SÆSONEN ER SLUT - LANGT OM LÆNGE
"Endelig er det overstået" - for første gang i al den tid jeg har set, endsige skrevet om Formel 1, udbrød jeg denne sætning fra bunden af mit hjerte søndag den 13. oktober ved 9-tiden om morgenen dansk tid. Det var utvivlsomt noget af det kedeligste jeg kan huske jeg nogensinde har stået model til. Jeg satte mig ned og prøvede ihærdigt at komme de små lyspunkter i hu, som man altid kan finde i selv de kedeligste sæsoner. Og når jeg tænkte tilbage gennem sæsonen, var de eneste øjeblikke der var værd at huske, ikke øjeblikke mellem to kørere på banen. Snarere kontroversielle sætninger, beslutninger, kontrakter, løftebrud etc etc - og så det største personlige lyspunkt: fødselen af F1Journal.com midtvejs inde i sæsonen.
At tænke sig at man kan få en ide til hvordan et format som F1Journal.com skal sættes sammen. At præsentere det overfor nogle af landets bedste skribenter. At se dem alle bakke op om ideen uden tøven, fordi der her var noget der var noget helt anderledes. Men efter opstarten samtidig se hvorledes de selvsamme skribenter - mig selv inklusiv - i forskellige perioder røg ned i fortvivlelsens hul. At blive ved med uge efter uge at skulle skrive om en af F1-historiens største tørvetrillere, og alligevel forsøge at få det hele til at lyde spændende. Det er ikke nemt - tro mig!
Som læser har man en frihed til at holde to måneders pause fra sporten hvis man ikke kan holde skruen i vandet - man har ingen forpligtelser overfor skribenterne. Men som skribent kan man ikke bare melde sig helt ud af F1-samfundet. Ligemeget hvor kedeligt man synes det er, har man unægtelig en forpligtelse overfor læserne. Så man bliver pinedødemig nødt til at følge med. Det bedste incitament for at følge alt det der sker imellem løbene, er jo at det der sker på banerne er spændende i sig selv. Men i år, har det der skete imellem løbene utvivlsomt været det mest spændende.
VI PRØVER AT NULSTILLE - AUSTRALIENS GRAND PRIX
OK - lad os ikke fortvivle inden vi er gået i gang med at anmelde sæsonen. Vi nulstiller engang og forestiller os at vi ikke kender resultatet. Lad os glemme alle de kontroversielle ting og sager et øjeblik, og kun fokusere på hvad der gik for sig på banerne. Når alt kommer til alt gik sæsonen jo utvivlsomt igang med et brag. Australiens Grand Prix - årets første løb. En lang vintersæson var slut, og endelig skulle vi se de hårde drenge kæmpe med næb og kløer mod hinanden på den sorte asfalt. Lamperne tændtes én for én til alle fem var tændt - min puls var oppe på 210 - og da lamperne slukkedes dykkede de fire første biler ind og ud mellem hinanden på den måde vi elsker at se det - at tænke sig at de faktisk tør det der! Få sekunder efter - Smæld! Ralf Schumacher brager op i måsen på Rubens Barrichello, og sendes på en flyvetur, der var tæt på at give mig et hjertestop.
Da jeg så Ralf stige ud af bilen i god behold, rejste jeg mig op og skreg af mine lungers fulde kraft "Yes - 2002 sæsonen er i gang!!!" Indrømmet - jeg er en spøjs type. Så længe kørerne slipper heldigt fra det, elsker jeg et godt crash. Og i de første sekunder af årets første grand prix fik vi valuta for pengene. I minutterne efter blev der allerede lagt op til årets første kontrovers. Hvorfor stoppede de ikke løbet? Præcis hvormange vragdele skal der ligge på asfalten før det røde flag vises? Personligt var jeg ligeglad - sæsonen var i gang. Men debatten kørte livligt i stuen. Løbet genstartedes efter at sikkerhedsbilen trak ind, og vi så et par gode dueller. Dels mellem Schumi og Montoya, men i særdeleshed også mellem Schumi og Trulli. Og Coulthard kørte rundt i en sølvfarvet plæneklipper. Der var noget ved græsset der tiltrak ham og hans racer den dag.
