Ferrari en symbolsk straf. Teamet blev dømt for ikke at have styr på sine kørere på sejrspodiet, og straffen var en bøde på 1 million dollars. Var den dom fyldestgørende i forhold til det der skete, og var straffen dermed tilstrækkelig?
Nej det var den ikke - af flere årsager. For det første drejer dommen sig kun om én ting. Nemlig det faktum at Michael Schumacher skubbede Rubens Barrichello op på øverste skammelplads, noget der er direkte ulovligt ifølge Artikel 170 i det sportslige regulativ. Hele podiumceremonien står således detaljeret beskrevet i appendix 3 som du kan finde hér. FIA vælger dermed fuldstændig at se bort fra den massive reaktion der er kommet på verdensplan over den legen kispus med selve sportsbegrebet Jean Todt viste i de sidste omgange af Østrigs Grand Prix, og den tydelige måde det blev præsenteret på.
Rigtigt er det at man ikke direkte kan straffe Ferrari for at anvende teamordrer. Det står der ikke skrevet i regulativerne at man ikke må. Men der står tydeligt beskrevet at man ikke må bringe F1-sporten i disrespekt i sportsregulativets Artikel 48 (se det hér). Og hvis man ikke kan tale om at det var dét der skete i timerne og dagene efter Østrigs Grand Prix, så skulle man forestille sig at det er en regel der stort set aldrig bliver anvendt til noget. Men vi skal ikke længere tilbage end til før 1998-sæsonen, hvor Jacques Villeneuve brokkede sig offentligt over indførelsen af riller i dækkene. FIA's reaktion var klar og utvetydig - man indkaldte Villeneuve til møde og satte ham på plads med direkte henvisning til Artikel 48. Og på det tidspunkt var den canadiske kørers skadelige virkning på sporten marginal i forhold til det FIA netop har valgt at se gennem fingre med.
En anden hovedårsag til at det er direkte dumt af FIA ikke at medbringe dette aspekt, er at der igennem rigtig mange år nu har været en almindelig opfattelse af at FIA forfordeler Ferrari-teamet rent straf-mæssigt når de indkaldes af den ene eller den anden årsag. Hvis FIA ikke mente at Artikel 48 kunne anvendes i denne sammenhæng, kunne de snildt væk have diskvalificeret Rubens, Michael og teamet fra pointene i Østrig på baggrund af Artikel 170, uden at det af den grund havde påvirket mesterskabet synderligt. Og så havde de én gang for alle have begravet alle teorier om forfordeling i forhold til det italienske team. Men sådan gik det ikke. Ved Europas Grand Prix på Nürburgring lagde Jean Todt brikkerne i hans lille to-briks-puslespil omvendt, og havde dermed banet vejen for en meget symbolsk dag ved foretrædet i World Motorsport Council tre dage efter. En dom på et kontantbeløb må siges at være meget mild, når 85% af alle fans har meldt ud, at Ferrari fejlede big-time i Østrig.
Det er naturligvis svært at afgøre. Det vil kun tiden kunne vise. Men hvis vi kigger på hvorledes forskellige mestre og tæt-på-mestre står beskrevet i historiebøgerne, er der god grund til at tro at Ferrari og Schumacher har vendt billedet af sig selv til noget mindre flatterende i den kommende historieskrivning. Kigger man eksempelvis på den sidste Ferrari-kører der havde massiv respekt og omtales som en sand Ferrari-legende, er det klart Gilles Villeneuve. Han nød ikke teamordrer med lå under for dem, og tog aldrig en VM-titel. Og hvis man omvendt kigger på Damon Hills mesterskab i 1996, bliver det ofte akkompagneret af sætningen "men han sad jo også i feltets klart stærkeste bil".
Sidestiller man det med Schumachers karriere, risikerer han og Ferrari-teamet nu et fedt stempel som statistik-ryttere. Schumacher som manden der havde klausuler om fast hjælp til sine mesterskaber stående i sine kontrakter. At misbruge teamordrer på den måde er ikke noget man tager hatten af for, hvilket man tydeligt kan læse i vort sammendrag af kommentarer efter Østrig herunder. Teamet med Schumacher i spidsen er nu i gang med at manifestere deres tredje sæson i en ny Ferrari-æra - og i Østrig valgte de at blæse det op i synet på alle og enhver, at det sportslige aspekt er de ligeglade med. Det eneste der tæller er tallene. Så historiebøgernes magt bliver derfor i fremtiden afgjort af hvad der har mest magt - tallene eller bogstaverne. Og det er ikke til at sige.