MALAYSIA OG BRAZILIEN
I Melbourne vandt Schumacher et velkomponeret løb i sidste års bil - hatten af for det. Men selve løbet var ikke det helt store sus. Det vildeste bestod jo nærmest i at man ikke havde set et ærligt F1-løb siden oktober året før. Nogle gange kan man være så sulten, at selv en kiks bliver et gourmet-måltid. Årets andet løb var på mange måder en gentagelse af det første. Første omgang første sving. Ingen flyvende biler, men et sammenstød mellem de to kamphaner, Juan-Pablo Montoya og Michael Schumacher. Sidstnævnte mistede frontvingen, og måtte kæmpe sig op gennem feltet til sin afslutning på en flot tredjeplads. Montoya blev kaldt i pitten til F1-historiens første drive-thru straf. Endnu engang var der stof til skriverierne. Men var resten af løbet spændende? Ikke specielt.
Ovre på den modsatte side af jordkloden skulle prøven nu stå for Ferraris F2002 - bilen alle frygtede. Den var dog ikke helt kørt til på det tidspunkt. Godt nok endte Schumacher med at tage sæsonens anden sejr i den. Men pole kunne han ikke tage - den smuttede Montoya med. Og løbets mest imponerende fart blev skudt af Rubens Barrichello, der stadig kørte sidste års Ferrari - lige indtil den brændte sammen under ham. Tre løb i træk var det gået galt for Rubens, der ellers nu virkede så kampklar, at han måske var i stand til at true Michael Schumacher.
DE EUROPÆISKE LØB BEGYNDER
Den 14. april blev der taget hul på den europæiske del af årets F1-kalender. Og Rubens bil fungerede faktisk fra start til slut. Han havde på dette tidspunkt også fået fingrene i F2002'eren. Han kunne dermed glædes over at komme på podiet, Ferrari kunne glædes over årets første et/to-sejr og de italienske tifosi sang glædesstrålende med på den italienske nationalhymne. Men på Imola viste kedsomheden for alvor sit grimme ansigt. Allerede inden løbet var flaget af, sad indtil flere kommentatorer og dækkede over hvor højlydt de gabte til den åbenlyse mangel på spænding. Selv McLaren blev overhalet med en omgang - der var noget galt, det var helt tydeligt.
Hvis ikke det var tydeligt for enhver på Imola, blev det i hvert fald cementeret på Catalunya-banen i Spaniens Grand Prix fjorten dage efter. Rubens bil stod stille på startgridden, og Schumacher stak af fra start. Allerede i årets femte løb var der ikke tvivl om hvem der skulle true Michael Schumacher i 2002, hvis han da skulle trues af nogen. Manden var Rubens Barrichello, der mindst ved et par lejligheder havde vist hvor tæt han faktisk lå på holdets førstekører. Men nådesstødet i den kamp kom fjorten dage senere.
I Østrig viste Rubens nemlig igen tænder. Slog Michael fair and square i både kvalifikation og løb. Men Todt, Brawn og resten af Ferrari-familien mente ikke der var plads til kamp mellem deres kørere. Teamordren blev udstukket - Schumacher kørte først over stregen - og dermed skulle man være blind eller have skygklapper på, for at forstå at sæsonen dermed var afgjort. Et stort plus skal dog gå til Jacques Villeneuve, der virkelig gjorde Østrig til en spændende begivenhed. Han stod ene mand for næsten en fjerdedel af hele sæsonens spændende overhalinger - og altsammen i et løb.
LAV PROFILFØRING - FERRARI TRUET
Det var tydeligt at Ferrari var påvirket af Østrigs Grand Prix. Skriverierne omkring episoden ville ingen ende tage - og da de mødte op i Monaco, var det med meget lav profil. Plakaterne og bannerne i Monacos gader var ikke til at tage fejl af. Om de gjorde det med vilje eller om de blot var rystet ud af den vanlige kurs - Monacos Grand Prix endte i hvert fald med at David Coulthard tog sejren. Iøvrigt McLarens eneste sejr i 2002-sæsonen. Ved det efterfølgende Europas Grand Prix, var det vigtigt for dem at påvise at Schumacher ikke var den eneste der måtte sejre i år - så de gav sejren til Barrichello. Et lyspunkt på Nürburgring var den nye svingkombination lige efter start/mål-langsiden. Et sted hvor der er lagt op til nogle spændende overhalinger de næste sæsoner.
Endnu en kedelig stime af ingenting udspillede sig i Englands Grand Prix. Er der nogen der kan huske nogle spændingsmomenter fra det løb? Jeg er ikke én af dem. Det regnede, Barrichello spandt på et tidspunkt, og de fleste teams klumrede med deres dækvalg. Så sæsonen lullede videre til Frankrig. Kun fire grand prixer efter Østrig blev det cementeret at Schumacher nu ikke kunne indhentes længere, og dermed var verdensmester anno 2002. Det var dog et løb hvor der var noget værd at huske. Kimi Raikkonen fik lejlighed til at vise tænder. Ikke mindst fordi hans bil for en gangs skyld ikke brød sammen under ham. Var det ikke for en olieplet i de døende omgange af løbet, der sendte ham på skovtur udenfor banen, havde han faktisk vundet sit første grand prix i Frankrig.
I starten af løbet fik Ferrari en mindre hjerneblødning, og lod Rubens Barrichello stå på løftestativet ved opvarmningsomgangen. Et lille moment man ikke glemmer - men løbets største farce, var den berømte linie ved udkørslen af pitten. Det startede med at Felipe Massa kom til at krydse stregen på vej ud af pitten. Men det blev først komisk da en lang række af andre kørere gjorde det samme. Michael og Ralf Schumacher og David Coulthard, var alle for hurtige til at krydse stregen og blev alle straffet for det. Var der ingen kommunikation mellem pits og kørere den dag? Det var svært ikke at trække på smilebåndet. Men samtidig lidt tragisk at man efter sæsonen skal sidde og tænke tilbage på dette moment som et af årets højdepunkter.
DEN NYE HOCKENHEIMRING
Efter Frankrig var der noget at glæde sig til. Løbet på Magny-Cours var klart et af sæsonens mere farverige, og i Tyskland skulle kørerne ud på et helt nyt banedesign. Hockenheim var ikke blevet en bedre bane af dét, men en mere højteknologisk af slagsen. Så TV-billederne var bedre. Der var en hidsig infight mellem Raikkonen og Montoya på et tidspunkt, og nogle gode udbremsningsmanøvrer for enden af det nye Parabol-sving. Men løbet får ikke topkarakter af den grund.
Ungarns Grand Prix går mange år lidt i glemmebogen. 2002 var ingen undtagelse - så den springer vi let og elegant henover. Spa i Belgien plejer at stå for nogle rigtigt spændende løb, men i år var det så som så med spændingen. Man sad og hungrede efter billeder nede gennem feltet i stedet for oppe foran. For dér udspillede sig det sædvanlige show. Italien var oplagt til at være en bane hvor Williams havde bare en lille chance for at kunne true Ferrari med deres stærke BMW-motor. Men det satte Montoya og Ralf punktum for allerede i første sving. Så døde det løb.
USA - JAPAN OG ENDEN PÅ DET HELE
De to sidste løb blev en god karakteristik af hele sæsonen. Ferrari dominerede, og de to andre topteams glimrede ved mangel på udfordringsevne. I USA kørte Ralf og Montoya hinanden af banen for anden gang i træk, og resten var en leg for Schumacher og Barrichello. Og så på det efter min mening frygtelige banelayout. En gruppe snævre sving, en lille langside - endnu en gruppe snævre sving og så "op" på ovalen. Op? De ligger jo nede i bunden af den stort set hele vejen rundt! Det lille grin man fik over misforståelsen på målstregen var langtfra nok til at skynde sig hjem fra DTC-finalen i Jylland.
Japan skar hele sæsonen ud i pap for os. To Ferrarier afsted over stepperne. En sulten Ralf i halen på dem, men en motor der gik op i røg i slutningen af løbet. Kimi kom på podiet - flot, ikke mindst fordi han i det mindste gennemførte løbet. Ferrari kunne fejre at det var overstået. Men de var så vandt til at vinde, at deres fest lignede en komsammen i et fagforbund. Det var fest - men der var ingen forløsning indblandet, ingen overhovedet. En tysk melodi, en italiensk, en pressekonference og "Endelig er det overstået..."