Men nu er afgørelsen i hvert fald faldet og dommen afsagt. Resultatet er et billede der ikke er til at tage fejl af. For det første er der givet fornyet næring til kritikerne af FIAs blødsødenhed overfor Ferrari. Dertil kommer at man fra FIAs side ikke finder det vigtigt at holde spændingen ved live i dette og kommende mesterskaber - i hvert fald ikke hvis Ferrari står til at vinde. Ferrari har bevist at de ikke bekymrer sig om at det er en sport de deltager i - det er pure business.
Og endeligt er F1 verdensmesterskabet 2002 nu blevet afgjort så tidligt som i niende løb, reelt faktisk i sjette løb. Vi kan hermed erklære Michael Schumacher for verdensmester 2002 i Formel 0.
Tilbage ved Canadas Grand Prix 2000 blev Barrichello første gang anvendt i en Ferrari-teamordre. Hans kommentar efter løbet var følgende:
"Jeg har ikke noget problem med at falde lidt tilbage for at beskytte Michael, når teamet beder mig om det. Jeg stoler på teamet, og er sikker på at den dag jeg ligger foran Michael giver de mig lov til at vinde."
Clay Regazzoni (tidl. Ferrari-kører):
"Enzo ville aldrig have accepteret det. Schumachers opførsel på podiet var en skændsel. Hvis han virkelig ville have givet sin teamkammerat en gestus, havde han sluppet speederen i stedet."
BILD (Tysk dagblad):
"Pikant detalje - mandag bliver Schumi kåret som årets sportsmand i London og tirsdag får han en Sports-Oscar/Laureus i Monte Carlo. Venter der en pibekoncert dér også?"
James Allen - ITV kommentator:
"Jeg tror ikke mine egne øjne, hvad sker der??? Det er en skandale!"
Mark Blundell - tidl. F1-kører og ITV kommentator:
"Min kæbe hænger ved gulvet - det kan ikke lade sig gøre dét der. Jeg kan ikke forestille mig at det er lovligt."
John Watson, F1 Digital kommentator:
"Det er den huleste sejr i Schumis karriere, og en skændsel for Ferrari"
Damon Hill:
"Jeg er helt pinlig - det er frygteligt. Løbet er slut og publikum buh'er."
Peter Windsor, F1 racing magazine:
"Det er Michael Schumachers Ferrari-team, og Rubens er en del af det team - øh er han ikke? Det har ikke noget med F1 at gøre."
Hans Geist, Østrigs GP-arrangør:
"Ferrari skal straffes for det her. Vi har modtaget hundreder af telefonopkald og emails, og vi sender dem alle videre til FIA. Løbet var super men resultat var en skændsel, og folk vil ikke købe billetter mere. FIA bør straffe Ferrari, og straffe dem hårdt."
Patrick Head, Williams:
"Vi forsøger at levere racing, og det Ferrari viste i dag var ulækkert. Vi har en pligt overfor sporten og publikum, og det blev ignoreret."
Juan Pablo Montoya, Williams:
"Michael har mere end 20 points forspring, og en bil der er et sekund hurtigere pr omgang. Hvad er han bange for?"
Flavio Briatore, Renault:
"Det var en absolut skandale. Jeg har aldrig set noget lignende i mine 14 år i denne sport. F1 er meget større end Ferrari, og det bør de huske på. Jeg vil spændt vente på at se om FIA tør gøre noget ved dette."
Gerhard Berger, BMW:
"Det her var der ingen grund til så tidligt på sæsonen, og FIA bør se på det."
Sir Stirling Moss, ex-F1 kører:
"Ferrari er et inficeret køretøj, og F1 er ikke længere en sport. Hvis de have bedt mig gøre det samme, havde jeg bedt dem rende og hoppe."
Ian Phillips - Jordan:
"Det var en skændsel, jeg troede ikke mine ejne øjne. De latterliggører sportsregulativerne."
Emerson Fittipaldi, brasiliansk ex-verdensmester:
"Det er en skandale - fuldstændig absurd."