Ligeså ekstatisk jeg havde råbt i himlens sky da sæsonen startede, ligeså udåndende lød min lettelsens kommentar da det hele var forbi. Men udover de enkelte løb i år - hvad har vi så egentlig stået model til?
FERRARIDOMINANS ELLER...?
De fleste kan vel blive enige om at Ferrari ikke var til at komme i nærheden af. Deres bil var nærmest en vidunderracer, der bare kørte fra alt og alle. Var det ikke? Jeg er bestemt ikke enig. Årets Ferrari var god. Den hidtil bedste Formel 1-racer der har set dagens lys. Men det var McLarens MP4/13 bestemt også i 1998. Det var Williams FW18 i 1996 også - for ikke at nævne en lang række McLaren-racere i firserne og Lotus-racere i halvfjerdserne. Men man skal ikke gøre en vinderbil vildere end den er. Og Ferrari kan uden tvivl hentes - regelændringer eller ej!
Det der hovedsageligt var problemet, var ikke at Ferrari var så gode. Ej heller at Williams og McLaren ikke var gode nok. Mere den indgroede forestilling at det nødvendigvis skal være Williams eller McLaren der skal udfordre Ferrari. Hvert år er der mindst 4-6 teams der klokker i den på vitale punkter. I år var to af de teams netop Williams og McLaren. Derfor så det så legende let ud for Ferrari. Men hvis Formel 1 var bygget anderledes op, ville det ikke nødvendigvis være de to der skulle udfordre Maranello.
Uheldigvis har mange års tradition bygget F1 op til at være et show med tre kombatanter - Ferrari, Williams og McLaren. De andre er med fordi der skal være nogle at overhale efter pitstops. Williams havde formået at lave en fatal fejl i designet af fronten på deres bil. En situation der ikke står til at redde. Ej heller med feltets stærkeste motor. McLaren havde lavet en højest upålidelig bil. Designet var fint nok, men komponenterne i den spillede ikke rigtig sammen før til sidst på sæsonen. McLaren udgik således i 14 ud af 34 mulige forsøg. Til sammenligning udgik Williams 7 gange og Ferrari 5 gange. Og i Ferraris tilfælde var alle 5 gange samme kører, nemlig Rubens Barrichello. Så er der ikke noget at sige til at Michael Schumacher blev verdensmester på rekordtid.
DÆKKENES INDFLYDELSE I 2002
Et andet stort samtaleemne i årets sæson var dækkene. Sidste år kørte både Ferrari og McLaren med Bridgestone - Williams kørte Michelin. I år skiftede McLaren med over til Michelin, og da den franske dækleverandør havde satset på at starte sæsonen på noget der viste sig at være ulovlige dæk, var de fra start af bagud i forhold til Ferrari og Bridgestone. Hvad Michelin så fik indhentet i løbet af sæsonen, fik de smidt direkte tilbage i hovedet af Bridgestones flere års erfaring på banerne.
Bridgestone er først og fremmest et godt all-round dæk. De har efterhånden dæktyper til alle typer baner, alle typer vejr og alle typer temperaturer. Det er samtidig et godt dæk fra den først kørte meter i et løb, hvorimod Michelin-dækkene typisk skulle køres lidt til, før de var på plads. Michelin-dækket havde sine foretrukne baner, sine foretrukne vejrtyper og bestemt sine foretrukne temperaturer. Når sol og måne stod lige for Michelin havde de et dæk, der nogle gange matchede Bridgestone - i få tilfælde var en anelse bedre. Det er ikke godt nok til at vinde en VM-titel. Knap nok godt nok til at vinde et grand prix - noget de også kun formåede to gange i 2002.
HVILKE KØRERE UNDERHOLDT OS?
Det er ikke nemt at pege på de kørere der gav os underholdning i 2002-sæsonen, når nu der var så tilpas lidt underholdning at give af. Men nogle få kørere trådte momentvis alligevel frem og fortjener et plus på vejen. Michael Schumacher er altid et sandt mesterstykke rent underholdningsmæssigt. Dette er dog forudsat at han ligger bag nogen han pinedødemig skal forbi. Det skete meget få gange i år. Så hans underholdnings-evner så vi ikke meget til i 2002.
En af de få der kan give titelindehaveren blod på tanden er den relativt nye Juan-Pablo Montoya. I hans anden sæson leverede han igen nogle rigtigt spændende momenter. Nogle af dem fordi han kørte som en drøm - andre fordi han kørte som et mareridt. Men underholdning er han god for i en højere grad end de fleste i feltet. Et endnu større plus i år må nok gå til Rubens Barrichello. Han viste ved flere lejligheder at Michael Schumacher blot er en racerkører som alle andre, og at man kan slå ham. Uheldigvis tillod Maranello ikke at vi fik en rigtig duel mellem de to at se. I guder - det ville ellers have løftet sæsonen op på et helt andet plan.
Kimi Raikkonen viste at han ikke er en Hr. Hvemsomhelst. Han satte sig i bilen fra første løb og viste David Coulthard at hans karriere snart er forbi. Af de fjorten gange McLaren udgik, stod Raikkonen desværre for langt hovedparten, så vi fik langt fra nok at se til den iltre unge finne, der ser ud til sagtens at kunne fylde ud for Hakkinen med årene. To andre kørere led af de samme problemer, men viste tydeligt at de kunne køre ræs. Den ene var uheldsplagede Jarno Trulli, der når bilen ellers kørte, kørte hurtigt - rigtig hurtigt. Og sidst men langtfra mindst - Jacques Villeneuve. Når bilen vil det, kan den mand levere underholdning i topklasse. Han har sine handicaps, men car-control er ikke et af dem. Giv ham en bil med bare en anelse skub i, og han kaster sig dyrisk ind i enhver tænkelig og utænkelig duel.
FARVEL TIL PROST OG ARROWS
Før sæsonen overhovedet nåede at gå i gang, måtte vi vinke farvel til de to blå nationalfarvede franske biler fra Prost GP. Farven var faktisk det eneste nationalistiske omkring den bil. For som Alain Prost udtalte det, var det en stor overraskelse for ham at opleve hvor lidt opbakning han fik i sit hjemland. Han kunne ikke hente hverken sponsorer eller investorer til teamet, og måtte i sidste ende sende små 300 mand hjem og dreje nøglen om.
Da sæsonen var ved at tage sin begyndelse i Australien, lød rygterne at et lille foretagende ville opkøbe resterne af Prost og stille op under navnet Phoenix. Dette kunne dog ikke narre den altid bramfri og hudløst ærlige Paul Stoddard. Han vidste udemærket godt, at det var Tom Walkinshaws forsøg på at score de TV-penge som Prost GP havde liggende til udbetaling hos FOA. Hvis ikke det lykkedes for Walkinshaw at snuppe pengene via dette fantom-team, ville de gå til Minardi. Og i sidste ende vandt retfærdigheden. Stoddard fik Prost-pengene.
Men Tom Walkinshaws iver for at få fat i dette relativt lille beløb, var et tydeligt tegn på at tingene også stod grælt til hos Arrows. Walkinshaw skyldte penge til højre og venstre, og hans krumspring for at redde sit team og sit eget gode skind, indebar alt fra uærlighed til slet og ret svindel. Som sæsonen gik tog historierne tydeligt form, og midtvejs henne i forløbet begyndte Arrows at undlade deltagelse i løbene. De står nu på randen af en kedelig afslutning på det hele, og hvor meget Arrows end fortjener at forblive i F1 som team, er det svært andet end at ønske Tom W langt væk. Han er ikke sund for noget team.
ÅRETS STORE TEMA: TEAMORDRER
Det lå ligesom i luften - men da det skete i Østrig formåede det alligevel at komme som lyn fra en klar himmel. Det skamløse positionsskift mellem Barrichello og Schumacher få meter før stregen. Der er egentlig sagt og skrevet så meget om dette emne, at man mest af alt har lyst til at springe det over. Men omvendt er det en af årets største begivenheder, så man kan ikke rigtig tillade sig at lukke øjnene for det. Dog kan sagen efterhånden ridses op i ganske få sætninger.
Det er i ethvert teams interesse at vinde VM-titlen. Derfor skal de naturligvis bruge teamordrer hvis dette har en afgørende indflydelse på deres evne til at vinde pokalen. Har de derimod en solid føring i mesterskabet, er det ikke bare mere klædeligt, men også væsentligt mere overlegent, hvis teamet undlader at anvende dem. Den synes ikke rigtig at være eingefesen i Maranello. Hos dem hedder det enten-eller. Der er ikke nogen mellemvej.
Hvor lidt man kan bebrejde Ferrari at de er så overlegne som de har været det i 2002, kan man dog bebrejde dem én ting. Den fuldstændigt unødvendige brug af teamordrer på et tidspunkt i sæsonen hvor der ingenlunde var behov for det. F1Journal.com gik således ud og udråbte Michael Schumacher som verdensmester lige efter Østrig, og sæsonen for værende slut. Dette bragte utvivlsomt en del harme med sig rundt omkring hos de mest erklærede tifosi. Men nu er sæsonen officielt forbi, og alt hvad der skete efter Østrig har været en lang dødbider. Sådan havde det ikke forholdt sig hvis der havde været givet ægte frit løb mellem de to Ferrari-kørere.
Michael Schumacher havde utvivlsomt vundet alligevel, men sæsonen havde ligeså utvivlsomt indeholdt en lang række nervepirrende øjeblikke lang tid efter Østrig, hvis Ferrari havde givet Barrichello lov til det. Og havde det på den mindste måde kompromitteret Ferraris evne til at løbe med pokalen frem for et andet team, havde de været i deres gode ret til at tage teamordrene i brug, uden at nogen havde kunnet kritisere dem det mindste for det.
TV-DÆKNINGEN AF SÆSONEN
I lille Dannevang har vi en række forskellige muligheder for at følge sporten på TV. De uheldige har kun én mulighed - Danmarks Radio. Ikke fordi de gør det så dårligt som mange påstår. Men de har ikke ressourcer til at gøre det meget bedre. Men selv Danmarks Radio led nogle amputeringer i 2002 i forhold til tidligere år. For det første havde dampradioen valgt at brænde hovedparten af hele årets sportsbudget af på VM i fodbold. Fair nok - det er ubetinget den populæreste sportsgren. Men der er bizart, at det skal være så dyrt, at det går ud over dækningen af alle andre sportsgrene. Dette betød i praksis at kommentatorerne ikke længere blev sendt afsted til løbene, men skulle sidde og kommentere dem i et studie i Gladsaxe.
Som et friskt pust inviterede DR både Jason Watt og Nicolas Kiesa ind i studiet som eksperter. Nogle ville mene at det var fordi DR var trætte af Peter Nygaard, men undertegnede tror nu nærmere at et af Danmarks største F1-ikoner, nok snarere ikke ville affinde sig med at sidde i Gladsaxe sytten weekender i træk, og hellere ville afsted til løbene. Og godt nok var det sjovt at høre hvad erfarne racerkørere som Watt og Kiesa havde at sige om F1, men man skal bestemt ikke tage fejl af Peter Nygaards uhyggelige viden om sporten.
DR's valg af eksperter er ikke deres problem. Dem har de rigeligt af, hvadenten de hedder Borre, Nygaard, Watt eller Kiesa. De mangler til gengæld en ægte entertainer, der kan piske en stemning op på samme måde som Murray Walker kunne det på BBC og ITV, eller som Ben Edwards kunne det på Eurosport. De kunne få selv det mest dødsyge løb til at fremstå spændende. Og hverken Borre, Nygaard, Watt eller Kiesa er meget for at bringe deres kommentator-stemmer for meget ud af pitch. Mit bud er at selv en bovlam The Voice-DJ ved siden af en af disse eksperter, ville kunne gøre underværker.
SELECTOR - EN DYR FORNØJELSE
Der er alternativer til DR. Norsk og svensk TV sender også F1, men ikke på et plan der adskiller sig væsentligt fra DR. På tyske RTL får man et overflødighedshorn af optaktsinformation, samt kvalifikationsdækning ved alle løbene. Men ligemeget hvad man har tilgang til af udenlandske kanaler, er der dog intet der slår PayPerView-signalet som kan hentes via kabelTV eller satellit. Godt nok har de besluttet sig for alene at anvende svenske kommentatorer. Men de klarer den virkelig godt må man sige. De dækker lørdagens frie træninger, kvalifikationen og løbet. Ved de frie træninger samt før løbet har de direkte telefonisk kontakt til det svenske F1-ikon, Fredrik af Pettersens, som giver os de seneste rygter direkte fra paddockens rygteslagmark.
Det digitale supersignal har en anden fordel. For det første viser den med jævne mellemrum en grafik med omdrejningstallene på bilerne. Bestemt ikke uinteressant for selv den helt uøvede F1-seer. Samtidig bliver man også indviet i noget af radiokommunikationen mellem kørere og pit. Og her bliver jeg desværre igen nødt til at lange ud efter traditionerne i F1.
Hvorfor skal man have så ekstremt stor respekt for teamet fra Maranello, at man ikke må høre hvad de taler om? Det er en farce løb efter løb at skulle vente til Schumi krydser målstregen, for så at blive præsenteret for "Great guys, it's really fantastic. A good year - a fantastic team..." Det kan næsten ikke være mere ligegyldigt, når det vi helst vil høre, er de forbandede teamordrer, samt når Barrichello bander over at motoren sætter ud. Det er meget mere spændende. Gang på gang bliver vi indviet i Montoyas forsøg på at sætte bilen op i fri træning og kvalifikation. Hvad får vi fra Ferrari? Ikke så meget som et lille pip. For at bruge lidt Maranello-filosofi, kan jeg kun sige "Enten-eller". Giv os hele molevitten, ellers gør os den tjeneste at censurere de sidste 30 sekunders selvfedhed væk på radioen. Det er at gøre grin med publikum.
Man har hele syv kanaler at vælge imellem på Supersignalet, men kan kommer også til at betale for det. 89 kroner pr. løb eller omkring 900 kr for en hel sæson. Det lyder umiddelbart som en dyr fornøjelse, men når man først har prøvet det, synes man generelt set at pengene er rigtig godt givet ud. Det eneste der kan give én grå hår i hovedet, og følelsen af at man alligevel bruger for mange penge på signalet, er at det er al for ustabilt. I gennemsnitligt hver tredje eller hver fjerde løb er der problemer med enten signalet eller dekoderen - eller begge dele. Og det er ikke godt nok - noget Canal Digital og TeleDanmark bør arbejde intensivt for at få på plads en gang for alle.
VIDEOEN VAR EN GOD LØSNING I 2002
Hvorom alting er, var det ikke det store problem om signalet fungerede eller ej i 2002-sæsonen. Hvis signalet stod helt perfekt og kommentatorerne havde deres bedste dag, kunne det ikke dække over at det var den kedeligste sæson i lang tid. Mange løb var der absolut ingen grund til at aflyse selv en familiefødselsdag for at se direkte. Man kunne i år med rette sætte videoen til at optage løbet og se det på et mere belejligt tidspunkt. Selv TV-køkkenet var mange gange mere spændende underholdning, og en videooptagelse af årets F1-løb havde den fordel, at man kunne bruge Fast Forward og komme hurtigere frem til første og andet pitstop.
En sæson der i praksis er afgjort i sjette løb er dybt kritisabelt, og det er med rette at Mosley og Ecclestone er bekymrede for fremtiden. Dominerende teams, strategiske langdistance-teamordrer, og et felt der er opdelt i nummer et, de to andre og så lige resten, fungerer ikke på sigt. Så de to herrer i toppen har ret i at der er noget galt. Men hvad får vi ud af at to så pengefokuserede herrer forsøger at finde en løsning på problemerne? Næppe noget konstruktivt. Men det kan man læse meget mere om andetsteds i dette nummer af F1Journal.com.
Formel 1 er som al anden motorsport en sportsgren. Men det er alligevel ikke som al anden motorsport. I sportscar-racing, CART, DTC, MotoGP osv osv er sporten i højsædet, og mange nervepirrende øjeblikke er noget der tiltrækker ægte sportsfans. Formel 1 er i øjeblikket en industri, hvor sponsorer og bilsalg er vigtigere end publikum. Men det bider sig selv i halen. Hvis publikum forlader F1-sporten er det et fedt med at varetage sponsorernes interesser. Så smutter de nemlig også helt af sig selv. 2002-sæsonen var det tydeligste eksempel på det nogensinde i F1. Lad os håbe at vi aldrig får noget tilsvarende at se i fremtiden.
